»Jeg synes altså ikke, han ligner en prins,« hvisker min ledsager midt i det hele. Prins Henrik har talt sig glad og varm, det med alderen temmelig runde ansigt blusser ivrigt. Prinsen er på visit i det danske hus på Champs-Elysée i Paris og interviewes på en lille scene af Stéphanie Surrugue, forfatter til biografien Enegænger. Den bog, der omsider har bragt Hans Kongelige Højhed på rød løber ind i danskens hjerte.
Allerede til julefrokost i januar ja, sådan faldt det altså blandt danske pariserkorrespondenter var jeg blevet advaret: »De eeeelsker ham nu,« forklarede en kollega med fingeren på den blå puls til Informations skribent. Der ikke var nær så updatet på nyfødte tvillinger, Dronningens kiksede tøj eller prinsens spritnye popularitet, men var forblevet dybt overbevist om, at nej, de kan ikke lide ham. Danskerne. Men det er altså det, som er forandret med Surrugues vildt succesfyldte biografi om Dronningens franske mand.
Og nu sidder han dér på scenen. At de elsker ham nu, betyder vel så meget, at det gjorde de ikke før. Han kunne vel bare have lært dansk. Hvis han ville elskes, altså.
»At jeg ikke fik lært ordentlig dansk fra starten, det har jeg virkelig fortrudt,« forklarer Henri Marie Jean André Monpezat fra scenen på fransk. Prinsen kaster ofte hovedet tilbage og ler, rykker hele kroppen lidt Depardieuagtigt rundt i stolen og kaster indforståede blikke på publikum.
Det er på sådan et tidspunkt, at min franske ledsager hvisker til mig, at han ikke synes, at han ligner en prins.
»Hvad mener du?« hvisker jeg tilbage og får sådan en ubeskrivelig fransk ja-det-ved-jeg-altså-ikke-mine tilbage. »Hvordan ser en prins ud,« spørger jeg, og der trækkes på skuldrene. Det er så også bare hyggeligt og jovialt og lige ud ad landevejen, som vi siger det i kongeriget, det, der snakkes om på scenen.
For det er hjemmebane. Ikke fordi det er Frankrig, det ville jo være at antyde, at prinsen ikke er dansk. Og det er man jo, hvis man har dansk pas. Det er snarere, at det er danskfransk eller franskdansk.
Over et glas Cahorsvin forklarer Surrugue mig senere, at det var på det særlige sprog, hvor dansk blander sig i det franske, at interviewene fandt sted. Prinsen fortæller selv denne aften i Paris om oversættelser med det italienske udtryk; »Traduttore, traditore.« Enhver oversættelse er et forræderi.
Konge eller ej
Association France-Danemark, som denne torsdag aften har inviteret Hans Kongelige Højhed, har til gengæld siden 1982 omhyggeligt forsøgt at forklare parterne for hinanden. Der tales om litteratur, design, gastronomi, kunst og handel. Prinsen er ærespræsident for foreningen, som trofast støttes af Dronning Magrethe og Prins Henriks Fond. Her fortælles om Andersen, Bohr, Dreyer og von Trier. Især de sidste to er langt mere elskede og respekterede i Frankrig end i Danmark, og hvordan kan det nu være? Faktisk handler det ikke så lidt om kærlighed. Lidt ligesom den kærlighedshistorie mellem Daisy og Henri, som danskerne aldrig rigtig har troet på.
Behøver han for eksempel så også at ville være konge, som prinsen til danskernes hån gerne vil kaldes? Dronningen er en rigtig dronning, ved vi, mens prinsen, han er ikke konge. Vi andersendanskere har ikke helt fundet madrasmetoden til at afgøre det, men det skal nok komme.
Det er som om, at jo mere ømfindtlig prinsen er, jo mere menneskelig er han bare. En omvendt ært. Og det er altså ikke kongeligt. På scenen interviewer Surrugue dygtigt prinsen frem til at sige en del af det, som står i bogen om diplomatkarrieren og tiden inden Danmark. Jeg sidder og grunder over, hvordan man kan se, om nogen er en prins. Det andet kan jo læses i bogen.
I Danmarkssalen denne aften er der mange par. Ægtepar, en del med gråt hår, direktører, diplomater, pensionister. Alle nikker til historier om, hvor svært det er for franskmænd og danskere at forstå hinanden, og ingen løfter så meget som et øjenbryn, da prinsen gentager, at en lussing tager ingen skade af.
Det lyder ret harmløst på fransk. Prinsen taler også om, at der næsten ikke vises franske film længere i Danmark. Og faktisk ligner det hele en scene fra Chabrol. Alle disse nydelige hoveder bagfra og Surrugue med røde plateausåler og prinsen på baggrund af et enormt firdelt Richard Mortensen-maleri. Flankeret af to mere diskrete abstraktioner af Vasarely fra den tidlige periode.
Det mærkelige ved disse malerier er, at man kan lave gestaltskift på dem. Man kan sidde og køre de geometriske former ud i tre dimensioner på flere måder. Samtidig er farvelægningen så præcis, at man også kan gøre det fladt. Ren overflade. Det er meget stor kunst.
Og pludselig er jeg på benene og stiller som den første et spørgsmål til prinsen. I samme sekund går op for mig, at jeg skal gøre det på fransk og har glemt eller simpelthen aldrig vidst, hvordan det lige er, man titulerer personen deroppe. Jeg når lige at tænke, at jeg jo ikke er Stangerup, og at det ikke er de Gaulle, og at himlen nok ikke falder ned. »Monseigneur,« kunne jeg have sagt.
Og så får jeg fumlet et eller andet frem om, »at jeg blot gerne vil have at vide, ikke om prinsen er elsket, men om det virkelig er rigtigt, at han ikke følte sig elsket?«
Og i et gestaltskift, der er en konge værdig og måske forklarer, hvorfor en diplomat lidt senere over Cahorsen subtilt bider mærke i, at surrealisten Aragon er en af prins Henriks yndlingsdigtere, får Prinsgemalen svaret uden helt at svare.
At det er han jo nu, netop på grund af Surrugues bog. Fordi den har vist, at han er et menneske lige som andre mennesker.
Kommentarer
Forbavsende med en helsidesartikel uden nogen form for substans. Man kunne vel have forventet, at et referat af et interviewmøde med prins Henrik indeholdt mere en et enkelt indirekte citat af, hvad prinsen faktisk sagde.