To veje - én uniform

De siger, at der er to veje til magten i Danmark. Men der er kun én måde at klæde sig på, hvis man vil være minister. Det bemærkede den nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen for nogle år siden til sit partis politiske ordfører, Jens Rohde, da han som borgerlig valgt at smide slipset:

Større billede

Større billede

»Det ser smart ud, det tøj du går i, men hvis du går sådan klædt, så kommer du ikke til at køre Audi.«

Jens Rohde siger i dag: »Jeg kom heller aldrig til at køre i en Audi, men om det er på grund af tøjet - det ved jeg ikke.«

På højrefløjen tager flere politikere de gamle uniformer af, som de til gengæld er begyndt at iføre sig på venstrefløjen.

»De unge i partiet, herunder Johanne Schmidt-Nielsen, allierede sig med min kone og pressede mig til at tage skjorte på, når jeg skulle i tv. Alle komplimenterne gjorde mig helt blød om hjertet, så jeg gav efter. Nu har jeg altid skjorte på i tv,« siger Enhedslistens Frank Aaen.

Drop midten

Alle politikere, Information har talt med, siger, at tøjet er vigtigt. Vælgerne skal hverken distraheres af en grim trøje eller en forkert frisure. Der bliver længere mellem de islandske sweatre, Enhedslistens Keld Albrechtsen gik med, på Christiansborg.

»Når jeg er herinde, så går jeg klædt i det, jeg skal. Men kommer jeg ud til fagbevægelsen eller en arbejdsplads, så kommer jeg ikke i jakkesæt. Så går jeg klædt efter det, som jeg ved, man synes om der. Jeg ved nemlig, fra min tid som havnearbejder, hvad det betyder. Så det er et spørgsmål om at tænke på dem, man gerne vil kommunikere med. Jeg har et budskab, og det budskab vil jeg gerne have, folk lytter til og husker,« siger Socialdemokraternes folke- skoleordfører Leif Lahn Jensen.

»Hvis ikke man tænker sig om, går der ganske kort tid, før man kommer til at ligne alle andre herinde,« siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen til Information. Hun blev selv forvekslet med »nogens datter« til en FN-generalforsamling. Det fik hende til at investere i en habitjakke.

Modeekspert og designer Jim Lyngvild ser en negativ tendens til, at dresscoden på Christiansborg bliver mere ensartet i takt med, at partierne søger mod midten.

»Jeg hører hele tiden politikere, som siger, ‘vi skal mødes på midten’. Hvad er dog det for noget pis? Vær dog der, hvor i hører hjemme i jeres partier, så vi andre kan få lov til at vælge, hvor vi står. Alle politikere vil alt og intet, det gør også, at deres tøjstil bliver alt og intet,« siger han.

Og der er efterhånden kun få politikere, som formår at skille sig ud.

»Der er en Birthe Rønn Hornbech, som simpelthen ligner noget, der er trukket op af en østeuropæisk container. Det er fantastisk, for sådan skal hun se ud! Der er også Simon Emil Ammitzbøll, som klæder sig 700 år ældre, end han ser ud - det er også fint,« siger Jim Lyngvild. Han mener, at problemet med de fleste politikere er, at de er levebrødspolitikere, som ikke kæmper for nogen reel sag længere. De stræber kun efter at se professionelle ud, så de kan komme til magten. Men det er ikke kun det, moden handler om.

Dresscode i opløsning

I søndagens tv-duel mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen blev der diskuteret to veje i dansk politik - i det samme tøj. Begge ledere var klædt i sort blazer, pæne sorte bukser og skinnende sorte sko. Den eneste forskel var, at Lars Løkke Rasmussen havde iført sig hvid skjorte og slips, mens Helle Thorning-Schmidt havde en lyseblå top og en lille halskæde på under jakken. En seer, som ikke kender politikerne, ville umuligt ud fra tøjet kunne pege på, hvem der var Danmarks statsminister.

Noget af det første, som SF’s afløser for Nanna Westerby, Peter Westermann, gjorde, da han startede sit arbejde på Christiansborg i oktober, var da også at købe et par jakkesæt.

»SF har rykket sig langt tøjstilsmæssigt fra Gert Petersens røde seler til jakkerne, som vi næsten alle går rundt i i dag,« siger den 25-årige afløser.

Politikerne skal ikke ligne privatpersoner, når de arbejder. De skal se ud som professionelle, og det har medført, at mangfoldigheden i ringere grad bliver repræsenteret på Christiansborg.

»Der er kommet en professionalisering blandt politikerne, hvor man i højere grad end tidligere nedtoner sin personlige stil for at se professionel ud,« siger lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Gitte Sommer Harrits.

Det bekræfter Peter Westermann:

»Vi er i en unik situation i SF, hvor vi, hvis alt går vel, står til at blive et regeringsbærende parti. Det betyder, at folk skal kunne stole på, at de kan overlade landets ledelse til os. Derfor er det vigtigt, man signalerer, at man tager opgaven seriøst. Det synes jeg også, man viser gennem påklædning. Derfor har jeg oftest jakke på,« siger han.

Hent mig en kop kaffe

Cowboybukserne er dog behageligere end de fine bukser. Derfor beholder Peter Westermann ligesom flere SF’ere dem på. Det er en af de få forskelle, man stadig kan iagttage adskiller venstrefløjspolitikerne fra ministrene på højrefløjen. Samtidig er der blevet flere kvinder, men færre kjoler på Christiansborg.

»Jo længere du ligger politisk mod venstre, jo mere casual klæder du dig. Der er f.eks. ingen slips på venstrefløjen, og jakkerne er kombineret med cowboy- eller lærredsbukser og diskrete sko. Kvinderne ser du heller ikke i kjoler. De er i stedet iklædt unisex-beklædning som cowboybukser, en skjorte og en jakke,« siger livsstilseksperten Niels Erik Folmann, der er kendt fra DR’s tv-program
Kender du typen.

På højrefløjen er slipsene derimod oftere fremme. Og inde på midten af dansk politik går politikerne blandet klædt - i alt fra de dyreste mærkevarer hos den socialdemokratiske leder til den mere afslappede stil hos de tidligere arbejdere.

I DR’s
Borgenså man også, at skuespillerne, som spillede politikere fra begge fløje, var klædt pænt på. Hovedforfatteren ville nemlig undgå at havne i klichéerne.

»Vi har med vilje ønsket, at professionaliseringen, der er sket i det politiske system sidste 10 år, også skulle afspejle sig i kostumerne. Derfor så man for eksempel også, at Anne Sophie Lindenkrone, som var den pige, der ledede det yderste venstrefløjsparti,
Solidarisk samling, gik ret pænt klædt. Vi syntes simpelthen, det ville være for tilbageskuende, hvis hun skulle ligne en autonom på vej i kamp,« siger
Borgenshovedforfatter Adam Price.

Lederen af virkelighedens venstrefløjsparti, Johanne Schmidt-Nielsen fik ellers sit afgørende gennembrud under afslutningsdebatten på TV 2 i 2007, hvor den konservative leder Bendt Bendtsen forvekslede hende med en piccoline og bad hende hente ham en kop kaffe.

Venstres uddannelsesordfører, Anne-Mette Winther Christiansens kommentar var efterfølgende:

»Hvis man har T-shirt og cowboybukser på, skal man måske ikke blive så overrasket over at blive bedt om at hente kaffe.«

Den holdning står hun ved i dag.

»Man er nødt til at bruge, forstå og respektere de værktøjer, som eksisterer. Jeg deltog for eksempel engang i et kursus med farver, som jeg har haft meget glæde af. I dag har jeg et kort med 45 udvalgte farver, som jeg stiler efter, så jeg ikke ligner en leverpostejmad - for den ser kedelig ud! Jeg synes, der er nogle politikere, som bør have den samme oplevelse af at blive farvetestet,« siger Anne-Mette Winther Christiansen, som mener, at dresscoden på Christiansborg bør være en mørk buks, en pæn overdel og hele tiden være ordentlig.

Flere fodformede sko

Jim Lyngvild mener imidlertid, at moden på Christiansborg allerede har udviklet sig til at blive »en kartoffelmos af pænhed.«

»Jeg savner parkacoats, jeg savner fodformede sko på socialdemokraterne, jeg savner, at de mennesker, der varetager en bestemt opgave, ser ud på en bestemt måde, så jeg ved, hvad jeg skal forholde mig til. Når en socialdemokrat f.eks. går i små Chanelspadseredragter og Guccisko, så er der ikke længere noget socialdemokratisk hjerteblod tilbage. At politikerne ikke engang selv kan se det, synes jeg er fuldstændig ude i hampen,« siger han.

Men det er vigtigt at gå pænt klædt af respekt for Christiansborgs historie, lyder det fra politikerne.

»Før jeg kom på Christiansborg, arbejdede jeg som postbud og lagerarbejder. Der gik jeg ikke i slips. Men det her er Christiansborg,« siger Dansk Folkepartis socialordfører Martin Henriksen.

»Det er her, landets fornemmeste talerstol er, og det er et privilegium at side her. Så når man skal repræsentere de folk, der har stemt på en og ens parti, skal man gøre det på en ordentlig måde,« fortsætter han. Selv foretrækker Martin Henriksen mørke jakkesæt og brede slips.

SF’s finansordfører Ole Sohn, som af og til får hjælp af Christiansborgs stylist, ser derimod tøjet som en slags uniform.

»Da jeg var jord- og betonarbejder, gik jeg med arbejdsbukser, hvor der var plads til en tommestok og en hammer. Nu har jeg brug for en jakke, hvor jeg kan have en kuglepen og en lille blok,« siger Ole Sohn.

Jens Rohde siger, at vælgerne også har betydning for, hvad han hiver af bøjlen.

»Tøjet betyder meget, fordi det er noget, folk ser og snakker om, når de ser tv. Der er flere, der lægger mærke til, om du ser træt ud, og om sit slips sidder skævt. Det kan de referere. Det er sjældent, de kan referere, hvad du siger.«

Politikerne skal skille sig ud

Et af de mest bemærkelsesværdige stilskift ses på Simon Emil Ammitzbøll. Han har også skiftet politisk fløj. Han er blevet blå. Også i tøjet. Faktisk blev der skrevet så meget om hans meget blå jakkesæt til Folketingets åbningsdebat, at han blev overrasket over det. Selv indrømmer Ammitzbøll da også, at han tidligere klædte sig anderledes for at tiltrække opmærksomhed. Det behøver han ikke længere. Alligevel går han stadig meget op i at klæde sig pænt og bruger en del penge på det.

»Jeg tænker over, at selv om der er en form for uniformering på Christiansborg, kan man stadig godt vise personlighed. Det er vigtigt, fordi man skal være den, man er. Individualisme betyder meget for mig både som person og i forhold til den politik, jeg står for. Derfor ville det være mærkeligt, hvis jeg gik i uniform,« siger han.

Det parti, som klæder dig bedst, er Dansk Folkeparti, mener Jim Lyngvild.

»Pia Kjærsgaard er det bedste eksempel på en politiker, som kan finde ud af det. Hun klæder sig så konet og rigtig ‘Tøjhuset, provinskedeligt’, så hendes vælgere i den grad kan identificere sig med hende. Det er genialt, og jeg tror, det er derfor DF klarer sig så godt. De har, som det eneste parti forstået, hvad vælgerne vil have.«

Men hvad vil vælgerne have?

Ifølge Gitte Sommer Harrits kan vælgerne faktisk godt lide, at politikerne stiler efter at se professionelle ud.

»Politikerne larmer mere, hvis de har farverige trøjer på. På den måde vil vi ikke have, at politikerne ligner os, vi vil gerne have, at de ligner nogle, som tager deres job alvorligt,« siger hun.

Fra de shoppende kunder i Magasin, som Information har talt med, lyder det imidlertid: »Tøjet betyder intet.«

»Jeg tænker ikke over, hvad en politiker har på af tøj. Jeg tænker mere over, hvad han siger, og hvilket ansigtsudtryk han har. Min politik går meget på følelser. Jeg har tillid til en, som f.eks. på grund af hans ansigt ser troværdig ud. Det er uretfærdigt, ikke?,« siger Inge Pedersen på 85 år.

Heller ikke hos en yngre vælger, har tøjet betydning.

»Jeg kan sagtens abstrahere, og er ligeglad med, hvilket skæg eller hvilke briller, Lykketoft tager på. Jeg synes derimod, det er påfaldende, at så mange journalister og kommentatorer går op i politikernes tøj. Jeg synes ærlig talt ikke, det er relevant,« siger 24-årige Kristina Schønnemann.

Skal man tro individualisten Simon Emil Ammitzbøll, så har hans nye frisure dog haft stor effekt på vælgerne:

»Siden august har jeg haft sideskilning uden noget i håret. Det har gjort, at damer over 50 år til dagligt roser mig for mit udseende. Det er ret overvældende.«