Opslag til denne artikel

Emneord:kvindeliv, køn, ligestilling
Steder:Danmark

»Jeg møder simpelt hen ikke nogen, der virker interesserede.«

Sådan sukkede min gode (pæne) amerikanske veninde, der beklæder en stor stilling i den amerikanske regering, i december sidste år, da vi diskuterede, om hun ikke snart skulle finde sig en kæreste, efter at have været single i et godt stykke tid.

»Måske er du for succesrig,« foreslog jeg - halvt i spøg med en reference til en artikel jeg lige havde læst i International Herald Tribune, der i 2010 kørte en serie med navnet The Female Factor.

Seriens omdrejningspunkt var den stigende betydning, kvinder nyder godt af i amerikansk samfundsliv generelt; et emne, denne avis i øvrigt også har taget på for nylig bl.a. med fokus på den danske folkeskole.

Blackberry på lagnerne

Artiklen, jeg henviste min veninde til, havde titlen Keeping Romance Alive in the Age of Female Empowerment. Her optrådte kvindelige børsmæglere og topadvokater, der berettede om deres problemer med at være den, der hev moneterne hjem og dermed med at være havnet øverst i den magtbalance, mange amerikanske ægteskaber fortsat kører efter.

Problemet var groft sagt, at magtbalancen gav negativt udslag på lagnerne og i det hele taget på den romantiske front. Som en indehaver af et tysk dating-bureau udtaler det, så »vil mænd beundres, de vil ikke have en succesrig kvinde. De vil have en, som har energi om natten, ikke en, der leger med sin Blackberry i sengen.«

En anden kvinde siger, at »det er forbløffende, hvor mange selv åbne og frisindede mænd, der ender med at have følelsesmæssige problemer, når de er sammen med kvinder, der er klart mere succesrige end dem selv.«

Anke Domscheit-Berg, der direktør for i Microsoft i Tyskland beretter om, at hun har haft kærester, der er flygtet på stribe, når de har fundet ud af, hvad hun laver. »Succes er ikke sexet,« konkluderer hun.

Men ikke nok med det - det er ikke bare jobbet, der tæller. Det giver også problemer, når kvinderne er bedre uddannede end mændene, fortæller den førnævnte ejer af dating-bureauet, som kunne afsætte alle sine kvindelige klienter, der arbejder i omsorgssektoren, mens hun havde »mere besvær med de virkeligt højtuddannede kvinder.«

Lad sportsvognen stå

I artiklen rådes de amerikanske karrierekvinder til enten at finde sig en mand tidligt og så holde på ham - helst i begyndelsen eller midten af 20’erne, før deres karriere tager rigtig fart. At lade være med at tage sportsvognen til den første date. Eller at finde mænd, der er »mere kunstneriske og kreative og ikke finder deres status i en traditionel karriere.«

»Måske skulle jeg tage til Danmark,« grinede min veninde, der mener, at amerikanske mænd »lever i stenalderen«, og tilføjede så: »I er jo så progressive og ligestillede i Skandinavien.«

»Mjøøøh,« svarede jeg usikkert, fristet på den ene side af at fremhæve mit fædreland, og på den anden side opsat på at dog holde mig nogenlunde til sandheden.

Mine tanker faldt på mine studieår på Statskundskab i København i 1990’erne, hvor en af mine venner var kæreste med en pige, der havde mange flere penge til rådighed end ham. Min ven brød sig ikke om rollefordelingen, når de gik ud at spise (muligvis gjorde kæresten det heller ikke), fordi han ikke følte sig så mandig, når regningen kom på bordet. Det løste de to så i fin forståelse ved, at hun bare gav ham nogle penge, så det så ud, som om det var ham, der betalte middagen, når tjeneren med aldrig svigtende sikkerhed anbragte regningen foran vor ven.

Det lo resten af vennekredsen hjerteligt ad i årevis. Det forekom os at være en gammeldags farce - om end en relativt uskyldig en, også selv om den fint illustrerede netop det, min veninde oplever her 20 år efter. Og nej, hun er ikke den eneste, jeg har eksempler på stribe fra min danske omgangskreds af samme kaliber - succes i karrieren eller en meget høj uddannelse lægger ikke til en kvindes attråværdighed på samme måde som en ditto mands gør det.

Er det ikke sandt? Ja, ja - man kan jo godt benægte virkeligheden, det rykker bare ikke ved tilstanden. Se blot på mængden af dybt uattraktive mænd i samfundets top, der har en lækker hustru derhjemme.

Bænkevarmer

Selv oplevede jeg en anden variant af samme syndrom, da jeg for 11 år siden beklædte en topchefstilling i et mediehus. Jeg tiltrådte stillingen midt på sommeren, og ud på efteråret var der for første gang fest på mit nye arbejde. Det havde jeg set frem til, da jeg altid har været bidt af en glimtende discokugle og for det meste har været en af de sidste, der gik hjem. Men det var før, det til min gru gik op for mig, at jeg ville tilbringe hele aftenen som tilskuer til de aktiviteter, der udfoldede sig på dansegulvet. De mandlige journalister skulle ikke have noget klinket med den der damechef.

Så langt, så skidt. At det til gengæld regnes som dybt reaktionært at gøre opmærksom på dilemmaet er glasklart. Artiklen i International Herald Tribune udløste en fordømmelse i den amerikanske feministiske blogosfære, hvor artiklen hele december blev heglet igennem for at »servere fordomme og stereotyper fra 1950’erne« og for at »være så backlashagtig, at det gør ondt«. »Hvor er det typisk, at kvinders succes ender med at være kvinders problem,« rasede bloggen Breakupgirl, der vendte problemstillingen på hovedet og konkluderede, at »hvis kvinders succes afskrækker mænd, skulle de nok lige tage at mande sig op.«

Det forekommer nu overtegnede at være et lidt nemt svar, der ikke tilfredsstiller de kvinder med succes i arbejdslivet og ondt i hjertet. Abstrakte opfordringer om at tage sig sammen rokker sjældent ved tingenes tilstand. Ej heller gør naturligvis antagelser om, at kvinder med succes enten er uattraktive, barnløse, skilte eller ugifte (til nød gift med kunstnere eller kreative forskere) eller bare må ‘betale prisen’ - som den fiktive kvindelige statsminister i DR-serien Borgen p.t. står til med sin forestående skilsmisse.

Biologi uden backlash

Men hvad så? En løsning kunne være, at respektere biologi og/eller kultur på den ene side, gys: at rigtig mange mænd og kvinder tilsyneladende trives med det, man kan kalde en traditionel rollefordeling og faktisk tænder seksuelt på alt muligt lige fra blomster fra handlekraftige gentlemen på den ene side til dybe udskæringer og henåndede suk på den anden uden at ofre en millimeter ligestilling på arbejdsmarkedet af den grund, og uden at sende nogen hjem til kødgryderne, der ikke selv ønsker det.

At man med andre ord nulstillede den infame kortslutning, der transformerer det seksuelle spil til samfundsmæssig >magt.

En mand i min omgangskreds bemærker således muntert, at »min hjerne er helt adskilt fra min penis. Min mandighed sidder mellem benene, og er ikke deponeret på bankkontoen.« Man kunne også sige, at en rigtig mand ikke behøver at læne sig op ad sit job.

Hermed ville man ydermere gå til angreb på det fænomen, den unge filosof Karl Marx kritiserede som ‘tingsliggørelse’ og ‘fremmedgørelse’ - at menneskelige relationer antager karakter af forhold mellem materielle størrelser.

Det hverken lyder, eller er, særlig rart. Hverken for det ene eller det andet køn i øvrigt.

Denne artikel er anbefalet af: