KU fralægger sig ansvar i Penkowa-sag

Når Københavns Universitet (KU) vælger at overlade sagen om den unge hjerneforsker Milena Penkowa, der er mistænkt for at have fordrejet forskningsresultater og misbrugt forskningspenge, til Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), så løber KU ifølge eksperter fra ansvaret for at genoprette tilliden til universitetets forskning.

Jens Mammen, der er tidligere medlem af UVVU og adjungeret professor på Aalborg Universitet, mener, det i bedste fald er et svaghedstegn, at KU overlader ansvaret til UVVU.

»Hvis ens hjerte er rent, så kan jeg ikke forstå, hvorfor universitetet ikke selv kan afgøre sådan en sag. Det lyder, som om man prøver at slippe af med en byrde, man ikke er så glad for, men universitetet er jo selv bedst i stand til at undersøge alt det her,« siger Jens Mammen.

Også juraprofessor Peter Pagh fra Københavns Universitet stiller sig tvivlende over for beslutningen om at overlade sagen til UVVU.

»Udvalgene er en velegnet konstruktion, hvis universitetsledelsen ikke ønsker at tage stilling til en sag og dermed blive fedtet ind i den. Omvendt kunne man også sige, at de slipper for at tage ansvaret i den her sag, fordi de altid kan sige, at det har UVVU afgjort,« siger Peter Pagh.

KU har dog ikke tænkt sig at undersøge sagen yderligere, hvilket 58 sundhedsvidenskabelige forskere ellers opfordrede til lige før jul.

KU venter på UVVU

I en intern skrivelse på KU’s hjemmeside udtaler Ralf Hemmingsen som svar på, hvad KU nu har tænkt sig at gøre i Penkowa-sagen:

» … Hvis UVVU ikke finder anledning til kritik af den forskning, der undersøges, er sagens videnskabelige del vel ikke meget længere. Hvis UVVU kritiserer væsentlige dele af f.eks. den metode, der er blevet brugt, må vi vurdere, om der også er andre lignende videnskabelige resultater, der skal kigges efter i sømmene af udvalget.«

Men spørgsmålet er så, hvad UVVU kan tage stilling til? Ifølge professor i retsvidenskab på Aarhus Universitet Ellen Margrethe Basse, der har undersøgt UVVU’s virke, så kan den pågældende forskning kun erklæres uredelig, hvis det bevises, at vedkommende med forsæt har vildledt offentligheden og snydt med sin forskning, og det har i tidligere sager vist sig at være ganske vanskeligt at bevise, forklarer hun og henviser til Bjørn Lomborg-sagen fra 2003 og Helmuth Nyborg-sagen fra 2007.

»UVVU har til formål at styrke forskningens troværdighed, men sådan virker de ikke. Som UVVU er skruet sammen, så er udvalgene mere til for at beskytte forskeren mod uretmæssige anklager og genopretter dermed ikke tilliden til universiteterne,« siger Ellen Margrethe Basse, der mener, at universiteterne selv må sikre den tillid til forskning via intern kontrol.

Jens Mammen, der var en ud af to medlemmer, der trak sig fra UVVU i 2007, mener, at UVVU reelt kan være med til at blåstemple forskning, der er uredelig: »Der skal være tale om meget grov og forsætlig vildledning, før UVVU kan kalde det uredeligt, men når forskerne frikendes her, så vil offentligheden opfatte det, som om forskningen er blåstemplet, og dermed er udvalgene slet ikke med til at varetage sin opgave, som er at skabe tillid til forskningen.«

UVVU er et misfoster

Peter Pagh mener, at UVVU et retsligt misfoster, fordi de gør, at der er særlige regler for forskningen, selv om universiteterne og straffeloven i realiteten selv kan tage sig af sager om reel forskningsfusk.

Jens Mammen er enig i, at uredelighedsudvalgene som instans gør det uklart, hvem der har skal tage stilling til forskningsfusk: »Det er uheldigt, hvis UVVU kommer til at fungere som en domstols-instans i forhold til universiteterne, når det gælder uredelighed, for en forskers arbejde kan sagtens være uacceptabelt i forhold til universitetets normer uden at være uredeligt i UVVU.«

Rektor Ralf Hemmingsen ønsker ikke at udtale sig om KU’s ansvar i Penkowa-sagen. Universitetet oplyser dog, at det er et medlem af ledelsen, der selv har taget initiativ til at undersøge Penkowas forskning og har indgivet sagen til UVVU.