At afstemningen om sydsudansk selvstændighed den 9.-15. januar endte med et klart ja, som søndagens foreløbige resultat viste, er ikke nogen overraskelse. Det har været rimelig sikker viden i lang tid, og fem års langsomme fremskridt i syden efter 22 års borgerkrig er et godt argument for at skilles med det Nordsudan, som man på mange måder ikke har meget til fælles med ud over dårlige minder om sydsudansk selvstændighed den 9.-15. januar endte med et klart ja, som søndagens foreløbige resultat viste, er ikke nogen overraskelse. Det har været rimelig sikker viden i lang tid, og fem års langsomme fremskridt i syden efter 22 års borgerkrig er et godt argument for at skilles med det Nordsudan, som man på mange måder ikke har meget til fælles med ud over dårlige minder. Hvad der imidlertid er en relativt positiv overraskelse er, at det er et så klart flertal. 99 procent stemte for uafhængighed, og dermed nærmede flertallet sig stemmetallet hos de nordafrikanske nabodiktatorer, der netop nu ryster i bukserne med den forskel, at dette valg af de internationale observatører er erklæret for transparent og korrekt udført.

Det giver sydens ledere et klart og tydeligt mandat til at fortsætte uafhængighedsprocessen og ikke mindst giver det ikke Sudans leder, Omar al-Bashir, eller hans håndgangne mand i først Darfur og nu den sydlige grænseprovins Sydkordofan, Ahmed Haroun, nogen berettigelse til at blande sig i Sydsudans projekt med at skabe en ny stat. Sydsudan er en region med mange problemer, blandt andet intern splittelse mellem områdets stammer og grupper, som ofte støder sammen i voldsomme og forbavsende blodige konfrontationer.

Det kunne nemt efterlade en åbning for Bashirs styre, der i Darfur dygtigt har spillet lokale grupper ud mod hinanden for at fremme sin egen dagsorden og som også ofte bliver beskyldt for at gøre det samme i Sydsudan. Men resultatet viser, at Bashir i hvert fald ikke har opbakning til at inkludere syden i sit rige igen. Der er endnu mange praktiske og ikke mindst økonomiske knaster tilbage, der kan få krigen til at blusse op igen mellem nord og syd, ikke mindst grænsedragningen omkring oliebyen Abyei er et stridspunkt. Men afstemningsresultatet viser med al ønskelig tydelighed, at der er opbakning om projektet Sydsudan; at det ikke blot er en oprørsk og splittet provins, men faktisk et land. Med det følger der mange andre hovedpiner, og Sydsudan har flere af dem end de fleste andre. Men det er en helt anden historie.