Tunesien - et mafiøst diktatur

I fire uger har politisk og social revolte skyllet hen over Tunesien. Den voldelige undertrykkelse, som har kostet snesevis af menneskeliv, vidner om, hvor truet på sin overlevelse Ben Alis regime har følt sig. Det samme gør præsidentens hidtil uhørte tilbud om ikke at genopstille ved valget i 2014. (Præsident Ben Ali flygtede i fredags ud af landet, red.)

Men det tunesiske folks mobilisering og vedholdende modstand burde også give meningsdannere og politiske repræsentanter i Europa i almindelighed og i Frankrig i særdeleshed anledning til for en gangs skyld at åbne deres øjne for den tunesiske virkelighed. De bør gøre op med det fordrejede syn på Tunesien, som i mere end 20 år har nydt udbredelse, næret af regimet selv og dets ikke så få franske sympatisører.

Diktatur og svigt

Konkret drejer det sig om følgende forfejlede opfattelser:

Første fejlopfattelse: ‘Det tunesiske regime er ganske vist ikke noget perfekt demokrati, men det er heller ikke et diktatur, blot et autoritært regime.’ Den opfattelse er aldeles ukorrekt. De begivenheder, som nu er under udvikling bør være tilstrækkeligt bevis for alle dem, der ikke før ville tro det: Det tunesiske regime er i høj grad et diktatur og en politistat af værste mafiøse skuffe. Ben Ali i Kartago var som Al Capone i Det Hvide Hus.

Anden fejlopfattelse: ‘Landet skylder Ben Ali sit økonomiske mirakel’. Forkert! Den relative velstand i 1990’ernes Tunesien må snarere tilskrives de tre foregående årtier under præsident Bourguiba, som var kendetegnet ved massiv investering i uddannelse, familie- planlægning og etableringen af en sund markedsøkonomi, der blev i stand til at præstere årlige vækstrater på syv procent.

Denne gunstige situation overtog Ben Ali. 20 år senere havde han forvandlet den til en korruptionsøkonomi, hvis destruktive, mafiøse forgreninger er åbenlyse for enhver. Efter ‘miraklet’ fulgte den sociale fortvivlelse.

Rettighedskrænkelser

Tredje fejlopfattelse: ‘Ben Ali har udryddet den islamistiske fare. Ved ikke at understøtte ham ville Europa løbe en for risiko for at se et Taleban-lignende styre komme til magten ved det sydlige Middelhav’, som Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, hævdede i 2008.

I realiteten har Ben Ali - med enorme omkostninger i form af omfattende menneskeretskrænkelser - gjort det af med et konservativt og borgerligt islamistparti, Ennadha, som ideologisk befandt sig milevidt fra enhver voldelig jihadisme. Hvad angår de aktuelle politiske uroligheder er ‘de skæggede’ fuldkommen usynlige, hvilket også de sekulære slagord, som demonstranterne råber, er vidnesbyrd om.

Fjerde fejlopfattelse: ‘Der findes ingen troværdig opposition. Tunesiens opposition er svag, splittet og afmægtig.’

De, som har levet eller lever under et diktatorisk regime, ved udmærket, at en rigtig opposition kun kan eksistere i et demokrati, og at der i et diktatur højst kan være tale om en modstandsbevægelse, civil eller bevæbnet.

Ben Ali, som tre gange blev ‘valgt’ og ‘genvalgt’ med over 90 procent af stemmerne, organiserede derfor sin egen ‘opposition’ for et syns skyld, alt imens han lod de hundredvis af modige mænd og kvinder, som satte sig til modværge imod en af regionens mest perverterede undertrykkelsesapparater, fængsle og tortere.

Femte fejlopfattelse foreligger som et påtaget naivt spørgsmål: ‘Jamen, hvilket alternativ findes der da til Ben Ali?’

Tænk, hvis en tuneser stillede samme spørgsmål til en franskmand: ‘Jamen, hvilket alternativ findes der da til Sarkozy?’ Svaret ville give sig selv: Den person, som franskmændene udpeger ved et præsidentvalg.

Ganske det samme svar må en tuneser give til sin franske ven: Den, som efterfølger Ben Ali, vil blive den person, som det tunesiske folk udpeger ved frie og gennemsigtige demokratiske valg. Hvem i alverden har sagt, at vi skulle være fordømt til at leve under et diktatur til evig tid?

Ingen stabilitetsgaranti

Alt for længe har Ben Ali været fremstillet som en garant for stabilitet i Tunesien. Siden revolten, som har grebet hele landet, begyndte, er han blevet den afgørende faktor til ustabilitet, og alene hans afgang vil kunne dæmpe gemytterne. Den offentlige mening i Europa og Frankrigs politiske ledere må åbne øjnene for den tunesiske magts sande natur. I modsat fald vil der være stor risiko for, at Frankrig taber den sympatikapital, det stadig nyder godt af i Tunesien. Dermed vil Frankrig også fortabe muligheden for at spille en rolle i den fredelige overgang til demokrati og retsstat og for at kunne deltage i skabelsen af et stabilt og fremgangsrigt euro- mediterrant rum, der deler de samme demokratiske værdier.

Moncef Marzouki er doktor i neurologi ved Strasbourg Universitet og en af Tunesiens mest markante oppositionspolitikere.

© Le Monde og Information Oversat af Niels Ivar Larsen