Stor italiensk filmkolos på det lille posthus

Kære læsere. Posthus Teatret viser i de næste måneder en kæmpekolos af en italiensk familiekrønike, Marco Tullia Giordanas En italiensk familie. Den er seks timer lang. Hvis I vil daske lidt til jeres kulturforbrugsvaner og lade en film krybe romanagtigt ind i maven på jer, hvis I vil blive i et univers, der indrammer livet med tålmodighed og visdom så se den

Marco Tullio Giordanas prisvindende filmkrønike, 'En italiensk familie', strækker sig fra 1963 til 2003. Personfortællingerne går hånd i hånd med en skildring af Italiens politiske strømninger, især 70'ernes oprørsgrupper og de psykisk syges kamp for menneskestatus gennem de fire årtier.

Fra filmen

»Det, man i virkeligheden bare burde skrive i sådan en anmeldelse,« lokker Carsten Brandt, mens jeg klatøjet skænker tredje kop kaffe op, og han sætter pålæg og brød på Posthus Teatrets barskranke, »det er: Ved Nytorv ligger en helt usædvanlig biograf i en kælder. Her har jeg set en fantastisk, seks timer lang film. Den skal I gå ind og se!«

Vi er nået til anden ud af tre opkvikningspauser under den danske ilddåbsvisning af Marco Tullia Giordanas italienske familiekrønike En italiensk familie (La meglio gioventu, 2003). Carsten er distributør og biografejer. Og morgenen efter den på alle måder (konge)tale-dominerede Oscarnat udgør jeg den samlede pressetrup. Vi klinker kaffekrus. Posthus Teatret, Københavns 40 år gamle, hjerteblodsdrevede kælderbiograf har i fire år været ved at få en fatal blodprop af det diskotek, der var flyttet ind ovenpå. Nu er diskoteket lukket ved lov. Så nu kan biografen endelig komme i gang med at vise film igen. Og biografen, der heroisk medfinansierede Roy Anderssons Du Levende (2007), vågner frygtløst fra sin koma - ikke på grund den nye films indhold eller formsprog, men på grund af dens monumentale, virkningsfulde længde: 366 minutter.

En sådan filmoplevelse - indtaget over ét fedt stræk om lørdagen eller fordelt på to hverdagsaftener - er en markant overskridelse af ens kulturædende vaner. Det er en udflugt - her i benpladsknappe, men grottehyggelige og tæpper-til-benene-kærlige omgivelser. Og det er en udforskning af, hvad en film kan gøre uden for standardiserede tidsrammer. Det kræver en kæmpe indånding at hægte sig på Giordanas monumentale familieberetning. Men gør man det, får man serveret en kolossal, elegant sammenhængende fortælling, der trænger ind på samme måde som en god, opbyggelig roman læst i én glubsk, virkelighedsforskydende bevægelse - med kaffepauser. Jeg er ikke med på at kalde den 'fantastisk', men En italiensk familie graver sig imponerende ubesværet vej ind i kernespørgsmål om, hvad et menneskeliv er, og filmen bruger elegant sin længde til at komme med et åbent, engagerende bud.

Monumental krønike

Marco Tullio Giordanas filmkrønike, der vandt den prestigefyldte Un Certain Regard-pris i Cannes, strækker sig fra 1963 til 2003. Personfortællingerne går hånd i hånd med en skildring af Italiens politiske strømninger, især 70'ernes oprørsgrupper, og, mere originalt og rørende, de psykisk syges kamp for menneskestatus gennem de fire årtier.

To brødre, Nicola og Matteo Carati (Luigi Lo Cascio og Alessio Boni), planlægger i deres kåde universitetstid en rejse med to venner til 'verdens ende', Nordkap. Men først vil ellers så følelsessky Matteo hjælpe en skrøbelig pige, Giorgia (fantastiske Jasmine Trinca), væk fra en elektrochokbehandlende, psykiatrisk institution. Da planen bryder sammen, planter skuffelsen sig i begge brødre med determinerende kraft. Mens den godmodige, medicinstuderende Nicola går psykiatriens vej og her kæmper mod det system, som Giorgia har lidt så hjerteskærende under, lader den mørksindede Matteo sig omvendt opsluge af institutionerne - først som soldat og siden som ordensmagt.

Med ubesværet inddragelse af den øvrige familie, af kærester og af de to ungdomsvenner rykker fortællingen rundt fra Norge til Torino, Rom, Firenze og Sicilien og tegner således også en nationalhistorie. Forbipasserende karakterer flettes uforudset ind i hinandens liv - og Giorgia vender tilbage som filmens mest rørende karakter. Filmen hæfter sig ved livets skæbnesvangre tilfældigheder. Matteos korte møde med fotografen Mirella får f.eks. med årene betydning for alle filmens karakterer. Men i filmens rolige tempo opleves det snarere naturligt livsdrevet end som led i et forceret plot.

Historisk korpus

Filmen hylder hele livspakken.

»Alt er virkeligt smukt!!!« har Nicola skrevet på et postkort tilbage i 60'erne.

30 år senere, fire timer inde i filmen, minder hans søster ham om det unge livsudsyn:

»Jeg ville nok fjerne udråbstegnene nu,« siger han.

Sådan går det gerne. Men meget er smukt - i fine, intime nedslag i filmen - som da han først, under oversvømmelsen i Firenze i 1966 bliver hjernebaldret forelsket i den unge matematik- og klavervirtuos Giulia. Kameraet hviler hengivent på hendes ansigt, sådan som det gør så ofte, når det giver sig til at nærstudere sine karakterer.

Seværdig roman

Mens Jean Eustaches franske mesterværk, min kæphest, La Maman et La Putain (1973) brugte sine 217 minutter til nybølge-typisk småpludren på kaffebarer og på meditativ grammofonpladelytning, bruger Giordana sin spilletid til at folde et personrigt, historisk korpus ud. Det kan føles næsten skematisk velopdragent sådan som karaktererne, vis ældningstegn i øvrigt kun ses på gråstænk i håret, over årene langsomt fordeler sig på alle symbolske positioner i samfundet: Den ene ven når til tops som økonom, den anden repræsenterer arbejderklassen som murerarbejder. Radikale Giula bliver terrorist, sat til at myrde sin mands bedste ven. Her sættes tingene for meget på spidsen - hvorimod brødrene fra start til slut opleves sitrende troværdige og hele.

»To-timers grænsen for almindelige spillefilm gør dem grundlæggende set til noveller. En italiensk familie er en roman,« har amerikansk filmkritiks nulevende overdommer, Chicago Sun-Times' Roger Ebert, skrevet.

Hvad der gør seks timers fiktionsudfoldelse til en 'roman' - og hvad der i øvrigt gør romanformatet til en kvalitetsmarkør, er et spørgsmål, der ikke kan afgøres. Men de seks timer i Posthus Teatret udgør virkeligt en romanlæsnings fordybelse. Nicolas sprudlende charme forbliver højt, men mister med alderen sine udråbstegn - og genvinder dem til sidst. Matteo bliver med årene et større og mere dystert spørgsmålstegn for andre og for sig selv. Filmen når aldrig op på Puzo og Coppolas krønikemesterværk, Godfather-trilogien, i sideløbende karakter- og historieudvikling. Men det er der intet, der gør, så mindre, på lige så meget plads, kan også gøre det.

Så. Kæreste læsere. Ved Nytorv ligger en helt usædvanlig biograf i en kælder. Her har jeg set en seks timer lang film. Hvis I vil daske lidt til vanerne og lade en film krybe romanagtigt ind i maven på jer, hvis I vil blive i et univers, der bruger sit format til at indramme livet med tålmodighed, visdom og tilstræbt troværdighed; og hvis I synes det er særligt eller nysgerrighedsvækkende, at der findes et sted som Posthus Teatret, hvor lærredet altid udfordrer, hvor der er håndmadder i pauserne og en fuldblodsengageret, anekdotegavmild bestyrer, så siger jeg gerne - uden mere koffeinrysten på hånden: Den skal I gå ind og opleve!

Marco Tullio Giordanas prisvindende filmkrønike, 'En italiensk familie', strækker sig fra 1963 til 2003. Personfortællingerne går hånd i hånd med en skildring af Italiens politiske strømninger, især 70'ernes oprørsgrupper og de psykisk syges kamp for menneskestatus gennem de fire årtier.

Foto: 
Fra filmen

Marco Tullio Giordanas prisvindende filmkrønike, 'En italiensk familie', strækker sig fra 1963 til 2003. Personfortællingerne går hånd i hånd med en skildring af Italiens politiske strømninger, især 70'ernes oprørsgrupper og de psykisk syges kamp for menneskestatus gennem de fire årtier.

Foto: 
Fra filmen

Fakta

2003
Instruktion: Marco Tullio Giordana
Manuskript: Sandro Petraglia og Stefano Rulli
Italiensk
Posthus Teatret i København

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

  • Rapport: Amerikanske agenter bag terrorplaner

    Ifølge en rapport fra Human Rights Watch har meddelere spillet en aktiv rolle i planlagte terrorhandlinger i USA siden angrebet på World Trade Center i 2001
  • Ekspert: Problematisk, at minister ikke vil oplyse om grænserne for FE

    Forsvarsministeren burde kunne oplyse Folketinget nærmere om, hvad Forsvarets Efterretningstjeneste må ifølge loven. FE-loven er så bred og diffus, at det er svært for både de folkevalgte og offentligheden at forstå, hvad den indebærer, og det er et retssikkerhedsmæssigt problem, siger ekspert
  • FN skal huske at tænke økonomisk i kampen om nye udviklingsmål

    Det er langtfra alle forslag til FN’s nye udviklingsmål, der betaler sig. Kampen mod malaria og tuberkulose gør rigtig meget gavn for pengene, mens forslaget om en fordobling af andelen af vedvarende energi frem mod 2030 er en dyr måde at skære bare en lille smule CO2 på

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

"La meglio giovantù" har jeg set på tv (svensk?), mener jeg bestemt. Det var en lang, sej - ikke voldsomt interessant - affære, uanset den ikke blev vist i et hug.

Men det skal ikke afholde nogen fra at gå i det stemningsfulde Posthusteater, som viser og har vist den ene perle efter den anden.

Et gensyn med "1900" kunne man ønske sig - og netop der.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

Også Kim Skotte er i Politiken d.d. tavs om filmens fortid på tv.

Skal man tro, at han (som Informations anmelder?) ikke ved det, eller skal hemmeligheden bevares?

Det er fint at Posthusteatret får omtale. De fortjener det, men det er mangelfuld forbrugeroplysning at undlade at fortælle, at filmen for få år siden blev vist på dansk tv med en anden titel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian Monggaard

Det er helt rigtigt, at filmen er blevet vist som tv-serie på dansk tv, og det har vi ikke været opmærksomme på.

Det beklager vi selvfølgelig.

Men heldigvis har vi opmærksomme læsere, der har opdaget det og nu giver oplysningen videre til alle andre.

Mange tak for det.

anbefalede denne kommentar