KABUL - Den afghanske regering erkendte for nylig, at den forhandler med Washington om at oprette permanente amerikanske militærbaser i Afghanistan. På en pressekonference 8. februar indrømmede den afghanske præsident, Hamid Karzai, at have ført hemmelige drøftelser med Obama-regeringen om en juridisk og strategisk formalisering af en aftale om »faste militære baser«. Han bekræftede også, at USA har fremsat anmodningen, fordi man ønsker at bevare muligheden for målrettede angreb imod al-Qaeda og Taleban.
Efterfølgende betegnede Afghanistans forsvarsminister, General Rahim Wardak, etableringen af amerikanske militærbaser som »nyttig og nødvendig for Afghanistans stabilitet på længere sigt.«
Krig mod terror
Siden NATO og Nordalliancen væltede Taleban-regimet i 2001, har den fremherskende opfattelse været, at amerikanernes fokus var ‘at føre krig mod terror’ - ikke at skabe sig et varigt strategisk brohoved i Sydasien.
I januar gjorde den republikanske senator Lindsey Graham fra South Carolina sig imidlertid som den første til talsmand for det synspunkt, at USA bør sikre sig permanente militære baser i Afghanistan.
»Kun sådan kan Amerika opretholde en langsigtet beskyttelse mod terrorisme,« hævdede han.
Selv om tiårsdagen for ‘krigen mod terror’ nærmer sig, har hverken NATO-landene eller den afghanske regering til dato formået at fremlægge nogen specifik definition på terrorisme. Hvis amerikanerne og deres allierede fremdeles sigter til al-Qaeda, så udkæmper de i dag en forkert krig: Al-Qaeda har for længst flyttet sine kernebaser fra Afghanistan til Yemen, Somalia, Maghreb-landene og Irak. Kun mindre og lokalt baserede al-Qaeda-grupper findes endnu i de pakistanske stammeområder, men udgør ikke frontlinjen i ‘krigen mod terror’.
Krigen føres mod Taleban alene. Skal den stadig have en meningsfuld status af ‘krig mod terror’, må USA og NATO erklære Taleban for en terrorgruppe - et skridt, som ikke tegner sandsynligt i lyset af, at såvel den afghanske regering som dens internationale allierede løbende sender forhandlingsfølere til Taleban om, på hvilke vilkår der kan skabes fred.
Taleban er desuden ikke en specifik eller uafhængig fraktion, men en diffus bevægelse, som består af spredte religiøse stammegrupper på begge sider af grænsen mellem Pakistan og Afghanistan. Disse grupper styres af stammeledere, af religiøse ledere og fungerer tillige som forlænget arm for Pakistans militære efterretningstjeneste, ISI.
Pakistan bruger Taleban som en stedfortræderaktør, der skal fastholde pakistansk og stække indisk indflydelse på udviklingen i Afghanistan, uanset at fremgangsmåden sker med terroristiske midler og holder ‘krigen mod terror’ både varm og blodig.
Der er ingen tvivl om, at USA vil retfærdiggøre eventuelle permanente baser i Afghanistan ud fra disses formodede positive indvirkning på stabiliteten i Afghanistan. Pakistans åbenlyse dobbeltspil taler dog for det modsatte.
Ved at udtrykke velvilje over for etablering af amerikanske baser kan Afghanistans regering tænkes at ville markere over for de regionale magter, især Pakistan og Iran, at de ikke skal forvente at kunne dominere Afghanistan på samme måde som i 1990’erne. Det budskab er imidlertid ikke stærkt nok til at fremme stabiliteten i Afghanistan.
‘Faste udenlandske militærbaser’ er psykologisk stærkt ømtåleligt for mange afghanere, ikke mindst blandt de religiøse landsbyboere. Med sådanne baser i Afghanistan vil fanatisk religiøse kredse i Pakistan og Afghanistan ikke savne anledning til at motivere afghanske jihad-frivillige til ‘hellig krig mod korsfarerne’ og sende dem til Kabul og andre store byer som selvmordsbombere.
Taleban beskylder USA for at have »besat« Afghanistan og agiterer i de afghanske landsbyer for at slutte op om »deres krig mod besættelsen.« Nu kan de til deres propaganda føje en beskyldning om, at USA fra begyndelsen af har ønsket at holde landet permanent besat og styre og kontrollere det fra baser.
Talebans budskab vil gå desto renere igennem. Bevægelsen vil kunne optrappe sin rekrutteringskampagne i Afghanistans landsbyer og få desto lettere ved at motivere fundamentalistiske grupperinger i Centralasien og Indien og sågar Kina. Taleban vil utvivlsomt formå at gribe denne chance for at udvide kampzonen.
Afghanistan vil dermed i endnu højere grad blive et omdrejningspunkt for regional og international konflikt, hvor Indien vil strides med Pakistan, Iran vil rivalisere med Saudi-Arabien, og Kina og Rusland kappes med NATO. Kina opfatter i forvejen NATO’s militære tilstedeværelse i Afghanistan med stærk mistro, mens Iran officielt betegner den som »en besættelse af Afghanistan,« der er til fare for nationens interesser. Hvad Moskva angår, anser man nok NATO’s tilstedeværelse i Afghanistan for nyttig i det omfang, at den kan hindre terror i det centrale Asien, men etablering af permanente amerikanske baser i Afghanistan vil være et skridt, der kalder på skepsis og åben modstand fra Kreml. Ingen af de regionale spillere vil hilse sådanne baser velkomne. Alle vil reagere med øget mistænksomhed over for USA’s strategier.
Ud fra ovenstående kan der kun konkluderes, at den eneste sikre effekt, vi kan forvente af en beslutning om at oprette permanente amerikanske militærbaser i Afghanistan, vil være, at krigsmaskinen fortsætter i højere omdrejninger, samtidig med at de regionale spændinger potenseres yderligere.
Sayed Yaqub Ibrahimi er afghansk >journalist
Oversat af Niels Ivar Larsen
I 2011 ændrer Danmarks indsats i Afghanistan karakter fra kamp til oplæring, så der i slutning af 2014 ikke længere findes danske kamptropper i Afghanistan.
Ultimo 2012 skal 650 danske soldater ifølge Berlingske være i landet mod 750 i dag.
Allerede i år skal et polititræningshold på 21 mand sendes til Afghanistan for at undervise det afghanske politi.
Kommentarer
Mens Hillery Clinton puster til ilden i Nordafrika og understøtter zionisterne i Palæstina, fordømmer vold og terror, fortsætter den amerikanske krig i Iraq og Afhanistan med utallige overgreb. Overalt, hører vi, sker det for frihed og demokrati.
Ideen om permanente baser I regionen er ikke specielt ny.
Allerede i 2006 begyndte amerikanerne at anlægge en tre kilometer lang landingsbane ved den store Bagram luftbase.
Basebyggeriet er et udtryk for USA’s globale geopolitiske og strategiske interesser. Se fx artiklen Why U.S. forces bent on expanding military bases in Afghanistan?:
http://www.globalresearch.ca/index.php?context=va&…
“Taleban beskylder USA for at have »besat« Afghanistan og agiterer i de afghanske landsbyer for at slutte op om »deres krig mod besættelsen.« Nu kan de til deres propaganda føje en beskyldning om, at USA fra begyndelsen af har ønsket at holde landet permanent besat og styre og kontrollere det fra baser.”
Øh ja? Skulle det være en kontroversiel opfattelse?
Imperiet løber ingen steder. Ikke før det bryder sammen ligesom alle andre imperier har gjort det før eller siden gennem al historie.
Selvfølgelig vil USA oprette militærbaser i Afghanistan. Det er jo det, hele projektet med krigen går ud på.
Den dér ‘Krig mod Terror’ er godt nok en lidt underlig betegnelse, men det ser man jo tit med navne på militære operationer.
Obama er ikke nogen idiot, og han ved formodentlig at krigene i Irak of Afghanistan fremmer terror i stedet for at begrænse det. Det lyder imidlertid ikke så godt at kalde det hele “the war to achieve hegemony in the Mideast and Central Asia”. En “krig mod terror” er derimod mere salgbar - hvem kan være imod at begrænse terror? Med sådanne ædle hensigtigter kan man kun diskutere taktik. Krigen mod terror er i øvrigt genbrug fra Reaganadministrationen, hvor USA ligeledes udførte og støttede regulær statsterror i stribevis af lande.
Læs; “usa HAR oprette permanente militærbaser i Afghanistan”… ..og opiumsbaser iøvrigt.. opiumsproduktionen boomede med mange 100% procent efter amerikanerne fik kontrol over områderne..
CIA har iøvrigt en lang historie for dette:
http://www.globalresearch.ca/index.php?context=va&…
al den her Terror-retorik dækker selvfølgelig over det desperat ønske om at holde fast i magten globalt..
hvor 90% af Terroeren som vi har set så er statssponsoreret og Osama Bin Laden har været død i små ti år, og 9/11 september er tidernes største medie-stunt (af dele af den amerikanske regering (CIA)..).. http://www.i11time.dk/
jøsses sikker tider vi lever i..
- men jeg er enig med Anne Marie at emperier altid falder, og USA/Israel imperiet er godt på vej til at kollapse under sin egen vægt.. og lad os så se hvad der kommer efter - det blir ikke kedeligt at være menneske de næste 30 år..
“Krigen mod terror er i øvrigt genbrug fra Reaganadministrationen, hvor USA ligeledes udførte og støttede regulær statsterror i stribevis af lande.”
Der er bestemt intet nyt under solen fra USA, det tog nok bare lige lidt tid inden dem der voksede op i 80’erne, fik rystet Rusland skrækken af sig. Metoderne er som sådan de samme, en undtagelse kan siges at være infoen fra wiki, der muligvis har rykket lidt på det hele.
Muligt det gik op for araberne hvordan de er blevet kørt rundt med, hvorefter de har fået nok. Man kan håbe, selvom jeg nok har mest hang til CIA teorien.
Hvorfor? de fik ikke internet i går ? mange af landene har været under regime i over 20 år. Nu kører det som en steppebrand?
Kapitalismen i Vesten forbereder sig på at håndtere den nye verdensorden “Fejlslagne stater”. Energi- og fødevarekriser, flygtningestrømme, hungerområder og lokalkrige vil presse flere og flere områder i Verden ud i en tilstand af “Fejlslagne stater”. Militære indgreb vil i stadigt stigende omfang blive en del af Vestens u-lands- og katastrofehjælp. Vestens virksomheder, specielt de der beskæftiger sig med råstofudvinding i de fejlslagne stater vil blive militariseret ved hjælp af private militser. Vores transporter af råstoffer og varer vil tage form af bevæbnede konvojer. Irak, Afghanistan og Somalias kyst er kun begyndelsen og Nordafrika er næste trin udviklingen. Der er ingen ende på de nye muligheder. Mærsk har investeret i 10 nye supercontainerskibe. Og alle, uanset om de bor i Vesten eller i Den Fejlslagne verden, vil have adgang til internet og have de vil have ytringsfrihed.
SENSATIONELT, eller……??
David Cameron, i dag :
‘…Britain and other western countries cannot impose any democratic model on the Arab world…’
Ideen med stabilitet baseret på militære baser og klient regimer er netop nu i opløsning i hele Mellemøsten og Nordafrika og det er gået så hurtigt at den absurde ide om et stabilt demokrati i Afghanistan (eller Irak) ved hjælp af fremmed militær tilstedværelse virker mere vanvittig end nogen sinde.
Englands premierminister David Cameron er på rundrejse i Mellemøsten og læs her emnet for hans tale i Kuwait og tænk på hvad denne tilsyneladene ændring i tilgangen til Mellemøsten kan betyde for Englands strategi i Afghanistan, hvis disse tanker bliver implementeret dér.
http://www.guardian.co.uk/politics/2011/feb/22/dav…
Jeg risikere gerne at fremstå som naiv et par dage…….
@Per Danbo. Cameron er på niveau med Marie-Antoinette: Har folket ikke brød - ja men så giv dem dog kage….
Der står ikke demokrati på demonstranternes paroler i Tunis, Egypten og Libyen, men derimod: Væk med korruption, fattigdom, arbejdsløshed og tortur
Konstitueret demokrati og ytringsfrihed er slet ikke interessant for flertallet af befolkningerne….det er noget man tager hvis ikke de ovennævnte livsvigtige behov opfyldes.
Nu skal gassen sikres.
The empire strike again.
Et spørgsmål er, hvad dette kommer til at betyde for Europa? At nogle regeringer falder og udskiftes, ændrer ikke ved de grundlæggende problemer i Mellemøsten og Nordafrika, heraf eksempelvis udbredt fattigdom, generel dårlig uddannelse hvis overhovedet nogen, korruption, alt for stor arbejdsløshed, stor befolkningstilvækst.
Det ændres ikke på et par år eller ti. I de næste 40 år vil befolkningerne (projekteret) i 13 lande i dette område (der allerede har over 100 mill under fattigdomsgrænsen) øges med 105 millioner. Formentlig i en tid med stærkt stigende fødevarepriser.
Vil ‘revolutionerne’ betyde at disse problemer løses? Hvis ikke, vil Europa opleve en flygtningestrøm af hidtil usete dimensioner.
jamen de baser er da nødvendige, hvordan skal vi ellers sikkert kunne tilrane os alle de mineraler, som army corps of engineers har fundet i deres undegrund? Og tænk bare på hvad det vil gøre for beskæftigelsen i afghanistan at der ny bliver en hel masse åbne jobs i minedrift osv. Så behøver de ikke sidde på deres røv og glo længere mens de vogter får, de kan få sig et godt, underbetalt job med silikose og hele molevitten.
Permanent vestlig tilstedeværelse i Afghanistan har hele tiden været hovedformålet.
Afghanistan er porten til Centralasien, der i dag udgør et resurserigt sikkerhedspolitisk vakuum mellem Rusland og Kina.
Med et Afghanistan på vestlige hænder, kan USA begynde at spille en seriøs rolle i regionen med militær alliancedannelse, økonomisk udvikling eller hvis alt andet fejler militær indgriben.
Når det er på plads, er Ruslands og Kinas territoriale udvidelsesmuligheder zero.
USA har simpelthen så mange baser – hvoraf flere snarere er mellemstore amerikanske byer - over hele jorden, at solen aldrig går ned over det amerikanske ’empire of bases’, som Tom Engelhardt skriver i sin artikel ”The US Has 761 Military Bases Across the Planet, and We Simply Never Talk About It”.
Mindre kan vel ikke gøre det, nå man har påtaget sig at udbrede ’demokratiet.’
http://www.alternet.org/world/97913/the_us_has_761…
Det er svært at skabe hegemoni uden.
Så sandt.
Afghanistan er ikke Mellemøsten, men USA bliver altså også trængt tilbage nogle steder, bl.a. i M.Ø.
To pro-Vestlige diktatorer er netop faldet, og flere er måske på vej. Iran er på vej ind. Iran har gode forbindelser med Syrien, Hezballah og Hamas, og forholdet til Egypten synes også nu at blive bedre. Flere lande kan være på vej i samme retning. På bekostning af USA (og Europa).
Det bliver spændende at se, hvad det kommer til at betyde for Europas forsyningssikkerhed af olie og gas, at USA ikke længere vil have den samme indflydelse i området. En ‘indflydelse’ europæerne valgte at opgive for 50 år siden.
USA skal nok bevare sin indflydelse i Mellemøsten på den ene eller den anden måde.
Forsyningssikkerheden er for vital til, at det bliver et tilfældighedernes spil.
kim vibe:
“Det er svært at skabe hegemoni uden.”
Velkommen tilbage, Kim.
Samt en venlig tanke til Erik B., der vist var den første på banen med en meta-tese om USA’s hegemonibestræbelser. En tese, der synes at være konsensus for i disse spalter.
Tak Heinrich,
Erik B’s tese var åbenlyst rigtig.
Spild af tid, Heinrich.
At USA har ambitioner om hegemomi har vi vidst i ca. 60 år. USA’s hegemonibestræbelser har landet dog i stigende grad fået NATO hæftet på, og amerikanske baser er blevet bygget i Central Asien og Østeuropa. Spørgsmålet er, hvor længe amerikanerne kan få kineserne til at (med-)finansiere denne enorme militære opbygning og dens vedligeholdelse?
USA kan sagtens finansiere sig selv ved at skrue på et par relativt simple finanspolitiske værktøjer. De skal bare vænne sig af med 150 års politisk tradition for evigt stigende låntagning, men da den kinesiske vækst også i mange år fremover vil være afhængig af det amerikanske overforbrug, stopper lånefesten nok næppe lige med det samme.
Søren Mikkelsen:
“Spild af tid, Heinrich.”
Al den tid der bruges på disse sider, er muligvis spild af tid. Hvad der dog helt sikkert er spild af tid, er at udveksle betragtninger med dem man i forvejen er helt enige med, samt med underlødige debattører. Det bliver ingen klogere af.
kim vibe skriver:
“USA skal nok bevare sin indflydelse i Mellemøsten på den ene eller den anden måde.
Forsyningssikkerheden er for vital til, at det bliver et tilfældighedernes spil.”
De vil måske PRØVE. Men det er ikke ensbetydende med, at det vil lykkes. Falder alle brikkerne i mellemøsten, står de over for et kulturområde med en 300 millioner USA-hadende arabere, samt naboer af mindst samme størrelse (bl.a. alskens lande som ender på -stan), som ligeledes hader USA.
Efter Vietnam har vi set, at der skal mindre end dét til at kue selv en supermagt. Hvis de vil opretholde dominansen over dét område, hvis det vender sig mod USA, så bliver det ikke uden masseødelæggelsesvåben.
kim vibe skriver:
“USA kan sagtens finansiere sig selv ved at skrue på et par relativt simple finanspolitiske værktøjer. De skal bare vænne sig af med 150 års politisk tradition for evigt stigende låntagning….”
Så længe har de faktisk ikke bygget deres økonomi på låntagning. Det tog først fart med Reagan.
Kim, man har ofte set gamle fjender alliere sig for at smide en fælles fremmed fjende ud, for derpå at genoptage de indbyrdes kampe.
Situationen er helt ny i mellemøsten, og der er ingen tvivl om, at der er et fællesskabsbånd, som binder revolutionærerne sammen. Måske dette vil manifestere sig efter de har fået magten?
Det er svært at spå om, hvad der kommer til at ske, men worst-case scenarierne kan blive særdeles grimme for USA.
Men der skete alligevel noget signifikant med Reagan, da han tredoblede underskuddet og andre præsidenter fulgte trenden efterfølgende.
Har ikke mere eller mindre alle lande gæld? Jeg gad vide hvem der låner alle de penge ud - måske hænger det sammen med, at 90% af pengemassen bliver skabt ud af den blå luft.
Nej, ikke nødvendigvis verdenskrig, hvis USA besinder sig, og opgiver sin defacto undertrykkelse af regionen.
Som sagt, så viste Vietnam os, at der ikke engang skal så meget til at smide en supermagt på porten, så mindre end en pan-arabisk alliance kan gøre det.
Nå, det er fremtiden, og det er svært at spå om. Vi må bare vente i spænding.
Rasmus Mygind:
“jøsses sikker tider vi lever i..
- men jeg er enig med Anne Marie at emperier altid falder, og USA/Israel imperiet er godt på vej til at kollapse under sin egen vægt.. og lad os så se hvad der kommer efter - det blir ikke kedeligt at være menneske de næste 30 år..”
Det har du nok helt ret i. Spørgsmålet er vel imidlertid, om det giver mening at se Imperiet som afgrænset til USA eller som du til USA+Israel. Det her med evighedsbaser for hegemoni får mig til at tænke på Hardt og Negri’s bog ‘Multitude’ (2003).
Naturligvis er USA den statslige katalysator for Imperiets udbredelse set i sammenligning med andre nationalstater, men NATO og andre multinationale organisationer skubber ligeså meget på indenfor den post-koldkrigske neoliberale verdensorden. Set i den optik er Danmark også en del af Imperiet. Og Information. Og din og min bank. Og organisationsstrukturen indenfor vores arbejdspladser. Osv.
For er det ikke - helt inden under al skal og overflade - et spørgsmål om et globalt værdisæts hegemoni? Den globaliserede kapitalisme har brug for Lebensraum, ikke bare Afghanistans resurser (gas), men nye markeder. Og ikke mindst for en vedvarende undtagelsestilstand - for konfliker, der bliver ved at blusse op og sikrer fortsat beskæftigelse for verdenspolitimanden.
Hvis det er sådan, så er det vel ikke nok at være sur på USA (selv om der dagligt er rigeligt at blive arg over alene i amerikansk udenrigspolitik). Det handler i så fald om at vende sig mod det globale udbytningssystem, som amerikanske evighedsbaser muliggør og muliggøres af. En netværkende global sammensmeltning af politik, forbrug, krig og kapitalisme.
Hvis det ér sådan, så er modstanden mod USAs baser kun en parantes i den altomfattende modstandskamp mod Imperiet, der dagligt må forsøges kæmpet af alle mennesker fra alle udbyttede klasser. Eller sagt med andre ord: klassekampen rykker ind i alle afkroge af livet, da Imperiets udbytningsmekanismer er altomfattende og allestedsnærværende.
Og endelig, hvis det ér sådan, så falder Imperiet ikke alene ved, at USA mister sin nationalstatslige førerposition. Det kræver et globalt oprør, hvor alle verdens storbyer så at sige bliver Tahrir Pladser.
Modsvaret må være en ligeså glidende global kommunisme baseret på nye netværksformer og sociale alternativer tilvejebragt af “os alle” (multituden/mængden) som aktivister, der får den globaliserede neoliberalisme til at se rigtig skidt ud og forgå.
Så vidt Hardt og Negri. Men hvis de tager fejl og det vitterligt handler om, at USA skal bringes til fald for at imperialismen stopper, så må spørgsmålet vel vendes endnu mere skarpt mod os selv: tør vi (nu som vælgere i et liberalt demokrati) overlade historiens gang til en dybt degenereret venstrefløj, hvor en S-SF regering sandsynligvis ikke kommer til at ændre et komma i forholdet til USA - ligesom andre centrumvenstreregeringer i Europa? Eller bør der ses mod den latinamerikanske radikaliserede antiimperialisme og klassekamp for inspiration uanset at der er væsentlige forskelle på graden af udvikling og kapitalismens (over)modenhed her og i LA?
Det synes i hvert fald ikke nok bare at vente på et imperial overstretch.
Godt indlæg Anne Marie.
Hvor melder man sig ind henne?
Godt spørgsmål, Rune.
Udenomsparlamentarisme
behandles for tiden på linje med terrorisme og folkelige latinamerikanske sociialist-præsidenter slåes i hartkorn med de mest bestialske diktatorer i pressen lige fra JP til Information.
Vi kunne starte med at få Frank Aaen som udenrigsminister og så tage den derfra.
Hvorfor ikke lade folk leve som de vil i respekt for den fælles planet. Diktatorer og Demagoger bliver man nødt til at tage afstand fra selvom de betaler.Multinationale firmaer tænker KUN på bundlinien og betaler kun skat hvis de er NØDT til det.
Penge må ikke stå over moral, det skaber terrorisme.
Tja, USA har lige trukket sig fra Pech Valley. Et sted de for nogle år siden erklrærede til et af de vigtigste i hele krigen. En enkelt bjergdal hvor de havde anvendt flere midler og mere personnel med flere tab end i hele Helmand-provinsen.
Deres ræsonnement:
“What we figured out is that people in the Pech really aren’t anti-U.S. or anti-anything; they just want to be left alone,” said one American military official familiar with the decision. “Our presence is what’s destabilizing this area.”
De indså at det var USA selv der var skyld i krigen…