Natten til i går vandt Danmark en Oscar-statuette for Susanne Biers Hævnen, der modtog prisen for årets bedste udenlandske film.
Da Hævnen havde premiere i Danmark den 26. august, fik den en blandet modtagelse af kritikerkorpset, mens kritikerne mente, den var for konstrueret, strømmede danskerne i biografen og græd med Trine Dyrholm og rasede med Mikael Persbrandt.
Og det er netop denne type af film, hvor amerikanerne kan genkende både fortælleteknik og blive bekræftet i fordommene om europæerne, der løber med priserne i USA, påpeger Peter Schepelern, forsker i film på Københavns Universitet.
»Susanne Bier laver jo gang på gang den lille fortælling, der meget effektivt er koblet til et makrokosmos. Hendes fortælleteknik er eksemplarisk og direkte efter amerikansk model, og det vinder selvfølgelig indpas i et amerikansk publikum,« lyder det fra Peter Schepelern.
Asiater er mutte
Det er tredje gang, at Danmark vinder en Oscar. I 1988 tilfaldt prisen Gabriel Axels Babettes gæstebud og året efter vandt Bille Augusts Pelle Erobreren.
I Babettes Gæstebud fremstilles det kyske og hårdtarbejdende danske landsbysamfund, der brydes, fordi en franskmand kommer til byen, og i Pelle Erobreren kæmper bondesamfundet sig stiltiende igennem livets udfordringer. Film, hvor klicheerne om landene er lette at afkode, påpeger Peter Schepelern.
Når publikum rundt omkring i verden ser den italienske Livet er Smukt, genkender vi den italienske stereotyp i Guido, der gøgler sig igennem Holocaust.
»Hvis filmen handlede om, at italienerne var indadvendte og sad og spekulerede over tingene på et mørkt værelse, så ville vi sige: Undskyld, det kan ikke være rigtigt. Film slår igennem med et nationalt portræt, vi kan genkende. I Der Untergang tænker vi: Ja, det er lige tyskerne. Alle der har set Amelie fra Montmartre siger: Åh, sådan er Frankrig. Selv om der ikke er mange centimeter af Frankrig, der svarer til det billede, filmen præsenterer, så bekræfter det klicheen,« siger Peter Schepelern.
Også Hævnen passer ind i denne skabelon om den skandinaviske stereotyp, mener han:
»På samme måde med Susanne Biers film. Det smukke, velordnede og rene samfund, hvor der alligevel gærer noget truende under den smukke overflade med de pragtfulde landskaber og dejlige sommerhuse. For omme i laden går den lille dreng og laver rørbomber. Så kan man spørge: Er det virkelig sådan, det er? Nej, men det er sådan, vi ser det for os,« siger han.
Generelt er det en menneskelig refleks at finde tryghed i det genkendelige, mener Dennis Nørmark.
»Asiaterne skal være mutte og hårdtarbejdende. Italienerne skal gå op i mad og sex, på den måde kan vi hurtigt tolke resten af filmen, så er vi hurtigere med. Vi har klare stereotype fordomme om de enkelte lande, og det gælder vel også i denne sammenhæng. Stereotyperne skal leveres, så amerikanerne kan genkende historien,« siger Dennis Nørskov.
Kunst eller succes
Hvilken dansk film, der skal indstilles til en Oscar-nominering, afgøres af en komité nedsat af Det Danske Filminstitut og filmbranchens organisationer, og den består af: Tivi Magnusson fra Producentforeningen, Jan Weincke fra Dansk Filmfotograf Forbund, Julie Carlsen fra Dansk Skuespillerforbund, Kim Pedersen fra Danske Biografer, Martin Strange-Hansen fra Danske Filminstruktører, Jacob Wendt Jensen fra Filmmedarbejderforeningen og Henrik Bo Nielsen samt Steffen Andersen-Møller fra Det Danske Filminstitut.
Hver især af medlemmerne i udvalget har en stemme, der skal placeres mellem tre film, der indledningsvis bliver shortlistet.
I år stod valget mellem fængselsfilmen R, Thomas Vinterbergs Submarino og Susanne Biers Hævnen, forklarer Steffen Andersen-Møller, der er områdechef i Det Danske Filminstitut og medlem af Oscarudvalget:
»Vi diskuterer selvfølgelig, hvorvidt vi skal have en kunstnerisk succes, eller om vi skal vælge en, der har en større chance for at vinde ikke at det nødvendigvis er hinandens modsætning. Om så medlemmerne vælger den, de allermest tror på, eller om de vælger for nu at sige det lidt firkantet den de bedst kan lide, ved jeg ikke. Men man kan i hvert fald ikke betvivle, at det gik præcis, som det skulle i år,« siger Steffen Andersen-Møller.
Når Danmark hiver en statuette hjem, giver det genklang i hele den danske filmindustri, og verden får endnu engang øjnene op for Danmark, understreger Steffen Andersen-Møller.
»Det er juvelen i kronen,« siger han.
Kommentarer
Der er altid nogen, der får “ondt i leveren” , når det går andre (velfortjent) godt.
Ak ja, jante,jante,jante.
Hov. Er klicheen en dårlig ting? Der er vel noget rigtigt i Schepelerns pointe. Film får lettere en god relevant historie og almenmenneskelige pointer igennem til publikum, hvis filmen ikke samtidig skal flytte ved en masse andre stereotyper som publikum sidder med i forvejen. Man kan ikke vende fuldstændig op og ned på folks verdensopfattelse på 2 timer, right?
Men klicheerne er stadig uintersannte i sig selv. Og det er netop det dygtige filmskabere fomår. At sætte os udover klicheerne, uden at fortællingen bliver for tung, svær og uigenkendelig.
Super flot gået af Susanne Bier. Og hævnen er en rigtig god film :)
Jeg ved ikke lige om standartanklagerne om jantelov er berettigede? Men jeg synes bestemt det er en skam, at dansk film konsekvent forsøger at distancere sig fra amerikansk film, når der rent faktisk er rigtigt meget vi kunne lære af amerikanerne.
Nu sidder jeg ikke og siger Danmark skal til at producere ligegyldige actionfilm. Men i alt selvhøjtideligheden glemmer den danske filmbranche altså at amerikanerne faktisk laver nogle ret fede ting og MÅDEN de laver dem på er yderst interessant i en tid hvor dansk film har ualmindeligt svært ved rent faktisk at løbe økonomisk rundt.
Jeg læste et sted, at det i gennemsnit koster omkring 18 mio. kroner, at producere en dansk spillefilm. I sammenligning med de store filmselskabsfilm fra Hollywood er det latterligt lavt. Men hvad med en film som Lost in Translation, der kostede 4 mio. dollars at producere? Eller hvad med The Wrestler, der kostede 6 mio. dollars? Der synes jeg der er en rigtigt vigtig pointe at lære for den danske filmbranche. For hvorfor kan amerikanerne lave pissegode billige film, når vi ikke kan? Hvorfor er det, at i USA kan en Aranofsky eller en Coppola få en skidegod idé, få nogle skidegode skuespillere til at tænde på idéen og så udføre idéen for en slik? Hvorfor kan vi ikke det i Danmark? Umiddelbart får man indtrykket at lyst er en yderst sjælden fugl i den danske filmbranche. Selvom man kan få fingre i kvalitetsudstyr for ingen eller næsten ingen penge, via forskellige produktionsskoler, udlånsordinger osv., så skal en dansk film åbenbart have et budget på flere millioner før nogen gider kaste sig ud i projektet…. og det synes jeg ikke alene er uforståeligt, det er direkte forkasteligt.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Kim: Hvad er det lige du mener vi kan lære af Amerikanske fim? Lost in Translation var en omgang ligegyldigt ævl. Der bliver produceret rigeligt med ligegyldige film i hollywood, så hvorfor skal Danskerne nu også kopiere deres overfladiske formel-film? Nej tak. Har i øvrigt aldrig været specielt vild med Biers film, formen er nemlig ret Amerikansk som det blev nævnt .
Men alt held og lykke til hende.
Og hvad er det du mener med at Danmark ikke kan lave pissegode billige film? dit Lost In Translation eksempel kostede ca. 4 mio kr. mere end den gennemsnitlige Danske film, og The Wrestler kostede næsten det dobbelte af Danske film.
Oven i det skal du regne med at alting er dyrere i Danmark, således også at producere film.
Lars
Jeg læser en masse galde - Lost in Translation var noget lort, Hollywood laver stort set kun lort, Biers film er noget lort, The Wrestler var lortedyr…. Håber du kan forstå hvorfor jeg ikke rigtigt har lyst til at diskutere det (lort) med dig. Vores udgangspunkter er ganske enkelt for forskellige til at vi nogensinde vil kunne nå frem til noget fornuftigt i en diskussion.
Det eneste jeg vil sige er at jeg står fast på mit standpunkt. Danske film er generelt for dyre, i forhold til den kunstneriske og for så vidt også kommercielle kvalitet af dem. Det er muligt for alle i Danmark, at få adgang til produktionsudstyr af en relativt høj kvalitet uden de behøver dykke i lommen for meget mere end en busbillet hen til det sted udstyret bliver opbevaret - i det lys synes jeg det er forkasteligt, at danske film generelt er så dyre at producere.
Der er for meget levebrød og for lidt liv i den danske filmbranche…
Jantelovens vigtigste paragraf er: Du skal ikke tro du er noget og det lyser jo ud af af artiklen. En Oscar er ikke noget, så fald bare ned: det er noget banalt bras Bier har lavet. Dette udtalt af en forsker fra samme land. Hvis det ikke netop er jantelov så veed jeg sgu ikke hvad jante er.