Det revolutionære moment

Vi ved, at den overvældende elendighed ikke er nok. Arbejdsløshed, fattigdom og utryghed er ikke tilstrækkelige grunde til, at folk gør oprør mod dem, der bestemmer. Revolutionen er ikke en selvfølgelig konsekvens af forarmelse.

Vi ved også, at overvældende militærstyrke udefra ikke skaber revolutioner. Den kan smadre den bestående orden som i Irak og Afghanistan, men den skaber ikke en befolkning, som kan og vil kræve sin ret, og den skaber slet ikke institutioner, som sikrer orden og effektivitet. Den ødelægger ofte de institutioner og den infrastruktur, som kunne have dannet grunden til en ny politisk orden.

Vi kender også en tredje vej, som heller ikke har ført til reformprocesser eller revolution - endnu. Den kinesiske befolkning har oplevet en fantastisk økonomisk vækst. En halv milliard er blevet frigjort fra fattigdom, og en kapitalistisk tænkende overklasse er blevet etableret, men det har ikke ført til folkelige krav om politisk frihed. Der er tilsyneladende ingen nødvendig forbindelse mellem økonomisk vækst og demokratiske reformer.

Hverken indre forarmelse, ydre styrke eller indre økonomisk vækst får autoritære regimer til at falde sammen og folk til at kræve deres ret.

Men alligevel er autoritære regimer over de seneste årtier faldet i Afrika, Latinamerika og Asien. Og opstandene i både Tunesien og Egypten viser, at kravet om at bestemme selv er universelt: Der er ikke en arabisk undtagelse. Idet demonstranter kræver deres ret til selv at bestemme i Egypten, er de mere demokratiske end de vestlige ledere, som vakler og frygter andre folks frihed. Demonstranterne er blevet det folk, som selv hyklere henviser til, når de forsvarer sig selv. Og som Hegel har sagt: Hyklere hylder altid den værdi, som de misbruger. Og derfor hænger både de vestlige og de arabiske ledere på deres honnør for folkets vilje.

Troen på egen styrke

Det interessante ved opstanden i Egypten er i det perspektiv, at den kombinerer blikket på elendighed med bevidsthed om styrke. Fattigdom og arbejdsløshed har længe været et socialt faktum. En lille overklasse har levet på en rigdom, som hverken bredte sig eller blev rimeligt fordelt. En rapport anslog for et par år siden, at det kunne føre til sociale uroligheder, hvis der ikke i den egyptiske økonomi blev skabt 10 millioner nye job. Men en anden undersøgelse slog fast, at 80 procent af egypterne satte orden og stabilitet over politisk frihed. Der har både været gode grunde til at være utilfreds og en bevidsthed om, at man nok måtte finde sig i det.

Men andre tendenser har givet egypterne bevidsthed om, at de ikke behøvede finde sig i det. Det siges, at konfrontationen med journalister på Al Jazeera én gang for alle har anfægtet de autoritære lederes autoritet. De blev pludselig nødt til at svare på det, de blev spurgt om. De blev symbolsk set pillet ned. Og en demografisk udvikling hører med til forklaringen: Store ungdomsgenerationer er vokset op efter den frigørelse fra kolonialismen, som gennem årtier har været autoritære regimers folkelige fundament: Vi holder jer fri fra ydre overmagt. Millioner af unge ser ikke lederne som symbol på social orden og national selvstændighed, men som forhindring for social retfærdighed. Disse unge er over halvdelen af den egyptiske befolkning.

Den store overraskelse

Det sjove er i denne henseende, at den folkelige opstand ikke alene overraskede Mubaraks regime. Den overraskede også oppositionen, at befolkningen havde nået et punkt, hvor elendigheden ikke længere er noget, man skal affinde sig med, men en skandale, man ikke vil finde sig i. De vidste ikke, at den givne virkelighed for mange ikke mere blevet oplevet, som den måde tingene nu engang er på, men som anledning til utilfredshed. Dette punkt, hvor man hæver sig over sin egen virkelighed og kræver den forandret, er det revolutionære moment.

Det fandt sted i Egypten, da man kunne se, at andre ikke ville finde sig i undertrykkelse: Revolutionen i det geopolitisk upåagtede og mindre land Tunesien mindede om, at den folkelige opstand er en demokratisk majestæt, som ingen kan afvise. Den er et våben, som står til rådighed for alle utilfredse masser. Og den er en autoritet, som både ængstelige vestlige ledere og autoritære arabiske ledere bliver tvunget til at anerkende.

Enhver leder skal kunne tale som folkets leder, og autoritære ledere som Mubarak hævder, at de forvalter folkets interesser bedre end folket selv og sikrer stabilitet og sikkerhed. Men hvis de bliver tvunget til at bruge militærmagt mod deres egen befolkning, er folket blevet en modstander. Og ledere i adskillige arabiske lande har allerede ved udsigten til mødet med folket som modstander leveret indrømmelser til oppositionen. De har set, at præsidenten i Tunesien er blevet udpeget som en kejser uden klæder, og derfra kan alle autoritære ledere klædes af. De er potentielt nøgne.

Men hvad så bagefter …?

Det er hverken økonomisk elendighed eller økonomisk vækst, som synes at udløse opgøret: Det er visheden om politisk styrke kombineret med indsigten i økonomisk svaghed. Det demokratiske krav fra demonstranter er ikke bare: Vi vil regere selv. Det er også en erklæring om myndighed: Vi kan regere selv til vores eget bedste. Denne bevidsthed inspirerer en opstand, men den skaber også en udfordring: Mange har talt om revolutionen i Iran som forfaldsscenario for Eygpten: Folket kræver frihed fra undertrykkelse, men kun de religiøse har netværk til at organisere det nye samfund. Men et andet forfaldsscenario finder man i Ukraine: Folk kræver at bestemme selv og hævder, at de kan bestemme selv. De smed korrupte ledere ud i 2004, men stemte de samme ledere tilbage i 2010, fordi revolutionens helte ikke leverede andet end revolution.

Og for store omvæltninger er det store spørgsmål stadig ikke, hvordan man smider undertrykkerne ud. Det er, hvad man vil gøre dagen efter.