Trods en del medieforlydender frem og tilbage i går, tyder alt på, at Grameen Banks grundlægger og mikrofinansieringens berømte ambassadør, Muhammad Yunus, der i 2006 blev hædret med Nobelprisen for sit arbejde for verdens fattigste, er blevet fyret som chef for sin bank som følge af en række anklager for skattefusk og kreativ bogføring, der bl.a. tidligere på året blev fremført i den danske journalist Tom Heinemanns film Fanget i mikrolån.
Spørgsmålet er, om mikrolånets selvudnævnte fader nu kan risikere at blive dens banemand. Om den populære filosofi om, at give små lån til de fattigste, og derved bruge kapitalismens værktøjskasse til fattigdomsbekæmpelse, nu også har fået alvorlige ridser i lakken.
Poul Buch-Hansen, der er mangeårig konsulent for Danida, og blandt andet har arbejdet med banksektoren i Bangladesh, er ikke i tvivl om, at Yunus’ deroute vil få betydning for, hvad han til tider har ment, var en for blind tro på mikrokreditters fortræffeligheder.
»Der har været en række dårlige historier gennem et stykke tid. At Yunus nu er blevet miskrediteret - med rette eller ej - giver et yderligere skub, ikke mindst til alle dem, der så det her som den helt store løsning på verdens fattigdomsproblemer,« siger Poul Buch-Hansen.
Han begræder ikke, hvis der bliver slået skår i begejstringen for mikrofinansiering som løsningen på alle verdens problemer.
»Det har jo til tider virket som en religion. Hvis Yunus’ afskedigelse kan sætte gang i en debat og øge gennemsigtigheden, så vi faktisk kan få at vide, hvad der virker og hvad der ikke gør, hilser jeg det velkommen,« siger Poul Buch-Hansen.
Trist
Andreas Kuchler, der arbejder på en ph.d. om mikrofinans ved Syddansk Universitet, er enig.
»Jeg tror også, at Yunus’ afgang har ret stor betydning. Han har en enorm stærk symbolsk betydning, så det kan nok ikke undgå at smitte af«.
Steen Folke, der i mange år har arbejdet som konsulent for Danida, særligt i Bangladesh og Indien, mener også, at Yunus’ afgang vil få en effekt. Men i modsætning til sine kolleger frygter han, at Yunus-sagen kan komme til at skade dem, der mindst af alt har brug for det: de fattigste.
»Yunus har aktivt propaganderet for, at hvis vi giver en lille klat penge til de fattigste og koncentrerer os om kvinderne, så kommer det familierne til gavn. I den forstand synes jeg, at sagen er trist,« siger Steen Folke.
Manglende viden
Han afviser slet ikke, at der er problemer knyttet til mikrofinans, og at fattige mennesker kan ende i en gældsfælde, hvis de f.eks. låner penge til et hus, der ikke kaster penge af sig igen, så renten kan betales. Eller en ko, der dør, før gælden er betalt. Og han er da også sikker på, at der eksisterer fuskere og udlånere, der opkræver ågerrenter fra folk: »Men vi må holde fast i, at der er meget godt i modellen. Måske er den en marginal forbedring, men selv lidt er meget for folk, der ingenting har.«
Der er således delte meninger om mikrokreditter, og derfor også om, hvor skadeligt Yunus-miseren er for verdens fattige. Men samstemmigt fra kenderne lyder, at ingen egentlig ved, hvad de snakker om, når de enten hylder eller kritiserer mikrolån. Der er nemlig indsamlet meget lidt konkret viden om mikrolåns effekter, og de store institutioner - herunder Grameen Bank - har holdt kortene tæt på kroppen.
»Vi bliver faktisk ikke informeret, og man kan kun vanskelig stille kritiske spørgsmål, fordi vi jo alle sammen kan være enige om, at det er godt at hjælpe verdens fattigste,« siger Poul Buch-Hansen.
Andreas Kuchler er i sin forskning stødt på samme problem: »Og der er mange dagsordner, og ligeså mange der har en interesse i, at miskreditere ideen - ikke blot de enkelte institutioner, men også dem, der har en ideologisk interesse i, at det skal se godt ud.«
At netop ikonet Yunus stod i spidsen for en af de institutioner, der har været særlig kritiseret for lukkethed, gør ikke sagen bedre, mener Andreas Kuchler: »Mange havde nok forventet lidt mere af en nobelpristager.«
Ideologisk kamp
For Mikrofinans handler om meget mere end udlån til en symaskine. Det blev - ikke mindst med Yunus’ hjælp - et ideologisk opgør med den måde, man traditionelt bedrev udviklingsbistand på.
»Det slog igennem særlig i USA på et tidspunkt, hvor der var mange, der havde en ideologisk interesse i at vise, at man kunne hjælpe folk til selvhjælp med kapitalistiske hjælpemidler,« siger Andreas Kuchler, der også minder om, at det særligt var USA, der pressede på for at Nobels fredspris blev givet til Muhammad Yunus.
Steen Folke, der mener, at mikrofinans blot skal være et blandt mange værktøjer, er enig i, at filosofien blev for opreklameret: »Flere af de amerikanske institutioner tog jo imod tanken med kyshånd og talte for, at det var en mirakelkur mod fattigdom. Det passede godt ind i det mere generelle syn på, at privat adgang til kapital er det afgørende i menneskelivet, som præger mange af de amerikanske institutioner«.
Manden og myten
Når en hel ideologi står for at få ridser i lakken på grund af en enkelt mand, handler det også om, at Yunus har medvirket til at skabe myten om sig selv som mikrolånets opfinder. Andreas Kuchler minder om, at det langtfra er tilfældet.
»Det er en stærk overdrivelse, at Yunus har opfundet det. De her principper har eksisteret længe før Yunus på landet i udviklingslandene,« understreger han. Men at Yunus blev en vigtig ambassadør, er han enig i: » Så bliver problemet jo bare, at det får vidtrækkende konsekvenser, når han går ned. Han sagde jo selv til myndighederne i Bangladesh for et par uger siden, at de ikke kunne fyre ham, for så ville hele Grameen Bank bryde sammen. Det er store tanker at have om sig selv.«
Poul Buch-Hansen understreger, at han da har set mikrolån virke i praksis, og at han heller ingen problemer har med at tjene penge på de fattige, hvis det faktisk virker.
»Jeg har som konsulent jo levet af at hjælpe de fattige, og der er jo heller ingenting i vejen med, at en læge tjener penge på de syge,« siger Buch-Hansen og slutter:
»Om han er en svindler eller ej, så vil mikrolån nu forhåbentlig ophøre som religion, så vi kan vurdere effekterne sagligt og rationalt.«
Grameen er en udviklingsbank baseret på at udstede mikrokreditter til fattige, og specielt til kvinder, uden særlig store krav til sikkerhed. I dag er den blandt verdens tre største ngo’er.
Banken blev startet i Bangladesh 1979 af Muhammad Yunus og har senere udviklet sig inden for et netværk, som i dag er etableret i mere end 43 lande. Den administrerer også en række andre virksomheder inden for sundhed, telekommunikation, energi samt mindre produktionsvirksomheder.
Grameen Bank har et budget på næsten 1,5 milliarder dollar og godt otte millioner kunder.
90 procent af banken er ejet af medlemmerne, mens staten ejer 10 procent.
Banken og dens grundlægger blev i 2006 tildelt Nobels fredspris for ’deres bestræbelser for at skabe økonomisk og social udvikling nedefra’.
Kommentarer
Her er dansk mikrolån bank Oikos´ svar på tiltale der hilser kritikken af mikrolån /mikrofinans velkommen.
Mikrolån bankens kommunikationsansvarlig Gullmai Sørensen er helt enig med mangeårig konsulent for Danida Poul Buch-Hansen, som ikke ”…begræder …, hvis der bliver slået skår i begejstringen for mikrofinansiering som løsningen på alle verdens problemer.”
Hvorfor? Jo, fordi:
Principielt og overordnet består mikrolån af to modeller:
1.) Udviklingsskolen – People Before Profit
og
2.) Business skolen – sidstnævnte er den problematiske, som det er godt at sætte fokus på. Gennemsigtighed er kun af det gode, siger kommunikationsansvarlig Gullmai Sørensen, Oikos, i foredrag og debat nu sat på YouTube – klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=MEw2tW97LkE&feature…
Dansk Oikos bank beskæftiger sig kun med Udviklingsskolen.
Business skolen er den som der nu er sat kritisk fokus på. Kritikken heraf bydes velkommen. Og sammen med Poul Buch-Hansens udsagn må vi også huske på hvad Steen Folke i dagens Information siger herom:
”… vi må holde fast i, at der er meget godt i modellen. Måske er den en marginal forbedring, men selv lidt er meget for folk, der ingenting har.” Endvidere: ”Poul Buch-Hansen [også i dagens Information] understreger, at han da har set mikrolån virke i praksis, og at han heller ingen problemer har med at tjene penge på de fattige, hvis det faktisk virker.”
Hvis udbytning er et gode, må kapitalister stå i kø for at lade sig udbytte.
Gør de det ?
Du kan låne 1mill kroner ud til en igangsætter/virrksomhed til f.eks. 10% og det samme beløb kan du låne ud til 40 fattige i portioner a 25.000 (mokrolån) til 15-20% i rente. Hvad gør du???
Det er kapitalisme i en mere udspekuleret facon og det er lykkedes at sælge ideen til en nobelpris samt som løsningen på fattigdomsbekæmpelsen i den tredie verden.
Herre Jemini, hvor naiviteten trives i bedste velgående
Denne kommentar er anbefalet af:
Problemet med Mikrolån er, at det er blevet en milliardforretning, og et endnu større problem er, at Muhammed Yunus sælger den som et middel til at bekæmpe fattigdom. At det bliver solgt som vidundermidlet til afskaffelsen af fattigdom, og placere fænomenet fattigdom på museum er beskæmmende. At lånerne ydermere kollektivt hæfter for hinanden er forkasteligt.
Når det så er sagt. Er der også gode ting ved mikrolånsfilosofien, nemlig at mennesker uden likvider kan også have et forretningstalent - og deres idé kan potentielt være bæredygtigt for at skabe et minimalt fremskridt for deres families muligheder som udgangspunkt. De store muligheder, for at skabe en multiglobalforretning har Muhammed Yunus og Grameen sat sig på, med de 50 virksomheder eller cirka deromkring der er blevet stiftet siden 1979.
Som jeg ser tingene, og har læst på dem, så mener jeg, at Muhammed Yunus, har et jesuskompleks, et kapitalistisk jesuskompleks for at være helt præcis. Dette ses blandt andet af måden, han står på, på billedet til denne artikel samt andre lignende billeder og malerier.
At Muhammed Yunus ikke som årene er gået, og kapitalen er vokset, har ændret på tilbagebetalingsvilkårene, har været med til, at Tom Heinemanns dokumentar er blevet til virkelighed.
Små lån og små opsparinger en del af løsningen, ikke hele løsningen - ideen om hjælp til selvhjælp, er smuk, ingen tvivl om det, men ikke desto mindre, vil de nuværende tilbagebetalingsvilkår gøre, at udviklingen vil være ikke eksisterende, til maksimalt, at have en svag positiv effekt ved, at de fattige tager et mikrolån, hverken mere eller mindre. Som årene går bliver det alene sværere, og sværere, efterspørgslen efter fødevarer vokser i blandt andet Kina, og dette er med tilm at presse priserne op, hvilket vil gøre det endnu svære, for dem som er fanget i mikrolån, at forsørge dem selv samt deres familie.
Sidst men ikke mindst, er en stor del af den hype, som rockstjerner og prisuddelere har skabt om mikrofinans overdrevet. Konklusionen må være, at dette har været med til, at forstærke det gyldne snits blinde vinkel, i det skønmaleri der er blevet tegnet af mikrolån som en ualmindelig succesrig historie.
# Bjarne Risgaard
Du er godt nok ude hvor du ikke kan bunde - med al respekt tror jeg simpelthen ikke du aner hvad du snakker om.
Hvis mikrolån er så superprofitable som du antyder hvorfor er det så lige at Goldman Sachs, Morgan Stanley og alle de andre ikke har kastet sig frådende over dette marked for årtier siden?
Årsagen er selvfølgelig at det er dyrt for banker at yde mikrolån - der er en fast omkostning ved at kreditvurdere låneren og overvåge tilbagebetalingerne ligesom risikoen for banken er langt større når låneren ikke kan stille nogen form for sikkerhed.
Hvis du er i tvivl om disse mekanismer også virker i Danmark så prøv at tage ned i din lokale bank og spørg hvad den effektive rente bliver på et lån på 10.000 kroner.
Mikrolån virker selvfølgelig ikke hver gang og i alle situationer, men der er helt sikkert tilfælde hvor et fattigt men driftigt menneske har meget stor glæde af et risikovilligt lån til 20% om året. Når dette fordømmes som udbytning og udspekuleret kapitalisme, så vidner det om at ideologi har fået overtaget over pragmatik.
Lad os nu for f…. diskutere om mikrolånene virker eller ikke virker i stedet for at diskutere om de er i overensstemmelse med ortodokse venstrefløjsløsninger.
Sikke en patetisk ubalanceret artikel. Forfatteren er bare interesserede i at hoppe på Mohammed Yunus baseret på disse beskyldninger uden at give den rette balance til hans karriere og hans rolle i mikrofinans. For én ting er mikrofinans ikke en “religion” ledet af Yunus. Ja, han har inspireret mange, og har ført en ny frisk model til at bekæmpe fattigdom på. Der er også stadig en levende debat om det bedst model til at praktiseret mikrofinans på og Yunus selv har været en fortaler for den non-profit-model. Sætninger som “selvudnævnte fader”, “miskrediteret”, “Yunus-miseren”, “ikonet Yunus”, “pressede på for at Nobels fredspris”, “skabe myten om sig selv”, “på Yunus har opfundet det” er alle eksempler på den ubalancerede tone i denne artikel. Afsættelsen af Yunus fra Grameen Bank er en politisk heksejagt og ikke den første mulighed for kritik i denne branche. Hvis forfatteren vidste noget om mikrofinans ville hun vide, at der allerede var en debat, og det vil ikke ændre sig. Sikke en skam.
Nu er jeg ikke den store expert i mikro-lån men set med mine øjne virker det som om at renten grundlæggende er for høj!
Hvis jeg skal betale op til 25% på en lån til at starte eller udvide min virksomhed så skal afkastet være rimelig godt, og ligeledes realiseret på meget kort sigt! Det tror jeg ikke er tilfældet for de fleste af aftagerne af mikrolån.
Det burde blive solgt som nødhjælp og dermed en max rente på fx 10% eller 7%. Det tror jeg godt de kan betale.
Disse renter vil ligeledes være tilpas små til at de mest spekulative investorer vil holde sig væk. Det kunne evt være forankret i FN.
Denne kommentar er anbefalet af:
Christian V Petersen:
Du sagde selv at du vide ikke ret meget om sagen…. Det er det der er problemet: når folk vil absolut sige noget om det de vide ikke ret meget om. Forhold dig før du tager stiling om noget så seriøst og vigitigt. Og tro ikke at dem der arbejder i mikrofinans er så dumme at de ikke allerede taler og tænker om de ting du selv tager stilling til også med henblike til de fattiges egne velfærd.
Ja, der skal kreativitet til for at få kradset værdierne fra de absolut fattigste. En herre ved navn Soto er rejsende i skødeudstedelse på de fattiges jord, mafiaen bruger personlige trusler og Yunus altså långivning, der overtages af private lånehajer, som ikke viger tilbage for at rende med familiens bliktag. Kooperation og solidaritet er åbenbart gledet helt ud af menneskenes begrebssfære.
Denne kommentar er anbefalet af:
Tak til Anna von Sperling for hvad der virker til at være et reelt forsøg på at grave lidt dybere end de fleste artikler og indslag i medierne i den senere tid har gjort når det kommer til mikrofinans.
Man må dog erkende at selv denne artikel har svært ved at fange den enorme kompleksitet der er forbundet med problemstillingerne.
For det første virker der til at være et kompliceret politisk spil bag den nuværende fyring af Yunus fra centralbankens side. Der er ingen tvivl om at Yunus har en højere status generelt i den vestlige verden end han har blangt mange i Bangladesh. Og specielt hans udfald mod korruption og den siddende regering et par år tilbage er ikke noget der er blevet glemt. Han forsøgte tilmed at starte sit eget parti, hvilket selvsagt ikke var populært i regeringen, der fortsat delvist ejer Grameen Bank.
At fyringen begrundes med teknikaliteter der ikke blev overholdt i forbindelse med udnævnelsen af Yunus som direktør for Grameen Bank tilbage i 1999 samt at han er over den officielle pensionsalder for personer i banksektoren ændrer ikke på at der helt klart ligger politiske motiver bag.
Hvad angår den senere tids diskussion om mikrolån og effekterne deraf, samt de konspirationsteorier om vestlig udnyttelse af de fattigste herigennem må jeg også sige at det virker utroligt unuanceret. Der er ingen tvivl om, at mikrofinans for mange - fejlagtigt - er blevet opfattet som den mulige løsning på ‘fattigdomsproblemet’. Men at sikre alle et vist minimum af indkomst og levestandard er ikke noget der kan fikses på en simpel måde - ej heller med mikrofinans. Mikrofinans (og ikke kun mikrolån som debatten ofte drejer sig om) afhjælper et enkelt problem i den del af verden: de fattiges mangel på adgang til finansielle services. Ligesom det at have et dankort ikke har ført til at danskernes har fordoblet deres indkomst kan man heller ikke forvente at mikrofinans skal føre til at alle verdens fattige lige pludselig kan hive sig selv ud af fattigdommen.
Det er derfor også ærgeligt at en ellers ihærdig journalist som Tom Heinemann har været så lemfældig som det virker til i forbindelse med hans undersøgelser af mikrolån i primært Bangladesh. Bl.a. bruger han en del tid på at forklare hvordan Sophia Begum der var en af Yunus første låntagere døde i armod. Heinemann har imidlertid fået fat på den forkerte person, som det bl.a. kan ses af følgende interview foretaget efterfølgende: http://www.youtube.com/watch?v=qcdRi2S2bxM&feature….
Endelig er diskussionen om renten som ofte bliver taget som et bevis på den kapitalistiske vestlige verdens udnyttelse af de fattige ganske fejlplaceret. Ja, der findes mikrofinansinstitutioner der tager en for høj rente, og der er helt klart behov for yderligere regulering i denne sektor, der er vokset kraftig de seneste år. Men når den gennemsnitlige person der tager et mikrolån betaler 20-25 % om året i rente er det for det første en rente der er en klar forbedring i forhold til de renter de lokale lånehajer kan tilbyde. Derudover afspejler de høje renter ofte også høj inflation, ligesom man blot må erkende at det er dyrere at låne 100 personer 1000 kroner hver, end det er at låne 1 person 100.000 kroner. Endelig er det lån uden sikkerhed, hvilket gør at man ikke kan sammenligne disse årlige renter med den rente vi i Danmark fx må betale for at kunne finansiere vores bolig eller bil. Og for at gøre ondt værre har Tom Heinemann i sin dokumentar glemt at fortælle at den rente han oplyser blandt andet også inkluderer den ‘pris’ der er for den enkelte deltager ved at bruge tid på at deltage i de ofte ugentlige møder hvor man betaler tilbage på sine lån.
Alt i alt virker det som om debatten om mikrofinans i øjeblikket er meget unuanceret. At der er behov for en debat er åbenlyst. Blandt andet for at sikre at der ikke bliver taget ågerrenter, samt for at sikre en tilstrækkelig regulering af mikrofinansområdet. Ligesom der også er behov for at tage stilling til om mikrofinans skal være en del af bistandspakken eller om mikrofinans skal fungere på markedsvilkår.