Universel velfærd er den mindst ringe model

Langt de fleste danskere er glade for velfærdsstaten, som vi kender den i dag. Når vi bliver bedt om at tage stilling til konkrete forslag om forandringer, er vi lodrette modstandere, siger professor Jørgen Goul Andersen. Samtidig kan antallet af uforudsete sociale og økonomiske skadevirkninger hurtigt overskygge fordelene, hvis vi går bort fra den universelle velfærds vej

Professor Jørgen Goul Andersen fra Aarhus Universitets Institut for Statskundskab.

Martin Dam Kristensen

Det er et lønligt håb hos de borgerlige partier. Men skulle de tro, at det for alvor giver gevinst hos danske vælgere at lave markante opgør med den danske velfærdsmodel - for eksempel i form af markant indførsel af brugerbetaling - så kan de godt tro om igen.

I Danmark er vi i høj grad tilhængere af et universelt velfærdssystem. Selv om vi godt på et abstrakt plan kan erklære os enige i, at der er behov for at afvige fra de universelle principper, så ændrer vi markant holdning, når vi skal tage stilling til konkrete forslag.

Det siger Aarhus-professor Jørgen Goul Andersen, der i flere omgange har stået bag store undersøgelser af vælgernes forhold til velfærdssystemerne.

»Både i 2000 og i 2008 fik vi det entydige overordnede svar, at folk fandt det mest rimeligt at give til dem, der har mest behov, frem for at give til alle. Men når vi går ind og for eksempel spørger konkret til folkepensionens grundbeløb, så svarer 80 pct., at de mener, at den skal være for alle.«

På samme måde gælder det vores holdning til stort set alle andre overførselsydelser i det danske velfærdssystem. Ydelserne skal fortsat være universelle, mener vi.

»Der var kun én eksisterende universel ordning, som folk ikke gik ind for skulle blive ved med at være det. Det var børnepenge. Men sandsynligheden for, at børnepengene nogensinde skulle forbeholdes dem med de laveste indkomster, er ikke-eksisterende,« siger Jørgen Goul.

Fjerne børnepenge

Forklaringen er simpel og samtidig meget karakteristisk for de store problemer, politikerne støder ind i, hvis de begynder at pille ved universalismen i det danske velfærdssystem. Det handler nemlig ikke kun om befolkningens utilfredshed.

Hvis man virkelig skulle have noget overskud ud af at fjerne børnepenge fra nogen, kunne man ikke bare nøjes med at tage fra de forholdsvis få virkelig rige familier. Man måtte ramme en god del af middelklassen også. Og man skulle så have et interval, hvor børnetilskuddet blev aftrappet.

»Det vil i realiteten svare til at indføre en målrettet, særlig høj marginalskat for en meget stor del af børnefamilierne. Og det er ellers netop de aldersgrupper, man nu i mange år har sænket marginalskatterne for, i håb om at de vil arbejde noget mere,« siger Jørgen Goul Andersen

'Samspilsproblemer' blev denne form for utilsigtede effekter af velfærdsordningerne døbt for 30 år siden. Foruden det med marginalskatteeffekten handlede det også om, at det er voldsomt dyrt og bureaukratisk at administrere, når der gives 117 forskellige ydelser alt efter indkomst og andre social forhold.

Det var årsagen til, at VK-regeringerne under Poul Schlüter ryddede op og faktisk indførte universel adgang til bl.a. SU'en og hjemmehjælpen, ligesom de mildnede diverse aftrapninger for pensionister. Der var enkelte grupper, hvor den effektive marginalskat var over 100 pct.

Adfærdsregulering

Kommer det til offentlige serviceydelser, er det brugerbetaling, der bryder med universalismen. Den møder også en meget betydelig modstand i brede del af befolkningen.

»Socialdemokraterne kan slå på, at der er en betydelig grad af ulighed i brugerbetaling. Og de borgerlige kan med nogen ret sige - ligesom Schlüter med pensionisterne - at hvorfor skal man straffes for at have opført sig ansvarligt,« siger Jørgen Goul.

Så brugerbetaling har aldrig rigtig grebet om sig i det danske velfærdssystem. Kun på et enkelt punkt kan Jørgen Goul Andersen pege på en fordel - nemlig som adfærdsregulering.

Perverse incitamenter

Som flere eksperter tidligere har været inde på i Informations interviewserie, så er den universelle velfærdsstat dyr. Men den har også en række fordele.

»Den er enkel at administrere, og så er den markedskonform. Det vil sige, at den ikke går ind og giver borgerne nogle perverse incitamenter. Den straffer ikke folk for uansvarlig adfærd - og den giver ikke store samspilsproblemer.«

Det er disse fordele, som alt for uigennemtænkte reformer kan risikere at rokke ved, mener Goul.

Han erklærer sig enig med nogle af velfærdsstatens kritikere, når de påpeger, at vi beskatter 80 pct. af befolkning for at dele velfærd ud til 80 pct. af befolkningen.

»Men det er sådan set definitionen på en velfærdsstat, især i Europa. Det er ikke bestikkelse, vi snakker om. Det er retfærdighedsfølelsen. Der vil være folk, der med god ret vil føle sig uretfærdigt behandlet, hvis de ikke kan få del i velfærden, fordi de har opført sig ansvarlige. Velfærdsstaterne i Europa bruger i dag mange flere kombinationer af offentligt og privat end tidligere, men det er stadig staten, der står med det overordnede ansvar, og det er stadig omfordeling fra alle til alle«.

Bøjede principper

Han peger desuden på, at det går ud over den samlede solidaritet i samfundet, hvis du har et velfærdssystem, der er forbeholdt de dårligst stillede.

»Hvis det er os mange, der betaler til de få, så opstår der lettere nogle forestillinger om, at de er egentligt også er underlige, at de ikke er særligt ansvarlige og måske heller ikke har fortjent det.«

- Men hvordan sparer man så på velfærden, hvis det nu er overvældende nødvendigt at gøre noget?

»I 80'erne brugte man grønthøstermetoden. Det var faktisk effektivt. Man satte også et hegn op for sig selv, hvor krav om forbedringer skulle være ledsaget af forslag til besparelser. Man prøver overalt at effektivisere og skære fedt væk. Man har også altid bøjet principperne - men i bevidsthed om, at man har syndet. Der er også en tendens til, at udvidelsen af grænserne for, hvad der er offentligt ansvar, går i stå i krisetider. Men det er for smed at rette bager, hvis man siger, at den store vækstkrise, vi står i, skyldes vores velfærdssystem. Det er den anden vej,« siger Jørgen Goul Andersen og hentyder til, at Danmarks BNP fra 2008-2010 faldt med samlet 4,1 pct.

»Der går 2-3 år, før vi er tilbage ved 2007. Så stor vækstkrise er der ikke mange lande, der har - og i Danmark er det ikke sket i fredstid i 200 år. Dét er det store problem - og at nogen diskuterer noget som helst andet, end hvad vi gør ved det, bekymrer mig faktisk rigtigt alvorligt.«

Fakta

Dr.phil. Gunnar Viby Mogensen, forfatter til ’Det danske velfærdssamfunds historie’:

’Vi lever i et velfærdskrater. Den danske velfærdsstat var fra begyndelsen for de trængende, de gamle og de syge. Men især i 70'erne eksploderede den i et omfang, hvis efterdønninger dansk økonomi stadig lider under.’

Professor Jørn Henrik Petersen, velfærdsforsker og medforfatter til det fortløbende værk ’Dansk Velfærdshistorie’:

’Velfærdsstaten er demonteret – men ingen vil diskutere, hvorfor Velfærdsstaten og især de værdier, der bar den, langsomt er blevet demonteret igennem tre årtier. Vi er gået fra at være borgere til at være kunder – men ingen politikere vil diskutere, hvad det indebærer.’

Aase Olesen, tidligere radikal socialminister:

’Aktiveringstanken er til en vis grad blevet misbrugt til at piske rundt med folk med store psykiske eller misbrugsmæssige problemer.’

Interviewene blev bragt 3., 7. og 12. februar.

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Dorte Sørensen

I mine øjne vil en afskaffelse af den universelle velfærd være samme øvelse som en dagpengeperiode på nu kun 2 år og fratagelse af flere uddannelsesmuligheder for de ledige og nedslidte - nemlig Danmark mister vigtige konkurrence parameter og går ind i den grå masse og her har vi ingen mulighed for at slå igennem.

Hvis vi skulle gøre noget, så må det være at afskaffe al den styring og kontrol så folk kan få lov at løse opgaverne med egen sund fornuft i de enkelte situationer. Det er vanvittig at en socialrådgiver skal bruge 80 pct. af sin arbejdstid på kontrolopgaver. Tænk om folk fik mulighed til at hjælpe de ældre i helle den afsatte tid i stedet for at skulle bruge meget af tiden til afkrydsning og kun gøre de ting som står på listen, hvis fru Hansen trænger til en hel anden hjælp på dagen. Det er da et vanvittigsystem. Vis dog tillid til folk, herved kunne de få arbejdsglæden igen og herved yder folk også mere. Ligeledes kunne der spares meget i sundhedsområdet, hvis den tvungne 1 månedes behandlingsgaranti bliver ophævet og der prioriteres efter alvorlighed . Ja der er mange andre steder at tage fat end ved en afskaffelse af efterløn og andre kerneydelser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mick Sørensen

@Dorte: Angående kontrol af de offentligt ansatte så er der jo ikke nogen politikere der vil være uenige med dig i det du skriver. Men problemet er jo netop at de ansatte i eks. plejesektoren gang på gang har demonstreret at de i stor stil misbruger den tillid. Bare se på den seneste sag om systematisk snyd i plejesektoren.
Det er naturligvis de få der ødelægger det for de mange, men når sådan noget sker så bliver man nødt til at stramme op generelt.
I en perfekt verden er der ikke noget der hedder kontrol men verden er ikke perfekt og du demonstrerer en utrolig naivitet.

Angående behandlingsgarantien så er du ude i et ideologisk ærinde. Du er typisk rød og sætter systemet over borgerne - ulækkert.
Alle er lige i de rødes verden - nogle er bare mere lige end andre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Frederik Bak, nu var det jo ikke kontrolsystemerne, der fangede misbrugene.
Og, Frederik Bak, hvis man vil af med behandlingsgarantien, agerer man pragmatisk og fornuftigt, mens man er ude i ideologisk ærinde, hvis man giver samme ret til rheumatismetåen som hofteskredet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Borregaard

Men det er for smed at rette bager, hvis man siger, at den store vækstkrise, vi står i, skyldes vores velfærdssystem. Det er den anden vej,« siger Jørgen Goul Andersen og hentyder til, at Danmarks BNP fra 2008-2010 faldt med samlet 4,1 pct.

- Jørgen Goul Andersen, har fuldstændig ret i, at det er for letkøbt, at pege fingre af velfærdsmodellen - det er de manglende reformer, og lysten til samme, som har bragt Danmark i en situation, hvor man partout skal ændre, grundet en uansvarlig Regerings forfejlet økonomisk politik.

De har dog ret i en ting, Danmark er kommet væsentligt bedre ud af krisen end andre lande, det skyldtes dog ikke den førte økonomiske politik - men snarere det grundlag, at Danmark blandt andet er nettoeksportør af olie.

Kunne Boligboblen have været undgået? Ja højst sandsynligt, hvis man havde valgt, at indføre en intelligent boligbeskatning, som blandt andet Christen Sørensen er fortaler for. Konsekvensen af boligboblen er, at mange i dag ikke kan bosætte sig i København. Trods årelang boligkrise er huspriserne ikke faldet mere, end at flertallet fortsat er afskåret fra at købe hus i hovedstaden.

Har der været skattestop på boligerne? Nej, både ejendomsværdiskatten samt grundskylden er steget. Begge skatter stiger dog mindre end de ville have gjort, hvis det ikke havde haft været for Regeringens “skattestop” og skatteloft. Ser man på ejendomsværdi skatten, var den i 2002 på 10,2 mia. kr. i dag er den 2.3 mia. højere - Resultat: man har givet boligejerne skattelettelser for 47 mia. kr..

Kunne dette have været undgået? Ja, man kunne have indført en intelligent boligbeskatning -problemet var dog, at under højkonjunkturen var skattestoppet populært, både i befolkningen og på Christiansborg. Ikke desto mindre, kunne man have undgået den bakke som blev skabt i årene 2005, 2006 og 2007? Ja, en intelligent boligbeskatning, havde højest sandsynligt sikret den himmelflugt boligpriserne har taget, fra at være billige i 90erne` til den værdiansættelse, der udgør ejendomsmarkedet i dag.

Overskriften burde dog være: Skattestoppet har i årene 2002 til 2010 kostet staten 223,4 milliarder kroner, eller ca. deromkring, det er en beregning foretaget af daværende skatteminister Kristian Jensen.

Der er flere eksempler, kommunalreformen, overbetaling af sygehusene og ikke mindst de mange xx mia. kr. der går til sygedage, fordi ansatte ikke kan følge med, med henblik på de stigende forventninger der er blevet lagt på deres skuldre…

Du kan selv forsætte listen neden for… Du behøver dog ikke at nævne de 22.500 sider der udgør arbejdsløshedslovgivningen samt den fortolkning Regeringen samt kommunerne har af grundlovens § 75 - en fortolkning som ikke er den universelle velfærdsmodel værdig, og som utvivlsomt også har været med til, at mange har fået ”hjemmelivsstress”, og dermed kommet længere væk fra arbejdsmarkedet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johan Andresen

Glædeligt med et indspark der får flere parter repræsenteret i den -offentlige- debat. Ingen drømmere skal have eneret til at levere de perspektiver, alle fordres med.

Det er simpelthen ærgerligt, når den egentlige smagsdommerånd tager over (den som Anders F*** R******** indførte i sit (ideologiske) såkaldte forsøg på at afskaffe denne).
Så tak information; der bliver lyttet til læserne, kommentatorerne og debattørene af jeres artikler og telegrammer. Vi har manglet/savnet sværvægtere, der offentligt ville give sit besyv med.
Det får vi her og lad os få mere. Det bekymrer mig om andre medier følger trop, eller om de forlængst er overladt til drømmernes (artikler, kronikker, tv-indslag;) drømme. Det siddende styre skal altid udfordres.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Emma Platz

Jeg er meget enig med artiklens pointer. For hvad er alternativet til, at vi bevarer og genskaber den socialdemokratiske nordiske velfærdsmodel, som regeringen gør deres bedste for at slå ned for tiden?

En liberalistisk model som i USA, med mindst mulig sociale ydelser, fordi "pengene ligger bedst i borgernes lommer", og "det skal kunne betale sig at arbejde", så dem, der ikke gør det, skal ikke have det for sjovt! Med konkurrence, privatiseringer, markedets logik, krakkede banker, boligbobler m.v.

Eller en mere gammeldags konservativ model, hvor familien sørger for sig selv og deres, og hvor kun "de allersvageste" skal have hjælp. Altså tilbage til fattighjælp og udstødelse.

Den danske model har virket i mange år. Og den vil virke igen, hvis vi får mennesker i regeringen, som elsker den og vil arbejde for den. Må vi bede om S-SF regering!!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hugo Barlach

Men er fradraget for alskens sundhedsforsikringer ikke et udmærket eksempel på, at blok-ideologi risikerer at dele velfærd op i over- og undermennesker? Uanset opinionsmålingerne. Og det er med vilje, at den term er valgt. For anliggendet er blevet aktualiseret i samfunds-diskursen med det nuværende blok-flertal, som op til et kommede valg har forsøgt at binde aftale-forholdet op på forlig og partiernes interne respekt for forligspartnere.

Idehistorisk betragtet kan man tale om A og B-hold alt det man vil, men historien viser som regel, at protestforhold hár en historie.Og altså at magt-relationernes indbyrdes styrkeforhold ikke altid respekterer den enkeltes opfattelse af Rosseau's samfundskontrakt. Og i mange tilfælde på retoriske vilkår forsøger at omdefinere individets betydning, når magten gøres op. Ikke mindst i den liberale ideologiforståelse. Hvor egennytten regelmæssigt har været forsøgt erstattet med samfundsnytten. Og helt har, skal vi sige diskvalificet, individets plads i kalkulen?

Velfærd er immervæk individets rekurs - og hverken samfundsfilosofien eller meningsmålingerne kan ændre ved det forhold. Hvorfor? Fordi erfaringen af, at man kan falde ud af kalkulen fordrer protest. Og den simple relation er regelmæssigt faldet ud af statskundskabens kalkulerede rækkevidde. Måske også i denne sammenhæng?...

Med venlig hilsen

anbefalede denne kommentar