Læserbreve

Snigløb på boligejerne

Tom Elkær-Hansen, København

Når regeringen prøver at skræmme os alle i egenskab af boligbrugere med både den ene og den anden frit opfundne ulykke, som de påstår, at en rød regering vil påføre os, så er det for at aflede opmærksomheden fra den møllesten, regeringspolitikken allerede har lagt om halsen på de fleste boligejere.

De regeringspromoverede flexlån har godt nok været bekvemme i 2010 med den exceptionelt lave rente. Relativt små boligydelser for flexlånerne. Imidlertid er skattefradragene jo også faldet. Og har man ikke været så forudseende at indregne dette, så står skattevæsenet der med et krav om, at en vis del af 2010-gevinsten tilbagebetales.

Men ikke nok med det. Regeringens liberalistiske modvilje mod effektivt at regulere og kontrollere den private pengeinstitutsektor og denne sektors hang til tvivlsomme spekulationer for at hjemtage hurtige gevinster har drastisk neddæmpet udlandets tillid til det danske bankvæsen, hvilket rimeligt hurtigt vil give sig udslag i stigende renter.

Hertil skal lægges Den Europæiske Centralbanks forsøg på at imødegå olieprisstigningerne ved at hæve renten. Og så vil regeringens dårligt kamuflerede afgifter på boligbenyttelse gøre det ikke så lidt dyrere at have et sted at bo.

Alt i alt har regeringen sendt en betragtelig ekstraregning til boligsektoren. Det forklarer, at regeringspolitikerne hellere vil snakke om alt muligt andet. Ikke særligt troværdigt, men det er der jo så meget fra den hånd, der heller ikke er.

Lømler

Morten Kjeldgaard, Århus

Landbrugets luksusbistandsklienter spærrer hovedstadens gader og ødelægger belægningen med deres tonstunge maskiner. Nu er det, at lømmelpakken skal vise sin anvendelighed.

Re-refleksion

Peter Arnborg, København

Information har en rubrik, der hedder Refleksion, hvor en række debatterende fyrtårne huserer.

14. marts var det så Christian Nissens tur til at reflektere. Han omtalte apropos den aktuelle statsløsesag i Integrationsministeriet topembedsmænds dilemma i valget mellem magten eller loven som ledetråd. Og han udtrykte forståelse for at vælge magten, idet han definerede det som et »etisk øjeblik« med støtte i et citat fra et såkaldt kodeks fra og for topembedsmænd, som han måske selv har været medskribent på. Som norm vil jeg tværtimod mene, at det er etisk at følge loven frem for at føje magten, herunder med at fortsætte egen lovstridig magtudøvelse.

Fri hash, for byens skyld

Ole Riisgaard, SF-Nørrebro

Nu er Nørrebro igen gidsler i en bandekrig med skyderier og mord. Det prøver politiet tappert at mandsopdække og opklare, mens alverdens politikere traditionen tro vil forsøge at overgå hinanden i symbolske budskaber med tvivlsom effekt.

Et væsentligt tiltag er desværre helt uden for debatten: En legalisering af hash.

Bag bandekampenes latterlige æreskampe gemmer der sig en kamp om det københavnske hashmarked, som politiet tidligere har vurderet til en værdi på en milliard kroner om året. Hvis hash blev legalt kunne den handles lovligt, og banderne ville miste alle disse penge og motivet til at kæmpe om dem. Det ville spare mange politiressourcer fra de meningsløse hash-razziaer og det ville være et stort slag for banderne.

Hash er selvfølgelig farligt. Ligesom spiritus. I små mængder kan det nydes som rusmiddel. Det har mange mennesker gennem tiden gjort med både hash og spiritus. I store mængder kan begge dele ødelægge tilværelsen. Men ingen drømmer jo om at forbyde alkohol.

Så lad mennesker over 18 år købe hash under ordnede forhold uden at skulle være med til at finansiere kriminelle bander, og lad os slå bunden ud af bandekriminaliteten.

Kultur som paralleløkonomi?

Rasmus Wiinstedt Tscherning, direktør for Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi

Informations lederskribent Anita Brask Rasmussen begræder 10. marts, at kulturerhvervene er blevet professionaliseret og dermed nu kan dokumentere, at kultur er en god forretning. Lederskribentens frygt er, at når kultur betragtes som oplevelsesøkonomi vil markedets præmisser lægge sin klamme cost benefit-hånd på den profane kunst og dermed blive forenklet til et spørgsmål om profitskabelse.

Men når kulturerhvervene eller oplevelseserhvervene, som de også kaldes altså musikere, skuespillere, computerspildesignere, modedesignere osv. med en årlig værditilvækst på 87 milliarder kroner ifølge Erhvervs- og Byggestyrelsen 2008 fylder fire gange så meget som landbruget i Danmarks samlede økonomi, vil det være uhensigtsmæssigt og forkert at betragte kulturen som en paralleløkonomi uden for det øvrige samfund.

Der er derimod rigtig god fornuft i netop at investere og styrke disse områder, og derfor var partier i Folketinget i 2007 enige om at tildele 90 mio. kr. til oprettelsen af fire oplevelseszoner inden for mode, musik, madkultur og computerspil samt Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi (CKO). Oplevelsesøkonomi er med andre ord ikke et borgerligt fænomen til afskaffelse af kunststøtte, hvis nogle skulle have den opfattelse!

Hensigten med aftalen var og er bl.a. at øge potentialet for vækst i kultur- og oplevelsesøkonomien ved at styrke de kreative erhverv, så kunstnere får bedre muligheder for at leve af deres kunstneriske produktion og dermed skabe endnu bedre værker.

Det vil være at gøre kulturerhvervene en bjørnetjeneste, hvis vi hænger fast i forestillingen om kunstnere som nogle besværlige stakler isoleret uden for det øvrige samfund, der kun kan overleve gennem almisser og mæcener. I stedet bør Danmark satse endnu mere på at udvikle kulturerhvervenes iværksætterpotentiale, innovationskraft og forretningsforståelse. Til gavn for kunstnerne, det øvrige erhvervsliv, betalingsbalancen og sidst men ikke mindst: alle os kunstelskere og kulturforbrugere.

Om bulimi

Gustav Hansen, speciallæge i psykiatri, Hornslet

I Information 11. marts strides der om hvorvidt dagbehandling, indlæggelse eller ambulant behandling er det bedste for spiseforstyrrede. Vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, Peter Treufeldt, foretrækker med lidt usikre og let misforståelige argumenter det, der er billigst: ambulant behandling. Herved kan behandling på private hospitaler, der arbejder med dag- og døgnbehandling, afvises.

Bulimipatienter og andre med spiseforstyrrelser må vente og atter vente. 47 uger er nævnt, og det er farligt for disse patienter. Det værste er, at problemerne nok stikker dybere: Psykiater Marianne Hertz sagde i Ugeskrift for Læger for 10 år siden, at »psykiatrien ikke er gearet til at tage sig af spiseforstyrrelserne.

Der er brug for nogle særlige tilbud, der slet ikke eksisterer i dag«. På Privathospitalet Kildehøjs hjemmeside er man ikke imponeret af det offentlige systems succesrate, uden dog at nævne noget om egne succeser. En grum mistanke om, at ingen med de nuværende metoder kan helbrede spiseforstyrrelserne, trænger sig derfor på.

Dog, der eksisterer faktisk i dag et særligt tilbud, der uden at lægge meget øre til de årsagsforklaringer, der verserer bredt, satser på at søge årsagen i traumer i fosterliv og fødsel. Der er udviklet en enkel, medicinfri og ordløs metode, der kan udforske disse dybe områder af menneskesindet. Samtidig er metoden, der kan anvendes af såvel psykologer som psykiatere, en temmelig effektiv behandling af spiseforstyrrelser.

Kommissionsværdi

Merlin Christophersen, Valby

Hvad skal vi egentlig med en værdikommission, hvis dens medlemmer skal godkendes af de danske folkepartister, hvis fastfrosne syn på danskheden giver liden mulighed for nye perspektiver? Hvad skal vi med en kommission, hvis formål ifølge kommissionsmedlem Lene Andersen er at fokusere på de mellemmenneskelige relationer (udtalt i Krause på tværs på P1 den 15. marts), når en sådan kommission er et elitært foretagende nedsat i, og af, samfundets top?

Hvad skal vi med en kommission, der i al fald kommer til at dirigere værdidebatten oppefra og ned. Skulle vi ikke hellere fokusere på netop at dyrke de mellemmenneskelige relationer, tale med vores nabo og åbne for omverdenen, således at værdier skabes og udveksles på græsrodsniveau?

Og skulle vi således ikke hellere bruge ressourcer på, at initiere initiativer der kan underbygge det fællesskab, hvis værdier den nye kommission er sat til at debattere? Sådanne demokratiserende initiativer, der eksempelvis kunne bestå af lokale debatfora, ville åbne muligheder for at lære hinanden at kende, i stedet for blot at tale ud fra forestillingen om et dansk fællesskab.

Claus tur

Hans Børsting, København

Kunne man dog ikke indrette det sådan, at finansminister Claus Hjort Frederiksen bliver anbragt i et bur med en mikrofon, der kun er tændt, når han har ordet?

Det er jo umuligt at opnå resultat i en seriøs debat, når Claus Hjort, som f.eks. i Deadline på DR2 sidder og råber i munden på dem, der har ordet, lige så snart de siger noget, som seerne helst ikke må høre. Og efterfølgende kritiserer han dem så for, at de ikke vil forklare, hvad de mener.