For nylig blev den første person i Danmark begravet ved et ritual afholdt i regi af Humanistisk Samfund, der bl.a. er kommet til verden for at skabe alternative, ikke-religiøse ritualer for navngivning, ægteskabsstiftelse og begravelse – dvs. uden Folkekirkens teistiske hokus-pokus. Ifølge samfundets hjemmeside står det for »opbygning af et mere menneskevenligt samfund gennem en etik, som er baseret på menneskelige og andre naturlige værdier«. Hos Humanistisk Samfund fremhæves det menneskeligt-naturlige, mens transcendens, uendelighed, ånd smides på porten. Jordpåkas-telsen kunne egentlig passende ske til ordene: »Jord har du altid været, og mere skal du ikke sætte næsen op efter.«
Folkekirken kom først
Tanken om at kunne blive begravet i en forening, hvor man ikke behøver tro på overnaturlige forklaringer, er selvfølgelig sympatisk. Spørgsmålet er bare, om denne forening ikke allerede findes – nemlig Folkekirken? Er det ikke et underligt overkill at hævde, at Folkekirken skulle være befolket af væsner, der rent faktisk, bogstaveligt og subjektivt tror på, at verden blev skabt på seks dage, at Jesus genopstod fra de døde, og at buske kan tale? Er Folkekirken i dag ikke netop blevet reduceret til et serviceorgan, hvor vi kan få ordnet nogle ting, der ikke kan varetages andre steder i det store markedsapparat?
Vi betaler kirkeskat og får derved adgang til orgelmusik ved bryllupper, et tørt håndklæde og lidt tempereret vand ved barnedåb og en graver til vores begravelse. Folkekirken er i dag sekulariseret – den opretholder de gamle ritualer og tilfører dem lidt åndfuld tale, men kun fordi, at det er sådan, vi forestiller os, det må være. Ikke fordi, vi har indsigt i forkyndelsen, eller fordi vores religiøse inderlighed står på spil. Folkekirken fungerer således som en instans, der tror på vores vegne – så vi ikke selv behøver. Den står dér og tror, og en gang imellem, f.eks. til jul, tjekker vi lige, om den stadig gør det. Vi foretager næsten en form for revision, »bliver der troet her – ja, det gør der«, og så er det hjem til flæskestegen.
Niels Bohrs hestesko
Niels Bohr blev engang spurgt, hvorfor han havde en hestesko hængende over døren på sit sommerhus. Han kunne som verdensberømt videnskabsmand da umuligt tro på, at det skulle beskytte huset mod ulykke. Bohr svarede, at han selvfølgelig ikke troede på det, men tilføjede så, at han havde hørt, at det virkede, selvom man ikke troede på det. Er det ikke sådan, Folkekirken fungerer i dag? Dens mange ritualer og snak er bygget op omkring et sæt religiøse dogmer, som ingen rigtig længere tror på. Men de virker alligevel. Det er en udmærket, stilfærdig ordning, at vi kan blive lagt til hvile af en mand i lang kjole (eller en kvinde, herregud), der fortæller os en skrøne fra de varme lande.
At forsage Djævelen
Humanistisk Samfund kan således betragtes som en sekularisering af sekulariseringen. Man forsøger at fjerne det overflødige åndelige fedt fra en institution, der allerede kun benyttes til netop de ritualer, hvor vi simpelthen har brug for en ramme, der på en sikker og velprøvet måde behandler både det højtidelige, det glædelige og det tragiske.
Sekulariseringen af denne sekulariserede religiøsitet har en bemærkelsesværdig bagside: Ligesom minus gange minus giver plus, er det som om, Humanistisk Samfund med sin afkristning af sakramenterne faktisk ender med at bekræfte en langt mere bogstavelig metafysik, end vi ellers havde vænnet os til. Det er næsten, som om Humanistisk Samfund forestiller sig, at den forælder, der står ved døbefonten, rent faktisk finder det nødvendigt at forsage Djævelen og alle hans gerninger på vegne af sit barn. Som om der var en rød bussemand, der kunne springe frem og sige bøh, hvis man ikke lige havde det med forsagelsen på plads.
Humanistisk Samfund tror, at Folkekirkens subjekter tror. At Folkekirkens subjekter er inderlige og oprigtige. Den bemærkelsesværdige konklusion må være, at det er Humanistisk Samfund, der tror på Folkekirkens sakramenter, langt mere end det er medlemmerne af Folkekirken selv.
Endelighedens metafysik
Sekulariseringen af sekulariseringen betyder to ting. Det betyder for det første, at Folkekirken – som allerede var sekulær – genoplives i en mærkelig bogstavelig form. Og det betyder for det andet, at Humanistisk Samfund, på denne baggrund, kommer til at fremstå som et sørgeligt alternativ. Vi kan vælge mellem at tro på røde bussemænd, og at man kan gå på vandet på den ene side, eller at være seriøse og skrive under på en ’naturlig’ ateisme uden et gran af transcendens, uden andet end jord og endelighed hele vejen igennem på den anden side. Enten religiøs forvildelse eller flade, naturlige værdier. To udgaver af dårlig metafysik – nu kan du vælge: Bliv i kirken og du vil fortryde det; forlad den, og du vil også fortryde det.
Ideen om at fratrække det sidste gran af uendelighed fra Folkekirken er i sidste ende at forstå som en passiv overgivelse. Vi kan kun tænke det uendelige som en karikatur. Vi kan ikke tænke menneskets kapacitet for det uendelige positivt eller kreativt, så vi nøjes med at trække fra – bevæge os mod nul. Endelighedens metafysik. Tilbage bliver et »tobenet dyr uden fjer, hvis charme ikke er åbenbar«, for at citere den franske filosof Alain Badiou.
Kommentarer
Center for vild analyse, ja, men ikke forvildet analyse som denne gang.
Konklusionen af artiklen er: Humanistisk Samfund skal pakke sig og folkekirken skal fortsætte med sin åndelige forurening af befolkningen.
Men kristendommen er jo løgn. ‘En gud lod sig ikke føde og tog bolig i blandt os’ for 2000 år siden og kan derfor heller ikke komme igen. At nogle tror det, er deres private sag, men når disse ‘nogle’ udgør 80 procent af befolkningen, der får staten til at sponsorere, er der noget fuldstændig galt.
Artiklen hævder, at folk ikke tror på det, de siger, de tror på. Nej, vist så, men hvorfor dette narrespil? Det er da dybt problematisk. Kirken har en troslære, som folk har sagt ja til, men som kun få tror på. Kirken påstås at frembære ‘sandheden’. Det er jo løgn. Hvorfor gøre løgn til sandhed - og lade de ateistiske skatteydere bidrage. Det er da dybt forkasteligt.
Artiklen forsøger at hænge dem ud, der gør op med denne tankegang. Ak, hvor er vi henne?
Forfatteren er typen, der står inde i kirken og afsynger trosbekendelsen, og når vedkommende står udenfor i gruset, er der intet tilbage af denne bekendelse.
Den type går også ind for en monark af Guds Nåde - tingene hænger jo sammen.
Lad os åbne folkekirken for det sekulære aspekt og satse på det sociale sammenhold. Det ved vi alle, hvad er www.sekulaermenighed.dk
Denne kommentar er anbefalet af:
Center for Vild Analyse har en meget valid pointe. Faktisk mere end de givetvis selv har forestillet sig.
Kigger man på landets love efter retskrivningsreformen i 1948, ses det at “folkekirken” skrives med lille “f”. I lovgivernes og juristernes øjne er der åbenbart ikke tale om et entydigt fænomen - såsom en organisation eller lignende - der berettiger at der kan være tale om et egennavn. I stedet omtales “folkekirken” som noget langt mere ukonkret og uspecifikt , i der konsekvent henvises til fænomenet som fællesnavn.
Folkekirken opstod som fænomen i forbindelse med Junigrundloven fra 1849. Formodentligt som en modsætning til begrebet “statskirke”, er mit gæt. Altså folkets kirke fremfor den hidtidige kirke, der var statens (eller rettere: kongens).
Læser man om Rigsdagens forhandlinger om landets første grundlov, er det et tilbagevende tema, at ingen kan forklare hvad de egentligt mener med begrebet. Hvad der er bred enighed om, at statskirkens (kongens kirke) skal blive folkets, og at der skal være religionsfrihed.
De ender med at tage stilling til syv forskellige forslag til en paragraf der skal forsøge at definere den post-statslige kirke (plus nogle der trækkes tilbage af stillerne før afstemning), og de ender med teksten i oprindelige § 3: “Den evangelisk-lutherske Kirke er den danske Folkekirke og understøttes som saadan af Staten”. Hvad det betyder, kan man reflektere længe over.
I 1953 Grundloven bliver samme tekst udsat for ny dansk retskrivning, og den sprogligt opdaterede § 4 kommer til at lyde: “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”. Der må have været ført forhandlinger om 1953 grundlovens sproglige fornylse, hvor dette emne må være blevet vendt, men disse kilder har jeg ikke læst. Men konklusionen er tilsyneladende, at folkekirken ikke anses for en afgrænselig entitet.
På folkekirkens hjemmeside, er samme praksis anvendt. Også her bruges konsekvent lille “f”. Man kan så undre sig over logikken i, at et fænomen der har så megen entitet at en hjemmeside kan etableres med dennes navn, på selv samme sider fornægter at være en entitet ;-)
Blandt de få, der tror på Folkekirken (med stort “F”) er Humanistisk Samfund. Disse erklærede ikke-troende tror fuldt og fast på Folkekirkens eksistens, på trods af at al empiri peger i den modsatte retning.
Humanistisk Samfund har sit udspring i Norge, hvor det har anderledes stor udbredelse. Ligeså i Sverige. I disse to lande, har man nationalkirker, der i modsætning til den danske rent faktisk eksisterer. Det er “Den norske kirke” hhv. “Svenska kyrkan” - altså egennavne. I Norge og Sverige konkurrerer deres pendanter til det danske Humanistisk Samfund med eksisterende konkurrenter, mens det danske selskabs kamp er don quijotesk.
Tja, jeg synes at det er en ret sympatisk tanke ikke at være nødt til at hykle ved højtidelige lejligheder. Jeg har ingen sentimentale følelser omkring Jesus og Paulus. Hvorfor skal der bruges tid på dem, når jeg skal vies eller begraves?
Disse her ofte fremførte krav om at vi da “bare” kan hykle hengivelse til idealer, vi ikke deler, i dagens anledning, ignorerer at højtider faktisk har til formål at markere vigtige overgange og omskiftelser i livet. Hvis ikke dét er tiden til ærlighed, ved jeg virkelig ikke hvad er!
Mere om Junigrundloven, til interesserede.
Før Rigsdagen 1848-1849 forhandlede Grundlovens tekst på plads, var der udarbejdet et oplæg. Ifølge dette burde ordlyden have været:
“§ 2. Den evangelisk-lutherske Kirke er, som den, hvori den overveiende Deel af Folket et befinder sig, at ansee som den danske Folkekirke og nyder, som saadan, Understøttelse af Staten.”
En meningsfuld forklaring, der forklarer hvad der mentes med folkets kirke. En ordlyd, der dog ikke blev vedtaget.
Diskussionerne om ordlyden og begreberne er interessant. Denne er beskrevet i referaterne fra Rigsdagens forhandlinger om Grundloven.
Der tales undervejs om den evangelisk-lutherske kirke, om den lutherske kirke, om folkekirken, og om statskirken. Alt sammen uden at nogen klart kan artikulere, hvad de præcis mener med begreberne de anvender. Den begrebsmæssige uafklarethed tages flere gange op undervejs i forhandlingsforløbet.
Den første kommentar der fulgte med paragraffen var:
“§ 2. Udvalget har næret nogen Tvivl, om det ikke vilde være rettest at udsætte Forhandlingen af denne Paragraphi, indtil §§ 64—66 samtidigt kunde forhandles. Imidlertid man, i den Forudsætning, at der ikke vilde være nogen Menningsulighed om det Religionsfrihedens Grundprincip, som er udtalt i det 7de Afsnit, ikke taget i Betænkning at yttre sig om § 2. Udvalget har anseet det for afgjorte, at den i Kongeloven begrundede Opfattelse af den evangelisk-lutherske Kirke som Statskirke maatte opgives i en Grundlov, som vedkjendte sig Religionsfrihedsprincipet. Udvalget maatte fremdeles med Udkastet erkjende, at man ikke i selve Grundloven kunde Paatage sig Løsningen af alle de kirkelige Reform-Spørgsmaal, som endnu i saa høi Grad dele Gemytterne. Men ligesaa lidt kunde man sinde det passende aldeles at forbigaae det hele Spørgsmaal om Kirken. Det maatte altsaa udtales, at man løsner sig fra Kongelovens Bud, men den nærmere Ordning maatte overlades Fremtidens Statslovgivning. Man maatte sinde en Overgangsform, der ikke gjorte noget voldsomt Brud, og dog tillod en fri Udvkiing. I det Hele taget har man derfor deelt den Tanke, der har fundet sit Udtryk i § 2, og det er kum to mind re Væsentlige Forandringer, man tillader sig at foreslaae. For det Forste foreslaaer man, at de Ord „som den, hvori den overveiende Deel af Folket befiuder sig, at ansee som“ udgaae. Det synes nemlig ikke nødvendigt og i sig mindre naturligt saaledes i Paragraphen selv at begruude Paragraphens Bud. Udtrykket „at ansee som“ giver og adskillig Grund til Udsættelse. Dernæst har man fundet, at Udtrykket „nyde Understøttelse“ kunde ombyttes med Ordet „Understøttes,“ fordi den første Vending har forekommet Flere stødende paa Grund af en uvilkaarlig Sproganalogi. Da Anken saa let kan fjernes, synes man at burde rette sig efter Erindringen.
Udvalget tilsøner den Bemærkning, at Paragraphen ved at besale
Folkekirkens Understøttelse af Staten, — Bestemmelse af Understøttelsens Grad og Omfang overlades Fremtidens’ Lovgivning, — naturligviis ikke forbyder, at andre af Staten anerkjendte Religionssamfund ligeledes understøttes af Staten, forsaavidt Saadant maatte sindes rigtigt.”
I spalte 1567-1573 diskuteres den oprindelige § 2; eller rettere en udsættelse af debatten.
I spalte 1595-1610 går det rigtigt løs. Her om Kongens tilhørsforhold til Kirken. I spalte 1601 ruller Grundtvig sig ud, angående uklarheden om hvad den “evangelisk-lutherske kirke” er for en størrelse, om hvad “folkekirken” er, og hvad der er mest korrekt. I spalte 1605 er Grundtvig skarp, grænsende til spydig i sine betragtninger om Kongens mulige ret til at diktere kirkens doktriner:
“Jeg skal blot i Anledning af en Yttring af den sidste ærede Taler gjøre den lille Bemærkning, at Samklangen bliver lige saa lille mellem kongen og Folket og Uenigheden og Spændingen bliver lige saa stor, naar kongen, saa langt fra at stemme med Følket i Tro og Overbeviianing, meget mere bekjæmper den, og det kan han meget godt gjøre og dog siges at høre til den evangelisk-lutherske Kirke; derpaa har man Exempler nok i alle Lande, thi det følger jo af sig selv, at kongen han raader saa for hvad han vil kalde evangelisk-luthersk Religion.”
Minister Clausens har i spalte 1612 interessante betragtninger om kirke-begrebet.
I spalte 2509-2512 tages kirkebegrebet op igen, af Paludan-Müller, med opvakte betragtninger. Grundtvig vender temaet endnu en gang i spalte 2513-2514, for fuld udblæsning.
De afsluttende forhandlinger ender med 7 forslag til en tekst (spalte 3353):
1) Ørfteds Forslag: At § 2 affattes saaledes: „Den evangelist-chriftelige Religion efter det Lærebegerb, som indeholdes i den augsburgste Confession, skal, som Landets almindelige Religion, fremdeles læres og øves overalt her i Riget.”
2) Dinsens Hovedforslag: „Folkekirken er den evangelist - christelige, dens Lærere lønnes af Staten, efter Lov.”
3) Dinsens Biforslag: „Folkekirken er den lutherst-christelige, dens Lærere lønnes af Staten, efter Lov.”
4) Barfods Hovedforslag: At „evangelift-lutherske” ombyttes med evangelift-christelige”.
5) Barfods Biforslag: (Hvis hiint ikke antages), at „evange-
list-lutherste” ombyttes med „lutherst-evangelist-christelige”.
6) Udvalgets Mindretals (Chriftensen, Gleerup og
Jacobfen) Forslag: (Udkastet i dets oprindelige Form.) Den
evangelift-lutherste Kirke er, som den, hvori den overveiende
Deel af Folket befinder sig, at ankee som den danske Folkekirke og nyder, som saadan, Understøttelse af Staten.
7) Paragraphen, saaledes som vedtagen ved første Afstemning:
„Den evangelisk-lutherske Kirke er den danske Folkekirke og understøttes, som saadan, af Staten.”
Efter spalte op og ned med palaver, vælges forslag nr. 7 i spalte 3368.
I indekset i spalterne 3931 og 3932, gives der indtryk af, at evangelisk-luthersk og folkekirke er sammenfaldende begreber.
Ud over den besyndlige (nuværende) § 4, er § 6 også underlig. Den lyder:
“Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.”
Hvorfor netop “den evangelisk-lutherske kirke”, og ikke “folkekirken”? Svaret har formodentligt mest af gøre med bekymring i 1848-1849, for at statsoverhovedet skulle konvertere til katolicisme.
Alle andre steder i grundloven(e), hvor der henvises til den nationale kirke, tales der derimod om “folkekirken”.
Et anden beslutning i 1953 grundloven som følge af den nye retsskrivning, er også interessant.
I forløberen for 1953 grundloven, 1915 grundloven, lyder § 74:
“Borgerne har Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, der stemmer med deres Overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden.”
Det bliver i 1953 grundloven til:
“Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”
I 1915 kunne “Gud” tolkes som både navneord eller egennavn. Alt i betydningen “en gud” hhv. en reference til Abrahams gud, hvor Gud fungerer som pladsholder for en ganske bestemt gud. Men i 1953 vælges sidstnævnte tolkning af den tidligere tekst. Men hvorfor? Hvad er formålet?
Man kan sige, at de evindelige diskussioner om guds/Guds eksistens derefter burde ophøre. Grundloven anerkender dennes eksistens, og dermed basta ;-) Dette valg harmonerer dog ganske dårligt med de udtrykte intentioner fra de oprindelige forhandlinger på Rigsdagen, hvor religionsfrihed var det væsentligste sigte.
Og endnu værre bliver det, da netop den nuværende § 67 tages til indtægt for påstanden om, at der er religionsfrihed i kongeriget. Strengt taget kan 1953 grundloven tolkes således, at alene trossamfund baseret på Abrahamsk monoteisme kan tolereres. Hvilket paradoksalt nok udfordrer tesen om, at der er hjemmel for en accept af trossamfund der heror på treeninghedsbaseret kristendom ;-)
Humanistisk Samfund tilraner sig jo blot kirkens ritualer, fordi de, når det kommer til stykket, hylder en småborgerlig traditionalisme. Humanistisk Samfund er slet ikke kristendommens fjender, men derimod dens produkter, som forsøger at udvikle sekulariserede versioner af gamle, kristne idealer.
En analyse af dette kan iøvrigt læses i “Gudløse Hjerner” af Lars Christiansen & Lars Sandbeck.
Christiansen og Sandbeck? De to herrer som mener, at hvis ikke man tror på Gud, skal man bare smide bedstemors lig ud med køkkenaffaldet, ellers “hykler” man på en eller anden måde? Ikke imponeret. De forholder sig ikke til ateisme ud fra, hvad ateister mener, men ud fra hvordan de selv opstiller ateisme i modsætning til deres egen gudstro.
Endnu er Humanistisk Samfund i Danmark kun en bleg afart af det norske ditto.
For så vidt angår livsceremonier forekommer det mig, at en del præster i forbindelse med i det mindste begravelser i den grad er villige til at træde i baggrunden, hvorefter pårørende til afdøde kan afvikle særdeles personlige ceremonier.
Så i den forstand er Den Vilde Analyse vel ikke så vild alligevel.
Heinrichs indlæg er sofistikeret på flere måder. Først er der den der såkaldte folkekirkes selvopfattelse. Ikke engang en sådan kan den jo have. Den er et stykke sæbe, man aldrig kan få fat på, hvad alt det fis med stort F eller lille f viser. Man kan ikke engang kritisere den, for hvem henvender man sig til?
Humanisterne, ‘disse erklærede ikke-troende’. Nå, jeg er da troende, idet jeg tror på demokratiet og det gode i mennesket, men jeg er ikke Guds-troende. Den forskel vil jeg gerne have respekteret.
Det er muligt at det danske selskab er ‘don quijotesk’, og vi ved også hvorfor. Det er fordi danskerne er ligeglade. De vil have at præsterne står for en 1800-tals kristendomsforståelse for hyggens skyld. De får en månedsløn for at holde kæft og lade være med at genere folk. Er det værdigt af dem og os?
Med det roderi der hedder danskerne og kristendommen, kan man ikke forvente at få en reel politisk debat . Derfor må vi begynde at skære igennem: Lave en folkelig, sekulær kirke med livsritualer, som folk selv kreerer. Forlanger man ordene ‘én sand Gud fra evighed til evighed’, kan man sikkert finde en 1800-talspræst, der leverer varen (og måske også mener noget med det).
@Troels: “Hvis ikke dét er tiden til ærlighed, ved jeg virkelig ikke hvad det er!” Flot sætning!!!
Min pointe er, at vi har været indsyltet i uærlighed i generationer og har vænnet os til det. Det kalder jeg åndelig forurening.
Denne kommentar er anbefalet af:
Niels.
Du kan jo gøre som jeg har gjort, nemlig at melde dig ud af folkekirken.
Hvorfor dog betale skat til en kirke, der lukker det ene bavl ud efter det andet værd søndag kl. 10.
Jeg klare mig glimrende uden alt det kristne hykleri.
VH humanisten og ateisten Heidi Madsen
Niels.
Du kan jo gøre som jeg har gjort, nemlig at melde dig ud af folkekirken.
Hvorfor dog betale skat til en kirke, der lukker det ene bavl ud efter det andet værd søndag kl. 10.
Jeg klare mig glimrende uden alt det kristne hykleri.
VH humanisten og ateisten Heidi Madsen
Niels-Simon Larsen:
“Det er muligt at det danske selskab er ‘don quijotesk’, og vi ved også hvorfor. Det er fordi danskerne er ligeglade. De vil have at præsterne står for en 1800-tals kristendomsforståelse for hyggens skyld.”
Mange danskere er givetvis ligeglade, men der er også en del marginale grupperinger, der alle hævder at deres kristendomsforståelse er (eller burde være) folkekirkens. Indre Mission, Luthersk Mission og Tidehverv er nok de tre mest markante blandt dogmatikerne. De kan alle være hårde nysere, der kan fremkalde svovldunst når de udbreder sig om deres inkompatible dogmer.
Jeg ser det mest af alt den nutidige folkekirkes og deres mange medlemmers dilemma, at nogle få forlange at anliggende skal tages meget alvorlig og seriøst, uden at der er skyggen af udsigt til at de stridende parter i pseudo-geschäften nogensinde nærmer sig uenighed. Pga. vanlig dansk konfliktskyhed og ligegyldighed overfor den type kontroverser, vil jeg tro at mange at de der fortsat er medlemmer af den ikke-eksisterende forening, undlader at tage slagsmålet med sig selv og de andre medlemmer om hvad i alverden deres aparte fællesskab egentligt går ud på.
“Hygge” som du kalder det. Et begreb, jeg opfatter som en eufemisme for at kunne brovte og udtale grovheder og dumheder uden at blive kritiseret og konfrontere i ærlig samtale om noget substantielt. Hygge er mildest talt et uhyggeligt fænomen, som jeg ser det ;-)
Center for Vild Analyse, der åbenbart tror lige så meget på Folkekirken som Humanistisk Samfund, tager dog fejl hvad angår det med sakramenterne. I den lutheranske butik er der to eller tre sakramenter, nemlig barnedåb og nadver (og for nogle syndsbekendelse). Ingen af disse erstatter Humanistisk Samfund, omend der tilbyder en højtidelig navngivningsceremoni formedelst 4.000 dask.
Skylder måske at uddybe det med Grundlovens § 6 (“Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.”).
Ved at kongen, som udøvende magt (GRL § 3) og ikke mindst øverst myndighed i (stort set) alle rigets anliggende (GRL § 12) og dermed også den danske nationalkirke, forpligtes på en bestemt dogmatik (den evangelisk-lutherske) er man sikret at dogmatisk kontinuitet.
I fravær af nogen facitliste og teologisk doktrinær klarhed. skulle man måske spørge Margrethe II hvad hun mener om emnet, og bede hende udlægge hvilke doktriner den fhv. statskirke burde have, til gavn for hendes undersåtter ;-)
Hvem er “Center for Vild Analyse”? Uge efter uge er der en ny artikel med denne anonyme forfatter - ubehageligt!! Jeg boicotter som regel de artikler af den grund (selv om tegningen altid fanger mit blik), men desuden fordi de sjældent er virkelig tankevækkende eller føjer noget nyt til.
Lene Timmermann:
“Hvem er “Center for Vild Analyse”?
På deres hjemmeside står der:
“Center for Vild Analyse har eksisteret siden august 2006 og er et mangesidet organ - det er et debatforum, et analysebureau, en bevægelse, et forlag, mm. Frem for alt er det dog en tænketank, der beskæftiger sig med samfundsanalyse, politisk filosofi og ideologikritik.
Centerets medarbejdere tænker, taler, skriver og handler fra en base i fransk filosofi. Flere af centerets medarbejdere har hidtil befundet sig til venstre for midten i dansk politik - en dikotomisk defineret position, de imidlertid søger at bringe til sit naturlige dialektiske sammenbrud så hurtigt som muligt.
Formålet er at gentænke den politiske struktur i Danmark og Vesteuropa generelt, og at bidrage til politisk bevidstgørelse og frigørelse.”
Altså en flok anonyme spas- og ballademagere.
Hvem centeret er?
På Informations Forlag udgav nogle af dem: Steen Thykjær, Kasper Porsgaard, Henrik Jøker Bjerre og Brian Benjamin Hansen – alle filosoffer fra Aarhus Universitet i 2009 “Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken. Et klassebillede af det danske samund”.
Bogen er - som de ugentlige indslag i Information, jeg nødigt vil undvære - fuld af indsigt og humor.
Kan kun anbefales.
@Heidi: Selvfølgelig er jeg ikke medlem af folkekirken, men ville gerne være det, hvis Gud røg ud og vi samledes om det væsentlige: At samle hinanden op.
@Heinrich: Du har mange godter i posen, så forvent ikke lige så meget igen.
Altså, danskerne (undskyld) er at sammenligne med grissebasser, der grynter fornøjeligt rundt, når det drejer sig om stat, religion og monarki. Der er ingen, der rigtigt kan finde hoved og hale i det. Bare se her i trådene. Hele tiden kommer vi tilbage til rodebunken. Man kunne forvente, at Center for vild Analyse, som du så udmærket beskriver, kunne bidrage med lidt klarhed. De kommer dog kun ind og sparker rundt i roderiet og går ud igen (de får forhåbentlig ikke hyre for det denne gang).
Georg Metz slår et ordentligt slag i dynen engang imellem, andre også, men vi kommer ikke videre. Det er et meget langt terapiforløb, det der.
Niels-Simon Larsen:
“Der er ingen, der rigtigt kan finde hoved og hale i det. Bare se her i trådene. Hele tiden kommer vi tilbage til rodebunken.”
Den måde “vi” forholder os til væsentlige emner, såsom styreform, retssamfund, demokrati, religion, sekularitet, statsmedier og meget andet på, er ganske rigtigt noget roderi. Mange applaudere gerne, når bevingede skribenter sætter ord på kritik af de store linjer, så blinde og døve er “vi” ikke. Mange kan godt få øje på at de gængse forestillinger om samfundets viselige indretninger, mildest talt ikke harmonerer med kendsgerningerne. Men alligevel er der ikke udbredt vilje til at tage et opgør med selvbedragene, konfliktskyheden, konformiteten, autoriteterne eller andet. Dysfunktionaliten er næsten total.
Måske bliver det ikke ånd der bliver anledning til et selvopgør med selvskadende nonsens, men materie? Det aktuelle misregimente er tæt på at have kørt nationen og ikke mindst dets borgere livsvilkår i sænk, og det synes efterhånden at være ved at gå op for en del.
Da Information ikke har ønsket at give Humanistisk Samfund mulighed for at svare på frontalangrebet i den trykte avis, har jeg nu valgt at bruge denne mulighed for at formidle min kommentar:
Den gode ceremoni skabes af mennesket
I weekendens klumme (Information, Moderne Tider 26.-27. februar 2011) skriver navnløse skribenter under fællesbetegnelsen ‘Center for Vild Analyse’ sig ud i en vild analyse af Humanistisk Samfunds formål og antagelser - og af Folkekirkens betydning og rolle i det danske samfund. Hovedpræmissen for den drillende klumme er at Folkekirkens “mange ritualer og snak er bygget op omkring et sæt religiøse dogmer, som ingen rigtig længere tror på.”
Derfor - synes de vilde analytikere at konkludere - er Humanistisk Samfunds tilbud om ceremonier overflødige. Umiddelbart en lidt sær konklusion på
netop den antagelse, men det forholder sig ifølge de vilde analytikere sådan at “Folkekirken fungerer således som en instans, der tror på vores vegne -
så vi ikke selv behøver.” Og det mener de åbenbart at have brug for…
Humanistisk Samfund har siden 2009 tilbudt ceremonier til livets store overgange, som er baseret på et humanistisk grundlag - fremfor eksempelvis et kristent. Det gør vi ikke fordi vi tror at “Fokekirken skulle være befolket af væsner, der rent faktisk, bogstaveligt og subjektivt tror på at
verden blev skabt på seks dage, at Jesus genopstod fra de døde, og at buske kan tale”, sådan som de vilde analytikere antager.
Vi gør det fordi vi godt ved at rigtig mange - også blandt Folkekirkens medlemmer - netop ikke tror, og derfor heller ikke får særlig meget ud af de religiøse ceremonier.
I Humanistisk Samfund mærker vi et behov for at markere en navngivning, et bryllup eller en begravelse i en betydningsmæssig ramme som giver mening - både i form og indhold. De vilde analytikere anfører da også klogt på vegne af os allesammen at “vi simpelthen har brug for en ramme der på en sikker og velprøvet måde behandler både det højtidelige, det glædelige og det tragiske”. Men for dem er det åbenbart ligegyldigt hvilken betydning der lægges i den ramme, hvilke ord der bliver sagt, og om det der foregår i det hele taget er i overensstemmelse med det livssyn som de pågældende forældre,ægtepar eller afdøde og pårørende har.
Men vi mener altså at en ceremoni bør være mere end blot en tom ramme. Pompøse bygninger og orgelbrus kan måske nok gøre det klart for enhver, at nu sker der noget andet end almindelig søndagskaffe. Men hvis arrangementet er fyldt med ord og lovprisninger, som er helt fremmed for den måde man selv anskuer verden på, så bliver højtideligheden hul og intetsigende.
Humanistiske kerneværdier som ansvar, respekt og ligeværd fylder derfor rigtig meget i vores ceremonier, ligesom vi også tit fremhæver at livet
leves nu og her. Det giver et fantastisk frisættende fokus på tilværelsen at minde hinanden om disse ting, og for nogle af os giver det utrolig meget mere mening end at høre om Guds vilje og almagt, når man nu ikke tror på begrebet som andet end menneskeskabt.
I Humanistisk Samfund mener vi at det gode samfund, de gode mennesker (og de gode ceremonier) skabes af - mennesker. Mennesket står altså i centrum af sin egen verden. Ikke som almægtig, men som et lærende, tænkende, følende og handlende væsen. Det afspejles i vores ceremonier: Livet er smukt!
Kan man ikke bare stikke fløjten ind og benytte sig af folkekirkens tilbud? Jo, det kan man måske. Men der hvor jeg savner lidt format fra “analysecentret” er i forhold til at følge deres logik til dørs. At de stikker til os ateister og andre ikke-religiøse mennesker er for så vidt fint nok. Vi er jo generelt en fornuftig flok og bliver ikke unødigt provokerede af andres uvidenhed omkring vores (manglende) tro og forhold til denne. Men det er sgu for tøsedrengsagtigt, at man kun smækker artiklens ævl op i fjæset på de ikke troende.
Hvorfor har man ikke taget skridtet fuldt ud og afvist muslimer og jøders ønske om at kunne udøve deres tro, på deres præmisser? Jeg mener, hvis ateisterne da bare kan vælge at ignorere de religiøse aspekter og så ellers udføre nogle af livets mest betydningsfulde handlinger under kristne præmisser… hvorfor kan jøder og muslimer ikke bare gøre det samme? Hvorfor beder man ikke muslimerne om at flette næbet, melde sig ind i folkekirken og blive gift under er kristent ritual? Hvorfor beder man ikke jøderne om at komme ind i kampen og spise løs af skaldyr og svinekød, når nu det smager så godt og i øvrigt er uproblematisk for kristne at spise?
Det gør man naturligvis ikke fordi så ville helvede bryde løs… og med rette, fordi det ville være en totalt uacceptabel udmelding.
Hvis Center for Vild Analyse tør adressere samme ævl til jøder, muslimer og andre religioner, så kan jeg tage dem seriøst. Indtil da er de, i min bog, ikke andet end en flok pseudohumanistiske narrehatte, der ikke engang indeholder nok mod til at kunne beskrives ved hjælp af det gængse udvalg af skældsord, der ellers benyttes til at beskrive personer med bemærkelsesværdig mangel på mod.
Måske man skulle opfinde et nyt udtryk, der beskriver det pseudointellektuelle tøsedrengeri artiklen indeholder? Så kommer der da i det mindste noget positivt ud af artiklen, i form af tilførelsen af et nyt udtryk til vores sprog.
Jeg nominerer udtrykket “humanisser” til at beskrive personager, som dem bag denne artikel. De er små, irriterende og kun børn tror på dem ;)
Ifølge deres eget klassifikationssystem er de ogginokker. Hvis du føler trang til at praktisere spot og spe, kan du finde inspiration i de navne de har tildels kategorierne i deres klassifikationssystem, hvor der findes grupper som skidesprællere, glatnakker, bonderøve og flottenheimere.
Den analyse som “Center for vild analyse” havde i Information om humanistisk Samfund var godt nok vild, og efter min mening kommer de frem til helt forkerte konklusioner. Analysen indledes med at skrive: “For nylig blev den første person i danmark begravet ved et ritual afholdt af Humanistisk Samfund,… “. Hvad er for nylig? Humanistisk Samfund hjalp os med at holde en mindehøjtidelighed for min min kone for tre måneder siden, og det var ikke den første de arrangerede. Der var knapt hundrede personer med til mindehøjtideligheden. Jeg har kun hørt lovord, som: Det var så smukt, det var lige i Lillians ånd, hvor var det vedkommende, osv, osv. Den måde mindehøjtideligheden blev gennemført på har i høj grad været medvirkende til at komme godt igennem denne på mange måder svære tid.
I analysen står der også: “Folkekirken fungerer således som en instans, der tror på vore vegne - så vi ikke selv behøver.” Hvorfor skal man være medlem af en forening eller noget , som man ikke går ind for? Det var netop af den grund min kone og jeg meldte os ind i Humanistisk
Der manglede følgende i ovenstående indlæg: >Samfund, også fordi vi var af den opfattelse, at man ikke skal være falske eller hykleriske, og da slet ikke ved livets højdepunkter, bare fordi det er bekvemt.
Er det måske denne falskhed, der er årsagen til at så mange spiser lykkepiller? -og er det medvirkende til den udbredte mistro til vore medmennesker, der er så generel i det danske samfund, at mange er ved at segne af de administrative foranstaltninger det offentlige har indført?
Jeg tror (så noget tror jeg da på), at det vil være godt, hvis det religiøse blev adskilt fra folkestyret, og at en hver får lov til at tro på det, de nu engang vil eller har lyst til at tro på. Det må trods alt også være det mest demokratiske.