Den bedste mor, rødstrømpen og den lille ulv

Lad mig starte med en provokerende påstand.

Der findes stort set ikke noget, som er så livsfarligt for et lille barn, som en mor, der dækker alle dets behov.

Selvfølgelig er det livsfarligt ikke at få sine behov dækket overhovedet. Så dør man af sult og mangel på kærlighed.

Men det kan faktisk blive værre.

Får et lille væsen dækket alle de såkaldt ‘naturlige’ behov uden det mindste lille kvæk, uden at skulle bede bare en lille smule om det med vræl og hyl, fordi mor allerede ved alt om, hvad der skal til, så bliver ungen ikke engang et menneske, der kan falde til patten.

Det bliver bare patten.

Får man fjernet sin afføring uden i sit gryende væsens obskure konturer at skulle formulere noget i retning af: »Juhu, jeg har givet lorten til min mor og hun blev rigtig glad (eller sur),« så risikerer man at ende - som lort.

Du kender selv sådan én, gør du ikke?

Én, der føler sig som lort?

Kald det depression, stop en pille i kæften, for det er jo bedre end at blive alkoholiker eller at tage hundrede kilo på, eller hvordan man nu klarer det.

Man kan også helt lade være at spise. Hvis hun siger, jeg skal spise, lader jeg være. Hver eneste mundfuld af intet, jeg spiser, er dyrebare mundfulde af væren. Om jeg så dør af det.

Den uperfekte mor

Så derfor næste og denne gang nærmest paradoksale påstand: Den perfekte mor er en mor, der ikke er perfekt.

Forleden betragtede jeg en toårig dreng, der havde travlt med at sige nej til sin mor. Trodsalder. Det sjove var jo, at han endte i en fælde af værste art, men klarede paradokset, for det er børn heldigvis dygtige til. »Spis nu dine ravioli,« opfordrede moderen sødt, for hun »ved«, at han elsker dem. »Nej,« var han nødt til at sige. Og så sad han dér toårigt fortabt og gloede længselsfuldt på sine elskede ravioli. Som han gerne ville have, men ikke ville have, fordi mor ville have, at han skulle ville have dem.

Til sidst gik moderen heldigvis i gang med at tale med mig, fylde i opvaskemaskinen, eller var det at tage imod sin elskede? Så spiste han sine ravioli. Reddet af gong-gong’en, fordi mor også har lyst til noget andet.

I vort stopfodrede vestlige samfund er psykiatriske afdelinger og lægers venteværelser fyldt af personer, hvis mødre har givet dem alt, eller langt mere end nok. Kald det hygge, slyngbæreseler, put eller sove-i-arm. Kald det, »jeg ved, at du elsker ravioli«. Kald det især »Jeg ved, hvad der er bedst for dig.« Det kan, indrømmet, også kaldes noget så paradoksalt som »Jeg giver dig fuld frihed.«

Enkelt er det ikke.

Og hvor er far henne til at sætte en stopper for alt det? Måske med sin Harry Potter-tryllepind, der forunderligt nok er grunden til, at jeg er til?

Eller med hele dynen af krævende patriarkalsk samfund; er det virkelig det, vi skal tilbage til for at redde vore børns mentale sundhed?

Den feministiske advarsel

Jeg havde en smule overvejet, om jeg kunne formulere denne klumme som koret i de græske tragedier. Det strækker mine evner ikke til, og læserne var nok faldet i søvn. Men tragisk er det.

At der efter den allermest klassiske mor-dattermodel nu er unge kvinder, der puster sig op mod gamle feminister, ja de rene mosefund som Erica Jong og Elisabeth Badinter. At de gør det, fordi de synes, de ved bedre. Og at det, de ved mere om, er, hvad en god mor er. Det er oven i købet ‘bevist’, for siger Erica Jongs datter ikke, at hun slet ikke så sin mor nok?

Disse feministiske ‘formødre’ advarer så fra deres side mod at gå i et med moderskabet. De skræpper skingert op om, hvor få skridt, der er tilbage til patriarkatets bevidstløse funktionsmåde. Med moder natur på den ene side og far samfund på den anden.

Men Elisabeth Badinter skælder jo ikke bare ud, når hun undersøger en ‘ny’ diskurs, der på ‘naturlighedens vegne’ fører kvinden et skridt tilbage. Og var Erica Jong for meget væk fra sin datter, var det trods alt for at få formuleret noget indtil da ret uhørt, at en kvindes seksualitet ikke udelukkende handler om at blive mor.

Så selvfølgelig var de ‘dårlige’ mødre, præcist dårlige nok til, at deres døtre kunne blive sig selv.

Det tragiske - eller forhåbentlig forbliver det blot komisk - er nu, at denne selvstændighedsmekanisme lige nu er ved at føre unge kvinder tilbage i en meget gammel fælde.

Truslen fra naturen

Selvfølgelig skal Badinter og Jong ikke bare skælde ud. Men hvor må det være svært at lade være, når man ser sine døtre gentage tåbeligheder, man lige troede ikke blot de, men hele menneskeheden var blevet reddet ud af. De prøver faktisk at formidle nogle af feminismens så dyrt betalte indsigter om, hvilken fælde det er, når tænkende væsner begynder at tale om ‘naturens kald’, ‘moderinstinkternes uimodståelighed’ og så den nye version: amningens nærmest medicinske fortrin. Vi behøver ikke engang mænd til at placere os kvinder som mere ‘naturlige’ længere.

I et par millioner år og et halvt århundredes tid, blev vi nødt til at holde tøjler i uhyret, naturen, uterus, patterne og kvinders såkaldte irrationalitet. Hvorfor? Fordi der vitterlig ikke er noget, der er farligere for et menneske, end at gå i et med naturen. At gå sin mor igen …

Så kan vi et øjeblik hæve os op over vor enorme lyst til at vise, at vi er bedre mødre end vore mødre?

Fra modsat til bagud

Så derfor, mine ærede medhavfruer, sirener, sfinkser og andre så fristende og dødsensfarlige halvpattedyr. Kunne vi ikke stoppe det evindelige ‘kvinde er kvinde værst’, og den værste er mor? Den ‘naturlige’, altgivende mor er ikke alene livsfarlig for barnet, hun er ikke mindst farlig for det menneske i kvinden, det har taget så mange årtusinder at vriste fri.

Måske kan det slet ikke siges, det jeg prøver at sige her, fordi en ny generation må reagere modsat.

Skal jeg så bare holde kæft?

Nå nej, jeg vil blot fortælle et eventyr.

Måske det om den lille Rødhætte og Ulven. Der handler om at redde et lille menneske ud af naturens gab.

Som hedder den bedste mor.