Opslag til denne artikel

Emneord:journalistik, medier, retorik
Steder:Danmark

»Nå, nå. Der er nok nogen, der er så fine, at de ikke kan vente på deres tur, hva?«

Sådan råbte en vred mand ad mig, da jeg under en hedebølge en sommer opholdt mig i København i juli. Jeg stod i kø med to store kufferter, to mindre børn og en barnevogn og storsvedte i Illums bageri. Den arrige mand mente, at jeg uretmæssigt var kommet foran ham på vej mod kassen, hvilket var faktuelt usandt, men jeg havde ikke det ringeste imod at lade ham komme først. Jeg havde ikke travlt.

Hvad jeg derimod havde noget imod var aggressionsniveauet og det at blive skældt ud af en vildtfremmed person i et offentligt rum. Det skal siges, at hans udbrud kom en halv time efter at en anden mand havde skreget »flyt dig!« ad mig ude i lufthavnen, fordi han ikke kunne komme forbi min barnevogn.

Varmen gjorde mig muligvis lidt sart, i hvert fald begyndte jeg at græde, hvilket sikkert var både latterligt og lidt af en overreaktion. Ikke desto mindre fastholder jeg, at de to oplevelser gjorde mig forstemt over en følelse af en dansk råhed, jeg føler mig fremmed overfor.

Episoden genfortalte jeg forleden, da jeg sad og talte med en hollandsk veninde ved mit spisebord i Washington DC.

Veninden er halvt dansk, men har boet hele sit liv uden for Danmark. Hun har dog tilbragt stort set alle sine barndomssomre i sin families danske sommerhus og taler sproget flydende. Hun har bemærket, siger hun, at hendes danske venner er meget mere in your face, de er hårde, når de fælder domme over andre, og de holder sig ikke tilbage fra at bagtale og kritisere i sammenligning med hendes amerikanske venner, som omvendt synes at gøre sig en del umage med at være positive og opmuntrende. »Kan det være rigtigt,« spørger hun mig.

Nedgørelsen som målsætning

Svaret er ja. Der eksisterer en accept i Danmark af, at »man går efter at nedgøre modstanderne, tillægge dem argumenter, de ikke har, hvorefter man skamløst kan rose sig selv,« som senest påpeget af professor i retorik Christian Kock, der i sin nye bog bemærker, at det »handler om aktørerne selv, snarere end om problemerne, forslagene og argumenterne; det handler om, hvor gode og ufejlbarlige vi og vores parti er, mens modstanderne er inkompetente, kiksede og suspekte.«

Og hvad der er endnu værre er, at grænserne for, hvad man kan tillade sig konstant rykker sig nedad. Tonen bliver fortsat mere rå og svinsk.

Så truer Ib Michael anmelder Lars Bukdahl med tørre tæsk.

Så vrænger Henrik Sass Larsen en politiker, man som landets sandsynligvis kommende finansminister kunne have visse forventninger om dekorum til ad en journalist fra Børsen, at avisen bare »laver fuck journalistik«.

Så ansætter Ekstra Bladet en kvinde, hvis claim to fame som klummeskriver er, at hun har svinet en psykisk syg kioskdame til og efterfølgende betegnet handlingen som dum i et stort opsat interview i et dameblad (men som hun siger, »ikke ondt«).

På tv skriger finansordføreren fra SF og finansministeren ad hinanden og Bertel Haarder råber »pis mig i øret«.

Haarder har skal det siges som den eneste slet og ret sagt undskyld, og her fornemmer man faktisk, at manden mener det, og at vi har at gøre med en dybest set dannet mand, der har endog meget svært ved at tøjle sin hidsighed, hvilket er mest trist for ham selv.

En tsunami af had

Men er der tale om en tendens eller ej, spørger jeg mig selv? For som udlandsdansker skal man passe vældig på ikke at generalisere, når man kun er tilbage i fædrelandet nogle få gange om året.

Når jeg alligevel er tilbøjelig til at svare klart ja, skyldes det, at jeg i denne uge selv blev ramt af en tsunami af rasende og uhæmmede debatindlæg, hvor afsenderne ikke holdt sig tilbage fra at gå efter kvinden i stedet for bolden.

Vreden skyldtes ikke noget, jeg havde ment i denne avis, men derimod en kommentar, jeg havde skrevet i Politiken sidste lørdag. For Informations læsere var der intet nyt at hente i artiklen, der stod på forsiden af vor konkurrents debatsektion. Som jeg ofte har anført på denne plads, påpegede jeg, at den danske folkeskole lider under manglen på respekt for lærerne fra eleverne. Og at eleverne frem for at skulle tage ansvar for egen læring kunne fortjene nogle regler, struktur og karakterer fra en tidlig alder, så de kan få noget feedback, der kan hjælpe dem videre i livet. Stort set ord til andet, hvad jeg bl.a. i omtaler af Amy Chuas meget omtalte tigermor-bog har skrevet i nærværende avis.

Højrøvet overskudspis

Men Politikens kulturradikale segment af sammenbidte folkeskolelærere og andre offentligt ansatte, der nok ved, at Danmark er verdens bedste land med verdens bedste folkeskole, skulle ikke nyde noget af at lade sig belære af »en hetzkampagne af nedladende, uvidende og neoliberale dog eat dog-kommentarer fra velaflagte hattedamer med store egoer og diplomatpas«.

Som en anden læser så smagfuldt formulerede det, så var det »godt, at den rige dame med pennen skrubbede af«. For mage til »højrøvet overskudpis, som kun en, der ikke ved en skid om, hvad der foregår i Danmark, kan skrive«, havde han aldrig set.

Det er i øvrigt klart, at ungerne ikke kan lære noget i skolen, mente den samme debattør, fordi vi taler om en »skole uden midler, lærere, der ikke bakkes op af deres chefer, økonomiske stramninger og pædagogik og undervisning, der ikke er set siden den sorte skole.«

I artiklen, der var skrevet på opfordring fra Politikens debatredaktør, nævnte jeg, at mine fire børn havde gået i fransk skole i de år, min familie og jeg har boet i London, Paris og nu i Washington. Men det skulle jeg aldrig have gjort.

For som en tredje læser skrev, så »forstår jeg slet ikke hvorfor du bruger størstedelen af din artikel på at opstille en mur der består af plat namedropping af steder du har boet i (Paris, ih, Washington, wow). Du projicerer dit eget mindreværdskompleks ved at gemme dig bag fine titler og flotte byer hvor du bor i. Who cares om du er gift med en englænder. Latterligt, at de hyrer nogen som dig til at være korrespondent!«

Endelig var der fra bunken af de over 250 e-mails og kommentarer, som røg ind i min indbakke og ind på politiken.dk, i lørdags denne salve:

»Hvor ville det dog være dejligt, hvis vi alle sammen kunne sende vores børn i franske og amerikanske eliteskoler sammen med alle de andre lækre og velfungerende diplomatbørn og deres lækre hjemmegående mødre og fraværende fædre med skattefri bonusser og tjenende au pair-piger.«

Triste vilkår for samtale

Mod en sådan debatstil bygget på stråmandsargumentation og motivgranskning kæmper selv guderne forgæves. Og dermed også jeg. Midtvejs gennem weekenden måtte jeg opgive at svare flere, korrigere fejllæsninger eller svare på personangreb på Politikens hjemmeside.

Et hurtigt vue hen over netdebatten i flere andre danske medier viser samme tendens.

Det er triste vilkår for den offentlige samtale mellem fornuftige mennesker i Danmark, hvis dette tegner fremtiden.

Som komikeren Jon Stewart sagde ved sin store demonstration i Washington i efteråret under parolen Restore Sanity (Genskab fornuften):

»Tal ordentligt. Hvis alle skriger, hører ingen efter.«

Kloge ord fra en mand, der så vidt jeg forstår, også er særdeles populær i det danske.

Men er der nogen, der lytter?