Mens stort set samtlige demokratisk valgte ledere i verden har fordømt Muammar Gaddafi og hans håndtering af opstanden i Libyen, så deler spørgsmålet vandene blandt Latinamerikas politiske ledere.
På den ene side har flere af regionens statsledere meldt ud, at de tager skarp afstand fra Gaddafis brug af vold mod hans egen befolkning. Stærkest har meldingen været fra Peru, der har valgt at droppe alle diplomatiske forbindelser til det nordafrikanske land. Og både Perus præsident, Alan García, og statsledere fra Colombia, Mexico og El Salvador har i utvetydige vendinger fordømt Libyens diktator.
Men modsat - og i skarp kontrast til den generelle opinion - har flere af regionens præsidenter med tilknytning til det socialistiske fællesskab i Latinamerika, ALBA, enten valgt at forholde sig tavse til opstanden eller åbent støtte Gaddafis kamp for kontrol over Libyen.
Således har Cubas tidligere leder, Fidel Castro, to gange i den forgangne uge set sig nødsaget til offentligt at forklare, at oprøret i Libyen er orkestreret af massemedierne og vestlige interesser og blot er en forløber for NATO-landenes ønske om en militær intervention.
Samme forklaring har lydt fra Venezuelas udenrigsminister, Nicolas Maduro, der flere gange har sammenlignet situationen i Libyen med det politiske spil, der forud for den militære intervention i Irak. Og både Venezuelas præsident, Hugo Chávez, og Nicaraguas præsident, Daniel Ortega, har meldt ud, at de bakker op om Muammar Gaddafi og hans »kamp for selvstændighed«.
Daniel Ortega fortæller, at han flere gange telefonisk har opmuntret Gaddafi til at fortsætte kampen, og torsdag udsendte præsident Chávez en besked på twitter:
»Længe leve Libyen og deres selvstændighed! Gaddafi står over for en borgerkrig,« lød den tørre konstatering fra præsident Chávez, der lørdag blev fulgt op af endnu en besked:
»Jeg kan ikke sige, at jeg blindt støtter eller bifalder alle beslutninger, der tages af mine venner. (Men) vi støtter Libyens uafhængighed, deres regering og deres præsident.«
Ingen folkelig opbakning
At netop ALBA-landenes politiske ledere bakker op om Muammar Gaddafi er ifølge seniorrådgiver i tænketanken Brookings Institution, Kevin Casas-Zamora, ingen overraskelse.
»Der er meget få mennesker, der i dag vil sættes i forbindelse med Gaddafi, så det er selvfølgelig bemærkelsesværdigt. Men det er der både ideologiske og politiske forklaringer på,« siger Kevin Casas-Zamora, der også er tidligere vicepræsident i Costa Rica.
»Chávez gør den slags. Chávez er den frække dreng, der går på tværs med sine kontroversielle meninger. Men det er mere psykologi, end det er egentlig politik. Og jeg tror ikke, at vi kommer til at høre så meget mere fra Chavez om denne sag,« lyder vurderingen fra Kevin Casas-Zamora, der peger på, at i modsætning til de fleste andre steder i verden så har præsident Chávez’ støtte til Gaddafi ikke de store politiske omkostninger.
»Indenrigspolitisk betyder det meget lidt for Chávez. Her er befolkningen allerede delt, og spørgsmålet om Chávez’ forhold til Gaddafi flytter sandsynligvis ikke mange stemmer - hverken den ene eller den anden vej,« lyder vurderingen fra Kevin Casas-Zamora, der dog peger på, at der i Latinamerika ikke er nogen folkelig opbakning til Gaddafi:
»Det er en støtte, som ikke deles af regionens befolkninger. Det er snarere et politisk spørgsmål, der trækker på en række ideologiske og historiske rødder,« siger han.
Historisk gæld
Kevin Casa-Zamora peger på, at oberst Gaddafi og Libyen historisk har tiltrukket dele af den latinamerikanske venstrefløj.
»Libyen var træningsområde for den latinamerikanske venstrefløj op igennem 1970-80’erne. Og Gaddafi har over flere omgange været direkte involveret i nicaraguansk politik, ligesom han har støttet Daniel Ortega og det mellemamerikanske land økonomisk. Så i forhold til Nicaragua og Daniel Ortega personligt, er der tale om en slags politisk og økonomisk gæld,« siger Kevin Casas-Zamora. Ifølge Reuters nyhedsbureau, har Gaddafi støttet den nicaraguanske præsident med mindst 300 millioner dollar igennem hans nuværende præsidentperiode, ligesom også Cuba får direkte økonomisk støtte fra Libyen.
Spørgsmålet er nu, hvor langt den latinamerikanske loyalitet strækker, og hvad der vil ske, hvis konflikten i Libyen yderligere optrappes.
Ifølge Nicaraguas præsident rækker støtten så langt, det skal være.
»Jeg har sagt til ham (Gaddafi, red.), at det er i hårde tider, at loyalitet testes,« siger Daniel Ortega.
Som på de fleste politiske spørgsmål er Latinamerika delt i to lejre: ALBA-landene, der bl.a. består at Cuba, Nicaragua, Ecuador og Venezuela, udgør oftest en samlet stemme. ALBA-landene har meldt ud, at de støtter en lang række af de folkelige oprør i Mellemøsten og Nordafrika. Særligt hilses revolutionen i Egypten velkommen af landenes ledere, mens Libyen er en mere vanskelig sag.
Lande som Argentina og Brasilien, der også har tætte økonomiske bånd til Libyen, har forholdt sig næsten tavse til opstanden. Brasilien holder lige nu formandsskabet i FN’s sikkerhedsråd og har derfor foruden økonomisk indflydelse også en vigtig stemme i forhold til politiske sanktioner mod Libyen.
Kommentarer