ITALIENERE HAR PROBLEMER med bogstavet h. Når de siger det engelske ord hardcore, kommer det til at lyde som ‘arcore’, som er navnet på Silvio Berlusconis hjemby. Derfor har den italienske ministerpræsident fået øgenavnet ‘Kavaleren af hardcore’, hvilket han ifølge de seneste afsløringer i pressen lever strålende op til. Det har længe været en kendt sag, at Berlusconi er storforbruger af kvinder. På den måde adskiller han sig ikke fra alle de magtfulde mænd gennem tiderne, der har udnyttet de erotiske muligheder, magt giver.
Er forargelsen over Berlusconis udskejelser så udtryk for hyklerisk misundelse? Nej, for Berlusconi har 1) altid brugt sin egen person som politisk salgsvare, 2) baseret sin familiepolitik på den katolske kirkes anbefalinger, 3) gjort sig skyldig i strafbare forhold ved at udnytte en mindreårig prostitueret og derefter forsøge at afspore politiets efterforskning. Desuden gør hans levevis ham sårbar over for afpresningsforsøg, hvilket er uacceptabelt for regeringslederen i Europas fjerdestørste økonomi. Sexskandalen er blot et symptom på, at Berlusconi repræsenterer et stort politisk og moralsk problem for Italien og Europa.
LIGE FRA STARTEN har Berlusconi været en ydmygelse af den italienske stat. Han har begået skattesvig, regnskabssvindel og bestukket vidner og statslige funktionærer, men er ikke endt i fængsel, fordi han har forkortet sagernes forældelsesfrister og ændret retsplejeloven. Berlusconi er en katastrofe for staten, fordi hans dobbelt-rolle som regeringsleder og ejer af en af landets største virksomheder ødelægger den frie konkurrence, og fordi han utallige gange har brudt de love, der regulerer samfundets mest følsomme sektor; økonomien.
I historisk forstand er det fastslået, at Berlusconis parti opstod på baggrund af forhandlinger mellem dele af statsapparatet og den sicilianske mafia. Der er retsafgørelser, som understøtter denne hypotese, men i mangel af sikre beviser er der ikke afsagt domme. På baggrund af nye vidneudsagn har anklagemyndigheden i Firenze genåbnet efterforskningen af Berlusconis indblanding i mafiaens bombeattentater i 1993. Trods denne atmosfære af lovløshed har Berlusconi ikke fremmedgjort de vælgere, der har bragt ham til magten. Derfor fremstår Italien som et historisk enestående eksempel på en stat, der har overlevet sin egen ydmygelse.
I AVISER, KULØRTE BLADE, radioen, på nettet og navnlig på tv fortæller Berlusconi nu italienerne en alternativ historie om, at han blot har bedrevet uformel velgørenhed for ubemidlede kvinder. I sidste uge henvendte han sig to gange til folket med enetaler på tv. Billederne var på flere måder et deja-vu: Iscenesættelsen var en næsten eksakt kopi af den tale, hvormed Berlusconi i 1994 meddelte, at han ville »gå på banen«, mens omstændighederne mindede mere om Ben Alis tale til det tunesiske folk inden flugten. Da Berlusconis politiske beskytter og mentor, Bettino Craxi, flygtede fra Italien efter flere domme for korruption, slog han sig ned hos netop Ben Ali, som også er Berlusconis samarbejdspartner.
I modsætning til den tunesiske diktator har Berlusconi dog ikke tænkt sig at slippe grebet om magten, men optrapper tværtimod konflikten med retsvæsnet. Anklagemyndigheden i Milano, som har efterforsket en kreds af personer, der rekrutterer prostituerede til regeringslederens fester, »skal straffes«, sagde han og kritiserede politiets effektive efterforskning.
Pavens ord om, at »samfundet og de offentlige institutioner må genfinde deres sjæl og moralske og spirituelle rødder«, tolkes dog som et tegn på, at kirken efterhånden er indstillet på et magtskifte i Italien.
BERLUSCONI REPRÆSENTERER en postdemokratisk strømning, som ikke kan acceptere politisk og juridisk ligestilling i principiel forstand, hvis det også bliver til praktisk virkelighed. Derfor vil han skrive privilegierne ind i forfatningen og give de privilegerede kasters samfund juridisk form ved at underkaste den dømmende magt politisk kontrol.
I sin seneste tv-tale stillede Berlusconi eksplicit sin egen straffrihed som betingelse for retsvæsnets autonomi og prætenderede, at hans ord former italienernes virkelighed. Hans nytotalitære projekt går ud på at fratage borgerne de sociale, materielle og kulturelle forudsætninger for, at de kan gøre deres autonomi gældende. Foragten for kendsgerninger tømmer den politiske debat for sagligt indhold og reducerer borgerne til magtesløse beundrere af ‘viljen til magt’.
Den nuværende situationen indeholder to faremomenter: Konflikten mellem ministerpræsidenten og retsvæsnet kan medføre, at Italien må fortsætte med en handlingslammet regering, eller at italienerne om kort tid igen skal stemme for eller imod Berlusconi. Begge dele er risikabelt på grund af den økonomiske krise. Den eneste udvej er, at et bredt flertal i det italienske parlament benytter sexskandalen som påskud for omsider at rejse en høj mur mellem kavaleren og demokratiets institutioner.
Kommentarer
Realiteten er, at Italien siden 2.verdenskrigs afslutning har været et godt , ubrudt eksempel på dårlig regeringsførelse og politisk yderst ulækre forhold.
Berlusconi -tiden er desværre hverken værre eller bedre end en række andre perioder i det italienske demokratis historisk set korte periode.
Italienere er gjort af et besynderligt stof - de er drøn sympatiske , kultiverede , høflige og samtidigt politisk set aldeles amoralske.
Kære Robert Kroll,
Dine overvejelser minder mig om den konservative politiker Ole Bjørn Kraft, der efter at have rejst rundt i Italien under Mussolini skrev, at fascismen var noget skidt, men passede godt til »italienersindet«. Den republikanske forfatning fra 1948 er et eksempel på, at ikke alt har været skidt i Italien siden 2. verdenskrig, og det er den, Berlusconis modstandere kæmper for. At alle italienere er høflige, men politisk amoralske, er noget sludder.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære Mads Freese.
Ole Bjørn Kraft var da vist været en værre én ( moralsk oprustning o s v?) .
Men italienere er nu ikke helt “normale”, når de i flere omgange kan stemme på Berlusconi - alle i Italien ved udmærket besked om hans eskapader i forretningslivet , politisk og privat..
Jeg vil altså derfor forsigtigt hævde , at der må være noget galt med den politiske moral hos italienerne ???
Først bliver de facister og hærger nogle stakkels mennesker i områder i bl a Nordafrika, så får de bank i 2. verdenskrig, så bliver de republikanere og har siden en stribe elendige (men demokratisk valgte )regeringer.
Det er bare for dårligt., at de ikke kan finde ud af at få etableret en ordentlig regeringsførelse ??.
Robert Kroll:
Du har ret i, at Italien i 20’erne og 30’erne var et laboratorium for totalitarismen i Vesten og måske er blevet det igen. Men det demokratiske liv udspiller sig som bekendt på baggrund af en række sociale og kulturelle forudsætninger, og derfor er der ikke basis for at slutte, at der er noget galt med »italienernes moral«, men at forudsætningerne for et liberalt demokrati er ringere end i fx Danmark.
Denne kommentar er anbefalet af:
At Ole Bjørn Kraft skulle være kommet hjem fra Italien og have kaldt fascismen “noget skidt” er da vist ikke gængs viden.
Tværtimod skrev han bogen Fascisme - Historie, Lære, Lov i 1932.
I artiklen “Højrefløjens historiske kamp mod demokrati” citerer Curt Sørensen ham for at have proklameret:
“For mig er der ingen tvivl om, at folkestyret i sin nuværende form har levet sin længste tid, også i lande, hvor der endnu ikke har været gjort større bestræbelser på at ændre den.”
http://www.kritiskdebat.dk/print.php?type=A&item_i…
Steen Sohn:
Jeg sigter blot til, at Ole Bjørn Kraft netop præciserede, at fascismen som styreform passede godt til italienerne. At han afviste den som »noget skidt« er selvfølgelig en overdrivelse.
Ja, Dannevang har såmænd haft, og har stadig mennesker der går ind for en styreform hvor pøbelen intet har at sige, de dukker gerne op i krigstid for at gøre sig nyttige…
Tak til Mads,
Det kan ikke siges mere præcist!
Jeg kan måske lige tilføje til Mads’ liste, at i sidste uge da Belusconis’ højrehand blev sat ind for at afsone syv aar fængsel for mafiavirksomhed, så fejrede Belusconi’s parti ham som en helt og fortsatte tiraderne i alle medier mod Milano’s domstole.
Og her taler vi om et lands statsminister, der fejrer en dømt mafioso som helt. Det sætter vist Berlusconi i ramme.
“BERLUSCONI REPRÆSENTERER en postdemokratisk strømning, som ikke kan acceptere politisk og juridisk ligestilling i principiel forstand”
Den pointe eleboreres ikke særlig godt. Kan måske godt resonere mig til meningen, men alligevel.
Ifølge Mussolinis intentioner er fascisme ikke så meget noget med sortskjorter osv, men i sit væsen blot en alliance imellem staten og de mere magtfulde elementer i “erhvervslivet”, og det er nu her virkeliggjort i Berluscons egen person.
Og hvad demokrati angår, må vi måske med tiden sande at det blot var en fase i den borgerlige revolution, som måske ville være blevet accepteret som sådan, hvis den var blevet der, men så kom der en masse kludremikler og udvidede den til også at inkludere alt rakket, og det var jo ikke meningen.
De sidste 50 år har man derfor haft travlt med at udvande denne ret beset rimelige regeringsform med diverse fordummelsesprojekter, især muliggjort med fjernsynet under regimer, hvor reklamer og fordummelsesprogrammer er i højsædet.
Således er de fleste mennesker nu ude af stand til at deltage i den demokratiske proces baseret på deres egne objektive konomiske interesser, men deltager stort set ud fra følelsesmæssige tilgange tillært fra de konservative nyhedsmedier.
Så objektivt set er vi mestendels kommet af med demokratiet igen, og de magthavere, som har erstattet demokratiet er som Zisek skrev i går ikke længere bange for at træde ud af demokratisk karakter.
Vi er på nuværende tidspunkt meget tæt på fuldbyrselsen af et nyt feudalsamfund, hvor det så ikke er middelalderens godsejere, men de nuværende store aktieselskaber som har magten. De så har magen på et så solidt grundlag at de ikke behøver at slå alt for hårdt ned på en smule protest here og der, og kan opretholde en illusion af et frit samfund.
Det er vel mere og mere indlysende, at “demokrati” i den amerikanske forståelse af ordet ikke er noget med folkestyre, men med den mest hensigtsmæssige samfundsform til beskyttelse og fremmelse af kapitalisme.
Denne kommentar er anbefalet af:
Berlusconi er hele EU’s problem, og dermed også vores problem.
Fin og vigtig kommentar af Bob Jensen.
Der skal en demokratisk oprustning til. Begynd med skolerne! Mere rundkredspædagogik!! Ud med kontrol og test ind med medbestemmelse.
Det gælder for Danmark såvel som Italien.
Silvio Berlusconi repræsenterer en post-demokratisk strømning, der ikke accepterer politisk og juridisk ligestilling i principiel forstand……
Tak for denne indledende analyse - den almindelige akademisering af samfundet (eller i hvert tilfælde Information) har ikke været forgæves.
På normalt dansk hedder det vel bare en lidderbuks?
Hah hah Mariann Offersen
Mener du det virkeligt, eller er det bare en spøg? Danske børn er markant ringere til at læse efter 20 år med rundskredspædagogik, end stort set alle andre skolesystemer vi normalt sammenligner os med - herunder især andre skandinaviske. Men tiltagende analfabetisme har jo altid været demokratiets stærkeste våben……
Jeg vælger at tro, at du laver sjov.
Anne Marie Pedersen & Peter Hansen:
“BERLUSCONI REPRÆSENTERER en postdemokratisk strømning, som ikke kan acceptere politisk og juridisk ligestilling i principiel forstand”
Sætningen skal opsummere de to eksempler: At Berlusconi i praksis har afkriminaliseret en række former for økonomisk kriminalitet; og at han nu truer de anklagere, som har gjort deres pligt ved at iværksætte en efterforskning af en lovovertrædelse.
»Anklagerne har til hensigt at afpresse hvis ikke ligefrem forfølge ministerpræsidenten,« sagde en talsmand for regeringen i dag. Regeringspartierne vil forhindre politiet i at foretage en ransagning af Berlusconis private revisors kontor. Berlusconi nægter fortsat at lade sig afhøre i sagen.
Det der for mig efterhånden er helt uforståeligt, er den manglende reaktion fra de øvrige EU lande.
Der bliver stillet skarpt på de nye landes fejl og mangler. Der stilles skarpt på Tyrkiets fejl og mangler.
Men hvordan forklarer man de lande at det er i orden i Italien men ikke hos dem ?
Jeg kan til nød forstå den Danske regering holder lav profil (De har vist nok at gør med interne ulovligheder) men de øvrige, det forstår jeg ikke.
@Freese: Det gode er, at italien såvidt jeg ved er et demokrati, så hvis de ikke gider ham skørtejægeren, som ifølge din bog er så himmelråbende katstrofal, så kan de vælge en anden –keine hexerei - nur behändigkeit havde de sagt lidt længere nordpå :o)
Knud Jespersen:
Princippet ‘én mand, person’ beskriver kun teknikken, hvormed den enkelte borger udøver sin autonomi. Uden forudsætninger som sikkerhed, lige politiske rettigheder og information er frie valg en illusion. I Italien dominerer regeringslederen æteren, og den organiserede kriminalitet dominerer en stor del af territoriet.
Frese: det er noget studentikost psudoakademisk sludder ––- og en traditionel paranoid konspiratorisk tanke, når man er uenig med magthaverne - det er for nemt med sådan en argumentation.
I dag har der netop været protestdemonstrationer mod Berlusconi men de har ikke været dækket af danske medier.
Mere frihed til kvinderne, ret til arbejde, flere kvinder ind i høje embeder, nej til veline-pigerne og årsagen har været den massive modstand mod Berlusconis brug af kvinder.
Kampagnen hedder “Se non ora quando” ( Hvis ikke nu hvornår så )