Kvoter er en gammeldags løsning på kvindernes lave repræsentation i bestyrelseslokalerne. Vejen frem er tættere samarbejde virksomheder og myndigheder imellem.
Forpligtende initiativer, skal give kvinderne en hånd og respektere virksomhedernes ledelsesret.
»På chef-etagen bærer kvinder tørklæder og gulvspande«. Så spydig var den tyske komiker Harald Schmidt, da han for nylig i sit populære talkshow tog fat på et af de varmeste temaer i tysk politik: kvoter eller ej for kvinder i virksomhedernes bestyrelseslokaler.
Trods diverse initiativer er der kun 3,2 pct. kvindelige topchefer blandt Tysklands 200 største virksomheder.
I Storbritannien raser en lignende debat, og alle venter med spænding på den såkaldte Davies-rapport, der er lige på trapperne.
I Frankrig har præsident Nicolas Sarkozy allerede sat punktum for debatten. I januar vedtog parlamentet i Paris en kvotemodel a la den, vi kender fra Norge.
Mens medlemsstaterne diskuterer, har den ansvarlige EU-kommissær Viviane Reding for længst givet sin mening til kende: Hvis der ikke snart kommer flere kvindelige bestyrelsesmedlemmer, bør der indføres en kvoteordning på EU-plan.
I sidste uge meddelte den franske kommissær for det indre marked, Michel Barnier, at han støtter tanken.
Herhjemme har oppositionen meldt klart ud, at de vil indføre tvangskvoter for kvinder i bestyrelseslokaler, hvis de kommer til magten.
På mange måder er den voldsomme europæiske debat særdeles kærkommen. Helt som herhjemme har flere og flere politikere samt erhvervsledere erkendt, at det ganske enkelt er udtryk for hjernespild af dimensioner, når så få kvinder kommer til tops et hjernespild, der kun forstærkes af, at én af Europas største konkurrenter, Kina, tilsyneladende ikke har tilsvarende problemer.
40 pct. af de private virksomheder i Kina ejes således af kvinder.
Når det så er sagt, kan debatten i Europa ikke se sig fri for at virke en anelse desperat. I 2011 er kvinder i bestyrelser og direktioner stadig en mangelvare; ergo må vi nu ty til kvoter og tvang.
Eller som man også ynder at sige i Tyskland: »Den, der ikke vil høre, må føle«.
Får, fordi de er kvinder
At forslaget har den omkostning, at regeringer direkte skal intervenere i private virksomheders ledelsesret, er så åbenbart en pris, man må betale. Tilsvarende ignorerer kvotetilhængerne synspunktet om, at heller ikke kvinder kan gå direkte fra gaden ind i en bestyrelse.
Skal kvindeandelen op, er det derfor en ufravigelig forudsætning, at vi først får flere kvinder på ledelsesgangen for på den måde at øge rekrutteringsgrundlaget til bestyrelserne. Endelig overser kvotetilhængerne, at modellen reelt er udtryk for en forsimplet tankegang, hvor man kan opdele befolkningen udelukkende efter køn. Hvad med kompetence, alder, etnicitet og vilje til at kaste sig ud i ledelse? Og hvad med frihed til forskellighed? Uanset hvordan man end vender og drejer det, vil kvotemodellen føre til ufrugtbare diskussioner om, at kvinder kun forfremmes, fordi de er kvinder.
I stedet for at falde for kvotefristelsen bør Europas ledere derfor holde hovedet koldt. På den ene side bør vi i fællesskab erkende, at ingenting kommer af ingenting kun lommeuld.
Derfor skal vi gøre op med myten om, at problemet blot løser sig automatisk.
På den anden side skal vi afvise tvangskvoter som en løsning. I stedet bør vi slå ind på en tredje vej, hvor vi i tæt samarbejde med hinanden og erhvervslivet forsøger at udvikle forpligtende initiativer, der vel at mærke respekterer virksomhedernes ledelsesret. Og nej, det har vi ikke prøvet før!
Mit danske forsøg
I Danmark har jeg som ligestillingsminister netop lanceret et initiativ kaldet Operation kædereaktion, hvor jeg i fællesskab med store danske virksomheder, institutionelle ejere og headhuntere for første gang har opstillet konkrete anbefalinger for flere kvinder i bestyrelser.
Blot to måneder efter lanceringen har 31 virksomheder forpligtet sig over for hinanden, deres bestyrelser og for den sags skyld også ministeren, at de nu vil gøre en ekstra indsats for at udklække og opspore de kvindelige kandidater. I sidste uge kunne den første virksomhed, nemlig Novozymes, melde tilbage, at de indstiller to kvinder til generalforsamlingen i marts.
I Tyskland, hvor Angela Merkel for nylig sagde endegyldigt nein danke til kvoter, arbejder man med en lignende model, ligesom det forventes, at briterne vil slå ind på en tilsvarende kurs, når Davies-rapporten foreligger.
Fra dansk side vil vi sammen med en række lande som Sverige og Storbritannien tage initiativ til, at vi i EU-kredsen får en principdrøftelse af disse alternative modeller frem for at sidde fast i kvoteskuren.
Hvis der er noget, kvotemodellen i Norge har vist, er det også, at tvang ikke fører til medejerskab i erhvervslivet.
En undersøgelse har f.eks. vist, at 31 pct. af de virksomheder, der efterfølgende har ladet sig omregistrere, har gjort det for at undgå kravet om kønskvotering. Man kan som bekendt kun føre en hest til truget, men ikke tvinge den til at drikke.
Lykke Friis er ligestillingsminister og medlem af Venstre
Kommentarer
Lad os slippe for ligestillingstvang . Tænk på børnene.
Fortrinligt sagt af ligestillingsministeren:
..”Uanset hvordan man end vender og drejer det, vil kvotemodellen føre til ufrugtbare diskussioner om, at kvinder kun forfremmes, fordi de er kvinder….”
Tvangskvoter smager af totalitært samfund,som jeg ser det.
Den 3.vej er langt at foretrække.
Der er grundlæggende biologiske forskel på mænd og kvinder, både fysisk og mentalt. Hvert enkelt samfund må finde ud af hvilke konsekvenser
dette skal have.( Nogle mener ,at Vorherre har bestemt det på forhånd).
P-pillen har givet kvinder større ligestilling mener nogle. Altså ved at ændre på den naturgivne biologi har kvinderne fået større lighed? Til hvad?
I hvert fald ikke til at leve deres egen biologi.
Tværtimod til at indordne sig mandlig biorytme m.m..
I teatre og andre offentlige steder er der fuld ligestilling :
lige mange toiletter til mænd og kvinder? er det reel ligestilling?
Som jeg ser det er ægte ligestilling ,at man kan være sin egen biologi, eventuelt udnytte sit potentiale fuldt ud og føde børn og være sin biologi i den sammenhæng. Passe børnene mens de er små- få merit for opbyggelsen af hjemmet, og derefter gå på arbejdsmarkedet med sin uddannelse og merit . Med ca. 6- 10 år forskudt i karriereforløbet, med styrket selvtillid,livserfaring og modenhed, vil kvinder kunne bidrage virkelig stærkt i erhvervlivsbestyrelser og mange andre steder.
Det er flot som det er blevet med lang tids barselsorlov. Men kan det ikke gøres bedre endnu?
I hvert fald er det en god ide med åbenhed overfor forskellige varianter af ligestilling mellem
kønnene.
Tvangskvoter smager af totalitært samfund.
På EU-plan hedder det altså en kvoteordning, mens udspillet fra S & SF herhjemme hedder tvangskvoter.
Men i øvrigt da interessant, at Lykke Friss vil bruge resten af sin ministertid til at sidde på hænderne, mens hun gennemfører Operation Kædereaktion.
Forstår ikke rigtig Lykke Friis’ melding. Forsøger hun at skabe sig en vej tilbage ?
Nu har det i mange og lange år vist sig at kun et fåtal af kvinder kommer ind på leder- og bestyrelsesposter, og at blot og bar snak om det ikke hjælper! Så lad os tage konsekvensen af det og indføre kønskvotering for en tid. Man kunne f.eks. foreslå en 5 års periode og derefter tage bestik af situationen. Lad i mellemtiden kvinderne selv vise, om det er “naturligt” for dem at sidde i de højeste lederpositioner. Og lad os se om kvinde-lige kvaliteter ville føre virksomhederne i nye og kreative retninger. Det var f.eks. en mulighed at kvindelige ledere ville indføre mere fleksible arbejdstider. Se hvordan mændene har udfoldet langt flere kvindelige kvaliteter i de sidste 30 år, hvor det er blevet acceptabelt for dem at gå på gaden med en barnevogn og at vise kærlige følelser over for børnene. Vi har nok i det hele taget alt for fikserede idéer om hvad der er mandligt og kvindeligt! Lad os gå ind for eksperimentet kønskvotering, - for en tid.
Noget der egentligt undrer mig er at ingen rigtigt har taget sig tid, til at stoppe op og tænke over om en lederstilling virkeligt er lykken. Istedet antages det at kvinderne her bliver påført et stort tab og aktivt bliver holdt uden for. Men er det virkeligt det ultimative mål, som menneske, at blive topchef? Ønsker kvinderne virkeligt, at indtage disse stillinger?
I den forbindelse er det interessant, at kigge på den politiske verden. Her taler man også nogle gange om at der skal være ligestilling og endda at kvinderne bliver holdt tilbage. Men i realiteten er billedet altså et helt andet. De kvinder, der stiller op til en politisk tillidspost (f.eks. som byrådsmedlem osv.) bliver stort set alle valgt - statistisk set er din chance for at blive valgt langt større, hvis du er kvinde. Grunden til der ikke er flere kvinder i (især) lokalpolitik er derfor umiddelbart, at der bare ikke stiller flere kvinder op.Det ændrer naturligvis ikke på at det vil være en fordel, hvis der var flere kvinder engageret i politik. Men erkendelsen ændrer betydeligt på den måde, man bør forholde sig til problemet på.
Om politik så fungerer som en direkte analogi til erhvervslivet skal jeg ikke kunne sige. Jeg kan forestille mig der sikkert sidder nogle konservative gamle mænd derude, men omvendt har jeg aldrig nogensinde hørt om en konkret sag, hvor en kvinde er blevet fravalgt til fordel for en dårligere kvalificeret mand. Så det er klart et område, man bør få klarlagt.
Men hvorom alting er, så synes jeg alligevel det er helt oplagt, at man prøver at kigge på ligestilling med et åbent sind, istedet for bare at antage alle kvinder går og drømmer om at være bestyrelsesmedlem eller direktør. Efter min mening bør fokus stort set udelukkende ligge på hvordan fanden man får kvinderne til at tage de relevante uddannelser og i øvrigt “køre sig i stilling” til en bestyrelsespost.
For det nytter jo ikke noget, at beklage sig over at kvinder er underrepræsenterede på landets direktionsgange, når de samtidigt er underrepræsenterede på landets økonomiske og andre erhvervsorienterede uddannelser.
Ja, Lysten skal drive værket. Opgaven er også , som jeg ser det, at forhindre at en ideologi skal kunne fremtvinge indgreb i ledelsesretten ved at gennemtvinge tvangskvoter under slagordet :
ligestilling. For det er ikke ligestilling , at der er lige mange kvinder og mænd i en bestyrelse hvad enten det drejer sig om en bestyrelse i en privat eller offentlig virksomhed.
Hvad er ligestilling så? Det er i hvert fald noget, (jvf. tidligere indlæg vedr. toiletantal for kvinder og mænd i teatre m.fl. ), der ikke har med lige a n t a l at gøre.
Ligestilling drejer sig om retten til at udfolde sig for den enkelte kvinde eller mand på egne præmisser
og ikke om tvang til ved statsindgreb absolut at skulle fungere på det modsatte køns præmisser. Det kan tvangskvoter til bestyrelser komme til at resultere i for kvinder ligesom tvungen barselsorlov for mænd kan det .
Skal vi så også have 50% Skraldekvinder,
50% landkvinder, 50% fiske-koner, 50% Jord og Beton arbejdere osv osv osv ?
Nej, naturligvis skal vi ikke det, det her er nemlig et Overklasse-projekt !
Nu er der lidt mere i det med kvindelige ledere/bestyrelsesmedlemmer, end blot om “de egoistiske elitekvinder” kan komme frem i verden. Som jeg forstår det er tanken også, at ledere/bestyrelsesmedlemmer former forholdene for dem de leder og bestyrer, og kvinder vil gennemgående være tilbøjelige til at forme forholdene med bedre blik for kvinders forhold og behov, end mænd vil.
Ikke at jeg finder fremgangsmåden uproblematisk, men der er en idé bag. Just saying.
Se det var en klog mand der udtalte sig! Troels K. Pedersen som peger på at kvinder gennemgående vil have bedre blik for kvinders forhold og behov end mænd vil. Eftersom ca. halvdelen af befolkningen er kvinder bør vi så ikke have flere kvindelige ledere som umiddelbart pr. krop og psyke forstår de kvindelige medarbejderes situation, behov og ønsker? Man skulle tro at en ledelse sammensat af både mænd og kvinder ville have større overblik og mere fantasi i løsningen af mange problemer. Til slut en oplysning: På universiteterne er op mod 70 % af de studerende på Jura og medicin i dag kvinder. Det er da ret interessant.