Opslag til denne artikel

Emneord:flygtninge og asyl, indfødsret, statsborgerskab
Personer:Birthe Rønn Hornbech
Organisationer:Integrationsministeriet
Steder:Danmark

Frem til 2010 har Integrationsministeriet ladet hånt om en FN-konvention og gennem flere år givet ulovlige afslag på statsborgerskab til mindst 22 unge statsløse palæstinensere.

»Ministeriets praksis har været ulovlig i den forstand, at vi har handlet i strid med konventionen,« siger professor, dr.jur. ved Aarhus Universitet Jens Vedsted-Hansen efter at have set Informations gennemgang af sagen.

Ifølge FN-konventionen har statsløse unge, som er født i Danmark, krav på statsborgerskab, også selv om de ikke lever op til de almindelige krav om blandt andet sprogfærdigheder og kendskab til dansk kultur. Det har de 22 statsløse palæstinensere, der alle er født her i landet, alligevel ikke fået, og selv om Integrationsministeriet efter flere år nu har sat en stopper for den ulovlige sagsbehandling, fortsætter ministeriet med at fortie over for gruppen af statsløse unge, som ikke har søgt, at de har mulighed for at søge på særlige betingelser.

»At der viser sig at være en gruppe statsløse, som er født i Danmark og faktisk har søgt, men som har fået afslag, er selvfølgelig helt galt. Men det er altså også et alvorligt problem, at man ikke informerer generelt, så de unge statsløse kender deres rettigheder,« siger indfødsretsekspert Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder.

SF’s indfødsretsordfører, Hanne Agersnap, er forbløffet over sagen: »Vi har ikke haft fantasi til at forestille os, at ministeriet kunne behandle sagerne i strid med gældende regler. Har der været tale om ulovlig sagsbehandling, skal det have konsekvenser.«

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, kalder sagen »uhyggelig« og kræver en redegørelse fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V). »Nu må det afgørende være dels at få oplyst, hvornår det gik op for ministeren, dels at få oplyst, hvad ministeren så gjorde,« siger hun.

Konservatives indfødsretsordfører, Tom Behnke, er mindre forarget: »Den forklaring, jeg har fået, er, at man sørger for hurtigst muligt at rette op,« siger han.

Integrationsministeren har ikke ønsket at kommentere sagen.

Information tirsdag
23-årige Susanne ville være politibetjent og gøre en forskel. Men selv om hun som statsløs palæstinenser født i Danmark har krav på statsborgerskab, fik hun ligesom mindst 21 andre statsløse unge afslag fra Integrationsministeriet. Hun måtte vente to år, før ministeriet indstillede den ulovlige praksis, så hun nu kan realisere sin drøm om at blive en del af det danske politi. Læs Information tirsdag