»Chelsea gjorde, hvad der skulle til,« bemærkede flere aviser tørt oven på det prunkløse 0-0-resultat på Stamford Bridge i London, der sendte FCK ud i kulden i årets Champions League. Kontrasten til sådan en stille skuffelse stod Inter for. Med en chokagtig scoring i de allersidste minutter i Allianz Arenas heksekedel bragte de Bayern München til tælling. Med cifrene 2-3 tændte milaneserne en eksplosion i fodboldens forudsigelighed, og ikke siden Ajax Amsterdam vendte et hjemmebanenederlag til samlet sejr i 1996, har et europæisk hold præsteret noget lignende. I Madrid var de lige så glade, da klokken blev 22.30 onsdag aften. For første gang i syv år er Real Madrid videre til kvartfinalerne. Hvad har José Mourinho ændret? Og er træner Leonardo kommet ind i hovederne på sine Inter-spillere?
Da makedoneren Goran Pandev forløste Inter-supporterne i det 88. minut tirsdag aften, lignede det et makabert deja-vu for Bayerns træner, Louis van Gaal. Hans hold slutter sæsonen uden de trofæer, som Beckenbauer-følget skriger på hvert år, og sammen med sit slukørede mandskab er der god grund til selvransagelse. Tyskerne pakkede sig sammen på et tidspunkt, hvor de burde have lukket porten for italiensk comeback, og med en alt for statisk Bastian Schweinsteiger VM 2010’s store profil og usikre bevægelser mellem kæderne gjorde Bayern sig selv en bjørnetjeneste. For det lignede jo en fin dag på jobbet. Samuel Eto’o havde åbnet ballet med scoring til nerazzurri efter blot fire minutter, men Mario Gómez udlignede i det 21. minut, og blot 10 minutter senere bragte allestedsnærværende Thomas Müller München i front. Men var Pandev forløseren, så var Eto’o den grandiose helt tirsdag aften. Med en flot pasning til Wesley Sneijder midt i anden halvleg kom Inter tilbage på 2-2, og det var også Eto’o’s fod, der skabte hullet til Pandev lige før lukketid.
At van Gaal endnu engang valgte at spille med Schweinsteiger i en meget dyb position faktisk som en tredje centerdefensiv gav en del problemer for hjemmeholdet. De fleste hold i Bundesligaen har efterhånden luret, at en effektiv måde at lukke af for Bayerns chanceskabende spil er ved enten at isolere Schweinsteiger eller ved at zoneopdække Arjen Robben med en ekstra mand som backup. Van Gaals 4-2-3-1 med fokus på bredde (Franck Ribery og Robben plus Philipp Lahm som joker på højrekanten) virkede åbenbart bedre, dengang Schweinsteiger kunne overlade en del af de defensive pligter til Mark van Bommel, mens han selv søgte frem på den offensive midtbane.
»Det var vores egen fejl,« udtalte Gómez efter kampen. »Det er et hårdt slag for os, for vi spillede faktisk supergodt i de første 65 minutter. Men måske blev vi for selvsikre mod slutningen. Vi var alt for passive, og ingen tog ansvar.«
Milanos gammelkloge
For den fyringstruede Louis van Gaal var der ingen tvivl. Det var deres egen skyld:
»Det er ikke første gang i sæsonen, men vi har ikke lært af vores fejl. Vi skabte så mange chancer, men vi misbrugte dem, og vi forsvarede os ikke godt nok i anden halvleg. Det er forkert at sige, at Inter var bedre, men det er os, der er ude,« mente van Gaal.
Og således skrev Inter historie. Næsten. For der var jo lige semifinalen mellem Ajax og Panathinaikos tilbage i 1996. Hollænderne havde besejret Borussia Dortmund både ude og hjemme i kvartfinalerne, og grækerne havde slået polske Legia Warsaw. Selv om Ajax var storfavoritter deres træner var en herre ved navn Louis van Gaal endte matchen 3. april 1996 med overraskende sejr til Panathinaikos. Og så endda tre minutter før tid.
På spansk kalder de det remontada, på nydansk hedder det comeback. Aftenens helt på det olympiske stadion i Athen foran 74.000 tilskuere blev den finske legende Jari Litmanen, der scorede to mål for Ajax, inden Nordin Wooter hamrede exitskiltet fast i den græske tragedie. Ajax var videre. Det var, som man siger med fodboldpatos, episk.
Nede i Milano vil de gammelkloge hævde, at det her vidste de allerede. Efter en sløj start er Inter nemlig tilbage i gamet. I kølvandet på Rafa Benitez’ afgang rodede Inter rundt i Serie A med 13 point op til nr. 1, men allerede få kampe inde i Leonardos regime vendte billedet. Den indflydelsesrige avis Gazzetta dello Sport omdøbte for et par måneder siden den unge brasilianer til ‘Leonardo dai-vinci’ sejrenes Leonardo og oddsene for at vinde Scudetto’en faldt fra 7-1 til 7-4. Lige nu er der stadig en håndfuld point op til ærkerivalerne fra AC Milan, men i modsætning til de sort- og rødstribede, der blev kæntret i Champions League af opkomlingene fra Tottenham, fremstår Inter-mandskabet langt mere ungdommeligt, sammentømret og determineret. Som en vittig sjæl bemærkede på en britisk blog: Inter er lige som Freddy Krueger. De nægter at dø.
Besættelsens pris
»Jeg er og bliver brasilianer, og 5-3 er et resultat, jeg kan lide,« udbrød Leonardo i halen på Inters triumf over Roma i sidste måned. Jovist, målene kom i stimer, men strabadserne var også brasilianske på den skrøbelige facon. Med 15 minutter igen førte Inter 4-1. De italienske medier, der måneden forinden havde savlet offentligt over Leonardos blærede 4-1 over Bologna, vaklede: Hvad var bedst? En brasilianer i hopla? Eller en pseudo-italiener, der ikke kunne finde ud af at holde på bremsen?
I mellemtiden blev Leonardo berømt for at omfavne sine spillere, klappe dem på skulderen og i øvrigt ringe til forgængeren Mourinho for ydmygt at bede om gode råd. Væk er Benítez’ docerende stil og skrappe gymnastiktræning, og ind er kommet eksercits med bolden, mand-til-mand-coaching og Piggy in the Middle, som vi kender fra Barcelona. Leonardo er ikke The Special One, bevares, men der er noget varmt over ham, som interisti har savnet.
»Lad nu være med at gøre det til en besættelse,« havde Mourinho advaret de spanske medier, inden det gik løs onsdag aften på Estadio Santiago Bernabeu.
»Vi bør være afslappede omkring det. Den tiende Champions League-triumf vil komme naturligt, ikke af desperation. Sidste år var ét hold Barcelona besat af tanken om at spille finalen i Madrid. I Inter var vi derimod ikke besat af noget. Vi håbede bare. Og vi kom til Madrid, ikke dem. Det er den vej, Real Madrid skal gå. Hvis vi arbejder hårdt, vil vi vinde turneringen. Hvis ikke i år, så næste. Og hvis det ikke lykkes i år, så er det ikke et alvorligt problem. Lige nu har de store problemer i Japan. Ikke os.«
Effektivt og smukt
Medieposerende coolness eller ej, Los Blancos er videre, og Mourinhos uimodståelige hjemmebanestatistik er uændret. Real Madrid har vundet alle hjemmekampe i samtlige turneringer i indeværende sæson, og manden selv har ikke tabt på eget stadion siden 2002. Mou’s flydende skift mellem 4-2-3-1 og den 4-2-1-3-formation, han tog med sig fra Inter, har fundet et leje, der både er effektivt og i sekvenser ser smukt og forførende ud. Og i modsætning til den første kamp mod Lyon som endte 1-1 havde madrilenerne et afgørende våben til rådighed: Marcelo Vieira da Silva Júnior.
Med den 22-årige venstreback tilbage på grønsværen var der rig mulighed for overlap med Cristiano Ronaldo. Det var problemet i Lyon-dysten for to uger siden: CR7 fik ikke noget at arbejde med, og derfor faldt han ud af kampen. Onsdag aften var Marcelo i overdådigt spillehumør, og det var hans smarte træk efter en pasning fra netop Ronaldo, som blev omsat i kampens åbningsmål til det sultne kongehold. Scoringen var en kærkommen forløsning på en taktisk stillingskrig, hvor Real vanen tro havde braget frem fra første fløjt, mens gæsterne fra Lyon uimponeret, men sporadisk forsøgte sig med dybdeløb i de rum, der som en konsekvens af Ronaldos og Angel di Marias fraværende defensiv åbnede sig på begge fløje.
Fodbold foregår også inde i hovedet. Spørg bare Leonardo, der på kort tid synes at have revitaliseret Eto’o, og som skabte lignende små mirakler, da han som Milan-træner for en kort stund bragte gejsten tilbage hos en detroniseret Ronaldinho. Ex-helte, der vågner til dåd og får selvtilliden igen, er også Mourinhos specialitet. Egentlig havde han udset Kaká til dét projekt, men i stedet er det den unge ex-Lyon-forward, Karim Benzema, der har stjålet podiepladsen. Hold da op, hvor er han kommet efter det! Mål på stribe, kropsstærke ryk fra siden og ind i boksen a la ‘den gamle’ Ronaldo og ikke mindst en langt bedre forståelse for offside-linjen og holdkammeraternes placeringer. Og selvtillid i metermål.
Ugens to helte
1-0 kunne Madrid ikke rigtig bruge til noget, så 2-0 på en cool tunnel af Benzema var en forløsning af de helt store. Målt over hele matchen og med Angel di Marias endegyldige 3-0-træffer få minutter senere lignede løjerne Mou’s retorik omsat til action: Desperation plus individualistisk genialitet (Marcelo) i første halvleg, og sublimt party med naturlighed, tålmodighed og fede kontraer i anden halvleg.
Selvfølgelig er der fest og farver i Milano og Madrid, og den er fuldt fortjent. Men Leonardo skal stadig lære at træde på bremsen, og Mourinho, der er begavet med et hold af sprudlende artister, skal håndtere den famøse frihed under tvang. Lige så dejligt det ser ud i boksen, når Marcelo, Ronaldo og di Maria tryller, lige så tomt er der i den anden ende, når de glemmer at komme med tilbage. Ergo er ugens helte to: Ikke forløseren Pandev, men kreatøren Eto’o. Ikke badutspringeren Marcelo, men den generte måltyv Benzema, der selv erobrer bolden tilbage og holder igen på jublen af respekt for sin gamle klub. Min hat af for de to. Velkommen til kvartfinalerne.
Kommentarer