'Nu ejer Gyldendal mit liv'

Det var en tydeligt oprørt Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, som i går modtog landsrettens dom i en af de mest kontroversielle og principielle litterære sager i dansk retshistorie. Dommen slår fast, at man gerne må skrive om andres liv i en roman uden at spørge om lov

»Nej, det gider jeg kraftedeme ikke,« sagde Thomas Skade-Rasmussen Strøbech og lod Claus Beck-Nielsens fremstrakte hånd svæve frit i luften.

Stemningen uden for Østre landsret var på frysepunktet, da de to tidligere arbejdskolleger i går mødtes umiddelbart efter domsafsigelsen i, hvad der er blevet kaldt en af de mest opsigtsvækkende litterære retssager i nyere tid.

Landsrettens afgørelse er umisforståelig og klar: Såvel forfatter som forlag havde loven på deres side, da de i 2008 udgav romanen Suverænen, der indeholder billeder og detaljerede oplysninger om den virkeligt eksisterende Thomas Skade-Rasmussen uden dennes samtykke. Med retssagen har Strøbech ifølge eget udsagn villet generobre retten til sit navn, sin historie og sit billede. Men Østre Landsret ville det anderledes.

»Arh, Thomas, man kan da godt lige give hånd,« appellerede hans advokat, Henrik Karl Nielsen uden for retten, så Strøbech stak alligevel tøvende næven frem til sin sejrende modpart.

»Jamen, så tillykke med de 75.000 kr. da – kan jeg låne til en flaske vodka?,« sagde han.

»Pengene er desværre ikke gået ind endnu,« replicerede Nielsen kækt, men stemningen var slet ikke til kække bemærkninger.

»Det er eddermame en rystende dom det her – en skandale!,« råbte Strøbech højt, mens Nielsen på sin side argumenterede for, at dommen tværtimod var dejlig udansk.

»Jeg havde frygtet, den ville blive meget mere uklar og 'vi skal begge to have det godt-agtigt',« sagde han, inden Strøbech med et dræbende blik lod ham forstå, at han ikke burde sige mere.

»God bedring,« råbte Strøbech efter ham, da han gik.

Historisk dom

Det er første gang en dansk domstol er blevet sat til at definere, hvor grænserne for fiktion og virkelighed bør gå, og gårsdagens klare kendelse vil gøre det svært – for ikke at sige praktisk umuligt – at anke sagen til Højesteret. Selve dommen fylder 49 tæt skrevne sider og indeholder en grundig gennemgang af de præmisser, landsdommerne Inge Neergaard Jessen, Jan Uffe Rasmussen og Karen Hald har lagt til grund for frifindelsen af forlag og forfatter. Af dombogen fremgår det, at dommernes kendelse har lagt særlig vægt på tidligere domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – domme, der slår fast, at hensynet til den kunstneriske ytringsfrihed bør vægte tungere end hensynet til privatlivets fred.

Oversat til den aktuelle sag betyder det, at forfattere, som beskæftiger sig med »emner af politisk og samfundsmæssig interesse« nu og i fremtiden gerne må bruge andre menneskers liv i deres romaner uden først at spørge om lov, så længe der ikke er tale om »ren underholdning«. Ifølge sagsøgtes forsvarsadvokat, Martin Dahl Pedersen, vil dommen få virkning på fremtidig retspraksis.

»Den kommer virkelig til at skabe præcedens, for man kan gå helt ned i de enkelte detaljer og se, hvilke hensyn dommerne har vejet op mod hinanden,« siger han.

Forfattere er tyveknægte

Dommen bragte både lettelse og glæde hos Gyldendals litterære direktør Johannes Riis, som nu med egne ord kan »videreføre det kunstbegreb vi i mange år har praktiseret, hvor man blander fakta og fiktion«.

Også forfatteren Carsten Jensen var mødt op for at overvære den historiske dom. Han kender Claus Beck-Nielsen som kollega og har blandt andet skrevet forordet til hans næste bog, som angiveligt får titlen Nielsens verdenshistorie.

»Det er en vældig god og korrekt dom,« mente Jensen, »men på sin vis fastslår den bare status quo – nemlig at kunsten har vide rammer i Danmark,« lød vurderingen:

»I øvrigt har jeg personligt altid ment, at hvis man ikke bryder sig om at se sig selv og sine mest intime hemmeligheder skildret i en bog, så skal man ikke have forfattere som venner. For forfattere er dårlige mennesker – vi er spioner og tyveknægte, som stjæler med arme og ben.«

Ikke en mæh-lingsdom

Claus Beck-Nielsen hæftede sig mest ved dommens utvetydige klarhed: »Det er vigtigt, at man i en sag som den her siger klart enten fra eller til, så det ikke bliver sådan en typisk dansk mæh-mæh-mæglingsdom«.

– Hvilke perspektiver, synes du, dommen tegner?

»Den betyder, at menneskeheden stadig kan få lov til at udvikle sig åndeligt, uden at man skal lægge for mange begrænsninger på sin spekulation og måder at formulere verden på.«

Thomas Skade-Rasmussen Strøbech er af Civilstyrelsen bevilget fri proces, hvilket betyder, at statskassen inden 14 dage skal betale 60.000 kroner til Gyldendal og 75.000 til Claus Beck-Nielsen i sagsomkostninger.

Selv har Beck-Nielsen dog tænkt sig at sende checken videre, lod han forstå.

»Jeg har tilbudt pengene til min modparts advokat. Hans karriere kunne nok godt have undværet det her, og jeg vil godt hjælpe ham med lidt psykologhjælp eller en tur hjem til mor og far. Det kunne jo også være, min modpart havde brug for at tale lidt med sin terapeut.«

–Er det sejrens arrogance, vi hører her?

»Nej, det er nærmere medlidenhed. Havde jeg tabt, ville jeg have behandlet mig selv på samme måde.«

– Kan du forestille dig at bruge alt det her i en kommende bog?

»Det er klart, at det er vældigt godt stof. Men så må jeg i givet fald gå helt tilbage til urscenen og beskrive, hvornår de to mennesker, Nielsen og Rasmussen, mødtes første gang, og hvor det gik galt.«

– Du er med andre ord villig til bruge hans liv i endnu en roman?

»Ja, men denne gang skal det være endnu mere radikalt! Det skal være den store historie og ikke bare en flig af den! Men det skal ikke gå mere ud over ham, end det går ud over mig – det har aldrig været meningen.«

Hvad Riis siger...

Udfaldet af dommen var ifølge Thomas Skade-Rasmussens advokat, Karl Henrik Nielsen, ikke bare ventet med spænding i Danmark, men også i Norge, hvor ankesagen mod Åsne Seierstads Boghandleren i Kabul venter på at blive behandlet.

»Jeg ved, de med interesse har skævet til, hvordan landsretten i Danmark ville dømme i den her sag,« siger Karl Henrik Nielsen, der mener, dommen med sin totale frifindelse af både forlag og forfatter har reduceret hans klient til fiktion.

»Men han står jo lige her og er ikke fiktiv!«

Thomas Skade-Rasmussen selv var oprørt og ude af sig selv efter dommen.

»Den her dom er et carte blanche til at skrive hvad som helst om hvem som helst – og det er fucking outragious!,« spruttede han:

»Men sådan er det åbenbart i Danmark. Hvis Johannes Riis stiller sig op og siger, at kunstnerne er store sjæle, som skal beskyttes af ytringsfriheden, så får alle tårer i øjnene,« sagde Strøbech, som efter eget udsagn nu vil til at »grave i Johannes Riis' liv.«

»Jeg vil grave det hele frem – der må være lig i skabet – og så skal jeg kraftedeme skrive om det. Han bliver hovedperson i min næste bog!«

– Hvad kommer dommen ellers til at betyde for dig?

»Jeg forlader Danmark, jeg er fuldstændig færdig her. Jeg kom tilbage for at forsvare mit liv, og nu har jeg tabt. Jeg skal have fire milliarder psykologtimer for at finde ud af, hvem jeg er – eller også skal jeg bare spørge Gyldendal, så kan de få deres korps af forfattere til at fortælle mig det. Nu har de jo retten til min identitet.«

–Der har været spekulationer om, hvorvidt det hele bare er en happening...

»Argh, det er sådan et dumt spørgsmål! Jeg har hele tiden sagt, at selvfølgelig er det et teater, men derfor er jeg stadig rystet over, at retsteatret har dømt på den her måde.«

Inden Strøbech af Civilstyrelsen fik bevilget fri proces, nåede han at bruge 150.000 kroner af egen lomme på sagen. Nu er kisten tom.

– Hvad betyder sagen for dig rent økonomisk?

»Det er en katastrofe. Jeg har fået lukket alle mine kort og sagt til banken, at jeg ville få 90.000 kr i dag.«

– Det var måske også lige optimistisk nok?

»Man skal jo håbe. Men lige nu er der ikke så meget håb tilbage.«

Fakta

Thomas Skade-Rasmussen Strøbech har sagsøgt Gyldendal og Helge Bille Nielsen, som i 2008 udgav romanen ’Suverænen’, for identitetstyveri. Det har han gjort ifølge bestemmelser om privat­livets fred, navnelovgivning, retten til eget navn og billede, markedsføringsloven og ophavsretsloven samt Menneskerettighedskonventionens artikel om retten til respekt for privat- og familieliv.

Modsat har Gyldendals og Helge Bille Nielsens forsvarer defineret sagen som et angreb på den kunstneriske frihed og med domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol argumenteret for, at særligt den politiske kunst må have vide beføjelser i et demokrati.

Retten stadfæstede i går:
’Suverænen’ er fiktion, men der er sammenfald mellem Thomas Skade-Rasmussen Strøbech og bogens hovedperson med samme navn.
’Suverænen’ er ikke ren underholdning, men »et kunstnerisk udtryk for deltagelse i en debat om emner af politisk og samfundsmæssig interesse.« Landsrettens vurdering sker navnlig på baggrund af »anmeldelsernes karakteristik og kategorisering af værket.«

Oplysningerne om Thomas Skade-Rasmussen Strøbechs status som fraskilt, navnene på hans børn og hans adresse er af mindre følsom karakter. Andre oplysninger om ham er offentligt kendte og nyder derfor ingen særlig beskyttelse. Der er ikke tale om en kommerciel udnyttelse af Strøbechs billede eller navn, da ingen af delene er forbundet med en særlig goodwill eller værdi.
Staten skal betale 60.000 kroner til Gyldendal i sagsomkostninger og 75.000 kroner til Helge Bille Nielsen.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Karsten Aaen

Landsrettens dom må således også betyde, at Facebook har rettighederne til alles billeder, Google har rettighederne til alle værker i denne verden og folk, som begår identitets-tyveri (i den virkelige verden) kan jo slet slet ikke dømmes mere....

De kan jo bare dække sig under at det var research til en roman...

Og jeg har aldrig fattet hvad der er interessant ved at blande fiktion og virkelighed....i den såkaldte faktion.
I historiske romaner kan jeg måske godt forstå, at man kan gøre det. F.eks. i Ken Follet's Jordens Søjler, hvor han skriver om de personer (konger mm) som eksisterede på den tid, og digter til og fra.

Claus Beck Nielsen er dansk forfatter mm. som i mange år leget med identitet og grænserne for identitet. Og slået sig selv fiktivt ihjel, og kaldt sig Das beckwerk og meget andet (fjollet).... Og åbenbart har han mødt Thomas Schade Poulsen engang for mange år siden - og besluttet sig

Men det må jo også betyde, at jeg eller andre forfattere får lust til at skrive en roman om Anders Fogh Rasmussens hemmelige liv som bøsse, så må jeg gerne det....og kopiere billeder af Anders Fogh ind også...

Mht. billederne i bogen; der er vel noget, der hedder ophavsret på billeder. Fotografen har altid ophavsretten til sine billeder. Og også disse billeder er vel bragt uden fotografens tilladelse...

Og hvad nu hvis det var en bog, en roman, om en virkelig eksisterende enlig mor med hemmelig adresse? Og hvor forfatteren så skrev om hvor børnene gik i skole, og kom til at afsløre, hvor moderen boede...hvad så....

Mennesker har ret til et privatliv, har de - også uden at de bliver puttet ind i bøgerne med navns nævnelse...

Dommen her er jo også guf for EB, Se & Hør journalister, og sandelig også for Billed-Blads journalister. Nu kan de jo skrive hvad som helst om hvem helst - sålænge de bare bagefter undskylder det med - ja, men det er jo ikke virkeligt - det er jo fiktion.'

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Thomas Schade Nielsens kommentar om 'nu ejer Gyldendal mit liv' er faktisk ganske interessant. Siden Gyldendal nu åbenbart hans liv og hans identitet, må han 1) kunne få procenter af salget af bogen 'suverænen' og 2) være at ligne med en slave i det gamle Rom, hvor herren (gyldendal) jo også ejede slaven (thomas).

Og slaveri er da forbudt i Danmark?

Derudover er der vel også noget i dansk ret, som i angelsaksisk, der hedder 'habeas corpus', altså at man som et frit menneske har ret til sin egen krop, sit eget liv...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Sørensen

"Og hvad nu hvis det var en bog, en roman, om en virkelig eksisterende enlig mor med hemmelig adresse?"

Hvis og hvis, min røv er spids.... Bogen handler jo ikke om en enlig mor, med hemmelig adresse.

Det undrer mig til stadighed, at så mange herinde accepterer den der form for argumenter. Man tager en sag og ændrer præmisserne fuldstændigt, så eksemplet overhovedet ikke er sammenligneligt med den sag, man forsøger at diskutere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Sørensen

"Gyldendal nu åbenbart hans liv og hans identitet, må han 1) kunne få procenter af salget af bogen ‘suverænen’ og 2) være at ligne med en slave i det gamle Rom, hvor herren (gyldendal) jo også ejede slaven (thomas)."

Fordi en person siger eller skriver noget betyder det ikke det er sandt.
Tillad mig at demonstrere: Nu er alle veje i Danmark belagt med finsk lakrids.
For en praktisk demonstration af princippet kan man gå udenfor og slikke på vejen :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bob Jensen

Kim,
vi kunne jo skrive en roman om dit hemmelige liv som bøsse (altså det her er helt bestemt ikke for at angribe bøsser)
og så sende den til din mor og mens vi er godt igang kan vi lisså godt sende bogen til white pride osse

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bob Jensen

-selvfølgelig fortæller vi dem at det kun er fiktion, men vi skal nok huske at inkludere din adresse.
Og så var der dengang du var på vej hjem fra en druktur og gik ind i kirken og pissede på alteret - jamen han du slet ikke huske det, jamen du var jo osee fuld, jamen så er det da godt vi fik det med i bogen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bob Jensen

Kim og mig er faktisk gamle venner, vi gik bare sådan i hver vores retning, men når jeg siger han har et hemmeligt liv som bøsse så er det fordi jeg selv røvpulede ham på et tidspunkt
(altså det her er naturligvis kun litteratur, fiktive erindringer)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Karsten Aaen

Du er for sent ude med AFR som bøsse - det blev jo allerede skildret i filmen AFR, hvor han jo optrådte.

Helge Bille Nielsen, der jo har været den anonyme repræsentant for "Das Bechwerk" - han har ikke heddet "Das Bechwerk" - det er jo værket, har jo gennem hele karrieren forsøgt at slippe af med en identitet han ikke selv har valgt.

Han afprøvede grænserne for det sociale system, ved at være hjemløs, og uden identitet pga. simuleret hukommelsestab, hvilket i sin tid blev dokumenteret i Ekstrabladet.

Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, har jo samarbejdet tæt med den daværende Claus Beck Nielsen, bl.a. under flere rejser til Irak, Afghanistan og USA.

Nu er det så lykkedes at få reklame for begge de herrer - så hvad er problemet?

Som Simon Spies sagde - dårlig omtale er bedre end ingen omtale.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Sørensen

Niels

Jo, det er svært at tage den her sag med andet end et skuldertræk. At det fra starten har været en "happening" er der vel ingen der er i tvivl om, undtagen det samlede danske pressekorps, som straks meldte sig til at digte videre på historien.
Carsten Jensen opsummerer det egentligt meget godt. Hvis man ikke vil have sit liv og sine "hemmeligheder" udstillet på tryk, så lad være med at være venner med forfattere. Sådan råt for usødet er den udmelding naturligvis ikke holdbar. Men i konteksten og mellem linjerne rammer Jensen hovedet på sømmet. Strøbech har udmærket vist hvad Nielsen var for en fidus, da hans primære claim to fame har været en sammenblanding af person og kunst.
Så alt balladen om denne sag er meget svær at forstå. De to stridende parter er med alt sandsynlighed ikke særligt stridende og de har fået lige det de ønskede - en helvedes masse opmærksomhed. Dommen har ikke rykket en fløjtende fis i forhold til lovgivningen og retspraksis på området. Så end ikke de søgte "hvad nu hvis" scenarier giver meget mening.
Nielsen og Strøbech har fået en reklamekampagne betalt af statskassen og vi andre har fået konstateret at lovgivningen fungerer på samme måde efter gøgleriet, som den gjorde før.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Felix

Helge Bille var det navn der stod på døren til den lejlighed Claus Beck Nielsen flyttede ind i.

Da han jo ønskede at skille sig af med identiteten Claus Beck Nielsen, hedder han i dag Helge Bille Nielsen. Så Nielsen hænger altså fast.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Kim Sørensen

Vi må konstatere, at vi for en gangs skyld er enige, og jeg må sige jeg har moret mig kosteligt over den nuværende Helge Bille Nielsen og Das Beckwerk og de deraf afledte kunstneriske iscenesættelser. ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Sørensen

Niels

Ja det er faktisk lidt morsomt, når man sidder og tænker over det :)
Men nu må det også være på tide, at Nielsen finder på noget nyt materiale. Men hvis han insisterer på at køre videre i samme rille vil jeg foreslå ham, at få en kønsskifteoperation. Jeg har meget svært ved at se han kan presse mere ud af citronen, medmindre han gør noget virkeligt spektakulært - de cirkulære bevægelsesmønstre i manden værk er jo for længst begyndt at indfinde sig.

Spørgsmålet er så bare om han har nosser nok til at klippe dem af. Det er jo altsammen nemt nok, når man kører lortet på Gyldendals og statens regning ;)

anbefalede denne kommentar