Løkkes unge løver

Man kan næsten forestille sig, hvordan statsministeren og de tre yngre mænd i mørke jakkesæt og slips i forskellige laksenuancer stod og dunkede hinanden i ryggen og grinede smørret, efter at de i hver deres store, sorte ministerbil i går var rullet ind på Amalienborg.

Det er ikke mere end fem år siden, at Lars Løkke Rasmussen var godt på vej til at miste positionen som kronprins i Venstre og af en rasende Anders Fogh Rasmussen blev beordret til at lukke den lille, liberale herreklub, Løkke dengang frekventerede i DGI-byens restaurant - bl.a. med Søren Pind og Peter Christensen som faste deltagere.

Ordren var kulminationen på flere års irritation over de ‘unge løver’ og deres forsøg på at underløbe Foghs erklærede mission om at gøre Venstre varigt spiselig for midtervælgerne. En mission, der kunne spores helt tilbage ved landsmødet i 2003, da Pind og Christensen orkestrerede et forsøg på at kuppe 10 liberale teser ind i partiprogrammet.

Så meget desto sødere en fornemmelse må det have været, da de tre i går mødtes for at hilse på kronprinsen som henholdsvis statsminister, integrationsminister og skatteminister og dermed et helt centralt trekløver i det borgerlige, politiske Danmark.

»Peter Christensen er en person, der nat og dag, morgen og aften er i stand til at forsvare regeringens politik. Det er de evner, som vi nu skal overføre i et stærkt forsvar for regeringens skattestop,« sagde Lars Løkke Rasmussen efter den korte ceremoni.

Peter Christensen har som mangeårig skatteordfører ofte markeret sig som en af de mest yderligtgående i skattedebatten, og i liberale kredse ser man det da også som en styrkelse af profilen i forhold til Troels Lund Poulsen. Han er blevet betragtet som lidt af en administrator, og Lund Poulsen indtager nu i stedet posten som undervisningsminister efter Tina Nedergaards fratræden.

Tro væbner

Troels Lund Poulsen var den fjerde minister, der i går var hos kronprinsen, og han får i sit eget parti ofte skudsmålet, at han er mere optaget af at komme til tops end af det liberale tankegods. Ikke desto mindre betragtes han som en af Lars Løkke Rasmussens mest tro væbnere.

På uddannelsesområdet er han - bortset fra, at hans far i mange år har tjent som lærer - uden de helt åbenlyse kvalifikationer.

Trods samtaler med både politiske allierede, bekendte og Troels Lund Poulsens eget bagland har det heller ikke været muligt at finde frem til, hvad den ny undervisningsminister egentlig mener om den danske skole, og det er uvist, hvad han mener om de for tiden strandede folkeskoleforhandlinger.

Som det kan læses andetsteds undrer det mange. Men skal man tolke Lars Løkke Rasmussens signaler, er det måske heller ikke afgørende med få måneder til et valg.

»Regeringen har fremlagt en klar politik på området - det er nu i Troels Lund Poulsens hænder at gøre de ideer til virkelighed,« sagde Lars Løkke Rasmussen i går.

Samtidig bliver Troels Lund beskrevet med superlativer som arbejdsom, pragmatisk og loyal, og selv sagde han i går til Information, at han mener, at hans ministererfaring i sig selv er en kvalifikation.

»Men nu tror jeg først og fremmest, jeg skal sætte mig ned og danne mig mit eget overblik, inden jeg kommer med alle mulige erklæringer om, hvad der skal ske.«

Stjernen funkler

Det ministerskifte, der i alle politiske lejre betragtes som det mest spændende og måske mest afgørende for den kommende valgkamp, er dog Søren Pinds indtog i Integrationsministeriet.

Efter at han for alvor kom til ære og værdighed i Venstre med sin ministerudnævnelse sidste år, er hans stjernestatus kun vokset i partiet.

Både i Venstre, i oppositionen og i Dansk Folkeparti venter man i spænding på, hvordan kombinationen af hans umiddelbare og lidt pompøse væsen og hans særlige nationalliberale sindelag vil komme til udtryk i hverdagen.

»Jeg er ikke i tvivl om, at Danmark er i en kulturkamp. Jeg er ikke i tvivl om, at vi er i en kulturkamp, som dybfølt ændrer det samfund, som ikke bare jeg er vokset op i. Det er et fællesskab og et samfund, vi skal passe på, værdsætte og sikre,« sagde han i går.

Både venner og fjender vurderer, at han i de store diskussioner om nationalstaten og dansk kultur vil komme godt ud af det med ikke mindst Dansk Folkepartis præster Jesper Langballe og Søren Krarup, der er de ideologiske ophavsmænd til DF’s udlændingepolitik.

I regeringen håber man netop, at Søren Pind vil være bedre end Birthe Rønn Hornbech til at bringe integrationsdebatten og konflikten mellem det danske og truslen udefra tilbage i centrum af dansk politik. Også selv om det egentlig ikke er noget, Løkke brænder for. Det har bare tidligere vist sig at være et så ualmindeligt sårbart punkt for oppositionen.

Til gengæld er man i støttepartiet i tvivl om, hvordan Pind med sine stærke synspunkter om behovet for mindre lovgivning og indblanding i folks hverdag vil reagere på DF’s tilbagevendende krav om barrierer for bl.a. folks valg af partnere og muligheder for at leve, hvor man vil. De frygter kort sagt, at Pind vil tale meget, men gøre lidt, og at det vil slå gnister, når store temperamenter mødes.

Idealopstilling

Samlet set lyder vurderingen i både Venstre og nærmeste omgivelser, at Løkke nu nærmer sig sin idealopstilling, og desuden rykker partiet yderligere et skridt til højre på den mere klassisk liberale akse.

Selv i den borgerlige lejr er der dog en del, der tvivler på, at det er et hold, der kan flytte vælgere over midten. Men det er et hold, der er klar til at stå ved hans side - om nødvendigt til skuden står under vand - og for Pind, Christensen, Løkke og alle andre, der hørte til i og omkring den gamle DGI-klub, har man allerede sejret.

»Alt godt kommer til den, der venter,« siger Pind.