Opslag til denne artikel

Emneord:frigørelse, kærlighed, køn, seksualitet, sex

Nina Søndergaard kan elske den altomsluttende følelse omkring sin krop; hun kan lide den vidunderlige udmattethed, der indfinder sig bagefter; og når hun ikke får det, længes hun efter oplevelsen af at være fri og i live.

Nina Søndergaard kan rigtig godt lide at svømme. Men hun har ikke noget svømmebassin i sin toværelses lejlighed i Nordvest.

»Det ville også være meget at kræve af en lejlighed, og det heldige er, at jeg slet ikke behøver det. Jeg kan jo bare gå i svømmehallen,« siger Nina og kommer, via sit karakteristiske høje grin, frem til den pointe, der gør, at Informations udsendte har fundet vej til hendes bassinløse forstadshybel.

»Sådan gør vi på alle livets områder: Vi går ud og søger lykke og tilfredshed i en række forskellige tilbud. Hvorfor er det, at vi ikke må gøre det, når det kommer til vores seksualitet? Hvorfor kan man ikke sige: Jeg elsker dig vanvittigt, men anerkender, at du ikke vil urinere mig i munden, så jeg går lige lidt ud?«.

Undren over det spørgsmål sendte nu 31-årige Nina Søndergaard på en opdagelse i sit eget liv, i andres og i litteraturen - en søgen, der i dag har ledt frem til, at hun definerer sig selv som polyamorøs: en, der har valgt at have et kærlighedsliv med skiftende og sideløbende partnere.

»Jeg måtte tage konsekvensen af det åbenlyse faktum, at jeg ikke kan stille et andet menneske til ansvar for hele min lykke - hvorunder sex er en vigtig del - og at jeg den anden vej aldrig vil kunne love at opfylde alle et andet menneskes behov.«

Nina ønsker derfor ikke at blive gift, og hun ønsker ikke at få børn.

»Det er ikke bare en midlertidig tilstand mellem parforhold, men et livsvalg.«

At skjule sig

Nina Søndergaard har lige nu ‘en håndfuld’ elskere af begge køn. De kender alle sammen til hinanden, og flere af dem har også mødt hinanden.

»Det er vigtigt for mig, at de accepterer mig og til dels også hinanden,« siger hun, for det at blive accepteret som seksuelt væsen er meget vigtigt for Nina Søndergaard.

»Alt for mange mennesker vælger at skjule de sider af sig selv over for en partner. Enten siger de til sig selv, at det kan de leve uden, eller også går de f.eks. til en prostitueret. Jeg er en hårdnakket støtte af sexarbejdere, fordi de udfører et vigtigt stykke arbejde, men jeg bliver samtidig virkelig dybt ulykkelig, når jeg hører den klassiske historie om, at en mand går til en sexarbejder, fordi han ikke tør sige derhjemme, at han har særlige lyster - der findes vel næppe noget værre end ikke at blive accepteret i sin seksualitet.«

Det private er politisk

På ét niveau er det et dybt privat valg med bund i egne erfaringer, lyster og bagage. På et andet teoretisk underbygget politisk projekt, der vil give bud på, hvordan vi som moderne mennesker takler de store udfordringer, vi står over for, når det kommer til kærligheden. På begge planer er fravalget af det monogame parforhold til fordel for flere partnere helt centralt i Nina Søndergaards liv. Hun er historiker med eget firma og aktiv seksualpolitisk debattør, blandt andet på bloggen prosexfeminisme.dk.

»Det private er politisk, og det politiske er privat. Hvis man mener, at sex er en vigtig del af menneskers liv, er sex også en dybt politisk sag,« siger Nina Søndergaard, der selv beskriver det som ‘at springe ud’, når hun nu vælger at tale om sit valg af seksuel identitet.

»Jeg oplever det som noget, der definerer mig og mine valg i bredere forstand.«

Jalousien

Men hvad med jalousien? Når man vil sætte sig selv fri, skal man nødvendigvis også sætte dem fri, som man elsker, begærer og ønsker at holde på. Søndergaard anerkender, at jalousien er et vilkår for andre, men det er noget, som hun - af den ene eller anden grund - er skånet for.

»Jeg kan simpelthen bare ikke mærke den. Jeg synes f.eks., at det er smukt at se en af mine veninder have sex med en af mine elskere. Jeg synes, det er en stor ting at dele, og har svært ved at se, hvordan det tager noget fra mig. Monogami er nærig kærlighed «

- Har du virkelig aldrig følt jalousien?

»Ikke rigtig.« Hun tænker sig om og tilføjer:

»Jo, jeg kan huske engang, da jeg havde en elsker, der ikke var særligt oralt orienteret. Da følte jeg et stik af noget, der måske var jalousi, da jeg så ham kysse en anden kvinde - så gav han jo hende noget, han holdt tilbage fra mig. Bagefter talte vi om det, og han sagde, at han i situationen følte, at han blev nødt til at kysse hende for at få lov til at gå videre. Og så faldt det hele på plads og blev godt igen,« griner hun og tilføjer:

»Så ønskede jeg jo ikke, at han skulle kysse mig på den måde, fordi det ville stride mod ham.«

Lyst, lyst og … lyst

I det hele taget skræmmer det Nina Søndergaard fra vid og sans, at andre mennesker skulle være sammen med hende af pligt eller misforstået omsorg.

»Det er uendeligt vigtigt for mig, at folk vælger at være sammen med mig af lyst og kun af lyst. Jeg har f.eks. heller ikke et kæledyr, fordi jeg ville blive dybt ulykkelig af at være sammen med et væsen, som ikke kunne gå sin vej.«

Og gu’ er der da meget sorg knyttet til ønsket om at leve utvunget med andre mennesker, understreger hun.

»Det er for det meste mig, der bliver forladt, ofte fordi mine elskere vælger en anden i et monogamt forhold. Og når det sker, går jeg lige så meget i stykker af det som alle andre, der bliver forladt,« siger hun. Og ensomheden er da en følgesvend. Heldigvis kan det gøres på andre måder.

»Mine venner er min selvvalgte familie. Der henter jeg min kraft og kærlighed. Derfor er mit mål her i livet er at være en god ven for på den måde at have en plads i universet og få karma-regnskabet til at gå op.«

Dydens smalle sti

Nina Søndergaard har tænkt meget over de reaktioner, hun får på sit alternative livsvalg.

»Flere mennesker har sagt, at det er et vildt krav at stille til én, der holder af dig, at du også vil have andre. Men når man tænker over det, er det så ikke lige så vanvittigt at bede andre om kun at have dig?« spørger hun.

Hun beskriver, at hun flere gange har haft elskere, der har givet udtryk for, at hendes arrangement egentlig afstressede dem.

»Så var de jo ikke eneansvarlige for min seksuelle lykke og kunne derfor være sig selv i forhold til mig.«

Bag den undren, som hun møder, mener Søndergaard, at der stadig ligger en enorm uudfordret vinterdyne af forestillinger om det ‘normale’.

»Vi ser stadig på parforholdet som det normale og som noget, der ikke er andre alternativer til end ensomhed. Vi ser derfor ikke, hvor utrolig svært det faktisk er at leve monogamt, og hvor mange knuder folk slår på sig selv for at holde sig på dydens enormt smalle sti.«

Boblen

Nina Søndergaard har prøvet at leve i et parforhold. Hun ser tilbage på det med varme og er taknemmelig for alle de ting, hun lærte.

»Han gjorde mig til et bedre menneske, og han vil altid være min ven. Men jeg er ikke indstillet på igen at indgå i den type monogamt parforhold. Jeg orkede ikke den kønsfordeling, der på en eller anden måde sneg sig ind; selv om der var et bryllup i hans familie, blev det hurtig mig, der skulle melde tilbage. Det blev mig, der blev det sociale kit, det fornuftige.«

Samtidig undrede det hende, at et fællesskab som parforholdet åbenbart blev konstitueret ved at skabe noget, det var i opposition til.

»Vi kom hurtigt til at leve i en boble, hvor det var os, og så var der alt det uden for os. Jeg synes, at man derved lukker sig af for mange, alt for mange oplevelser og møder med andre mennesker,« siger hun.

- Men er det ikke muligt at gøre op med kønsrollerne og det ekskluderende i parforhold?

»Jo, det er det måske, men jeg orker det ikke, og jeg ser desværre heller ikke særlig mange seriøse forsøg omkring mig - og måske er jeg bare for egoistisk.«

Ikke alle forelsker sig

-Men forelsker hun sig aldrig, og som følge af det: Ønsker hun aldrig en eksklusivitet i forhold til en anden?

Nina Søndergaard mener, at vi som samfund har sat os i en vanskelige knibe ved at ophøje forelskelsen til den ypperste følelse.

»Hvis man skal være helt kedelig, er det jo en kemisk proces i hjernen, som der bliver en masse ballade ud af, indtil den går over igen,« griner Søndergaard, der mener, at man sagtens kan gribe følelsen kritisk an.

»Blandt andet påviste den italienske sociolog Francesco Alberoni, at der var en tæt sammenhæng mellem depression og hyppigheden af forelskelse. Det synes jeg også, at jeg ser omkring mig; at folk, der ikke har det særlig godt eller er forvirrede over deres egen identitet, søger det rush, som den giver«.

Men det er ikke så meget forelskelsen i sig selv, der er problemet.

»Det er jo helt absurd, at vi holder fast i ægteskabet, men samtidig har gjort et forbigående kemisk fænomen til dets rygrad. Det er da opskriften på katastrofe.«

Hun vender - som mange gange i samtalen - tilbage til muligheden for, at hun står med en særlig udfordring. »Der er bestemt også muligheden for, at der er noget galt med min hjerne, siden jeg ikke går rundt og forelsker mig.«

Sjovest at være kvinde

I det hele taget understreger Søndergaard, at hun ikke har stået over for en hylde fuld af livsstilsvalg og plukke det, hun helst vil.

»Jeg har min egen bagage at slæbe på. Jeg har altid følt mig anderledes. Jeg er aldrig blevet mobbet, da jeg var barn, men var simpelthen ikke del af det sociale kredsløb i folkeskolen. I en tid prøvede jeg at passe ind, men så hurtigt, at det ikke gik - jeg blev jo bare en dårlig kopi. Så var jeg så heldig at møde andre mennesker, der også ville noget andet.« Også forestillingerne om, hvad det ville sige at være ‘en rigtig pige’ eller ‘en rigtig kvinde’, stødte hun på og kom i sin tidlige ungdom til den fejlslutning, at det ville være nemmere at være en mand.

»Men da jeg fik modet til at sætte mig fri af kønsstereotyper og forestillingen om at skulle passe ind i det monogame parforhold, blev jeg klar over, at det jo er meget friere og sjovere at være kvinde,« griner Nina.

Ikke for tryghed

Nina Søndergaard mener i det hele taget, at der er mange kampe tilbage, når det kommer til seksualitet - ikke mindst den kvindelige og dens åbenbare tilknytning til tryghed og redebygning.

»Jeg er Joan Ørting evig taknemmelig for, at hun har sat lysten i centrum, men jeg kan blive rasende, når hun reproducerer forstillingen om, at kvinder har sex i bytte for tryghed, mens mænd tager trygheden med for at få sex.«

Og begrebet som ‘single-kultur’ og fænomener som det såkaldte chick-lit, er ikke frigørende eller progressiv i Søndergaards bog. »Ser man f.eks. på en serie som Sex and the City, handler den dybest set om, at vi følger nogle kvinder i den evige jagt på det sikre og monogame parforhold.«

I lyst og ulyst

- Tror du, du er udstyret med et særligt stor sexbehov?

»Ja, det er jeg da. Jeg synes, at sex er vidunderligt og noget centralt i mit liv.«

- Men hvad med dem, der ikke har så meget lyst?

»Det har man da ret til! Som prosexfeminist kæmper jeg for alles ret til lyst og alles ret til ulyst.«

Problemet er ifølge Søndergaard, at når det kommer til det moralske imperativ, er retten til at sige nej desværre stadig større end retten til at råbe ja.

»Men det hænger sammen. Talte vi mere om vores lyst, om sex og krævede reel frigørelse, ville det også være meget nemmere at tale om, når lysten udebliver.«

Hun bliver under hele samtalen tydeligvis berørt, når snakken falder på at blive underkendt som seksuelt menneske.

»Det er så ondt, så grusomt at fratage andre mennesker retten til fysisk kontakt. Det dør vi jo af! Det synes jeg også er kernen i hele prostitutionsdiskussionen: Den handler grundlæggende om, at man vil fratage andre retten til en krammer.« Nina Søndergaard konkluderer:

»Det eneste, der gælder for os alle sammen, er, at vi har brug for kærlighed og nærhed. Det jeg gerne vil slå et slag for er, at det kan man gøre på mange forskellige måder. Så lad os da snakke om sex.«

Fakta: Nina Søndergaards litteraturanbefalinger

’The sexual life of Catherine M.’ af Catherine Millet:
’Det var den, jeg læste først, og hun er stadig min heltinde. Hun er jo for sej! Smuk og klog og sexet. Hun skriver meget fransk, (læs: højt­ragende) og min veninde mente at hendes beskrivelse af kvindelig orgasme var ’som at læse en kogebog’. Det er ikke helt galt, men dejlig nøgternt og oplysende. Interessant, hvor meget debat hun afstedkom, men trættende med feministers beskyldning om, at Millet ligger under for mandlig lyst’.

’Jealousy: The Other Life of Catherine M.’  af Catherine Millet:
’Jeg har lige læst opfølgeren, blandet andet for at blive klogere på jalousi. Det er en vild beskrivelse af en kvinde i opløsning, men jeg fattede ikke grundfølelsen, for hun skriver explicit, at hun aldrig tænkte på, at hendes elskede Jacques ville forlade hende. Jamen, hvad er der så at være bange for? Men, igen, jeg hylder hendes mod’. 

’The Ethical Slut: A Guide to Infinite Sexual Possibili­ties’ af Dossie Easton & ­Catherine A. Liszt:
’Klassikeren! Ikke meget mere at sige om det’.

’En kvinde, tre mænd’ af Pouline Middleton:
’En dansk bog om en kvinde og tre mænd. Det er ikke stor litteratur, men hendes projekt er fint’.

ansp

Denne artikel er anbefalet af: