Micado danse ensemble fejrer ti-årsjubilæum i fin form med forestillingen ‘Pitch’

DANS
Det er en veldrejet lille forestilling, Micado danse ensemble har komponeret til at fejre sig selv med i anledning af de ti år på tæerne. Charlotte Rindom har udsøgt sig temaer i lyrikeren Sylvia Plaths gloriøse og dunkle liv, og Kenneth Kreutzmann sætter seks udsøgte nørder med hår som gulvmopper på scenen i et crazy show. Det giver de glimrende dansere Kara Golux, Morten Innstrand, Carina Raffel, Allan Clausen, Emma Swärd og Vidar Hansen lejlighed til at komme igennem et stort område af deres talenter for både stemningsskabende, men ikke for pågående, alvor og afvæbnende komik.
Charlotte Rindoms danseforestilling over temaer hos Sylvia Plath (danset af Kara Golux) er en yndefuld fremstilling af en serie uløselige konflikter imellem en kvinde og hendes omgivelser. Den rødklædte hovedperson spejler sig i sine forældre og søger elskoven med ægtemanden, indtil deres ægteskab bliver et af de kendte, lidt for trængte for tre personer. Den anden kvinde (Emma Swärdh) er en gylden drøm, der udvikler sig til en ødelæggende realitet, og digterinden sidder tilbage med sjælens ubodelige ensomhed.
Koreografen leger med spejlinger, gentagelser af bevægelsesmønstre, med den større og mindre radius, Sylvia Plath-figuren har for sine bevægelser og med deres bundethed til jorden eller forelskede himmelflugt. Riding on the Edge er ikke nogen genfortælling af digterindens liv og selvmord, men en lethåndet og sørgmodig fantasi over et kvindesind, der ikke kunne holde til dagligdagens nedkværning af kærligheden. Der er megen køn poesi i figurernes vekslende stemninger og den antydede tragik i skikkelse af en bi-avler med net over hovedet og moderfigurens dæmoni som en anden mare, der trykker datteren ned.

Forfriskende humoreske
Kreutzmann, der har givet så grumme fremstillinger af kærlighedens vildveje i Lullaby (nyligt vist i tv) og Reservoir, er i legehumør i sin Orbit, der præsenterer seks tumber, kun iklædt hvidt undertøj af så fornuftigt snit, at enhver mor ville kunne acceptere det. Ikke lige netop den elegance, man drømmer om at blive kørt over i, men indbegrebet af de afskyeligste bløde pakker under juletræet. Disse udbombede personer tiltrækkes på sær vis af hinanden, uden dog at have den allermindste anelse om, hvad man skal stille op med andre eksemplarer af den fjollede art.
Kreutzmanns personer opdager meget langsomt dansen, som i en moderne udgave af kvækernes monotone og vrisne pas de deux fra Amor og Balletmesterens Luner. Uden at de forstår hvorfor, bevæger arme og ben sig, gør en attitude, et lille hop, en port de bras. Og så slut. Forbavselsen griber dem alle, hver gang deres lemmer begynder at leve et selvstændigt liv - eller når sprogets værste gloser med ét vælter ud af munden på dem. De forsøger at komme hinanden til hjælp og undertrykke det kloakslam, der trænger sig på - men det skulle tilsyneladende ud, og lad os så komme videre.
Endnu engang går hele banden død i den totale mangel på evne til at lægge to og to sammen og få lidt mening ind i zombie-eksistensen. Selv om en af nørderne har demonstreret en aldeles manisk nutty-professor optagethed af matematikken (der, som bekendt, kan føre til det værste).
Det er en forfriskende humoreske, Kenneth Kreutzmann har leveret i sin spøjse sketch, og man glæder sig over, at Micado stadigvæk er på vej til nye jagtmarker.

*Micado danse ensemble:
pitch. Scenografi: Rikke Juellund. Charlotte Rindom: Riding on the Edge. Musik: Stephen Henriksen og Samuel Barber. Kenneth Kreutzman: Orbit. Musik: Salmone Rossi, Porter Ricks, Time Machines og Peter Kyed. Til 12. dec. Tir.-fre. kl. 20, lør.-søn. kl. 17