Opslag til denne artikel

Emneord:erhvervslivet
Organisationer:Dansk arbejdsgiverforening, Dansk Industri

Ingen af de store danske erhvervsorganisationer ville udtale sig om et pointsystem for familiesammenføringer.

Hverken hos Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv eller Dansk Industri vil man forholde sig til, hvad et pointsystem betyder for Danmarks erhvervsliv og industri, på trods af at flere eksperter slog fast, at pointsystemet havde en betydning for erhvervssektoren i Danmark.

Finansmanden og den erklærede Liberal Alliance-støtte Asger Aamund mener, at erhvervsorganisationerne »bevidst graver sig ned«, da Danmark nærmer sig et folketingsvalg.

»Erhvervsorganisationerne, især Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening, har ikke lyst til at trække tæppet væk under regeringen op til et valg, selv om de godt ved, et pointsystem ikke kommer til at virke.«

Aamund siger, erhvervsorganisationerne vil »være loyale mod sine egne« og sammenligner med, at fagbevægelsen så tæt på et valg ikke undsiger S og SF’s 12-minutters-plan.

»Der findes uudsagte loyaliteter, hvor blod er tykkere end vand. Derfor er erhvervsorganisationerne nødt til at bakke op, eller i hvert fald ikke undsige, regeringens pointsystem. Det er det, vi ser lige nu.«

Han mener, at tavsheden fra erhvervslivet skyldes, at det ikke vil trække tæppet væk under regeringen ved at kritisere et »klodset, hjælpeløst og administrativt umuligt« pointsystem. Havde der været to år til et valg, ville erhvervsorganisationerne kritisere et pointsystem, siger Aamund.

Ikke politisk

»Vi har ingen kommentarer til politiske anliggender.«

Sådan lød svaret fra virksomhedsledernes netværk, de såkaldte VL-grupper.

Information har kontaktet de 117 VL-gruppeformænd om deres holdning til et pointsystem for familiesammenføring, hvad enten det var blåt eller rødt. Men den forespørgsel udløste en mail til de 117 gruppeformænd fra VL-bestyrelsesformanden Ulrik Bülow. I denne mail skriver han: »Jeg vil for god ordens skyld fremhæve, at VL-grupperne ikke har som formål at føre et aktivt politisk virke.«

I december havde 11 ud af 26 medlemmer i VL-gruppe 12 kritiseret et pointsystem i et debatindlæg i Berlingske Tidende. I indlægget »Europas mest fremmedfjendske land« udtrykte de 11 virksomhedsledere bekymring for den danske udlændingepolitiks indflydelse på erhvervslivet. De nævnte blandt andet, at vi »stilles i et stadig dårligere lys hos en lang række af de samarbejdspartnere, vi er afhængige af«.

Et medlem af VL skriver dog til Information, at »det efter min mening er udtryk for helt forældet og misforstået opfattelse, som jeg tvivler på, særlig mange af gruppens medlemmer vil sympatisere med«, når VL-bestyrelsesformanden Ulrik Bülow skriver, at ikke grupperne bør holde sig fra aktivt politisk virke.

Denne artikel er anbefalet af: