De fortvivlede økonomers manifest

Hos franske boghandlere er der for tiden en særlig sektion med overskriften ‘krise’. Et lille arrigt gult og sort skrift stikker i øjnene. Og ja, det er vredt.

»Har europæiske beslutningstagere lært noget som helst af den krise finansverdenens overdrivelser førte til?« spørger de fire økonomer Philippe Askenazy, Thomas Coutrot, André Orléan og Henri Sterdyniak.

Det tvivler de fire stærkt på. »For at dække det underskud, redningen af banker og recessionen har skabt, iværksætter Europakommissionen og de forskellige regeringer med fornyet kraft pro- grammer, der førhen har vist sig at skabe økonomisk ustabilitet og øget social ulighed,« forklarer de. Dybt forstemte over, at man prøver at rette op på skuden med præcis de midler, der førte til forlis.

Forstemmelsen tog i efteråret form af Manifeste d’économistes attérres (De nedslåede økonomers manifest). I bogform underskrevet af 650 andre økonomer; på internetsiden af samme navn af flere tusinde.

Det kan ikke undre, at økonomerne har nære forbindelser til bevægelser som ATTAC og alterglobalister. En flok eksperter, dybt bekymrede over at se andre økonomer - især dem, der allerede før krisen var rådgivende, fortsat føre sig frem med en række »selvfølgeligheder«.

»I videnskabens navn er visse former for politik nærmest blindt blevet ført i adskillige lande i over 30 år,« forklarer forfatterne.

Kritik af 10 dogmer

Det lille manifest går derfor ikke ud på at skrive et nyt dogme, men at tage fat på en grundlæggende kritik af de gamle:

»Vi ønsker at hjælpe de almindelige borgere til at sætte ord og begreber på tvivlen og støtte dem i, at andre valg er mulige.«

Det gør forfatterne ved at tage fat på 10 forskellige dogmer - de helt store neoliberale travere - og så kritisere dem i lyset af krisen.

For nej, skriver de, det er ikke en selvfølge, at markederne regulerer sig selv på bedste vis. Det har været en neoliberal fantasme, at blot man satte markedskræfterne fri, ville det i sidste ende give det bedste resultat, modsat de statsindgreb, der altid forvrider den frie kapitals bedste verden af alle verdner.

Men skønt en afbalanceret prisansættelse måske korrekt nok opnås med udbud og efterspørgsel, så passer det lige præcis ikke på finansprodukter, skriver de. Her vil mere have mere og dermed opstår ‘bobler’, der brister med økonomisk katastrofe til følge. Markederne skal reguleres, for at disse bobler undgås. Om ikke andet burde krisen have lært os dette.

Men der er altså ni andre dogmer: Nej, børsen befordrer ikke økonomisk vækst. Når også staten begynder at tænke i børstanker, kan præcis det modsatte ske: Lønningerne falder for de fleste, mens gevinsten bliver enorm for få.

Ikke mindst er det således regeringer og Europa som helhed, som ikke kan forlade sig på markedskræfternes frie spil. For nej, det er ikke markedet, der kan afgøre om et land - som Grækenland eller Irland - er betalingsdygtigt. Med rentesatser pustet op af markedet selv, opstår der ganske enkelt onde cirkler.

Falske logikker

Og så er der den række dogmer, der alle går ud på at forveksle makroøkonomi med almindelig husholdning. Selv om det kan tage sig sådan ud, som om det er et lands ‘overforbrug’, der er skyld i dets gæld, er der langt større sammenhæng mellem statsgæld og markedsspekulation end med forbrug i den offentlige sektor. At tro at landene derfor kan ‘spare’ sig ud af gældssituationer, er derfor rivende forkert. Og kan føre til katastrofer, når det er sektorer som uddannelse og socialhjælp, man skærer i. Ligesom det er rivende galt, at et europæisk land som Tyskland ikke alene usolidarisk klarer sig ud af økonomisk knibe ved at gøre arbejdskraften billigere og udkonkurrere andre europæiske medlemslande - men at de derefter oven i tillader sig at sætte alle på en neoliberal kur, der først og fremmes er helbredende for aktionærer.

Visse vil med dette manifest nikke genkendende til ny-keynesianisme. Andre vil - med dets sociale ambition - vige tilbage for et nyt kommunistisk manifest. Mærkelig nok virker det liberalt på en herligt gammeldags måde: I den forstand, at mennesket måske ‘frit’ og via politik kan styre økonomien og forsøge at opnå helt andre mål end blot kapitalforøgelse. Det kan måske kaldes humanisme. Det letter i al fald på hatten.