I demokratiske samfund bør et attentat mod politikere altid udløse national selvransagelse. Mordforsøg på folkevalgte personer er ikke almindelige forbrydelser, uagtet attentatmandens mentale tilstand. De ses med rette som et angreb på en repræsentant for de politiske instititutioner og derfor på selve demokratiet. Derfor får denne type attentater altid politiske konsekvenser.

Det ser vi et klart eksempel på efter mordforsøget på det demokratiske kongresmedlem Gabrielle Giffords i Arizona. Den nye republikanske ledelse af Repræsentanternes Hus valgte straks at indstille sine aktiviteter i denne uge. Præsident Barack Obama overvejer en tv-tale til nationen. Hele landet er optaget af at debattere et yderst relevant emne: Er politiske aktivister, tv-værter, bloggere, partiledere og folkets repræsentanter gået så langt i deres dæmonisering af politiske modstandere, at voldeligt anlagte mennesker anser det for legitimt at gribe til det mest ekstreme af midler - våbenmagt?

Amerikansk historie er spækket med perioder af hård politisk retorik. Man kan blot gå tilbage til Clinton-tiden, hvor ultrakonservative åbenlyst spekulerede i, om rådgiveren Vincent Fosters selvmord var et komplot planlagt af præsidentfruen. George W. Bush blev jævnligt sammenlignet med Adolf Hitler. Millioner mener, at Barack Obama er en illegitim statsborger og militant muslim. Tea Party-aktivister og konservative republikanere beskylder jævnligt demokrater for at forråde landets forfatning og opfordrer deres tilhængere til at følge i amerikanske patrioters spor og starte en revolution (naturligvis i valglokalet) mod kolonimagten (forbundsstaten).

Voldsbetonede metaforer er blevet dagligdag i medierne, også i Europa. Krig betyder ikke længere krig, men alt muligt andet. Vi devaluerer sproget og risikerer derved at undergrave de værdier, som underbygger vort demokrati. Ytringsfrihed er et privilegium, fordi ord betyder noget; de kan bl.a. anstifte vold.