Opslag til denne artikel

Emneord:kræftsygdomme, sundhed, sygdomme
Steder:Danmark

Der er to ting, jeg har været næsten lige så glad for som rigtig medicin: mælk og Samarin. Når man nu ikke kunne få sin mor eller læge til at udskrive andet, kunne de tage toppen af et hvilket som helst ubehag, og Samarinens metalliske smag og det brusende vand føltes næsten som rigtig medicin. Det er der ingen, der kan være uenig i, og der er heller ingen, der har betvivlet, at mælk var godt. På min skole hang der plakater af kernesunde børn med mælkeskæg, og en halv liter mælk og et æble om dagen skulle sammen kunne holde lægen væk.Men da jeg flyttede fra det trygge Nørreport til et villakvarter med økologiske børnefamilier, stod det klart, at enhver konventionel visdom stod for fald. Jeg havde godt lagt mærke til de karrygule kartoner i kvarterets køleskabe, og der blev altid budt sojamælk, rismælk, mandelmælk eller/og hvedemælk til kaffen. Men det var naboens datter, der gjorde mig opmærksom på hvorfor. Hun er lige så bange for sygdomme og død som jeg, og vi forstår hinanden på et dybere niveau, selv om hun er 27 år yngre end mig. En spinkel pige, der går i sommerkjoler hele året.

»Ved I godt, det er giftigt?« spurgte hun og pegede på en liter økologisk jerseymælk i vores køleskabsdør.

‘Min mor siger, det giver kræft …’

Jeg var klar over, at jeg ikke burde tage imod ernæringsråd fra en syv-årig, men hendes fascinerende interesse for usundhed gav hende alligevel en vis autoritet i mit hoved. Desuden havde hendes forældre flere gange pointeret, at hun var særligt godt begavet.»Det er bare mælk. Det er da ikke giftigt,« sagde jeg, næsten spørgende og lidt for usikkert i forhold til, at der var tale om en ernæringsfaglig diskussion med et barn.

»Det er komælk,« præciserede hun. »Min mor siger, det giver kræft.«

Jeg kiggede på hende i nogle sekunder, uden at kunne sige noget.

»Kræft?«

»Ja.«

»Hm.«

Hele min hovedbund rykkede sig en centimeter bagud, og jeg tog mig til kirtlerne på halsen. De føltes hævede. Jeg havde godt hørt om mælkeadvarslerne fra den Kernesunde Familie, men havde med vilje forsøgt ikke at gå ind i dem af frygt for, hvad de ville gøre ved mig.

Jeg hældte mælken ud i vasken - den var alligevel snart for gammel - og fulgte med pigen over til naboen, for at høre nærmere om giften. Tavst passerede vi dyre biler og malede Christianiacykler.

Min nabo er filminstruktør, og selv om hun ikke kunne henvise til anden videnskab, end den hun selv havde bedrevet på sin families krop, var hun så overbevisende, at jeg i ugevis ikke drak mælk. Det viste det sig, at komælk ikke er til mennesker, men til kalve, og tilsyneladende var den koblet til bryst-, prostata- og æggelederkræft, snot, slim, Parkinsons syge og en række diagnoser inden for adfærdsforstyrrelser. Jeg fik en smoothie med gojibær, mandelmælk og vanilje og blev enig med mig selv om, at man jo lige så godt kunne skifte kalvens mælk ud med … mandlens?

De alternative mælkedrikke er tyndere, sødere og efterlader dig med en sær belægning i ganen, så efter et par uger tillod jeg mig selv at drikke komælk om morgenen. Med vilje fodrede jeg ikke min ængstelighed med yderlige research, men hvis man har sit barn i en Rudolf Steiner-vuggestue, behøver man ikke aktivt at opsøge den slags. Det skal nok komme til dig, og en morgen, jeg famlede mig vej igennem mørket til min søns sivkurv (man bruger ikke elektrisk lys i en Steiner-institution, man følger solen), lå der en artikel i den. Den var skrevet af læge og akupunktør Per Bennicke, der har maelkebloggen.dk, og han gentog ordret min nabos mælkeangreb. Jeg kunne ikke længere holde det nede.

‘Nogen kan tåle det - andre ikke’

Få timers research var rystende læsning. Mælkekrigen havde raset i årevis, viste det sig og særligt havde den udkæmpet sig mellem journalist Morten Mauritson fra Kernesund Familie, Sundhedsstyrelsen og sundhedsekspert Arne Astrup. Indtil videre havde krigen kun haft tabere, og især klarheden og eksperterne var gået til. Godt nok var Arne Astrup professor og havde en doktorgrad i medicin, og Morten-Kernesund havde mest sig selv, men debatten var alligevel så polariseret og fuld af beskyldninger, at det var umuligt at finde et fast ståsted som lægmand. Måske havde Morten-Kernesund ret, og måske havde jeg allerede en indkapslet prostata oven på de mængder af uøkologisk komælk jeg havde hældt i mig i mit liv.»Mælk er et glimrende næringsmiddel for dem, der kan tåle det. For dem, der ikke kan tåle det, er det noget skidt,« forklarede den eneste mælkeforsker, jeg kunne opdrive, der tilsyneladende ikke var involveret i kampen. Søren Krogh Jensen, hed han, og han var seniorforsker et sted i Århus, og det kunne høres på hans beroligende dialekt. Han understregede i øvrigt at næsten alle danskere kunne tåle mælk

Men det er jo bare på kort sigt. På langt sigt - er det kræftfremkaldende?»Hvis man dissekerer mælk, vil man finde et hav af substanser, man kan mistænke for at være kræftfremkaldende i store mængder, men det betyder ikke umiddelbart noget. Du vil også kunne finde et hav af substanser, der virker forebyggende på de fleste kræftformer, så det siger ikke noget om mælkens virkning.«Og det siger du ikke bare, fordi du er i lommen på mejerforeningen?»Jo,« grinede han. Nu lød hans jyske dialekt pludselig diabolsk.

»Når det er dem, jeg får penge fra. Når jeg får penge fra staten, er jeg i lommen på dem. Men lige nu har jeg ingen projekter for Mejeriforeningen - det er så Dansk Kvægbrug, der betaler for noget af min forskning.«

‘Spørg din mave …’

Jeg konfronterede min læge med min viden og mine hævede kirtler, men han gentog bare, som han plejede:»Jeg kunne godt fortælle dig igen, hvad jeg mener, der er videnskabeligt belæg for og hvad jeg synes du skal gøre,« sagde han tørt. »Men det handler ikke om videnskab. Det handler om tro.«

Men Morten-Kernesund, Arne Astrup og min nabo havde jo smadret min tro. Jeg var overladt til min blide homøopats råd, og jeg kunne se hende stå mellem Rescue Remedy og rød solhat og sige: »Spørg din mave. Du skal gøre det, der føles bedst i din mave.«

Men jeg kunne kun føle latente sygdomme og sure opstød. Det eneste, der stadig virkelig føles godt i min mave er Samarin. Jeg tømte et brev ud i et glas og lagde hovedet ind over glasset for at mærke duften af metal og lade de kølige bobler svale mit ansigt. Jeg blev helt rolig.

En hypokonder kan godt blive syg

Lasse Lavrsen, 34, har hele sit liv haft en usund interesse for sundhed og sygdomme. I mange år kunne læger og videnskaben berolige ham, men da han flyttede ind i den økologiske klasse, accelererede angsten. Alt omkring ham kunne slå ihjel. Nye lidelser opstod, og de gamle bestod. Det blev en krig på autoriteter, der nu har efterladt ham helt uden. Og hvad gør man så, når man altid frygter det værste?