Opslag til denne artikel

Emneord:befolkningsstatistik, levestandard, overbefolkning, velfærd

Spørger man i sin bekendtskabskreds, hvor mange mennesker der i dag lever på Jorden, svarer nogle ‘godt fem milliarder’. Flere siger ‘omkring seks milliarder’. Begge dele er forkert. Da arbejdet med denne artikel startede tirsdag morgen, viste det globale befolkningsur hos det amerikanske Population Reference Bureau 6.935.172.032 mennesker. Altså godt 6,9 mia. Og de syv milliarder bliver med sikkerhed passeret i det nye år. Sådan ca. den 20. oktober. To år for tidligt i forhold til den forudsigelse FN’s Department of Economic and Social Affairs præsterede, da de seks mia. blev passeret i 1999.

Det virker helt vildt.

Det tog hele menneskehedens historie frem til omkring år 1800 at nå den første milliard. Det tog derefter blot 130 år at nå den næste. Så 30 år at nå fra to til tre milliarder - det skete i 1960. Derefter 14 år at nå til fire milliarder. 13 år at nå fem, 12 år at nå seks og nu igen 12 år at nå fra seks til syv milliarder mennesker. En vækst, der i øjeblikket føjer godt 154 mennesker til verdensbefolkningen hvert minut.

Den britiske økonom og præst Thomas Malthus var den første, som for godt 200 år siden forudsagde, at denne vækst ville føre til katastrofer og sammenbrud. Den amerikanske biolog Paul Ehrlich var den, der i nyere tid gentog advarslen med bogen The Population Bombfra 1968. Ingen af dem har fået ret. Verden er ikke brudt sammen.

Og så alligevel. For er f.eks. ikke dagens klimaforandringer med bl.a. oversvømmelser og tørkeperioder eller dagens tilstand af kronisk underernæring hos over én milliard mennesker billeder på løbende, regionale sammenbrud, der ikke skyldes det absolutte antal mennesker på kloden alene, men derimod kombinationen af en voksende befolkning, et voksende forbrug pr. gennemsnitsindbygger og en skæv fordeling af økonomiske ressourcer? Og hvor meget tydeligere bliver ikke sammenbruddet, hvis den aktuelle vækstrate for befolkningen fortsætter og leder til godt 10 mia. mennesker i 2050 parallelt med en vækst i økonomi og forbrug pr. indbygger?

»Jeg bliver ofte spurgt: ‘Hvor mange mennesker kan Jorden forsørge?’ Jeg svarer med et andet spørgsmål: ‘På hvilket niveau af fødevareforbrug?’,« siger Lester Brown, leder og stifter af det uafhængige Earth Policy Institute og netop af Foreign Policy Magazinehædret som en af 100 globale tænkere i det forgangne år.

Lester Brown har beregnet, at hvis alle mennesker skulle have en fødevaremæssig levefod som den amerikanske, ville planeten kun kunne forsørge 2,5 milliarder mennesker. Hvis alle derimod lever på den gennemsnitlige inders niveau, vil 10 mia. mennesker være grænsen.

Den kritiske ligning

Diskussionen om ‘overbefolkning’ handler derfor i virkeligheden om faktorerne i ligningen:

Miljøpres = befolkningsstørrelse x personindkomst x miljøpres pr. indkomstenhed

Hvis presset på miljøet har nået eller overskredet grænsen, må mindst én af de tre faktorer på højre side ned. I både nationale og internationale forhandlinger er ligningen i praksis tabu, fordi de to første led er tabu: Ingen regering vil acceptere, at per-sonindkomsten sænkes, ligesom ingen vil pålægges at reducere sit befolkningstal. Under klimatopmødet i København i 2009 og på COP16 i Mexico i december blev befolkningsspørgsmålet holdt ude af dagsordenen - også fordi ngo’er og kvindeorganisationer ser ‘befolkningskontrol’ som en falsk løsning, der lægger ansvaret for klimaproblemet på u-landenes kvinder frem for på de rige landes forbrugere og erhvervsliv.

Al opmærksomhed rettes derfor i miljødebatten mod det tredje led: Det tekniske fix der kan gøre miljøbelastningen pr. BNP-enhed stedse mindre. Men som f.eks. den globale opvarmning, de regionale økologiske sammenbrud og den vedvarende nød for millioner tydeligt viser, løber de teknologiske forbedringer ikke nær stærkt nok til at opveje virkningen af, at både befolkning og økonomi vokser.

Chefen for FN’s befolkningsfond UNFPA, Thoraya Obaid, sagde før jul, at sammenhængen mellem befolkningsdynamik og miljø nødvendigvis må bringes på dagsordenen på næste års Rio+20-topmøde i Brasilien, hvor alverdens statsledere skal gøre status over udviklingen siden Rio-mødet om miljø og udvikling i 1992. Taler man ikke både befolkning, miljø og økonomisk lighed, kan man ikke bane vej for en ny ‘grøn økonomi’, sagde FN-chefen.

Global forsørgerbyrde

Én velkendt sammenhæng mellem økonomisk vækst og befolkningsvækst er, at vækstraten for befolkningen falder i takt med forbedrede levevilkår, øget velfærd og større social sikkerhed. Jo større økonomisk tryghed, jo færre børn sætter folk i verden. En dansk kvinde får i dag i gennemsnit 1,8 barn, en kvinde i Afghanistan får syv, en kvinde i Sudan godt fire og en kvinde i Bangladesh 2,8. I langt de fleste u-lande er fødselsraten på vej ned som udtryk for økonomisk udvikling, forbedrede levevilkår og øget uddannelsesniveau. Globalt er fødselsraten i dag bragt ned til 2,55 barn pr. kvinde.

Det er med til at forklare, at selve hastighedenaf befolkningstilvæksten er dæmpet. Fra en maksimal vækstrate i 1963 på 2,19 pct. pr. år til nu godt 1,1 pct. om året.

»Vi forventer, at det at nå den næste milliard vil tage længere tid, op imod to årtier,« siger Hania Zlotnik, chef for befolkningsdivisionen i FN’s Department of Economic and Social Affairs, i et videointerview.

Men da den procentuelle vækst sker i en stadig større verdensbefolkning, føjes der alligevel stadig over 80 mio. nye medborgere til hvert eneste år.

Medvirkende årsag er, at økonomisk udvikling også fører med sig, at folk lever længere. Ikke kun fødselsraten falder, det gør også dødsraten. I det velstående Europa kan folk i dag regne med en gennemsnitlig levealder på 76 år, i det fattige Afrika syd for Sahara er den kun 53. Men samtidig er levetiden i denne del af Afrika steget med 11 år over det seneste halve århundrede som udtryk for økonomisk udvikling med forbedret levestandard og sundhedsvæsen. I Asien med de høje økonomiske vækstrater er den forventede levealder steget med hele 22 år. For verden som helhed forudser FN en imponerende vækst i den forventede levealder på godt 30 år i perioden 1950-2050.

Det er udtryk for succes og en lykke for den enkelte. Men det øger befolkningspresset på kloden, og det betyder en gradvist aldrende verdensbefolkning.

»Den andel af befolkningen i u-landene, der er over 60 år, vil næsten tredobles over de kommende fire årtier, og globalt vil andelen mere end tredobles,« fastslår Hania Zlotnik.

Så hvis der via fortsat økonomisk udvikling sker et fortsat fald i fødselsraterne i og samtidig en forlængelse af leve- alderen, vil u-landene hen mod midten af århundredet nærme sig det problem, der i dag angives som Danmarks, Europas og USA’s: Problemet med den stigende forsørgerbyrde for en faldende andel yngre mennesker.

»Denne ændrede aldersstruktur vil have vidtrækkende økonomiske og sociale konsekvenser og påvirke faktorer som økonomisk vækst, opsparinger og investeringer, arbejdskraft og beskæftigelse, pensionsordninger, sundhedsvæsen og ældrepleje,« advarede FN allerede for et årti siden i rapporten The World at Six Billion.

Presset fra forbruget

Den indre dynamik i den kritiske ligning om miljøpres er altså, at vækst i økonomi kan bane vej for dæmpet vækst og på lang sigt stabilitet i befolkningsstørrelsen. Men en anden del af dynamikken er, at den samme økonomiske vækst giver en vækst i den enkeltes levestandard, som øger det miljømæssige pres.

Lester Brown beskriver, hvordan en gennemsnits- inder i dag forbruger 200 kilo korn pr. år og indtager stort set det hele som vegetabilske fødevarer, mens en amerikaner lægger beslag på 800 kilo, og kun 100 kilo heraf indtages direkte som brød, pasta, morgenmadsprodukter etc. - de 700 kilo går til dyrefoder for at sikre bøffer og andre animalske produkter. Hertil kommer, at presset på de fossile energiressourcer nu fører til et stigende forbrug af majs og andre afgrøder til produktion af biobrændstof til biler.

»De ca. 114 mio. ton korn, som i 2009 blev brugt til at producere ethanol i USA, svarer til fødevareforsyningen til 370 mio. mennesker på det gennemsnitlige globale forbrugsniveau for kornprodukter,« påpeger Brown.

Med stadig flere i verden, der via øget velstand ønsker at bevæge sig opad i fødekæden og måske oven i købet efterspørger biobrændstof til deres nye biler, øges miljøpresset på jord og vand. Lester Brown mener, vi nu er på et forbrugsniveau, hvor de produktive økosystemer ikke kan følge med, selv ikke med teknologiens hjælp.

»Fra 1950 til 1990 øgedes produktiviteten af verdens kornproducerende arealer med 2,2 pct. pr. år, men fra 1990 til 2009 voksede den kun med 1,3 pct. årligt,« noterer han.

Forklaringen kan til dels handle om agroteknologiens grænser, men mest om at selve presset på jord, vand og klima undergraver de økologiske systemers produktivitet via vandmangel, erosion, udpining, oversvømmelser, ørkendannelse etc. Brown gør opmærksom på, at hvor antallet af underernærede mennesker faldt jævnt frem til slutningen af 1990’erne, så er det siden år 2000 igen steget støt til nu 1,02 mia. sultne.

»Med en ‘business as usual’-tilgang til landbrug, befolkning og energi vil 1,2 mia. eller flere sulte i 2015,« spår han.

Kapløbet

Med endnu et blik på den kritiske ligning kan man konstatere, at menneskeheden er i et djævelsk kapløb:

Den økonomiske vækst forsøges forceret for at sikre den velstandsforøgelse og sociale sikkerhed, der kan bremse den hidsige befolkningstilvækst og dens pres på miljøet. Men prisen for samme økonomiske vækst og levestandardsforøgelse er en forbrugsvækst, der i sig selv forstærker miljøpresset. Man kunne formulere det firkantet og sige, at det er et dilemma om ‘kødets lyst’: De faktorer, der kan dæmpe trangen til at sætte mange børn i verden, er de samme faktorer, der stimulerer en livsform i toppen af fødekæden som den amerikanske og vesteuropæiske.

Her kommer den afgørende geografiske dimension, som gør det nødvendigt at anskue ligningen regionalt og lokalt ind i billedet.

Overbefolkningen’ kan hævdes at være et vestligt problem snarere end f.eks. et afrikansk. I EU er befolkningstætheden ifølge Population Reference Bureau 115 personer pr. kvadratkilometer - herunder f.eks. 129 pr. kvadratmeter i Danmark, 256 i Storbritannien og 400 i Holland - mens den i Afrika er beskedne 34 personer pr. kvadratmeter. Samtidig er forbrug og miljøbelastning pr. person langt højere i de rige i-lande end i de fattige u-lande. Danskerens ‘økologiske fodaftryk’ som opgjort af Global Footprint Network er f.eks. otte gange kenyanerens.

I u-landene er udfordringen at sikre en forøgelse af levestandarden, der kan føre til dæmpet befolkningstilvækst, uden samtidig på sigt at lede til en personlig livsstil, der undergraver miljøets bæreevne. Kinas og Indiens kapløb med tiden for at skabe en grøn økonomi er den bedste illustration af denne udfordrings dilemma.

I i-landene er situationen, at levestandarden er blevet så høj, at befolkningstilvæksten er standset og afløst af et forestående fald i forsørgelseskraft og i evne til at opretholde økonomisk vækst - som indirekte illustreret af den danske valgkamps hovedtema. Og da samme vækst historisk har ledt til et pres langt over miljøets bæreevne, er udfordringen måske at søge en økonomisk udviklingsmodel, der tager afsæt i, at behovene af både den ene og anden slags nu er mættede.

Ved artiklens aflevering søndag viste tælleren hos Population Reference Bureau en verdensbefolkning på 6.936.357.581. Velkommen til 1.185.549 nye medborgere.

Denne artikel er anbefalet af: