Opslag til denne artikel

Emneord:blogs, medier, musik
Organisationer:Efterklang
Steder:Danmark

Når Lewis Colston tænder sin computer, er den amerikanske musikblog Pitchfork, det første han ser. Colston er promotionschef i det skandinaviske pladeselskab Playground Music.

»Det siger lidt om, hvad det er for et medie, når jeg, som primært beskæftiger mig med den danske musikbranche, har en amerikansk musikblog som min startside,« siger han om Pitchfork, som af flere prominente danske fagfolk bliver kaldt verdens vigtigste og mest magtfulde medie inden for musikbranchen i dag.

Information beskrev i onsdags, hvordan de traditionelle medier i stigende grad mister indflydelse til de mange toneangivende musikblogs. Men Pitchfork står over dem alle, påpeger de. End ikke Rolling Stone kan følge med, fortæller Thomas Rohde, chef for Music Export Denmark.

»Pitchfork er uden tvivl blevet både vigtigere og mere magtfuld end selv Rolling Stone, som jo traditionelt var den altafgørende magtfaktor i formidlingen af musik. Pitchfork er gået hen og blevet en endnu vigtigere spiller, som hele musikbranchen læner sig op ad både i Danmark og på verdensplan,« siger Rohde, som til dagligt arbejder på at fremme eksporten af dansk musik til udlandet.

Altafgørende anmeldelse

Men Pitchforks indflydelse gælder ikke kun for amerikanske bands.

»Pitchfork er et slags fyrtårn, som hele branchen holder øje med, og mange bruger dem som en slags Reuters for musikken,« siger han.

Det smitter også af på den danske musikbranche.

»Alle, der har noget med musik at gøre, sidder og følger med på Pitchfork. Man bruger anbefalingerne til at holde styr på, hvem man skal holde øje med, og det har selvfølgelig også betydning i Danmark,« siger Thomas Rohde med henvisning til de danske bands, som efter en god anmeldelse på Pitchfork for alvor har fået sparket gang i deres udenlandske karriere.

Lewis Colston fra Playground Music nævner blandt andre bands som Oh No Ono og Efterklang.

»Efterklang har en stor bunke mennesker i hele verden, der følger dem, og det er altså ikke fordi, de er blevet spillet i radioen. Det er simpelthen fordi, de har taget verden med storm på blogniveau efter en god anmeldelse på Pitchfork,« siger Lewis Colston.

Generationsskifte

Ifølge Informations egen musikanmelder Ralf Christensen repræsenterer Pitchfork ikke mindst et opgør med den tidligere generation af musikanmeldere, som havde patent på den gode smag.

»Pitchfork er uden sammenligning det stærkeste medie overhovedet. De store traditionelle amerikanske og danske musikmagasiner har jo ikke en chance i forhold til Pitchfork,« siger Ralf Christensen.

»De har virkelig formået at lave et seriøst generationsopgør med de store mastodonter som Rolling Stone, som i den grad sad på magten. Rolling Stone er ellers ikke et medie, man lige skriver sig op imod, men det gjorde Pitchfork, og de har tilmed besejret dem,« siger Ralf Christensen og henviser blandt andet til den bibel, Pitchfork lavede for et par år tilbage, da de kårede de 500 bedste sange nogensinde.

Listen skabte en del debat af to årsager. Dels fordi de valgte at kåre sange i stedet for albums, som ellers tidligere var »den hellige gral« som Ralf Christensen beskriver det. Dels fordi de ældste sange på listen var fra 1977.

»Så har man jo hægtet hele banden af. Når man starter listen i 1977 er alle de store band som Beatles og co. jo ude af spillet. I stedet begyndte man med punken, den såkaldte gør-det-selv-musik, hvor man ikke behøver at kunne noget særligt for at spille musik. Det var virkelig et begavet generationsopgør,« siger Ralf Christensen.

Biblen er blot et lille eksempel på, hvilken magt Pitchfork efterhånden besidder i forhold til de traditionelle medier og de store musikmagasiner, mener han.

»Og hvis man endelig skal vælge mellem supermagter, så er Pitchfork ikke nogen dårlig supermagt at have.«