I mindst fem år har skandinaviske venstreorienterede solet sig i afdøde Stieg Larssons succes. En ægte militant socialist, udgiver af et ægte dødsensalvorligt venstrefløjstidsskrift, har lagt verden ned med thrillere, hvor de store virksomheder og den velpolstrede samfundselite er de onde, mens luderne, migranterne og journalisterne er de gode.
I anledning af, at Information for tiden sætter de venstreorienterede under lup, er det på tide at gøre op med Larssons rolle som deres posterboy.
Vi kunne jo sammenligne med et ægte venstreorienteret stykke fiktion: tv-serien The Wire. Hør bare hvad seriens hovedforfatter, David Simon, sagde til Slate Magazine i sidste uge, da Wire-skuespilleren Felicia Pearson var blevet arresteret. I en narkosag, der til forveksling ligner dem i serien.
I USA skal en tiltalt dømmes af en jury af ligemænd, påpegede Simon. »Men virkeligheden er, at der i dag eksisterer to Amerikaer, som er politisk og økonomisk adskilte. Jeg personligt kan ikke kalde mig Felicia Pearsons ligemand.«
Ifølge Simon er USAs krig mod narko blevet en krig mod underklassen. »På steder som West og East Baltimore, hvor narkoøkonomien er den eneste fabrik, der stadig hyrer, og uddannelsessystemet er så ødelagt, at det store flertal af børnene udelukkende uddannes til gadehjørnerne, er en kampagne fra ordensmagten for at fængsle vores mest sårbare og skadede borgere mest af alt amoralsk.«
Ondskab og selvtægt
Udtalelserne ville ligesom plottet i The Wire være utænkelige i Stieg Larssons fiktionsunivers. For det første, fordi der ikke er nogen onde. Det er ikke åbenlyst nogen bestemts skyld eller ønske, at unge mennesker som Pearson fødes ind i Baltimores narkoøkonomi. Hvor forbrydelser hos Stieg Larsson udtænkes af perverse, voldselskende monstre uden undskyldninger, er de for Simon udslag af en økonomisk, politisk, og materiel logik.
For det andet er der næppe nogen karatesparkende hackerheltinde, der redder Felicia Pearson, ligesom der heller ikke i serien The Wire findes søde journalisthovedpersoner med hjertet på det rette sted, som vi seere kan regne med vil sikre nattesøvnen ved egenhændigt at rykke ondskaben op med rode. Eftersom forbrydelser i The Wire nemlig ikke er snottere mod Gud med rod i en essentiel, moralsk ondskab, men udtryk for rationelle valg truffet på sammensatte livsvilkår, er de, der bekæmper dem, heller ikke moralsk uplettede basunengle (med licens til uhæmmet vold, fordi de jo kæmper for det gode).
Og fordi kriminaliteten i The Wire er systemisk, kompleks og socialt betinget, kan den heller ikke sparkes ned, blot man har den rette karatetræning. Den er mere en slags økosystem, hvor en ny dealer dukker op på gadehjørnet, når man har arresteret den gamle.
Den underfortalte historie om den store skandinaviske succestrilogi er i kontrast hertil, at Stieg Larssons helte måske nok har deres gang på et venstreorienteret tidsskrift. Men alt, hvad de gør, er en hyldest til selvtægts-cowboyernes enegang mod et univers, hvor ondskab (lige såvel som godhed) er uhelbredelig og derfor ikke skal forstås, forklares eller relativeres, men blot slås ihjel. Gerne med ultravold if thats what it takes.
Og dét er en højreorienteret fortælling.
Kommentarer
Ud fra den optik er enhver bog med en helt vel dybest set højreorienteret?
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg vidste ikke at det var Stieg Larssons hensigt at skrive venstreorienteret litteratur, hvad det så end er. Meget kunne tyde på at han ville skrive samfundskritisk litteratur, muligvis ville han bare skrive en god historie. Artiklen er noget stiduokost vrøvl, som forsøger at gøre hvidt til sort.
Denne kommentar er anbefalet af:
Lidt søgt, at forfatteren får gjort forskelle i plot og realisme til et spørgsmål om venstre eller højre.
Og hvorfor er The Wire nu blevet til ægte venstreorienteret fiktion, bare fordi serien er nuanceret og realistisk - svæver i det uvisse.
Men hvad - brugen af stereotyper, reduktioner og overfladiske analyser er jo så udbredt efterhånden, så ingen lægger mærke til en artikel til.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det virker som om artiklens forfatter har læste mere om Stieg Larsson end af Stieg Larsson - og på den baggrund har dannet sit helt eget billede om hvem Stieg Larssons læsere er.
“I mindst fem år har skandinaviske venstreorienterede solet sig i afdøde Stieg Larssons succes” - sludder og vrøvl.
Denne kommentar er anbefalet af:
Artiklen starter med “Stieg Larsson er højreorienteret” Er han højreorienteret? Vil det sige at død er = At være højreorienteret, fordi i live var Stieg Larsson langt fra højreorienteret.
Der er vel tale om samme Stieg Larsson, eller er der mon mere tale om en slags efterdøds fantasi :-)
Denne kommentar er anbefalet af:
fremragende analyse af forskellen mellem højreorienteret og venstreorienteret literatur
Denne kommentar er anbefalet af:
Wire forfatternes artikel i Time - om det samme
http://www.time.com/time/printout/0,8816,1719872,0…
God analyse. Personligt har jeg dog aldrig opfattet Stieg Larsson som venstreorienteret. Tværtimod opfatter jeg svælgen psykopattemaet som værende eskapistisk og højreorienteret.
Jeg troede han skrev fiktion, men jeg kan forstå at det i stedet er et politisk manifest.
Jeg er enig med Lotte Folke. Der er helt tydeligt noget pretentiøst ved Stieg Larsson og det understøttes tydeligt af hans samleverske som forsøger at holde den venstreorienterede fane højt på hans vegne. Og det er jo ikke sådan, at hun holder fast i at han blot vilde skrive en “god historie”. Nej, han var på en mission. Det stemmer dog dårligt med hans “mytologiske” håndtering af “helte” og “skurke”, der helt klart følger en “højreorenterede” drejebog.Men er det ikke ofte sådan: Du er “venstreorienteret” af navn, men “højreorienteret” af gavn?
hej, tak for gode kommentarer, og for linket til time-artiklen, den er fed.
til dem der er interesserede i diskussionen er her et omvendt eksempel, hvor litteraturprofessor hans hertel læser larsson som en meget venstreorienteret forfatter
http://www.information.dk/145709
vh lotte fk
Det vigtigste, man kan sige om Stieg Larssons bøger,og utvivlsomt en grund til deres succes, er, at de i bund og grund er feel-good litteratur, hvor der ikke går mange kapitler, fra en fare er opstået, til den er nedkæmpet. Det er muligt, at værket - som jeg havde stor nydelse ved at læse - fylder tre bind, men den er i høj grad bygget op af korte, hurtigt overståede forløb, som ikke engang rækker en bog igennem.
Hvad dens kvindelige, utilpassede hovedperson snarere er, er anarkist af den mere liberale slags. Hun er et forsvar for, at penge i hænderne på de rigtige mennesker, vil blive brugt godt - men en fællesskabets symbol er hun ikke. Hendes ekstreme selvhjulpenhed og svigtet fra staten er ihvertfald ikke groet i en socialistisk have.
..men jeg er da glad for at andre end jeg selv har set “den ensommeselvtægtsmand” som en stærkt reaktionæt figur. Præcis derfor giver 24-timer kvalme. Og jeg kan ikke få øje på “venstreorienterede” træk i Larssons trilogi.
Realistisk? ja sandsynligvis - i det mindste i overensstemmelse med mine fordomme om “fabrikanter”/familie-dynastier, politi, efterretnings(u)væsen og rockere.
Men realistisk er vel hverken venstre- eller højreorienteret i sig selv?
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg synes indlægget rammer forbi. Den ekstreme venstrefløj bliver let forvekslet med den ekstreme højrefløj, netop fordi de på mange måder er ens. Ofte operer den ekstreme venstrefløj med et dobbelt menneskesyn, et menneskesyn for de fleste, hvor den enkelte er offer for sine omgivelsers påvirkning, samt et menneskesyn for den økonomiske elite. Den økonomiske elite bliver set som modsætningen til fællesskabet, som egoister der er i stand til at gøre de værste ting, og som man ikke kan have forståelse for. Se bare en film som Oscar-vinderen Inside job - eller en af Michael Moore’s mange film. Inside job er netop en film, hvor alt ondt forklares som udspringende af stærk egoisme i toppen af finanssektoren.
Jonas Lybech Jensen, det er en meget interessant observation, der jo har rod i den demokratiske borgeropfattelse: at man har to roller, den offentlige og den private. Disse to arenaer giver så borgeren i det samfund, vi har, to herrer at forholde sig til: det fælles samfund, som man i princippet ikke burde ligge under for, men være med til at styre til fælles gavn, og det privatejede arbejdsliv, hvor man er underlagt mennesker med vidt spillerum.
I en ideel demokratisk forståelse er den vigtigste opgave for det fælles samfund at sørge for, at det private arbejdsliv aldrig fører til en magt så stor, at den kan udfordre det politiske niveau, hvorpå alle er ligestillede.
Det græske demokrati kunne som sine plusser opregne, at det i høj grad kunne frisætte borgeren til politisk deltagelse ved at udbetale honorar - en udgift, man finansierede med statens indtægter fra bl.a. sølvminedrift. Statens dyrere udskrivninger til marinen og kulten blev derimod ved lodtrækning overdraget statens rige borgere og var meget ærefuldt. Men også bekosteligt.
Glimrende artikel af Lotte Folke Kaarsholm.
Stieg Larssons selvtægtskrimier er ganske enkelt utålelige, og når ikke Maj sjöwall og Per Wahlöös klassikere til sokkeholderne.
Fed analyse, tak for øjenåbneren Lotte!
Til opklaring, Lotte: det er filmene, du taler om - ikke bøgerne? Så passer din analyse meget bedre. Det er jo heller ikke bogforsider, der illustrerer siden her, men et film still.
@Henning
Det var også min fornemmelse,
Kan ikke sige, at jeg blev klogere på hvorfor Stieg Larson anses for at være venstreorienteret. Mon ikke det er hans virke på et anti-nazistiks tidsskrift, der blokerer for en forståelse af hans bøger?
Er de venstreorienterede? Ikke mere end Ekstra-Bladet er det. Samfundskritikken er la la, og banal. Ja, kapitalister er onde, og…?
Bøgernes plot er mildt sagt usandsynlige, men det er de jo i de fleste krimier. Persontegningen er utroværdig, HVad Lisbeth Salander kommer afsted med, kan kun finde sted i fiktionens verden. Hun er et postulat, og sådan er det hele vejen igennem.
Skulle det være venstreorienteret? Rend og hop!
Enhver sammenligning med Sjöwall og Wahlöo er ude i hampen. Deres bøger har alt det, Larssons ikke har.
hej Henning og Søren,
det er bøgerne jeg taler om.
VH Lotte
Overskriften “Stieg Larsson er hoejreorienteret’ er helt uforstaaelig. Manden tilbragte sit liv med at bekaempe facisme, var en del af Expo, og maatte tage forholdsregler mod at blive snigmyrdet!
Din boganalyse, Lotte, er baseret paa din egen helt personlige moral og opfattelse af personerne og har efter min mening ikke noget med politik at goere.
Hvad selvtaegt-cowboys angaar, saa er det helt ved siden af, der er mange flere niveuer end som saa. Hovepersonens problemer loeses i retten, volden er naesten udelukkende selvforsvar, eller begaaet af The Establishment, men det er rigtigt at hun ikke er politisk korrekt, og det er heller ikke meningen med hende.
Jeg faar det indtryk at du ikke har laest boegerne, hoejst skimmet dem.
-”Hvad Lisbeth Salander kommer afsted med, kan kun finde sted i fiktionens verden. Hun er et postulat, og sådan er det hele vejen igennem.”
Hvis Stieg Larsson er ligesom alle andre forfattere i genren må han nødvendigvis forholde sig til virkelighedens verden.
Og desværre findes der en hel del piger derude på skråplanet hvis virkelige problemer er som en kopi af Lisbeth Selanders problemer men uden at have denne romanfigurs evne til at agere og slå tilbage mod diverse fjender.
At Stieg Larsson vælger at vise igennem 3 bøger hvad en intelligent udført vendetta kan føre til hvis man målrettet bliver ved er da genialt.
Romanfiguren Lisbeths Selanders oplevede overgreb på Psykiatrisk hospital er som klippet direkte ud af virkeligheden.
Ligeledes også hendes værges seksuelle overgreb.
Gennem Lisbeths Selanders modreaktion mod alle overgrebene udvikler handlingen sig ganske enkelt, fordi hendes mange fjender opererer uset for politiet som eksisterede politiet ganske enkelt ikke og dertil fordi at disse fjender ikke på noget tidspunkt kan tænke sig at stoppe med deres mange overgreb og andre kriminelle handlinger.
Næste gang man bliver stoppet af politiet for at køre for stærkt kan man jo for at konversere den flinke politibetjent spørge hvor mange danskere der reelt myrdes hvert år i Danmark UDEN at politiet har en kinamands chance for registrere sådanne hyppigt forekommende reelle mord som andet end selvmord og ulykkestilfælde og overdosis med mere.
(Kom ikke her og tro på det officielle billede af Danmark med kolonihave og Madam blå og jovial hygge.)
Stieg Larssons budskab, hvis der er noget må da være dette; at du skal kæmpe intelligent for din eksistens mod ethvert tyranni der underkuer eller jagter dig hvad enten tyranniet som i bøgerne er repræsenteret af psykiatere – værger eller en russisk KGB/gangsterfar eller noget helt andet
Og dermed er Stieg Larssons forfatterskab vel derfor at regne for klart venstreorienteret.
Ud fra disse her anlagte synsvinkler.
Da jeg læste bøgerne, tænkte jeg at situationen med formynderskab og tvangsanbringelse var lidt langt ud, indtil jeg så en overskrift i Expressen om en piger som havde været fastspændt i måneder. Igen overgik virkeligheden fantasien.
Artiklen er simpelthen tendentioes fra start til slut med udtryk som “En ægte militant socialist, udgiver af et ægte dødsensalvorligt venstrefløjstidsskrift” og de venstreorienteredes playboy.
Boegerne giver simpelthen ikke udtryk for hvad der for LKF er de korrekte politiske venstreorienterede meninger, og derfor goer det ikke noget at Stieg Larsson var en mand der levede sine meninger paa alle maader og kaempede mod hoejreekstrimisme hele sit liv, med de store omkostninger det havde.
Kan LKF med de hurtige meninger sige det samme?
Men manden er jo doed, og kan ikke forsvare sig, saa det goer jo det hele saa nemt.