Luften er tyk af traditionens tyngde, men det hvidkalkede rum i Kødbyen sitrer samtidig af ungdommelig energi. I et totalt udblokket lokale tæver fire ynglinge løs på deres instrumenter, som om der ikke var en morgendag. Og det er der selvfølgelig heller ikke, når man spiller punk.
Over publikum genoplives den efterhånden totalforbudte fornøjelse at crowdsurfe her eksekveret af yngre individer, mens den lokale kunstscene, hipstere, musikbranche og andet godtfolk holder sig på lidt sikrere afstand.
Den danske kvartet Ice- age spiller op til pladereception, og det er et vidt udsnit af den kreative klasse og andet kravl fra kunst og kultur, som er mødt op for at høre dansk punkmusik definitivt genrejse sig.
Og Iceage ankommer med stor kækhed. Annoncerer et nyt forår i dansk musik med albumdebuten og ikke mindst titlen New Brigade. Vel at mærke et sort forår uden fremtid.
Og de kommer anstigende med ungdommens hovmod og utålmodighed intakt. Forsanger og guitarist Elias samt bassist Jakob er 18 år, mens trommeslageren Dan og guitaristen Johan er 19, og de sprinter gennem stort set alle numre på omkring to minutter.
Så New Brigade varer lidt over 24 minutter. På den tid når vi 12 numre, og vi når at få indblik i et ætsende energisk univers, et trykkammer, som viderebringes uden overdubs, altså 100 procent live-spillet. Det destillerede resultat af fem dages indspilning og mixning.
Her er både reminiscenser af punk, men også post-punk, især Joy Division, og det hele emmer af et intenst og sammenspillet band (hvilket bekræftes live) uden de store narcissistiske behov for at lire unødigt på hverken det ene eller andet instrument. Men alligevel drevet mod en udforskning af formen. I de intenst kompakte produktioner kan man høre et band, der på alle poster tæsker muligheder frem i punken.
Det er ikke bare proto-rock spillet af fummelfingrede teenagere, det er skabeloner til nyopbrudt punk. Og der bliver både fundet glitrende glasskår i guitaren, rytmisk råstyrke og melodiøse finter i sange, man af og til kan skråle med på.
Opgør med ny-hippierne
Punk har i mange år været henvist til undergrunden, uden at gøre afgørende væsen af sig som andet end en ærværdig kulturfaktor. Men musikkens cykliske natur fornægter sig ikke, og med Iceages komme viser punken pludselig nye ekstatiske veje ind i sortsynet.
Den generation af danske musikere, der rejste sig op igennem 00erne og rystede politisk korruption, åndelig forarmelse og kapitalistisk smålighed af sig med højtstræbende, spirituelle sange til noget højere og mere renfærdigt i tilværelsen, står nu over for en ung energisk udfordrer, der i stedet dyrker punkens lysfælder og vredens beruselse.
Choir of Young Believers, Efterklang, Le Fiasko, Chimes and Bells, Slaraffenland og Jong Pangs indiesalmer og deres rigt facetterede og ofte freakede neo-folklore, der har åbnet nye horisonter i dansk musikalsk åndsliv, bliver modsagt af Iceage, som i stedet transmitterer udmattelsen og desillusionen i vores politiske og åndelige klima.
Den beåndede kamp mod borgerlig materialisme og åndsforsnævring, som lå implicit i førnævnte danske bands arbejde og også ovre i New Weird America med mesterlige bands som Animal Collective, Grizzly Bear og Gang Gang Dance synes at være en tabt kamp i Ice- ages optik. Det flower power-lignende og -klingende kulturelle oprør har ikke ændret den politiske situation synderligt. I stedet skal det hele rives ned.
»Never trust a hippie«, som det lød med vanlig høflighed fra Sex Pistols. Efter blomsterne kommer sikkerhedsnålene. Gennem kinder og indie-salmebøger. Horisonten er blevet snøret sammen og smidt i en nittebeklædt lædersæk med hanekam. Og klaustrofobien avler et nyt modtryk, en ny sort energi.
Nu er det så ikke, fordi Iceage beklager, at COP15 blev en fuser, eller eksplicit væmmes ved, hvor sølle Løkke er. Men en ny rå energi raser mod det beståendes ynkelighed. Så på New Brigade kollapser bygninger, jeget drukner i spyt og frygt, og omgivelserne er meningsløse.
Ingen fremtid, for altid
Men der er alligevel også lys og håb. Ordene holy og light figurerer oftere end spit og fear. Og der er noget at tro på: »This is a bloodpath/ Betrayal is a sin/ Pointlessness in surroundings/ Cannot ruin things«. Og »I keep myself within/ This long and holy night«.
Og en nyformulering af No future viser sig i pressemeddelelsen, hvor vennen Loke udtaler, at ungdom er »en overbevisning Iceage klynger sig til og sværger aldrig at forråde med al den angst, klaustrofobi og umiddelbarhed, der følger med«. Og han pointerer, »at lige netop derfor vil det være forkert at spå Iceage en stor fremtid, men derimod håbe at de må have ingen fremtid, for altid«.
Man skal være mere end almindelig snæversynet for at kunne blive forarget over punk i dag, og den demografiske sammensætning ved Kødbyens pladereception indikerede også en helt anderledes salonfähig tiltrækningskraft i 2011 kontra punkens skelsår 1977.
Iceage er dyppet i matsort raseri, og midt i en finanskrise rammer de en anderledes desperat tidsånd. Og, nå ja, så er New Brigade et validt musikalsk udtryk og en solidt spruttende debut. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på Sods historiske danske punk- udbrud og hvad det senere under navnet Sort Sol førte til af formsprængende eksperimenter.
Jeg forestiller mig, at det vil blive tiltagende interessant at følge teenagerne udforske deres ungdom yderligere og måske finde ud af, hvordan man slår nye buler eller deciderede huller i punken.
De fire knøse er uanset hvad på vej mod den fraværende fremtid i fuld spurt. Ikke ulig samfundet.
Iceage: New Brigade (Tambourhinoceros & Escho/Playground)
Iceage Hullet, Kødbyen, Kbh., 8. januar
Kommentarer