Hvis lille Lise forsvinder, skal hendes ansigt eksponeres for så mange som muligt hurtigst muligt. Et billede af hende skal i tv og radio og blæses op på motorvejsskærme, for kun sådan kan alle hjælpe til med at finde hende, før det er for sent.
Det mener Dansk Folkeparti, der kræver, at en arbejdsgruppe hurtigst muligt kommer med en model for, hvordan et offentligt efterlysningssystem for bortførte børn kan aktiveres. Hvert år forsvinder der nemlig mere end 50 børn til lande, hvor Danmark ikke af rettens vej kan skaffe dem hjem igen. Derfor er det helt afgørende, at børnene lynhurtigt findes, mener DF’s socialordfører, Martin Henriksen:
»Når børnene først er forsvundet, er det svært. Men vi har set, at andre lande har systemer, som advarer, så snart børn bliver bortført. Det synes vi, alt taler for, at vi også indfører i Danmark hurtigst muligt,« siger han og forklarer, hvordan offentlige efterlysninger kan hjælpe politiet:
»Hvis et barn er blevet bortført, skal politiet have oplysninger så hurtigt som overhovedet muligt. Derfor skal offentligheden have kendskab til det, og hvis nogen bemærker noget på vej til arbejde, eller når de står i lufthavnen, så kan de henvende sig til myndighederne.«
‘Unødvendigt’
Selv om politiet allerede i dag kan offentliggøre billeder af efterlyste og gerningsmænd, mener Martin Henriksen ikke, at det er godt nok.
»Det er ikke alle, der lige læser avis eller ser tv. Det skal ud hurtigst muligt og til så mange som muligt. Ved færgeafgange, i lufthavnen og sådan nogle steder. Det skal også virke præventivt, så folk ved, at det er meget vanskeligt at bortføre børn i Danmark,« siger han.
Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, mener, at det amerikaniserede alarmsystem lyder »unødvendigt«.
»Politiet kan allerede foretage efterlysninger, når det er nødvendigt, og det skal vi lade dem om at vurdere. I det øjeblik børn forsvinder til udlandet, kan jeg heller ikke se, hvad det skal hjælpe, at der er et billede af barnet på mælkekartonen eller motorvejen,« siger hun.
Nogenlunde samme indstilling har Venstres retsordfører, Kim Andersen, der ikke mener, at forslaget bygger på saglige argumenter:
»Vi lytter til, hvad kyndige fagfolk på området ønsker, og jeg har ikke hørt politiet efterlyse sådanne redskaber. Det skal hverken være Dansk Folkeparti eller Venstres retsordfører, der tilrettelægger efterforskningsarbejdet.«
Ved, hvor barnet er
Det har desværre ikke været muligt for Information at få en kommentar fra politiet, der henviser til Udenrigsministeriets Borgerservice. I langt de fleste sager om bortførelse af børn til udlandet er der nemlig tale om sager, hvor en forælder tager barnet med til et andet land. I visse sager bliver det en diplomatsag snarere end en politisag, forklarer souschef ved borgerservice, Ole Neustrup:
»Almindelige efterlysninger er pr. definition en politisag. Men i børnebortførelsessager er der sjældent brug for politimæssig efterforskning, fordi barnet oftest er hos sin far, og man allerede ved, hvor barnet er,« siger han.
Eksempelvis er der ingen grund til at efterlyse et barn, som er blevet taget med til Egypten af sin far, selv om moren har forældremyndigheden ifølge dansk ret. Her er problemet ikke at finde barnet, men at få det tilbage igen,
»I de lande er der grænser for, hvad vi kan gøre. Vi kan ikke lave om på lovgivningen i andre lande, og derfor er det svært at gå rettens vej. Her kan vi kun forsøge at formidle kontakt til barnet, en advokat og lokale myndigheder,« siger Ole Neustrup.
I 2010 har Udenrigsministeriet kendskab til 28 børnebortførelsessager fra Danmark til lande, som ikke er omfattet af Haagerkonventionen, Europarådskonventionen og den nordiske konvention.
Sagerne omfatter 57 børn
I lande, som har tilsluttet sig konventionerne, respekterer man oprindelseslandets tildeling af forældremyndighed, og sagerne kan dermed løses af rettens vej.
Mange lande i Mellemøsten og Asien står udenfor konventionerne, og derfor kan myndighederne ikke gribe ind over for en far, der har bortført et barn, selv om moren har forældremyndigheden ifølge dansk ret.
Kilde: Udenrigsministeriets Borgerservice








Kommentarer
DF skuffer heldigvis heller ikke i 2011 den danske befolkningen med sine altid gennemtænkte forslag!
Dette valgår tegner allerede nu til at blive usædvanlig underholdende
Tak Pia og co…
hvad med: alle skal informeres, med opslag, bannere, og tv-indslag, hvis der sker en arbejdsulykke ( som følge af at regler blev overtrådt ) med død eller alvorlige skade til følge. ?
nårh nej - det forslag kommer nok ikke.
Den model bruger de, omend i egen form, i Belgien.
Det nytter ikke en rygende fis.
http://www.information.dk/telegram/254649#comment-…
jvf. indlægene om cd-kaniner.
skrevet omtrent en dag før denne artikel