Da folketingsmedlemmerne ni dage før juleaften 1998 stemte for et lovforslag, der åbnede for dansk tilslutning til Den Europæiske Konvention om Statsborgerret, skete det enstemmigt: Alle tilstedeværende 117 medlemmer af tinget stemte for, at Danmark skulle arbejde hen imod en ratificering af konventionen. Lovforslaget, der blandt andet sigtede på at undgå statsløshed, henviste i lovbemærkningerne til FN-konventionen fra 1961 om statsløshed. Det er netop denne FN-konvention, som Integrationsministeriet i årevis systematisk har set bort fra, når unge statsløse, der er født og opvokset i Danmark, har søgt om statsborgerskab.
Blandt dem, der kort før juleaften stemte for lovfor-slaget, var også Dansk Folkepartis tilstedeværende medlemmer i Folketingssalen.
Netop FN-konventionen fra 1961 har Dansk Folkeparti ellers for nylig indledt en kampagne mod.
Ifølge udtalelser fra partileder Pia Kjærsgaard til politiken.dk i går er konventionen fra 1961 utidssvarende, fordi den er »vedtaget i en anden tid, end den, vi lever i«.
Det fik Pia Kjærsgaard til at kræve en oprydning af kokset i Birthe Rønn Hornbechs (V) integrationsministerium.
»Vi er nødt til at lave en revision på alle de konventioner, vi er omsluttet af. Danmark bevæger sig ligesom altid på kant med dem, og denne gang har vi altså overskredet den,« sagde partilederen til politiken.dk.
Eller som partiets medlem af Folketingets Indfødsretsudvalg Jesper Langballe sagde om konventionen ved samrådet i Folketinget om de statsløse den 9. februar i år: »Den er fra ‘61. Det er 50 år. Prøv engang at forestille jer, hvordan historien er raset af sted på de 50 år.«
Vil se på sagen
I dag kan Jesper Langballe ikke forklare, hvorfor Dansk Folkeparti ikke under folketingsbehandlingen i efteråret 1998 af lovforslaget protesterede mod opbakningen til FN-konventionen fra 1961 eller selve princippet om at undgå statsløshed.
»Det er helt nyt for mig. Det vil jeg se nærmere på,« siger han.
.jpg){kind=small}
Kommentarer
Med sin årtiers indgroede nationalisme kan Dansk Folkeparti kun underkaste sig internationale konventioner i den udstrækning, som de bekræfter den danske identitet i deres forstandt. Partiet har aldrig villet forstå den bgetydning, som vi lagde i vedtagelsen af de internationale menneskerettigheder straks efter krigen.
Den franske modstandskvinde, Agnés Humbert, der fristede tilværelsen i de tyske fængsler, afsluttede sine erindringer med: “Jen tænker på profeten Esajas, som for mere end tre tusind år siden sagde: De skal smede deres sværd om til plovskær og deres spyd om til segl, intet folkeslag skal hæve sværdet mod et andet, og der skal ikke mere være krig.”
Kan man se DF’s ændrede holdning, som andet end udtryk for at holdningerne i Danmark er skredet, så det tilsyneladende vurderes som mere acceptabelt at undtage Danmark fra internationale konventioner, som støtter mennesker i nød?
Hvor er vi dog blevet fattige i ånden ved vores kakelborde og sofastykker
DF har ikke ændret holdning,
men danske politikere har igennem årene nølende erkendt det dansk-tyske samarbejde under krigen, og på det grundlag hari indflydelsesrige kredse ment at kunne genoptage højrefløjens mellemkrigspolitik, liberalismens kapitalisme og dens særlige opfattelse af frihed.
I sin første bog tilslutter Søren Krarup sig forfatteren Harald Nielsens antiparlamentarisme og åbner sin tidehvervskamp imod kulturradikalsmen, hvis demokrati er, skriver han, bestemt af nazismen, og kampen føres derfor mere imod antifascismen på grundlag af den nationalistiske idé og hans særlige opfattelse af danmarkshistorien, som blev også blev holdt i hævd af DNSAP og Dansk Folkeparti under besættelsen, og SK giver udtryk for, at denne nazisme fortsatte i danske kulturkredse efter krigen.
Har vi end været marxister,
nu er de løgne fordi.
Den nationalistiske opfattelse af historien (her fra NSUs sangbog) ser Søren Krarup i lyset af teologien, af Luthers katekismus og den evangelisk-lutherske kirketugt, og af samme grund bliver Søren Krarup en arg modstander af EU, men ikke af Natos krige, der i høj grad føres imod de muslimske lande.
Ang. internationale aftaler argumenterer Søren Krarup dog f.eks. med, at tyskerne brød aftalerne fra Versailles efter 1.verdenskrig - en svækkelse eller styrkelse af tankegangen hos DF ligesom deres dobbeltrolle til liberalismen og partiet Venstre?
Hvis DF i 1998 stemte for kvoventionen og nu arguenterer imod ligener det en ændring i partiets holdning? Jeg er ikke og ønsker ikke at blive ekspert i Søren Krarups ideer
ROFLMAO.