Selvmordsangreb mod civile ses ofte som et resultat af ekstreme ideologier. Og statsminister Lars Løkke Rasmussen mente ligefrem, at angrebet i Stockholm var en sindssyg handling. Men en nærmere analyse af fænomenet selvmordsterrorisme viser, at der er tale om et mere alment menneskeligt adfærdsmønster i ekstreme situationer.
På tilsvarende vis var det ikke kun japanske kamikazepiloter, som udførte selvmordsaktioner under Anden Verdenskrig. Det samme gjorde både tyske, sovjetiske og enkelte amerikanske piloter. Baggrunden for piloternes angreb var altså ikke en bestemt religion eller kultur, men en mere almen reaktion på en ekstrem situation. Alle piloternes aktioner fandt sted på tidspunkter, hvor tabstallene var skyhøje, og modparten havde overtaget.
Langt over 90 procent af alle selvmordsangreb er foretaget i ikke-vestlige lande. Det er sket i forbindelse med væbnede konflikter i eksempelvis Libanon, Irak, Afghanistan, Sri Lanka og Israel/Palæstina. Der har været tale om langvarige blodige konflikter, hvor civilbefolkningen har været udsat for grusomme overgreb. Etniske konflikter er særligt eksplosive, fordi det nemt udarter sig til kamp om demografisk kontrol med geografiske områder. En gradvis og gensidig radikalisering er i de nævnte lande endt med massakrer, etniske udrensninger og bombardementer af boligområder. Ud af Iraks befolkning på godt 30 millioner blev fem millioner drevet på flugt i årene efter invasionen, og en endnu større andel af afghanerne, palæstinenserne, Libanons shiamuslimer, og Sri Lankas tamiler blev ligeledes drevet på flugt. For konflikternes svageste part har der været tale om en eksistenskamp, hvor ingen har kunnet vide sig sikre.
Hinsides belønning
Det er i disse situationer, at væbnede grupper har taget det ultimative skridt i radikaliseringsprocessen og udført selvmordsaktioner mod civile. Det er mere end noget andet den konkrete trussel mod en befolknings eksistens som etnisk gruppe med tilknytning til et geografisk område, der udløser dette ekstreme fænomen. Uanset om der eksempelvis er tale om hinduistiske tamiler eller muslimske irakere.
For alle religioner og kulturer er selvmordsterrorisme en ekstrem handling, som kun kan komme på tale i en ekstrem situation - nemlig den etniske overlevelseskamp. Religionens vigtigste rolle er at bidrage til den martyrkult, som er knyttet til alle organisationer, der benytter selvmordsterrorisme. Et er at forsvare sit liv. At ofre det uden chance for overlevelse er noget andet.
Men martyrkulten indeholder altid et løfte om hinsides belønning. Ikke alene bliver man en del af de udøvende organisationers omfattende heltedyrkelse og dermed befolkningens minde. Man er også garanteret en plads i paradis eller en form for genopstandelse. Eksempelvis har de marxistisk inspirerede Tamilske Tigre med tiden udviklet deres egen martyrkult, og Fatah forlod sin sekulære linje inden organisationen begyndte at udføre selvmordsterrorisme.
Hjemmedyrket terror
Sådan ser virkeligheden ud for næsten alle selvmordsterrorister. Men hvad med de sidste få procent eller promiller. De såkaldt hjemmedyrkede terrorister, der efter opvækst i vestlige lande vælger at udføre selvmordsangreb i Vesten eller mod vestlige mål i fjerne lande. De er vel ikke en del af den etniske eksistenskamp og er vel ikke direkte truet på livet?
Forskning i etniske grupper understreger, at det etniske tilhørsforhold er emotionelt og til tider irrationelt. Den enkelte vil knytte sin egen historie til gruppens historie og sin egen overlevelse til gruppens overlevelse. Samtidig har anden- og tredjegenerationsindvandrere tendens til at knytte sig særligt stærkt til den etniske gruppe, fordi tidligere generationers øvrige identitetsmæssige holdepunkter som slægt og landsbyfællesskab ikke længere er til rådighed, uanset om der er tale om jøder i New York eller pakistanerne i Birmingham.
Derfor kan unge muslimer i Vesten føle sig mere direkte berørt af hændelser i Bagdad, end unge i Basra gør. Noget tilsvarende kan gælde for unge i eksempelvis Saudi-Arabien, hvor samfundet gennemgår en social og økonomisk forandring i et tempo, vi aldrig har oplevet.
Nogle muslimer i Vesten kommer til at stå i et ingenmandsland mellem to kulturer, og for et lille mindretal vil det få dem til at søge mod militante islamistiske miljøer. Mange har tilsyneladende været på vej mod vellykket integration. De taler sproget, har ofte taget en uddannelse og lever et meget vestligt liv med fester, kærester og alkohol, men ender i rodløshed og identitetsmæssige kriser, der bidrager til oplevelsen af eksistentiel trussel, når den blandes med konkrete overgreb i diverse konfliktzoner.
Organisationer som al-Qaeda har for længst opdaget denne sammenhæng. Tusindvis af hjemmesider med en endeløs mængde af videoer og fotos af overgreb mod muslimer i Tjetjenien, Palæstina, Bosnien og andre områder skal styrke oplevelsen af konkret trussel og etnisk eksistenskamp.
Fælles for de hjemmedyrkede selvmordsterrorister er, at de i ugerne op til aktionen - på andres eller eget initiativ - har tilbragt snesevis af timer med at studere dels disse overgreb og dels diverse martyroperationer og afskedsvideoer. For at indlejre selvmordsaktionen som den eneste løsning.
Ønsker ikke at dø
Så selvmordsterrorisme udføres ikke, fordi udøverne ønsker at dø. Tværtimod. Den skal forsvare den etniske gruppe mod en eksistentiel trussel. Og martyrdyrkelsen slører bevidstheden om det personlige offer. Samtidig er det inden for selvmordsforskningen kendt, at angsten for at dø kan drive individer til selvmord. Hvis de pågældende tørster efter kontrol over det, der truer dem, og hvis de mangler forståelse for dødens endegyldighed. En forståelse, som martyrkulten netop skal fjerne.
De fleste religioner indeholder lovprisning af martyrer og forbud mod at dræbe uskyldige. Her adskiller islam sig ikke fra kristendom. Det var ikke organisationer som Hamas, Hizbollah, De Tamilske Tigre og al-Qaeda, der startede de konflikter, de siden har deltaget i. Det er næppe tilfældigt, at sådanne organisationer først opstår, og får folkelig opbakning, på et sent tidspunkt i en lang radikaliseringsproces. I andre situationer vil deres ekstreme metoder blive afvist.
Baggrunden er politisk
Man skal derfor tage selvmordsterroristerne alvorligt, når det gælder den politiske motivation. De islamistiske organisationer er politiske organisationer i religiøs indpakning. De har politiske mål og arbejder ud fra en politisk analyse af fortid og nutid. Antallet af selvmordsangreb steg eksplosivt, globalt set, efter invasionen af Irak og Afghanistan. Så selv om Vesten var tvunget til at reagere i forhold til taleban-regimet, har krigen mod terror kun forværret problemet. Det fik da også den tidligere britiske udenrigsminister David Miliband til at afblæse krigen mod terror, fordi der var blevet satset for ensidigt på militære løsninger.
En politisk konflikt
Al-Qaedas strategi med angrebet d. 11. september var netop at lokke vestlige styrker i kamp i muslimske lande, frem for islamisternes hidtidige kamp mod vestligt støttede diktaturer.
Hvis selvmordsterrorisme og terrorisme generelt skal bekæmpes, så kræver det, at vi primært begynder at opfatte det som en politisk konflikt. Abu Ghraib, Guantanamo, bombede afghanske landsbyer og støtte til undertrykkende regimer har blot bragt os længere og længere fra målet. Hvis vi ønsker at stoppe terroristernes fødekæde, er vi nødt til at skrue radikaliseringsprocessen tilbage.
Mikkel W. Kaagaard er cand.mag. i historie og samfundsfag og har skrevet speciale om selvmordsterrorisme
Kommentarer
Spændende vedkommende kronik.
Specielt vil jeg fremhæve udsagnet: De islamistiske organisationer er politiske organisationer i religiøs indpakning.
Højreorienterede debattører har det med i den offentlige debat at angribe venstreorienterede for at optræde som hallalhippier, men her mangler der netop en erkendelse af islamisme som klassekamp, og en forståelse af de mekanismer - i de sekulæres islamistiske diktaturer - der tvinger klassekampen ind i religiøs indpakning.
Jesus var den første marxist.
Hans martyrer havde blot misset pointen med at tage andre med sig i graven.
Tre ud af 4 potentielle terrorister i arabiske eksilsamfund, bruger Israel-Palæstina konflikten som vigtigste grund. At blive fordrevet fra hus og hjem - gennet sammen i flygtningelejre, og i perioder blive udsat for “målrettede drab” (MOSSAD) kan åbenbart virke provokerende.
Klassisk klassekamp (økonomisk funderet) spiller også en rolle - men de samfund de ønsker at sætte i stedet (Kalifatet) rummer ikke særlige garantier om social retfærdighed - i modsætning til eksempelvis Ny Testamente.
Det er nu ikke kun islamister der griber til selvmordsaktioner - det gør kristne såmænd også hvis desperationen er tilstrækkelig stor.
Arkadiklostret på Kreta er en sådan manifestation, hvor knap 900 kretensere, og 1500 tyrkere mistede livet i 1866.
Tyrkerne havde belejret klostret og efter et artilleriangreb brød de klosterporten ned - den græske kommandant Konstantinos Giaboudakis antændte herefter krudtdepotet, der eksploderede.
Man kan sige at eksplosionen gav genlyd i Europa, idet stormagterne nu begyndte at interessere sig for forholdene for den undertrykte kretensiske befolkning.
http://en.wikipedia.org/wiki/Arkadi_Monastery
Gorm,
På en eller anden måde føler jeg at du overser at langt størstedelen af alle selvmordsangreb sker i de islamiske lande, som et redskab i en intern magtkamp eller som kampform mod en teknologisk overlegen besættelsesmagt… her tror jeg ikke palæstinasagen spiller den store rolle.
PS. Jeg føler mig rimelig bibelstærk. Hvor i dnt sikres den sociale retfærdighed - ud over opfordringen til at give almisser.
Hvis jeg skal skelne mellem “social retfærdighed” og at “give almisser” har vi begge et problem.
Er skattebetaling at give almisser ?
Hvis der med almisse forstås noget man ustraffet kan vælge ikke at give, var det ikke almisser, men social retfærdighed Jesus forkyndte.
Det mest direkte og aggressive angreb på kapitalisme og udbytning af markarbejdere finder man imidlertid i Jakobsbrevet (Jakob var bror til Jesus og fungerede som leder af menigheden i Jerusalem). Det er ikke Jesus-ord, men det har været en del af Ny Testamente lige fra starten. Her tales om at kapitalisterne vil blive ført til slagtebænken.
Er skattebetaling at give almisser?
…med almisse følger fornedrelse.
Og så ved jeg godt at liberalister taler taler om slavesind i velfærdsstaten, men omtalte slavesind er så absolut også en del af vores arbejdsmoral, uden at vi af den grund behøver at føle os fornedret af vores arbejde.
På mange punkter synes jeg, at cand.mag. i historie og samfundsfag Mikkel W. Kaagaard her gør sig nogle interessante betragtninger, men som de kommer til udtryk her i artiklen fremstår de alligevel noget usammenhængende, og flere af konklusionerne fremstår decideret løsrevne i forhold til konteksten.
Det er givet vis en rigtig beskrivelse af virkeligheden, når Kaagaard nævner, at det etniske tilhørsforhold er emotionelt og til tider irrationelt. Men værd at tilføje er, at dette i sig selv ikke behøver at anspore den enkelte til selvmordsterrorisme som en væsentlig faktor, hvis overhovedet. Når Kaagaard finder anledning til at nævne Irak som et eksempel på et land, hvor civilbefolkningen har været udsat for grusomme overgreb, så er dette isoleret set rigtigt nok, men samtidig en meget ufuldstændig forklaring. For ofrene i de periodevis hæsligt borgerkrigslignende tilstande efter invasionen som reaktion på Iraks angreb på Kuwait, har ikke været på tværs af etnicitet, men derimod resultatet af konflikter mellem en sunni og shia fortolkning af islam - og er det fortsat.
Endvidere at forklare selvmordsterrorisme som et forsvar for den etniske gruppe mod en valid eksistentiel trussel, er ganske enkelt en fatalt forfejlet konklusion, lige som betragtningen om, at vi nødvendigvis bør tage selvmordsterroristerne alvorligt, når det gælder den politiske motivation. Alene påpegningen af, at martyrdyrkelsen slører bevidstheden om det personlige offer, indikerer jo i sig selv, at man mere leder efter en bekvem anledning til, frem for nærmere at beskrive en dybere liggende grund bag handlingen. Men om ikke andet, afspejler det da desperationen, håbløsheden og værditabet.
Det forhold, at der i artiklen ikke skelnes nævneværdigt mellem selvmordsaktioner foretaget i forbindelse med kamphandlinger og så selvmordsterrorisme rettet mod civile, mener jeg er en noget urovækkende fejlslutning - ud fra alle de værdier, som de fleste af os tilslutter sig. Og jeg ser det faktisk som en indikation på, at Kaagaard mere søger forklaringer end egentlige årsagssammenhænge.
Som Hans Magnus Enzensberger så fremragende har udtryk det, så møder vi ved det islamistisk motiverede selvmordsterrorisme alle de de karakteristika, der er tilstrækkelig kendte fra andre sammenhænge (og dét er værd at påpege), nemlig den samme fortvivlelse over ens egen fiasko, den samme søgen efter syndebukke, det samme realitetstab, den samme hævntrang, de samme maskuline vrangforestillinger, den samme kompensatoriske overlegenhedsfølelse, fusionen mellem ødelæggelse og selvødelæggelse og det tvangsmæssige ønske om at blive herre over de andres liv og ens egen død ved at eskalere skrækken.
Selvmordsanslaget udøver en uimodståelig tiltrækningskraft på den personprofil, som Enzensberger kalder den radikale taber; for det giver selvmordsterroristen mulighed for at udleve sine storhedsfantasier såvel som sit selvhad. Man kan på ingen måde bebrejde ham for fejhed (selv om man ikke skal undervurdere det pres, som visse selvmordsterrorister også kan udsættes for internt blandt tilsyneladende ligesindede). Det mod, der udmærker ham, er fortvivlelsens mod. Hans triumf består i, at man hverken kan bekæmpe eller straffe ham, det sørger han selv for. At han ikke bare udsletter andre, men også sig selv, er hans sidste tilfredsstillelse, et ønske, som al-Qaedas tilståelsesvideo efter anslagene i Madrid i marts 2004 udtrykker i al tydelighed: »I elsker livet, vi elsker døden, og derfor vil vi sejre. Således kan selvmordsaktioner paradoksalt nok repræsentere en drivkraft for kollektiv og individuel selvopholdelsesdrift, men kun for grupperinger i et i forvejen dybt fald. Og disse grupperingers vrangforestillinger iklædt politiske analyse af fortid og nutid giver jeg intet for. Måske er der i virkeligheden ikke så meget at komme efter.
Store dele af verdens muslimske samfund er dybt splittede i deres indre og rystet af nationale og sociale konflikter, og dér repræsenterer også islamismens ideologi for så vidt et ideelt middel til en vanartet form for mobilisering, eftersom det lykkes den at svøbe sig ind i religiøse, politiske og sociale bevæggrunde og fremme allehånde vrangforstillinger og konspirationer som motivation for udøvelse af selvmordsterrorisme. Heller ikke at undervurdere er det forhold, at en del af de despotiske og korrupte regimer, som flertallet af verdens muslimer lever i, faktisk kan have en vis interesse i at lade især de ultrareligiøse samfund markedsføre Vesten som en aggressor, der skal bekæmpes i Afghanistan - og ikke hjemme hos dem selv.
Når Kaagaard så endelig påpeger, at antallet af selvmordsangreb steg eksplosivt, globalt set, efter invasionen af Irak og Afghanistan og således mener at vi Vesten har et ansvar for at skrue radikaliseringsprocessen tilbage og ikke selv bidrage til terroristernes fødekæde, så ser jeg faktisk ikke, at denne konklusion holder som den eneste.
På et punkt har artiklens forfatter dog ganske ret, idet selvmord som angrebsvåben ikke udelukkende er en islamistisk opfindelse; eller som en af Francos generaler udtrykte sig i oktober 1936 i Salamanca: »Viva la muerte! Abajo la inteligencia!«
En noget ringe trøst, kunne man mene.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Johannes Aagaard:
Jeg tror du misforstår noget. Den etniske eksistenstrussel behøver ikke at VÆRE valid. Den skal bare opfattes som sådan af selvmordsangriberen.
Jeg er enig i at islamistisk terror er politik i religiøs indpakning, og at det altså ikke er religionen som sådan, der er hovedproblemet.
Men det fragår jo ikke, at religionen rent faktisk kan misbruges på denne måde. Det kan den først og fremmest på grund af en bestemt religiøs forestilling, der er knyttet til de fleste religioner: Forestillingen om, at “evigt liv” betyder at man helt bogstaveligt lever videre efter døden, altså med den samme individuelle identitet.
Det er specielt denne forestilling, der kan misbruges politisk, og ofte er blevet det. Men da det netop er en forestilling, der findes inden for mange religioner, mener jeg det er forkert at fokusere på islam, selv om det aktuelt mest er islamistiske organisationer, der udnytter det.
Jeg er selv religiøs, men har en anden fortolkning af meningen med “evigt liv”. Det er dog netop ikke blot et spørgsmål om den enkeltes fortolkning af religionen. Så længe de fleste religiøse ligger under for den naive fortolkning af “evigt liv” er der behov for religionskritik.
Det er helt rigtigt set Troels. Jeg vil mene, at vi alle er motiveret af vores analyser, opfattelser af situationen og det vi oplever som erfaringer. Uanset om vi objektivt har fat i den lange ende eller ej. De fleste nazister var overbeviste om at jøderne stod bag alvorlige forbrydelser og de fleste amerikanere var overbeviste om at Saddam Hussein samarbejdede med al-Qaeda osv osv. Det har været afgørende for amerikanernes holdning til Irak-krigen og for nazisternes holdning til jøder. Og det har herefter været afgørende for handlinger. Eksempelvis en amerikaners beslutning om at melde sig frivilligt til krigstjeneste.
I dette tilfælde er der for langt de fleste selvmordsterrorister og tilhængere af selvmordsterrorisme tale om personlige erfaringer med krig, borgerkrig, menneskerettighedskrænkelser osv. Disse er reelle. Men det har stor betydning hvilken kontekst disse oplevelser placeres i. De udøvende organisationer tilbyder en politisk analyse, en fortolkningsramme. Hvem truer os? Hvad er deres mål? Hvad kan vi forvente i fremtiden hvis vi ikke slår igen? Osv.
Helt generelt er min vurdering, at de udøvende organisationers analyser bygger på en blanding af objektivt korrekte og objektivt tvivlsomme/forkerte opfattelser. Og hvis vi i Vesten giver organisationerne for mange reelle og rimelige kritikpunkter, så bliver det også lettere for organisationerne at smide et par fordrejede og løgnagtige påstande oven i bunken. Men det er sådan set en anden diskussion end den der handler om at forstå fænomenet selvmordsterrorisme.
@ Troels Ken Pedersen,
Det var såmænd helt bevidst, at jeg tilføjede en krav om validitet af det, vi kan kalde den etniske eksistenstrussel - for jeg anerkender ikke Kaagaards præmis. Og det afspejler min overbevisning om rigtigheden af et retssamfund, mens jeg forkaster de vrangforestillinger, der ligger til grund for selvmordsterrorisme.
Sagt lidt skarpt anerkender jeg ikke, modsat artiklens forfatter, selvmordsterrorisme som politisk udtryksmiddel.
Mikkel Kaagard skriver:
“Det er mere end noget andet den konkrete trussel mod en befolknings eksistens som etnisk gruppe med tilknytning til et geografisk område, der udløser dette ekstreme fænomen”.
Hvad angår Irak, så synes jeg det er en meget underlig konklussion, især i lyset af at de fleste selvmordsangreb blev foretaget af Al Qaeda og deres støtter. Er Al Qaeda en undertrygt etnisk gruppe i Irak og med tilknytning et et specifikt geografisk område i landet?
‘De islamistiske organisationer er politiske organisationer i religiøs indpakning’. Vrøvl! Lige som mange af kommentarerne. Venstreorienterede udlægninger for at undskylde religionen islam og dens outrerede udskejelser. Siden hvornår er nogle af Informations læsere blevet religiøse apologeter?
I islam skelner man ikke mellem politik og religion. Religionen er det altfavnende element, der styrer mennesket og samfundet. Mange muslimer er kommet under et gevaldigt pres p.g.a. globaliseringen og informationsteknologiens fremmarch, som forbindes med Vesten, og som er en direkte udfordring til det liv ummaen bør leve. Samtidig, og på grund deraf, har vi de sidste 40 år set en islamisk vækkelse og fundamentalisering.
Dette er ikke nyt. Problemet er at medierne eller politikkerne ønsker at gøre folk opmærksomme om bevæggrundene bag terrorisme. Det er lettere for den almindelige borger at pege fingre og kalde det irrationel handling for man ønsker selvfølgelig ikke at sætte sig ind i at disse mennesker lever i elendighed og en pres der ville få enhver til at blive skør. Her er det ikke fordi at spørgsmål om skyld ikke er vigtigt, lige ledes det faktum at terrorisme etisk og moralsk er forkasteligt. Hvis tanken er at stoppe disse individer at udfører sådanne handlinger må vi begynde at forstå deres bevæggrunde og ændre på de elementer der starter gnisten hos dem.
Men Mikkel W. Kaagaard får i i hvert fald min anbefaling for sin tekst.
- Arash
Et yderst vigtigt indlaeg, stor tak til Kaagaard.
Lad os haabe der er nogen der lytter.
Rystende læsning…
Det er jo nærmest banalt at fremføre, at vi alle er motiveret af vores analyser, opfattelser af situationen og det vi oplever som erfaringer, hvorfor selvmordsterroristen således også tillægges denne egenskab i sine overvejelser.
Nøjagtigt som det er banalt at fremføre, at selvmordsterroristen også er omfattet af gestaltlove og perceptionsprocesser.
Vi i Vesten giver langt overvejende ikke selvmordsterroristernes, eller de organiseringer, som motiverer dem, valide bevæggrunde hen mod selvmordsaktioner.