Smukke tabere

BBCs dokumentarserie Seven Ages of Rock indfanger det magiske sus af frihed, der findes i at samle guitaren op, vende ryggen til populærkulturen og giver borgerdyrene den strittende langemandsfinger

Oprør. 25. maj 1986 blev Kurt Cobain arresteret for at spraymale 'Ain't got no how watchamacallit' på en bankmur - og dermed ramte han vel meget godt en generations relation til den 'voksne' verden.

Creative Commons

En gang imellem savner jeg at være teenager. At møde halvfuld op på Café 1000FRYD i Ålborg en tirsdag aften, stille sig 50 centimeter fra scenen, råbe med på sangene fra et obskurt garagerockband og gå derfra med gennemblødt t-shirt, ringetoner for ørerne og et kæmpe smil på læberne.

Det slog mig for nylig, da DR2 viste BBCs musikdokumentar Seven Ages of Rock. Selvom serien maler med lidt for brede penselstrøg og hopper let hen over afgørende kapitler i rockhistoriens ABC som punkgudfædrene The Stooges og The Doors, overraskede den mig ved at smide et andet trumfkort.

Momentvis indfanger Seven Ages of Rock det sus af frihed, der strømmer gennem kroppen på en frustreret teenager, når han eller hun beslutter sig for at samle guitaren op, vende ryggen til populærkulturen og give borgerdyrene den strittende langefinger.

Blandt andet i afsnittet Left of the Dial, hvor Reagans kamp mod den amerikanske velfærdsstat og ukristne dyder kobles sammen med fødslen af den alternative amerikanske rock i 1980ernes høj(re)konser- vative USA.

»Its the end of the world as we know it, and I feel fine,« synger en purung hanekam-klippet Michael Stipe fra R.E.M. fra scenekanten, mens BBC krydsklipper til grå optagelser af arbejdsløse unge, der hænger ud på anonyme gadehjørner i amerikanske provinsbyer.

»Vi var ikke bare en mi-noritet. Vi var en minoritet, folk var pisseligeglade med,« forklarer Rolling Stone-journalisten David Fricke til kameraet om den herskende puritanske tidsånd, der isolerede en stor gruppe unge amerikanske misfits uden udsigter til universitetsuddannelser og velbetalte job.

Frustrerede unge

Kurt Cobain hørte til gruppen. Han voksede op i den lille skovhuggerby Aberdeen i staten Washington i et dysfunktionelt hjem. Serien zoomer ind på de trøstesløse gader, motorvejsbroer og forladte huse, der i perioder fungerede som Cobains hjem og inspirerede ham til at skrive »Something in the Way« den dystre afslutningshymne fra Nirvanas gennembrudsplade Nevermind.

Flere gange fremfører Seven Ages of Rock den irriterende kliché, at et menneske skal gå igennem lige så meget lort som eksempelvis Cobain for at kunne skabe stor kunst. Det glemmer man dog hur-tigt, når tonerne af »Some-thing in the Way« på et tidspunkt i serien løber som en dyster understrøm til billedsiden af Cobains traumatiserede barndomsverden:

»Underneath the bridge, the tarp has sprung a leak, and the animals I've trapped have all become my pets and I'm living off of grass and the drippings from the ceiling,« synger Cobain, mens hårene på armene rejser sig.

Kurt Cobain var ikke alene med sine problemer. Sammen med sin bedste ven, Nirvana-bassisten Krist Novoselic, repræsenterede han på godt og ondt en stor anonym gruppe af frustrerede unge, der senere fik samlebetegnelsen generation X.

»Vi betragtede popkulturen, MTV og grupper som Mötley Crüe, og det gik op for os, det ikke havde noget som helst at tilbyde os. De afspejlede ganske enkelt ikke vores liv og frustrationer,« fortæller Krist Novoselic i serien.

Det gjorde til gengæld en arrig, karseklippet testosteronbombe ved navn Henry Rollins.

Han blev forsanger i det legendariske hardcore-punkband Black Flag, der sammen med det mere melodiske, men lige så uafhængige, alternative rockband R.E.M. inspirerede tusindvis af andre unge til at danne et band og bruge musikken som ventil for deres dagligdagsfrustrationer.

Ikke burgere

Grupperne turnerede i tandem og betrådte sammen en pilgrimsrute af små spillesteder langs kystlinjerne og helt ind i hjertet af USA.

I serien ser man grynede hjemmevideoklip af R.E.M. og Black Flag, mens de hutler sig gennem livet på landevejen med bare fødder stikkende ud af bilvinduet og USAs uendelige vidder som pano-ramaudsigt.

»I årevis turnerede vi landet rundt i en lille varevogn. Vi klarede os med nød og næppe. Men belønningen kom hver aften i form af 300 storsvedende, tilbedende fans og en frihed til at gøre, hvad vi havde lyst til. Det kan godt være, vi måtte springe nogle måltider over, og at politiet stoppede vores kon-certer en gang imellem. Men for helvede, vi slap for at stå og sælge burgere hele dagen,« siger Henry Rollins til kameraet med et trodsigt blik i øjnene, der står tilbage som et af BBC-seriens stærkeste øjeblikke.

Seven Ages of Rock blev vist i løbet af efteråret på DR2. Den findes på www.youtube.com

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu