'Italien er blevet reduceret til et horehus'

Fra ruffer til slutbruger. Sådan ser forløbet ud, hvis man betragter Silvio Berlusconis løbebane fra en kropsøkonomisk synsvinkel.

Større billede

Betegnelsen ’slutbruger’ anvendte Berlusconis advokat, da han i foråret 2009 forsvarede den italienske ministerpræsident mod beskyldninger om udnyttelse af prostituerede. Italiensk lovgivning taler ganske vist kun om slutbrugere i forbindelse med brændstoftyveri og narkokriminalitet, aldrig når det vedrører mennesker, men en telefonaflytning fra 1986 dokumenterer, hvordan forretningsmanden Berlusconi indyndede sig hos datidens politiske magthaver ved at skaffe villige piger, og de seneste aflytninger afslører et netværk af personer, der forsyner ministerpræsidenten med frisk kød:

»Pigerne klæder sig af og går efter tur eller i grupper på to eller tre hen til ministerpræsidenten, som sidder på en sofa, og så indtager de en provokerende eller sågar vulgær attitude med kys og kærtegn,« fortæller et af vidnerne i den efterforskning, som i denne uge kom til offentlighedens kendskab.

I en aflyttet telefonsamtale siger en anden kvindelig gæst: »Faktisk skriver aviserne overhovedet ikke hele sandheden. Selv når de massakrerer ham. Det er meget værre, meget mere trist.«

Den første og hidtil eneste, der har fortalt offentligheden om de melankolske aftenselskaber hos Berlusconi, er Patrizia D’Addario:
»Jeg gjorde det i desperation, jeg var ikke på jagt efter succes eller mange penge. Jeg havde ingen intentioner om at afpresse nogen. Jeg var blevet indkaldt til forhør af en undersøgelsesdommer, og siden har mit liv været et helvede,« siger Patrizia D’Addario til Information over telefonen fra Bari.
Den 43-årig escortpige blev rekrutteret af en forretningsmand, som ville gøre et godt indtryk på Berlusconi. I november 2008 overnattede hun hos ministerpræsidenten:

»Skulle jeg have løjet ligesom de andre? Skulle jeg have løjet over for dommerne? Det, som i disse dage kommer frem om denne herre, er et endnu stærkere bevis på det, som jeg har sagt.«

Upopulært vidne

Da Patrizia D’Addarios far begik selvmord, begyndte hun at prostituere sig for at realisere hans drøm om at bygge et hotel. Det førte hende til Berlusconi, som efter planen skulle have hjulpet hende, men han holdt ikke sit løfte.

Nu er hun mærket af mødet med offentligheden:

»Jeg er den eneste, der har sagt sandheden. I modsætning til alle de andre, som helt sikkert har forbedret deres økonomiske situation. Ved at svine mig til har de opnået penge og tjenester. Da det skete, var min datter 14 år. For at beskytte hende var jeg nødt til at sende hende på kostskole. Min datter har mistet tilliden til mig, for det er ikke rart at blive sendt væk. Det går rigtig skidt for mig,« siger D’Addario.

Siden afsløringerne har hun været udsat for trusler, indbrud og voldtægtsforsøg:

»Jeg risikerede mit liv. Men jeg er ikke bange, det har jeg bevist. Jeg håber, at hele sandheden kommer frem nu, og at alle de piger, som har taget sig betalt for at tie, begynder at snakke. De har også tjent på at lyve om mig. På den måde kunne de sikre sig nye invitationer og poser med 10.000 euro.«

Tilbageskridt

Ifølge politologen Pierfranco Pellizzetti har ’berlusconismen’ medført store kønspolitiske tilbageskridt:

»Årtiers feminisme og lidenskabelige diskussioner om kvindefrigørelse synes at have været forgæves. Kvinden er helgeninde, hvis alt foregår inden for hjemmets fire vægge, velsignet af ægteskabets institution og fejret af Romerkirken, og luder i alle andre tilfælde,« skriver Pellizzetti, politisk kommentator ved avisen Il Fatto Quotidiano, og opsummerer ideologiens grundbestanddele:

»Tøj, escortpiger og tilholdssteder. Alt står i praleriets tegn. Det er manglen på elegance, der stiller sig til skue med tydelige prisskilte.«

I en telefonaflytning betegner en af de piger, der har frekventeret Berlusconis fester, ministerpræsidenten som sin »indtægtskilde«:

»Jeg iagttager pigerne, som i disse dage går ind og ud af retsbygningen: De bærer mærkevaretasker så store som kufferter, dyre sko fra Manolo Blahnik, kæmpestore solbriller, der koster det samme som at leje en lejlighed. Og for at få dette tilbringer de natten klædt ud som sygeplejersker, der lader som om de giver indsprøjtninger, og lader sig kneppe af en gammel milliardær, som er besat af sin virilitet. Og hvorfor tror de, at en taske fra ­Louis Vuitton på armen og en chauffør som Lele Mora (tv-agent og Berlusconis nære ven, som nu er anklaget for rufferi, red.) er lykken?« spørger chefredaktøren for avisen L’Unità, Concita De Gregorio, og svarer selv:

»Det tror de, fordi det har de set og hørt, at det tilbyder det forbillede, som er ved magten, magtens tv-stationer og deres frontfigurer, kvindelige politikere, der er blevet udvalgt på grund af deres evner som elskerinder, tv-starletter, der får ansvar for ministerier. Afgrunden er ikke politisk, den er kulturel. Det er manglen på uddannelse, kultur, bevidsthed og værdighed. Og manglen på et mere overbevisende alternativ.«

Symbolsk vold

Hvis populærkulturen afspejler tidsånden, tumler italienerne med nogle svære spørgsmål:

»Hvorfor arbejde på et callcenter, når jeg kan give blowjobs på Sardinien? Hvorfor lære at bruge konjunktiv, når jeg er så god til at åbne røven?« spørges der i popmelodien »Escort 25« fra 2010.

Dokumentarfilm som Videocracy og Il Corpo delle donne (Kvindernes krop) beskriver, hvordan stripklubbens æstetik er blevet dominerende under Berlusconi.

Politologen Giovanni Sartori har beskrevet Berlusconis styre som »et sultanat«, hvor sammenblandingen af politik, mediemagt og underholdning udsætter sind og krop for, hvad sociologen Pierre Bourdieu ville kalde »symbolsk vold«: »En stille, umærkelig vold, usynlig selv for dens ofre, og som hovedsageligt udøves ad de rent symbolske veje for kommunikationen og erkendelsen eller mere præcist for miskendelsen, anerkendelsen, eller i sidste instans for følelserne,« skriver Bourdieu i den kønsteoretiske klassiker Den maskuline dominans.

»Kvindernes mobilisering har været decideret svag, hvis man ser på, hvad der er kommet frem siden Noemi-sagen,« påpeger politologen Piero Ignazi i ugemagasinet L’espresso med henvisning til afsløringen af Berlusconis forhold til den 17-årige Noemi Letizia i april 2009, som fik ministerpræsidentens kone til at betegne sin mand som »syg« og kræve skilsmisse straks.

Berlusconi i frit fald

Nu beskyldes Berlusconi for at have udnyttet en prostitueret af marokkansk oprindelse, Karima El Mahroug, som var mindreårig, da hun besøgte ministerpræsidenten 13 gange i 2010. Men afsløringerne har ikke udløst store protester:

»Hvor er I, piger? Bedstemødre, mødre og døtre, hvor er I? Kvinder fra højre- og venstrefløjen, rige og fattige, fra nord og syd, frie og ligestillede kvinder, der er døtre af en tid, som andre kvinder før jer har gjort rig på muligheder, hvor er I? Tror I virkelig, I kan trække på skuldrene og sige, at det ikke kommer jer ved? Det store spørgsmål, som plager Italien, er ikke, hvad Silvio B. gør, men hvorfor han gør det,« skriver Concita De Gregorio og tilføjer:

»Det egentlige spørgsmål er, hvorfor italienerne og de italienske kvinder lader ham gøre det. Problemet er ikke ham, det er jer!«

I de offentliggjorte telefonaflytninger sammenligner Karima El Mahroug sig med Noemi Letizia (»Noemi var eleven, jeg er røven,« siger hun) og bekender, at Berlusconi har lovet hende fem millioner euro for at benægte alt.

Onsdag aften forklarede hun på en af ministerpræsidentens tv-kanaler, at han blot havde lyttet til hendes problemer og hjulpet hende økonomisk.
Patrizia D’Addario er derimod uønsket på italiensk tv.

»Den politiske forbrydelse, som er blevet begået, er tomrummet, det frie fald mod den æterbårne middelalder, endelig er Italien blevet reduceret til et horehus,« konkluderer Concita De Gregorio med henvisning til Dantes berømte vers:

Du trælbundne Italien,
smertens herberg,
du førerløse skib for vind og vove, et horehus,
og ikke landes dronning