»De røvhuller i Kulturministeriet kan passe sig selv,« råbte P.V. Glob en dag ud af vinduet fra sit direktørkontor på Nationalmuseet.
Det kunne ikke falde den nuværende direktør, Per Kristian Madsen, ind at bide den hånd, der fodrer ham, som legendariske Glob gjorde det flere gange, da han var direktør fra 1960-81.
Som Information kunne afsløre fredag, så er også Nationalmuseet hårdt ramt af besparelser. Men mens Det Kongelige Teaters Eric Jacobsen klagede sin nød over nedskæringer hen over alle medieplatforme i et par uger, og Mikkel Bogh fra Kunstakademiet tog over, da det viste sig, at også Kunstakademiet er skåret ind til benet, så har Per Kristian Madsen forholdt sig meget fåmælt og nøgternt konstaterende til Nationalmuseets situation.
Per Kristian Madsen henviser til, at han af hensyn til sine ansatte ikke vil tale om konkrete konsekvenser af besparelserne. Tillidsmanden, Niels Bonde, viser knap så meget hensyn og bruger ordet ‘katastrofe’ om udsigten til et Nationalmuseum udsat for den tredje store sparerunde på mindre end ti år.
Den smukke udstillingshal Egmonthallen kan alt for sjældent præsentere nye udstillinger, og museet har måttet takke nej til flere interessante projekter, simpelthen fordi de ikke havde råd.
Det indtryk, der står tilbage af Per Kristian Madsen, er billedet af en loyal embedsmand, der hellere gør brug af det stille diplomati end kører det tunge skyts frem. Men når diplomatiet er udsigtsløst, så må selv en loyal embedsmand spørge sig selv, hvor loyaliteten egentlig bør ligge. Nationalmuseet er de danske kulturhistoriske museers moderskib. I mange henseender er de den sidste bastion: Hvis ikke Nationalmuseet tager sig af det, så er der ingen, der gør. Kontinuerlige nedskæringer får uundgåeligt konsekvenser for bevaringen af den danske kulturarv. Spørgsmålet er blot hvordan. Det spørgsmål bør Per Kristian Madsen svare på. Også af hensyn til de ansatte.
Kommentarer
Ærgerligt, for vi har brug for et nationalt flagskib, når vores fælles kulturarv skal bevares.
Nationalmuseet skulle være stedet for forskning, vedligeholdelse og uddannelse, når det gælder udvælgelse og bevaring af kulturværdier.
Idag virker det som om opgaven bliver overladt til private fonde, som måske har mere blik for markedsværdi end kulturværdi.
Jeg synes det er en skam, at man rejser en slet skjult kritik af direktøren fordi han ikke benytter sin stilling til at blande sig i en politisk diskussion. Det er klart, at direktøren for Nationalmuseet må siges at have en eller anden form for moralsk ansvar i forhold til at styrke museet så godt som muligt. Men det betyder jo ikke han skal hænge ud af vinduet og råbe over til hundehandlerne på den anden side af kanalen. For han har jo også et ansvar over for sine medarbejdere, og i den forbindelse er det måske meget fornuftigt, at han ikke løber hysterisk rundt i medierne og maler fanden på væggen. Derudover kan det jo også tænkes, at manden rent faktisk løser den administrative opgave, han er sat til at løse, ret kompetent - jeg har ihvertfald aldrig set de hellige tekster, der fastsætter at administratorere kun kan løse deres opgaver, hvis de også sidder og tuder i medierne.
Dermed ikke sagt, at besparelserne ikke er problematiske og derfor ikke bør kritiseres hårdt og højlydt. De er bestemt problematiske og de bør bestemt kritiseres. Men manden har altså en helt konkret opgave at løse… og at han så ikke sidder og flæber sammen med hans kollegaer i pressen, men bare forsøger at løse sin opgave i stilhed, er da vel for fanden ikke noget man kan klandre manden for?