Opslag til denne artikel

Emneord:familieliv, fællesskab, køn, velfærdsstat
Steder:Danmark

Pernille Skriver har valgt en anden måde at leve på, end den man plejer, når man er alenemor til en teenager. Da hun for fem år siden blev skilt, boede hun dør om dør med sin veninde gennem 20 år, og de to singlekvinder fandt hurtigt ud af, at der var en del fordele ved at bo så tæt.

Større billede

»Det er ærgerligt at lade sig begrænse af, hvad man plejer at gøre. Det har jeg helt klart lyst til at bryde med,« siger Pernille Skriver, der er chefdesigner hos tøjfirmaet Part Two, i sin Christianshavnerlejlighed en kold vinteraften. Her serverer hun te i keramikkrus og fyldte chokolader fra en specialbutik. Ud over katten Sorte er vi alene i den knap 400 kvadratmeter store lejlighed, som hun deler med sin 15-årige datter, Celina Grabowski, sin veninde Dorte Mandrup og dennes datter Clara Mandrup. Siden oktober 2010 har de fire delt lejlighed.

»Jeg ser livet mere som epoker - og lige nu passer det her til min livsstil med en teenagedatter og det at være single. At bo sammen med Dorte udfylder mit behov for at vende dagen med én. Lige at få talt alle teenageudfordringerne igennem sammen.«

Pernille Skriver og Dorte Mandrup er ikke alene, forklarer sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal Hansen. Hun kalder de nye kvindefamilier et »overskudsfænomen«:

»I dag er et liv uden en mand ikke nær så skræmmende, som det var engang. Der er altså tale om et brud på århundreders traditioner, hvor kernefamilielivet har været i centrum,« siger Birthe Linddal Hansen, der ser, at stadig flere moderne kvinder tager sagen i egen hånd, hvis drømmemanden ikke synes at være inden for rækkevidde.

Interessen for fællesskab og kollektivitet er eksploderet på få år, konkluderer Institut for Fremtidsforskning i sin rapport, 10 tendenser mod 2020. Men modsat de traditionelle fællesskaber, som var baseret på tvang og nødvendighed, er de nye fællesskaber karakteriseret ved at være kreative, åbne og dynamiske:

»Mennesker lægger deres sjæl og identitet i dem. I bedste projektsamfundsånd er de nye fællesskaber rammen om tidsafgrænsede events og ideologier, som optager os i et kort tidsrum og derefter erstattes med andre fællesskaber og ideologier,« hedder det i rapporten.

Af knapt 1.000 brugere af Singleplus.dk overvejer 27 procent jævnligt at flytte i bofællesskab, og landets største ejendomsmæglerkæde, Home, har i de senere år oplevet en stærkt stigende interesse for boliger, der kan bruges til bofællesskaber. Den nye værdiundersøgelse, der har professor Peter Gundelach fra sociologisk institut ved Københavns Universitet som hovedforfatter, konkluderer da også, at familien og parforholdet som institution står stærkt, samtidig med at accepten af homoseksualitet og nye familieformer stiger.

»Jeg læste i går en artikel om kvindefamilier. Og tænkte: FEDT!!! Det gad jeg godt!,« som profilen ‘Bucaneve’ skriver på slyngebarn.dk: »Fordi jeg også har svært ved at tænke tanken, at jeg slet ikke skal tilbyde min søn en slags familie,« skriver hun og konkluderer, at »bare jeg kunne leve med andre singlemødre i stedet«.

Statens hemmelige plan

Pernille Skriver og Dorte Mandrup har kendt hinanden i mere end 20 år. For ganske nylig boede de i hver deres lejlighed i en villa efter Pernille Skrivers skilsmisse. De fandt hurtigt ud af, at det var praktisk at bo sammen - men den vigtigste årsag til, at de besluttede at finde en lejlighed inde i byen, var det sociale aspekt i at dele adresse.

»Jeg spurgte min datter Celina, hvad hendes ønsker var i forhold til bopæl, og hendes største ønske var at blive ved med at bo sammen med Clara - stærkt efterfulgt af ønsket om et walk in closet,« siger 48-årige Pernille Skriver, der beskriver de to teenagepigers forhold som nærmest søsteragtigt.

»Fordi vores døtre har samme alder, så kører vi et slags parallelforløb med mange spørgsmål, vi lige kan vende med hinanden. Det er også dejligt at kunne drikke et spontant glas vin en hverdagsaften sammen som veninder og få udfyldt det sociale behov uden at skulle arrangere eller aftale det på forhånd. Det er det bedste fra to verdener, fordi man netop ikke har nogle krav eller forventninger til hinanden,« siger Pernille Skriver i sin lejlighed, hvor begge familier har hver deres afdeling, men med fælles spisekøkken og en mindre gildesal til deling.

»Der er rigtig mange måder at bo sammen på, og jeg er utrolig heldig at bo sammen med én, jeg svinger så godt med.«

Lone Rahbek Christensen, der er etnolog og forfatter til bogen Hver vore veje. Livsformer, familietyper og kvindeliv påpeger, at det er med fuldt overlæg, at staten har villet splitte kernefamilien.

»Når vi lever de her liv, så er det ikke noget, vi selv er skyld i. Det er samfundet, der bliver formet om af nogle nye, store ideologier, men de her nøje udtænkte ideologier kommer ikke altid frem for offentligheden. Vi sluger det meget hurtigt som nye sandheder,« siger hun og forklarer, at man fra 1930’erne i visse kredse på et meget højt og sofistikeret plan begyndte at diskutere, hvordan vi skulle indrette os, så vi kunne overleve og få nogle rige stater, der var attraktive nok til, at befolkningen gad formere sig. Det tænkte man ud fra, at man skulle have et varemarked, der var så velfungerende, at der kunne tjenes masser penge, så skatter kunne finansiere omsorgs- og forældrearbejdet.

»I hele den tankegang afskaffer man det monogame ægteskab med fuldt overlæg,« siger Lone Rahbek, der i forbindelse med research til en ny bog har haft adgang til nogle indtil videre hemmelige dokumenter fra rigsarkivet, der viser, at det var statens plan at afskaffe kernefamilien fra 1962, hvor der sendes besked til alle ministerier om, at nu skal de iværksætte nye strategier. Her bilder man blandt andet befolkningen ind, at det at opdrage børn kun er noget, professionelle kan varetage. Så fra 1960’erne overtager staten det at skabe den rette sociale karakter i barnet. Samtidig skal det tvekønnede ægtepar opløses for at øge produktiviteten på arbejdsmarkedet. For når ægteparret er opløst, er begge tvunget til at arbejde - og så er de tvunget til at gå ud at forbruge alt det, de ikke får produceret derhjemme. Dermed skaber du velfærdsstaten.

Det effektueres på en helt række områder, forklarer hun.

»Så indretter man staten, så kærligheden mellem faren og moren ikke længere har nogle forudsætninger. Det er med vilje. Vi kan ikke se det endnu. For nu er ‘sandheden’ bare, at vi skal ud og realisere os selv gennem succes på markedet. Men det er ikke nogen sandhed, det er en filosofisk idé, som bliver effektueret med fuldt overlæg fra midten af det 20. århundrede,« siger Lone Rahbek, som mener at kvindefamilierne er en direkte konsekvens af statens planer om at skabe et velfærdssamfund.

Plan B

I en anden ende af byen end den, Pernille Skriver bor i, har Stine Krog-Pedersen maddag. Hun er i færd med at kokkerere suppe i spisekøkkenet med de mange Wegner Y-stole og Cecilie Manz’ Caravaggio-lamper. Her deler hun husholdning i en kæmpe lejlighed på indre Østerbro med otte andre kvinder og mænd. Stine Krog-Pedersen er uddannet ingeniør, arbejder hos Novo Nordisk og bruger al tilgængelig fritid på at sejle på Stillehavet, cykle i Mellemøsten, stå på ski i Iran og vandre alene i Pakistans bjerge. Hun har ingen kæreste for tiden, men vil gerne have en familie inden alt for længe. Derfor har hun en lavet en plan b. En ganske attraktiv en af slagsen, hvis du spørger Stine Krog-Pedersen.

»Hvis den rigtige mand ikke kommer forbi, kunne det være rigtig sjovt, sejt og givende at flytte sammen med mine fantastiske veninder, blive insemineret med den samme klat og få nogle halvsøskende. Det er den tanke, jeg leger med lige nu,« siger hun.

Én ting er sikkert. Hun vil have børn. Stine Krog-Pedersen mener, at der er så mange andre måder at skabe en familie på. Hun er ud af en traditionel kernefamilie fra Esbjerg, hvor mor og far stadig er gift, og lillesøsteren bor sammen med sin kæreste. Stine Krog-Pedersen er et yderst socialt væsen, der kunne tænke sig et familieliv, hvor hun bor sammen med mange mennesker og nyder godt af stordriftsfordelene.

»Man behøver ikke at gøre det, som alle andre gør. Jeg skal ikke bare gøre noget, fordi det er kulturbestemt. Jeg vil gerne mærke efter og se, hvad jeg egentlig har lyst til - og jeg er ligeglad med, hvad alle andre mennesker tænker om det. Jeg bliver lidt klaustrofobisk, når jeg kan sidde på mit værelse i kollektivet og kigge over på alle de par, der bor sammen med et barn i en lille toværelses. For hvorfor er det lige, at alle gør det samme? Jeg ærgrer mig over, at vi ikke dyrker mangfoldigheden noget mere,« siger Stine Krog-Pedersen.

»Skal du ikke snart have en kæreste,« og »hvornår stopper den der kollektivperiode mon,« spørger folk ofte til hendes store irritation: »De ser det som noget midlertidigt,« siger hun.

Hun er snart 30 år og har ingen kæreste - og det der med at finde én at flytte sammen ligger slet ikke lige for. Det er ikke fordi, hun har set sig sur på mænd generelt eller har et eller anden ideologisk, elitefeministisk projekt, hun skal realisere. Selv om der er »masser af dejlige mænd i verden«, er det med parforhold og barn i små københavnerlejligheder ikke noget, hun umiddelbart har lyst til lige nu. Mest fordi den rette endnu ikke er dukket op, for hendes drømmescenario er at leve sammen med en mand og børn sammen med andre familier.

»Når den rette ikke lige er dukket op, må jeg tænke ud af boksen og se, om der ikke er andre familieformer, der passer mig. Der er bare ikke så meget inspiration at hente i ensrettede Danmark.«

‘Egoistisk, dødssygt og træls’

Kvinder i dag kan vælge, fordi de er blevet økonomisk uafhængige, forklarer sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal Hansen.

»Manden skal i dag meget mere end at kunne tjene penge og være beskytterfigur - han skal også give dem omsorg, modspil og bidrage aktivt til dagligdagen og samtidig også være den perfekte far,« siger hun og uddyber, at finder kvinderne ikke drømmemanden, der kan indfri de fleste af kravene, vælger de ham fra til fordel for et liv som alenemor.

»Netop fordi der ofte er tale om ressourcestærke kvinder, magter de fleste alligevel at få et spændende og indholdsrigt liv med et godt social netværk, rejser, en fed lejlighed og nogle velopdragne børn til trods for, at de ingen mand har,« siger hun.

»Røv træls,« kalder reklamemand og filminstruktør Søren Fauli de nye kvindefamilier. I 2008 skabte han en del røre med sin udstilling Kvinder ingen adgang, hvor han blandt andet præsenterede et maleri, hvor mænd i et træ blev skudt på af kvinder med haglbøsser som et modsvar på årtiers ligestillingsdebat på kvindernes præmisser. Han ser den nye familieform som symbol på, at ligestillingen har sejret ad helvede til.

»Det forekommer mig, at kvinder aldrig bliver tilfredse. Ligestillingen stiller større og større krav til, hvad det vil sige at være kvinde i dag. Du skal være en fantastisk elskerinde, man skal ikke være en gennemsnitlig mor, man skal være den bedste mor, og så skal du også lige sidde i en bestyrelse og være direktør samtidigt,« siger Søren Fauli, der mener, at det efterhånden bliver umuligt at leve op til det hele.

»At leve sammen med en af det modsatte køn kræver noget af én. Det kræver kompromisser og tilpasninger fra begge sider. Hvis ens ambitioner går i andre retninger, fordi der også står i damebladene, at man skal være direktør, så kan det at bo sammen med en mand være en af de ting, man vælger fra. Så skal man ikke bruge kræfter på nogen, der er besværlige, som sidder i en sofa og ser fodbold, eller hvad de nu gør. Det er drømmen om det perfekte liv og ideen om, at ligestilling er lykkesaliggørende, der smadrer det hele,« siger han.

Han giver ikke kvinderne skylden for, at kernefamilien i nogle tilfælde bliver valgt fra for et tilvalg af en kvindefamilie. Det er hele udviklingen i samfundet siden midten af det sidste årtusinde, der er årsag til dette fænomen, som han betegner som »egoistisk og dødssygt«.

»Det, at kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet efter Anden Verdenskrig, har ødelagt vores samfund fuldstændigt. Lige så straks barnet kan rives fra brystet, så skal det i institution. Og så snart vi ikke kan være på arbejdsmarkedet længere, kommer vi på alderdomshjem. Alle familiestrukturer er fuldstændigt opløste og alle er besatte af at have en arbejdskarriere,« siger han.

Og Søren Fauli har helt ret, mener teolog og debattør Katrine Winkel Holm. Hun kalder den tid, vi lever i, for en slags ‘opløsningstid’, fordi man er i færd med at opløse de elementære fællesskaber som eksempelvis familien. Hun ser det som en lang udvikling, der har nået punkt, hvor lovgivning og velfærdsstat har gjort det unødvendigt at være familie og gør manden overflødig.

Mandens rolle er udvisket

»Manden er blevet overflødig som den livslange partner. Det er dybt deprimerende - og det er en meget trist måde at se kærlighed på. Trist, at manden er reduceret til et sexlegetøj. At man ikke har familien, og børn ikke vokser op med en far, som ikke bare er en eller anden, der har lagt en sædcelle en dag og så går sin vej,« siger hun og er overbevist om, at der nok skal komme en reaktion på et tidspunkt, hvor det går op for mændene, hvad deres rolle er i samfundet.

Hun mener, at det på en måde er en selvforstærkende effekt. For det ender med, at ligegyldigt hvad manden gør, så er det forkert. Han ender med at sige ‘så kan I bare rende mig. Så kan jeg lige så godt se mine pornofilm, være et dumt svin’.

»Det er jo ikke det, man vil. Der kan komme nogle ret uheldige bieffekter ved at skabe en drengerøvsmand. Der er i højeste grad tale om, at vi kastrerer en generation af mænd. En åndelig kastration,« siger Katrine Winkel Holm.

Men Pernille Skriver møder kun positive reaktioner over hendes nye måde at leve på: »Har I ikke plads til én til,« lyder det ofte fra hendes omgangskreds, og familien i Jylland er også begejstrede over, at hun er flyttet sammen med veninden gennem mange år.

»Det her er bare helt perfekt - og jeg forstår ikke, hvorfor flere ikke gør det samme,« siger Pernille Skriver.

Fakta

Danmarks Statistik opererer i dag med hele 37 forskellige måder at definere en børnefamilie på.

I 1989 levede 310.000 par sammen med deres to fælles børn. I dag er antallet af den type familier nede på 277.000.

Antallet af par uden fælles børn er steget fra 600.000 til 730.000. Det svarer til en stigning på 21 procent på bare 20 år.

En rundspørge blandt 934 brugere, som Singleplus.dk har foretaget for Politiken, viser, at 27 procent jævnligt overvejer at flytte i bofællesskab.

»Interessen for fællesskab og kollektivitet i form af eksempelvis bofællesskaber er eksploderet på få år,« lyder det i rapporten ‘10 tendenser mod år 2020’ fra Institut for Fremtidsforskning.

Interessen er meget stor for boliger, er egnet til at dele, lyder det fra ejendomsmæglerkæden Home, der oplever en stigende efterspørgsel på deleboliger.

Kilder: Instituttet for Fremtidsforskning, Danmarks Statistik og Politiken