Opslag til denne artikel

Emneord:forskning , karriere, portrætter
Personer:Milena Penkowa
Organisationer:Københavns Universitet

Da Milena Penkowa skulle skrive eksamensopgave i 2. g, mødte hun op på sin lærers kontor med et emne, ingen nogensinde havde skrevet om før: Forholdene på Balkan før romerrigets fald. »Hvad fanden skal det betyde,« tænkte Klaus Madsen, hendes vejleder. »Hvorfor kommer hun med et emne ingen ved noget om? Det kan hun næppe bære.«

Men han lærte, som så mange andre tæt på den dansk-bulgarske forsker, at hun ville skabe sine egne stier. Milena Penkowa havde allerede lånt engelsksproget litteratur fra universiteternes pensum og pløjet det igennem. Hun var klar til at skrive den perfekte opgave.

Og sådan står billedet af Milena Penkowa tilbage. Den nidkære, hårdtarbejdende stjernestudent, der bevægede sig ud, hvor ingen før havde været. Der hvor ingen havde den samme viden, og alle lovpriste hendes resultater. Måske fordi det tændte Penkowa at afsøge grænser. Måske fordi det er nemmere at vinde, hvis man spiller et spil, hvor ingen andre kender reglerne.

Dengang klingede efternavnet dansk - Pedersen. Senere, så tog hun morens navn, Penkowa. Et særligt logo for Milena, hvis bulgarske familie var højtuddannede. Og en måde at skille sig ud på.

Succes på succes

Helt fra barndommen i byen Hjallese nær Odense, var Penkowa et talent. Det var her, hun arrangerede kapløb med sine venner, fordi hun vidste, hun var den hurtigste, og her, hun skabte fundamentet for det, der skulle være en glorværdig karriere: Sit vinderinstinkt. Her blev hun en succes, og det har hun altid været. Den danske hjerneforsker har alle dage boltret sig i den opmærksomhed og det ansvar, der har fulgt med at være en megastjerne. Lige fra sine mange sejre som eliterytter og usædvanlige karakterer i gymnasiet, til hun vandt videnskabsministeriets EliteForskningspris på 1,1 millioner kroner. Som hun tidligere har erklæret:

»Hvis man ikke kan levere det bedste, kan man lige så godt lade være«.

Penkowa, dengang Pedersen, konkurrerede med veninder i skolegården, venner i rideklubben og søsteren, der ikke altid var en lige så lysende stjerne. Noget, der kom til at betyde, at de to på et tidspunkt ikke talte sammen i syv år. Hun gik langt for sit projekt - at være den bedste, den perfekte, og holde fast i omverdenens respekt.

Særligt hendes far var meget optaget af, at hans børn skulle blive til noget, og han hjalp sine piger og fortalte dem, hvordan succes sparker døre ind.

Da hun som femårig begyndte i folkeskolen, læste hun flydende. Hun var bare 12 år, da hun vandt sølv ved de nordiske mesterskaber i ponyspring. Året efter vandt hun guldet.

»Konkurrenceelementet var det, der tiltrak mig ved ridning. Ikke hestene,« har hun siden fortalt.

Og det var den lige vej gennem uddannelsessystemet, der betød, at hun som 25-årig kunne kalde sig uddannet læge på normeret tid og med karakterer, der matchede hendes ambitioner. Penkowa var 28 da hun blev lektor på Panum Instituttet og fire år senere var hun leder af sin egen forskergruppe, med 17 medarbejdere under sig. Hun er beriget med en intelligens, der er de færreste forundt. En af de få, der altid har villet være den bedste. Og er blevet det. På den måde passede Penkowas kometkarriere perfekt ind i hendes selvbillede - hun var nybruddet, hun var den specielle - det unge, fremadstormende kæmpetalent.

Socialt kompetent

»Jeg husker hende som en af den slags elever, der kunne trække ens undervisning alene,« husker Søren Juul, der underviste den spirende forsker i historie på Kalundborg Gymnasium.

Milena Penkowa var socialt velfungerende og deltog i gymnasiets fester på lige fod med andre elever. Selv om hun var fremadstormende i klasseværelset var hendes facon hverken nørdet eller hoverende. Søren Juul og Klaus Madsen husker begge klassens studietur til Israel, hvor Milena Penkowa ifølge Klaus Madsen »hverken var mere eller mindre interesseret i at følge dagens faglige program, og hverken var mere eller mindre glad for at indtage våde varer, når programmet var slut.«

Hendes enorme begavelse var ‘forbløffende’, og hun kunne strukturere sit arbejde på imponerende vis. »Hun brugte al sin tid på studier, og hun var enormt ambitiøs,« husker Klaus Madsen om Penkowa, der til tider fik problemer med sin facon over for de andre klassekammerater.

»Generelt var hun afholdt, men der var da rivninger en gang imellem med Milena, fordi hun har en bestemt facon. Der var ingen tvivl om, at hendes fagligt høje mål var noget, der optog hende. Hun brokkede sig til tider over sine kammeraters manglende engagement.«

Hun var optaget af at gå egne veje, ikke bare følge efter de andre dygtige elever, »men at være speciel«, siger Klaus Madsen.

Med albuerne først

I Milena Penkowas blå bog fra gymnasiet skriver hendes klassekammerater, at hun skal have stor tak for at hive hele klassens gennemsnit op. Penkowa forlod da også gymnasiet i Kalundborg med et gennemsnit på 10,8 og fortsatte direkte ind på medicinstudiet. Det fortælles, at en underviser på medicinstudiets første dag fortalte de 200 nystartede elever, at kun én af dem ville gennemføre studiet på normeret tid. Milena Penkowa rakte hånden i vejret for at markere, at det var hendes plan at være den ene. Hun befandt sig fint i rollen som hævet over andre personer.

Derouten

I 1997 forfattede hun sammen med sin senere mand et læserbrev til Information. Heri gav de to udtryk for, at det store frafald på lægestudiet skyldtes, at de studerende havde »romantiske forestillinger om, hvad det var at være læge«, samt et urealistisk og sløset billede af medicinstudiet som »et 8-16 job.« Det udløste dengang en stor debat blandt studerende og læger, men det har næppe irriteret Milena Penkowa. Hun ville ikke vige tilbage for nogen. Hvis hun mente, noget var kritisabelt, blev det kritiseret, hvis hun var utilfreds, gav hun udtryk for det. Som hun sagde til Information i sommeren 2009 om kampen for prestige og forskningsmidler.

»Det handler om at eliminere hinanden, og det er pisseligegyldigt hvordan. Men det er en del af gamet. Og for hver krig, man vinder, bliver det lidt nemmere at tage den næste. Det er også en konkurrence at være i krig, og hvis du kan tåle det, og det kan jeg, så fint.«

Penkowa var afholdt i nogle kredse af medicinermiljøet og afskyet i andre. For hun veg ikke tilbage for at sætte sig selv i centrum. Hun var typen, der »delte vandene,« oplyser en tidligere studiekammerat, og hun var en person, som folk vidste hvem var. Men i perioden efter lægestudierne, skete der et skift i hendes verdensbillede. Hun ændrede facon. Blev stadig mere opslugt af konkurrencen. Hun blev skilt fra sin mand, hvis drømme om familieliv ikke passede ind i en verden, hvor ambitionerne kriblede under overfladen. Han ville have børn og skabe en kernefamilie, hun så det som en forhindring for sin forskning. Penkowa blev uvenner med sin forskningskollega Torben Moos, der ellers altid havde været et forbillede for hende. Milena Penkowa ville stadig vinde, koste hvad det ville.

Og herfra gik det galt.

I 2003 har Penkowa løjet for Københavns Universitets rektor Ralf Hemmingsen, da hun i et brev forklarede sjuskede elementer i sin doktordisputats med, at hendes mor og søster skulle begraves - selv om de aldrig var omkommet. Derudover er hun anklaget for at have brugt forskningspenge på middage og rejser og for at fuske med sine forskningsresultater. Onsdag undsagde Penkowas forskningspartner i forbindelse med 50 videnskabelige artikler, Juan Hidalgo, hende. Han bad endda om at få trukket en artikel tilbage, fordi det har vist sig, at Milena Penkowa har opdigtet rotteforsøg, der aldrig har fundet sted. Efterfølgende har hun forsøgt at sløre snyderiet med falske dokumenter.

En forskningens Bagger

Tidligere chefpsykolog og ekspert i psykologiske profiler af kriminelle, Jørn Beckmann, har med interesse fulgt sagen mod Penkowa.

Forudsat, at anklagerne mod forskeren er valide, ser han et mønster i historien Milena Penkowa.

»Det er startet med en pige, der er knaldgodt begavet og vil spæne frem så stærkt, at det er umuligt. Og så har hun løjet lidt hist og her. Men i længden er hun blevet spundet ind i sin egen historie på en måde, hvor den ene løgn efterfølger den anden i jagten på at gøre alting perfekt.«

Penkowas fantastiske priser, kunne hun måske have fået uden at kriminalisere sig, men det var ikke nok.

Tilbage står et smuldret billede af en kvinde, hvis ambitioner måske korrumperede hendes faglige stolthed. Måske har Milena Penkowa været exceptionelt kynisk, eller måske har hendes fuskeri været for nemt.

»Den, der har ordet i sin magt, kan jo være en kolossal magtfaktor i vores samfund. Det gjorde sig gældende for Stein Bagger og Anna Castberg, og det gør sig gældende for Milena Penkowa. Folk på deres vej har lagt sig ned over for deres farverige facon.«

Hvis anklagerne mod den tidligere forsker holder, har hun ikke bare været kriminel for at skaffe sig penge, vurderer Jørn Beckmann.

»Den her sag ligner Bagger eller Castbergs på den måde, at hun reklamerer med sine fornemme resultater, selv om de reelt set ikke eksisterer. Det er den slags mytomaner, der ikke tænker på andet end at være fejlfri. Perfektion er målet, og midlet kan være alt mellem himmel og jord.«

Man kan sige, »at Penkowa er blevet offer for det konkurrencesamfund, som hun ellers har været så begejstret for,.« vurderer Beckmann.

Tanken om at være fejlfri har altid været målet i Milena Penkowas karriere. Måske er selv samme karriere nu dræbt af den selv samme tanke.