Opslag til denne artikel

Emneord:arbejdsmarkedskommissionen, arbejdsmiljø, førtidspensionister, sundhedssektoren
Steder:Danmark

Antallet af nye førtidspensionister er steget med 21.500 mere end forventet de seneste 10 år, og ingen ved hvorfor. I perioden er der kommet 95.100 nye til, og der er nu i alt 246.000 førtidspensionister i Danmark.

Nu vil regeringen rette op på de løbske udgifter til førtidspension med et udspil til en ny reform, men uden at undersøge, hvorfor det gik galt med den gamle reform.

Det undrer lektor i statskundskab Jørn Loftager fra Aarhus Universitet, der anklager regeringen og oppositionen for at bekymre sig foruroligende lidt om virkeligheden:

»Der er givet nogle helt utilfredsstillende svar på fundamentale spørgsmål. Man kunne forvente, at der blev fremskaffet mere holdbar viden og præsenteret nogle flere dimensioner af problemstillingen, inden man begynder at agere.«

Højt sygefravær

For præcis 10 år siden indgik den daværende SR-regering en bred politisk aftale om en reform af førtidspensionen. Målet var at få alle med arbejdsevne i behold ud på arbejdsmarkedet i stedet for på førtidspension. Det er de samme intentioner, som man finder i det nye reformudspil, påpeger Jørn Loftager.

»Hvis et ‘udviklingsforløb’ kunne tilvejebringe mistet arbejdsevne, hvorfor har man så ikke brugt det i alle de bestræbelser, man har gjort sig hidtil,« siger Jørn Loft- ager med henvisning til ét af de nye tiltag.

Regeringen har hentet ideen om udviklingsforløb i Arbejdsmarkedskommissionens anbefalinger, men man fulgte aldrig kommissionens opfordring til at kulegrave en af indgangene til førtidspension, nemlig det høje sygefravær, forklarer økonomiprofessor Michael Svarer fra Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet.

»Det var noget af det, vi tog fat i, men som var svært at komme igennem med. Der er et stort sygefravær, og hvis man kunne finde nogle af årsagerne til det, kunne man måske sikre et bedre arbejdsmiljø,« siger Michael Svarer.

Pensionsstyrelsen har i to redegørelser fra 2007 og 2010 fastlagt, at der især er kommet flere førtidspensionister med psykiske lidelser, men man har ikke undersøgt hvorfor. Styrelsen regner med, at en stor del af forklaringen er, at det er sværere at håndtere psykiske lidelser end eksempelvis ryglidelser, som sagsbehandlerne har større erfaring med, forklarer kontorchef Bent Nielsen.

»Noget tyder på, at kommunerne har vanskeligere ved at tage stilling til psykiske lidelser og overskue behandlingsmulighederne,« siger Bent Nielsen.

»Med baggrund i lægevidenskaben kan vi se, at der er folk parkeret i systemet, som ikke hører til der,« siger han

Meget besværligt

I dag kan man behandle psykiske lidelser, der for få år siden blev betragtet som uhelbredelige. Men i dag er det så besværligt for sagsbehandlerne at tilkende nogen førtidspension, så det i sig selv kan være en forklaring på, at man er utilbøjelige til at tage en sag op igen, mener arbejdsmarkedsforsker Flemming Larsen fra Aalborg Universitet.

»Jo sværere man gør det at få førtidspension eller andet, jo flere kræfter skal sagsbehandlerne bruge på at få folk tilkendt ydelsen. Så i stedet for at hjælpe folk til at få det bedre, risikerer man, at de bruger al krudtet på at dokumentere, hvordan de har det,« siger Flemming Larsen.

Man kan se den samme stigning i psykiske lidelser over hele Vesteuropa, men der er ingen, der har en god forklaring på det, siger Bent Nielsen fra Pensionsstyrelsen. Derfor handler det mere om at komme i gang med at prøve sig frem.

»Vi ved en masse om, hvad der virker, specielt inden for sundhedssektoren og socialpsykiatrien. Det skal sættes i system, og det skal koordineres bedre. Men vi har ikke alle svarene, og derfor er der også behov for, at kommunerne gør sig nogle erfaringer og lærer af hinanden, i stedet for at sende folk ud i formålsløse arbejdsprøvninger,« siger Bent Nielsen.

Michael Svarer fra Arbejdsmarkedskommissionen mener, at de nye tiltag kan løse nogle af problemerne i den nuværende ordning, men der er ingen garantier, når man ikke har større viden.

»Der er da en risiko for, at de ikke virker. Sådan er det altid med en ny ordning, man må se, hvordan den virker, og hvor mange der bliver visiteret til den,« siger han.

Hvorfor får vi flere førtidspensionister?

‘Følg dem fra folkeskolen’

Ole Andersen, chef for jobcenter Randers

Førhen var førtidspension måske en nem måde at få ryddet ud i bunken med sociale sager. Men sådan er det bestemt ikke i dag, mener Ole Andersen. Stadig strammere regler har de seneste 10 år gjort det endog meget svært for både sagsbehandlere og borgere at nå frem til en førtidspension.

»De seneste år har jeg set groteske eksempler på folk, der ikke kunne få førtidspension. Hvor jeg som menneske ikke kunne forstå, at man kunne tro, der var arbejdsevne tilbage i vedkommende. Men det var der i lovmæssig forstand, og det er vi meget skarpe på at overholde.«

»I Randers har vi et meget stort kontrolsystem for tildeling af førtidspension. Det er bestemt ikke noget, en sagsbehandler kan komme let hen over, det bliver gennemgået i alle ender og kanter med arbejdsevnevurdering og ressourceprofil.«

»Så jeg kan ikke dele den bekymring om, at vi giver førtidspension til gud og hvermand. I stedet må man se på, hvad det er for et samfund, vi har skabt, og hvordan vi inkluderer dem, der har det sværest,« siger Ole Andersen.

Det største problem er de unge, der aldrig har haft kontakt til arbejdsmarkedet, fordi de aldrig er kommet videre, mener Ole Andersen.

»Nogle siger, at man kan spotte dem på fødegangene ved at se på deres forældre, og andre siger, man kan spotte dem meget tidligt i daginstitutionerne og folkeskolerne. Hvorfor skal man så begynde forfra, når personen bliver 18 år og anmoder om kontanthjælp, når man har vidst, at de har ADHD, lige fra de var 7 år,« spørger Ole Andersen.

Det handler om at fokusere på de 20 pct. dårligste og binde indsatsen sammen i en handlingsplan på tværs af de forskellige offentlige instanser, mener han. Så kan man godt gøre noget mere for nogle af de mennesker, der i dag får førtidspension.

»Vi ser en enorm stigning i antallet af børn og voksne med ADHD og andre personlighedsforstyrrelser, og de er svære at integrere på arbejdsmarkedet. Der er jo ingen, der rigtigt kan forklare den stigning. Der er sket nogle ting i samfundet. Jeg plejer at påstå, at de gemte sig ude i landbruget, hvor der var hårdt arbejde og klare regler. Men det er jo meget en husmandsforklaring.«

‘Hold op med at straffe’

Özlem Cekic, socialordfører for SF

Det handler om de kår, folk kommer fra, siger Özlem Cekic. De smitter.

»Vi kender de unge mennesker fra det sociale system, og vi har også kendt til deres forældre. Vi har vidst, at de har drukket, at der har været vold derhjemme og psykiske lidelser. Nogle børn er blevet anbragt, mens andre er endt i kriminalitet. De har en del diagnoser som ADHD, de er hoppet ind og ud af uddannelsessystemet og har aldrig kunnet fastholde et job. Men så opgiver systemet dem, og de ender på førtidspension. Problemet er bare, at deres børn heller ikke vil få bedre betingelser,« siger Cekic.

Det kommer ikke bag på hende, at det især er førtidspensionister med psykiske lidelser, der er begyndt at fylde meget i systemet.

»Velfærdssystemet er ved at krakelere i øjeblikket. Nedskæringer og massivt bureaukrati har gjort det svært at fastholde et fornuftigt niveau i behandlingen af socialt udsatte borgere. Psykiatrien mangler hænder og ressourcer. Der mangler nytænkning og lederskab, vi gør tingene på samme måde, som vi har gjort de sidste 50 år,« siger Özlem Cekic.

Samtidig er socialpolitikken blevet præget af straf og sanktioner, mener hun. Hvis ikke folk kan holde sig på arbejdsmarkedet, må de leve i fattigdom, for det er det eneste, der tæller i socialpolitikken i dag, siger hun.

»Du skal have tilknytning til arbejdsmarkedet, uanset om du har problemer med misbrug eller andet. Og hvis du ikke gør, som der bliver sagt, bliver du sanktioneret på de ydelser, du får. Forældre til børn med problemer kan blive sanktioneret på børnechecken.«

»Du har et system, der ikke kan gøre folk raske, og som straffer dem med få ressourcer, fordi de ‘ikke lige kan tage sig sammen’. Det er en individualisme, som har hærget vores socialpolitik de sidste ti år. Du er din egen lykkes smed, og det er dit eget ansvar at blive rask og komme på arbejdsmarkedet.«

»Uanset hvor ambitiøs førtidspensionsreformen bliver, vil den kun være en lappeløsning. Den vil ikke være i stand til at stoppe produktionen af syge mennesker. Nu vil regeringen ikke give førtidspension til mennesker under 40 år, men så flytter køen bare et andet sted hen. Det er ikke noget, der knækker kurven.«

‘Opsøg de unge derhjemme’

Hanne Børner, chef for børne- og ungdoms-psykiatrisk center Glostrup

Vi hjælper ikke alle psykisk syge unge godt nok i dag, mener Hanne Børner. Antallet af unge førtidspensionister med psykiske lidelser er steget voldsomt de sidste ti år, og i dag udgør de 82 pct. af alle nye førtidspensionister under 30 år. Men det skyldes ikke nødvendigvis, at der er kommet flere med uhelbredelig lidelser, mener hun. En stor del af forklaringen er, at man er blevet bedre til at opdage de unge, der før har fået lov at gå for sig selv.

»Psykiatrien er blevet bedre til opsøgende virksomhed. Så finder vi nogle flere unge og behandler det, som vi kan, men det betyder også, at vi sender flere unge tilbage til kommunerne,« siger Hanne Børner.

Hun synes, det er for tidligt at give de unge pension, for man ved ikke nok om, hvordan deres liv former sig. Men der skal nogle kræfter til, for ofte bliver de unge væk, når man laver aftaler med dem.

»Så er der sikkert mange forældre og kommuner, som synes, at det er nemmere at give dem en pension. Det giver også en tryghed med en fast månedlig indsats, så der er flere, der presser på for den pension.«

I stedet burde man investere i flere opsøgende støttepersoner, der tager hjem til de unge, hvis de ikke kommer til et møde, eller hvis de ryger ud af den medicinske behandling.

»Det er et kæmpe arbejde. Men det er et arbejde, som ville nytte. Medicin betyder meget i forhold til de unge med skizofreni. Og kombineret med nogle pædagogiske tiltag fra kommunerne, så vil vi kunne komme et stykke vej. Det er det, vi skal afprøve, inden vi giver pension, og det gør man ikke i tilstrækkelig grad i dag.«

Derfor synes hun, at det er fornuftigt at gøre en ekstra indsats for de unge under 40, som regeringen lægger op til. Men der er også brug for at undersøge nærmere, hvad der ligger bag nogle af dia- gnoserne, så man kan lave en mere målrettet indsats.

»Vi ser mange flere unge med selvmutilerende adfærd, uden at vi har helt styr på, hvad det er, der sker. Det, tror vi, har noget at gøre med samfundet. Det kan være et spørgsmål om skolerne, om forældrene, om vi tager os nok af børnene eller stiller for store krav eller noget helt andet.«

»Kommunerne med de selvmutilerende unge har en stor opgave, som det er svært at være klædt på til.«

‘Nogle vil aldrig komme ud af offentlig forsørgelse’

Dorte Caswell, forsker i praksis på jobcentrene, Anvendt Kommunalforskning

Den største nyskabelse i regeringens reformudspil er en økonomisk besparelse, der dels giver mulighed for at holde folk på starthjælp eller kontanthjælp i årevis, og dels betyder at det i højere grad er kommunerne, der skal bære den økonomiske byrde, siger Dorte Caswell.

»Derudover er der ikke noget nyt i det udspil, som ikke allerede er muligt i den eksisterende lovgivning. Det er ret firkantet: Kan du påtage dig et ordinært arbejde? Hvis nej, kan du gennemgå et revalideringsforløb, der kan få dig i ordinært arbejde? Hvis nej, kan du tage et fleksjob? Hvis nej, kan du få førtidspension.«

Problemet med et stigende antal førtidspensionister er ikke lige til at løse med en paragrafændring, mener Dorte Caswell. Men man hjælper i hvert fald ikke folk ved bare at holde dem i gang. Der skal nye ideer på bordet.

»Nogle af de her mennesker vil aldrig kunne komme ud af offentlig forsørgelse. Men hvis man reelt gerne vil hjælpe dem, så de ikke bliver ‘opgivet’ eller ‘parkeret’, så kan jeg ikke se andre veje end dygtige professionelle frontlinjemedarbejdere, der laver håndholdte kvalificerede indsatser, der er målrettet den enkelte. Det er ikke en besparelse, men en investering.«

Det drejer sig ofte om mennesker med komplekse problemer og en hyppig kontakt til det offentlige system på kryds og tværs. Men i stedet for blot at sende sagerne videre fra skrivebord til skrivebord skal sagsbehandlerne blive meget bedre til at arbejde sammen på tværs, mener Dorte Caswell.

»Det er hele tiden et dilemma, for mange sagsbehandlere siger til mig, at de ikke har tid til at gøre mere, end de gør i dag. Samtidig viser erfaringer fra nogle jobcentre, at når man går grundigt til værks i den enkelte sag, så kan det være, at sagen ikke kommer tilbage igen.«

»Hvis reformen gennemføres, kan man frygte, at borgere, der reelt er berettiget til førtidspension, fastholdes i meget lange afklarings- eller udviklingsforløb. Ikke fordi man forestiller sig, at det i sidste ende resulterer i andet end førtidspension, men fordi førtidspensionen er en dyrere løsning end at fastholde borgeren i limbo.«

Denne artikel er anbefalet af: