Opslag til denne artikel

Emneord:fagbevægelsen, partipolitik, valg, venstrefløjen
Personer:Helle Thorning-Schmidt

Hvis oppositionen vinder valget, skal den ikke kun takke en metaltræt borgerlig regering. Den skal i lige så høj grad takke sine venner i fagbevægelsen.

LO-formand Harald Børsting og 3F’s Poul Erik Skov Christensen fører i disse dage valgkamp med mindst lige så høj intensitet som toppolitikerne hos S-SF.

»De sidste par valgkampe har fagbevægelsen også været aktive, men der har det handlet mere om dem selv. Nu toner de mere rent flag og peger på S-SF, fordi de erkender, at de kan få meget mere indflydelse ud af et regeringsskifte,« siger Sigge Winther, ekspert i politisk kommunikation på Københavns Universitet.

Men på den måde fører fagbevægelsen »jo ren partipolitik,« tordnede Pia Kjærsgaard i TV-Avisen tirsdag, hvor hun var i ophedet debat med Poul Erik Skov Christensen, som vedholdende frarådede sine medlemmer at sætte kryds ved DF til næste valg. Han var inviteret som fagforeningsformand, men blev sat over for en partiboss og talte mest om partipolitik.

Faktisk gik der så meget partipolitisk debat i den, at TV-Avisens vært på et tidspunkt kom til at spørge Poul Erik Skov Christensen, hvad »hans vælgere« mon mente om de farvede meldinger.

»Jeg har ingen vælgere, jeg har kun medlemmer,« svarede Skov Christensen, inden han fortsatte sin argumentationsrække om, hvordan DF i det borgerlige årti har lagt stemmer til en ifølge 3F helt ‘skæv’ fordelingspolitik.

Samme budskab er for tiden at finde på store, gule plakatannoncer, som 3F står bag.

Vigtig i valgkampen

Også beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) mener, at LO-toppen fører decideret valgkamp for tiden.

»Der er ingen tvivl om, at LO har travlt med at føre valgkamp for rød blok, og det kan vi se på de annoncekampagner, som kører. De har rigtig travlt med at føre kampagne imod regeringen,« siger hun.

Og måske gør både beskæftigelsesministeren og Pia Kjærsgaard ret i at bekymre sig. Fagbevægelsens indsats er nemlig ikke uden betydning for vælgerne, og LO’s magt består i mere end plakatkampagner.

»Fagbevægelsen kan mobilisere baglandet. Deres indsats i valgkampen fastholder og begejstrer kernevælgerne, og derved spreder de en optimisme, som kan være af stor betydning, fordi de simpelthen revitaliserer den røde vælgerbase. Dertil kommer så kampen om dagsordenen, hvor både fagbevægelsen og de borgerlige rykker annoncer ind. Men det betyder ikke nær så meget,« siger Sigge Winther.

Fagboss til undsætning

Så snart Venstre indrykkede efterlønsannoncer i dagbladene, stod LO klar med dobbelt så mange annoncer, og da Helle Thorning-Schmidt (S) i tv-duellen med Lars Løkke Rasmussen (V) ikke selv kunne overbevise danskerne om, at der er styr på den økonomiske politik, kom fagtoppen hende straks til undsætning og forsikrede, at de skam nok skulle sørge for at få enderne til at mødes. Og det er heldigt for S-SF, at fagbevægelsen har valgt side i den politiske diskussion på Christiansborg.

For uden LO’s goodwill ville hele grundlaget for S-SF’s økonomiske politik falde sammen. Grundtanken i oppositionens udspil ‘Fair Løsning’ er nemlig, at alle skal arbejde 12 minutter mere om dagen.

Men det kan hverken Helle Thorning Schmidt eller Villy Søvndal (SF) tvinge danskerne til. Det skal aftales på de enkelte arbejdspladser og i overenskomsterne. Det er ikke kun et spørgsmål om at blive siddende på kontoret 12 minutter mere - det handler i lige så høj grad om, at sørge for større fleksibilitet, færre sygedage eller at få deltidsansatte i hjemmeplejen til at arbejde flere timer. Alt i alt skal der lægges brikker i et komplekst puslespil af forandringer i danskernes arbejdsliv, så der samlet set arbejdes så meget mere, at de kan sikre S-SF’s økonomiske genopretning og milliardambitioner.

»Fagbevægelsen betyder rigtig meget for S-SF’s valgkamp, fordi den er garant for at sikre venstrefløjen et økonomisk solidt bagtæppe, som de ikke har haft i mange, mange år,« siger Sigge Winther og forklarer, at det også er derfor, S-SF hele tiden er varsomme med at træde fagbevægelsen over fødderne.

»Det er deres guldkalv, og den skal de ikke genere,« siger han.

Ifølge Inger Støjberg er det udtryk for, at S-SF har deponeret store dele af deres politiske pondus hos fagbevægelsen, hvilket forklarer, hvorfor oppositionen nu hverken vil sige til eller fra, når det for eksempel drejer sig om indretningen af dagpengesystemet.

Og det er ikke så fair, mener hun.

Risky business

Skulle der ske det, at VK vinder næste valg, risikerer LO at stå med et problem, fordi de så vil have satset på den forkerte hest.

»De har lagt alle deres æg i én kurv, og hvis Løkke-regeringen kører videre, skal de kunne forhandle med dem og være kontraktduelige igen. Derfor er det risky business kun at samarbejde med S-SF nu,« siger arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet Henning Jørgensen, som dog understreger, at LO’s valg er naturligt nok.

Ikke nok med, at S-SF tilbyder dem afgørende indflydelse, så har forholdet til VK-regeringen heller ikke været godt de seneste år.

»Det er ligesom en kone, der har levet i et voldeligt ægteskab. Hende kan man heller ikke bede om at blive derhjemme. Fagbevægelsen er blevet tæsket hele vejen igennem,« siger han og henviser til en række forringelser, som fagbevægelsen har måttet lægge ryg til.

Vi fører ikke valgkamp’

Nu handler det bare om at sikre efterlønnen og medlemmernes interesse, fastholder LO, der ikke vil anklages for at føre valgkamp.

»Vores kampagne er ikke et indlæg i valgkampen. Vi har hele tiden sagt, at S-SF’s plan er god, fordi det er bedre at arbejde, investere og vækste sig ud af problemerne, frem for at spare sig ud af dem. Mange vil gerne gøre os til et politisk parti, men det er vi ikke, det skal vi ikke være, og det bliver vi ikke. Vi varetager bare vores medlemmers interesser,« siger LO-formand Harald Børsting.

Det nye ægteskab

LO kører i disse dage kampagne for bevarelse af efterlønnen. 3F anklager i sin egen kampagne regeringen og DF for at give skæve skattelettelser til de rige.

Allerede da S-SF lancerede ’Fair Løsning’, fik de opbakning fra LO. Planen betyder, at S-SF sammen med arbejdsmarkedets parter vil indkalde til forhandlinger om at øge den gennemsnitlige arbejdstid med en time pr. person ugentligt.

Med løftet fra fagbevægelsen har S-SF sikret en ansvarlig økonomisk politik, mener de.
Fagforbundet FOA har dog erklæret, at medlemmerne ikke vil arbejde mere, og flere eksperter peger på, at det er usikkert, om det kan lade sig gøre at øge arbejdstiden.