Når opposition og fagbevægelsen på forhånd kritiserer regeringens Vækstforum, som i morgen kommer med sine anbefalinger, er det ikke alene på grund af de mange ord om skattelettelser, afskaffelse af efterlønnen og lav løndannelse. Kritikken skyldes også alt det, der ikke står i Vækstforums anbefalinger.
Mens alle er så godt som enige om, at Danmarks niche i en global verden skal være innovation, kreativitet og gode ideer, har regeringen og åbenbart også de mange direktører i Vækstforum ikke taget ved lære af den globale finanskrise, hvor lande med fortsat stor – men moderne – produktion som Tyskland og Sverige har vist sig at stå stærkt. Det mener SFs vækstordfører, Steen Gade:
»Det, man kan lære af de seneste år, er, at man ikke skal satse på bobleøkonomier. Man skal ikke satse på at sælge finansielle ydelser til hinanden, man skal ikke satse på, at boligen bliver mere værd, og man kan ikke udelukkende satse på gode ideer. Det er det, vi er ramt af i Danmark og endnu værre i England og i endnu mere spekulative lande. Under den store krise lod tyskerne jo ikke produktionsjobbene forsvinde, men indførte arbejdsfordeling og lod medarbejderne blive uddannet i den øvrige tid, og det er en af grundene til, at de står godt i dag. Vækstforum burde være meget klarere på betydningen af arbejdskraften i produktionsvirksomhederne, for det betyder alt.«
Steen Gade fortsætter:
»Diskussionen handler jo ikke om, hvorvidt vi skal producere alle vindmøller til hele verden. Det ville jo være latterligt. Det er naturligt, at de modeller, der er udviklet for en del år siden, i stigende grad produceres i lande, der er mere konkurrencedygtige på andet end innovation, men de sidste nye møller skal produceres her, for ellers mister vi den store vidensbase blandt både forskere og teknikere. Det er det, der skal være Danmarks placering, og der er Vækstforum slet ikke klare i spyttet.«
Steen Gade kalder det dog »et lys i mørket«, at Vækstforum fokuserer på de 170.000 arbejdspladser, som Danmark har mistet de seneste år.
Ideer skal testes
Også fagbevægelsen, der har siddet med ved bordet i Vækstforum, men afviser at skrive under på de afsluttende anbefalinger, mener, at både regeringen og Vækstforum negligerer, at fortsat produktion i Danmark er afgørende for, om det lykkes at blive førende på innovations- og vækstfronten.
Formanden for Dansk Metal og CO-Industri, Thorkild E. Jensen, siger: »Der skal tegnes, der skal designes, der skal laves arkitektur, men selv på den lange bane er det utrolig vigtigt at fastholde Danmark som et produktionsland. Det er afgørende for både vores eksportindtjening og vidensudvikling. Det er fint nok, man kan sidde og udvikle ideer på ingeniørernes kontorer, men de skal altså også prøves af og testes og laves til produkter. Det ved de her erhvervsledere godt, men det er ikke det, de fokuserer på. Alene i industrien har man det seneste års tid mistet 55.000 arbejdspladser, men det bliver sådan en massepsykose, hvor man glemmer produktionen i al den snak om outsourcing og globalisering.«
»Det meste i Vækstforums endelige papir er jo udtænkt i regeringen, i Cepos eller den type steder. Det betyder ikke, at der ikke også er fornuftige forslag, men der er intet nyt, når det handler om arbejdspladser i produktionen. Erhvervsuddannelserne fylder mindre end én side og koges ned til et enkelt hovedforslag. Her kunne man have snakket om at garantere praktikpladser, uddannelsesgaranti, om opkvalificering og om, hvorvidt erhvervsuddannelserne har de midler, der skal til, for at sikre grundlaget for al den her snak om vækst og innovation,« fortsætter Thorkild E. Jensen.
Grøn vækst
For Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen er det også et spørgsmål om sund fornuft.
»Hvis man lægger sin strategi an på, at al produktion foregår mange tusinde kilometer væk fra Danmark, kan man godt droppe alle de fine, grønne ambitioner. Vores klima kan simpelthen ikke holde til, at al produktion finder sted i Kina, og at varerne skal transporteres rundt om jordkloden. Vi har tværtimod brug for at gå den an-den vej,« siger hun.
»Selve udviklingen af grøn teknologi hænger uløseligt sammen med, at der også foregår en produktion. En klog vækststrategi ville f.eks. være at sige, at inden for en overskuelig årrække skulle alle offentlige bygninger have solceller på tagene,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.








Kommentarer
Tak til Information for artiklen her bare en lille undring over ,hvorfor en omlægning af skat på arbejde til boligbeskatning ikke er et godt initiativ og bedre end omlægning til grønne afgifter mv. ,da disse vender den tunge ende ned af samt hvis de får magt som de har agt så vil skattegrundlaget blive mindre og mindre, hvis de får nedbragte forbruget af el vand osv.……………. Det vil beskatning af fast ejendom ikke og i mine øjne vil beskatning af fortjenester ved salg ol. kunne hindre fremtidige boligbobler.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er da helt rigtigt at for samfundet må produktionen ikke glemmes. Men “Vækst” - det er mest for bruttonationalproduktet - næ ikke engang det, det er mest for de enkelte store koncerner of kapitalfonde, hvis de vokser, så er alt i orden. Så siden det nu er en neoliberal regering vi har, så er det det, den vil fokusere på, ikke samfundets gavn som sådan.