Hypokonderen: Om Mobilstråler

Sandsynligheden for, at jeg bliver gammel, er ikke stor. Det har jeg altid vidst. Forklaringerne har vekslet med tidens sygdomstrends, men én af de allertidligste kom tilbage til mig en dag, min nabo ringede på døren. Vi var lige flyttet til kvarteret og ved den eneste vejfest, jeg havde været til, blev der talt meget om privatskoler, loppemarkeder og konceptet cradle to cradle, og da jeg indtil videre ikke havde fået rykket på andet end privatskolen, var jeg sikker på, at hun ville tilbyde eller låne mig et eller andet. Jeg går for så vidt meget op i bæredygtighed og ansvarlighed, men på min prioriteringsliste står god hygiejne over klimaet, og jeg har altid syntes, at det med at bytte og dele tøj, sko, madvarer og maling var en anelse ulækkert. Jeg håbede, hun ikke ville tilbyde mig noget.

»I har et trådløst netværk, har I ikke« spurgte hun glad og imødekommende.

»Jo, jo du kan bare gå på, hvis du kan fange det koden er ‘berg’,« sagde jeg for at vise cradle to cradle-overskud helt gratis og uden fysisk berøring.

»Nej, nej, nej, nej, nej,« kom det meget hurtigt, men stadig storsmilende. »Jeg vil sådan set bare bede dig slukke for det, når du ikke bruger det. Altså om natten eller når du er på arbejde.«

Hun kunne se, jeg så lidt forvirret ud og forklarede, at de i deres familie aldrig brugte hverken mobiler uden headset eller trådløst netværk. Det var jo kendt for eller i hvert fald mistænkt for at være kræftfremkaldende og i øvrigt sat i forbindelse med adfærdsvanskelighed, koncentrationsbesvær og Alzheimers, så hun ville sætte pris på, at vi også begrænsede vores, så vidt det var muligt, for de kunne sagtens fange det hos dem. Det var »langtidsvirkningerne,« man ikke havde styr på, forklarede hun og gav mig bogen Det trådløse samfund myter og faktaaf Bente-Ingrid Bruun. Jeg tog tre helt korte vejtrækninger.

»Langtidsvirkninger?«

»Ja prøv og læs lidt i den. Det er sgu ret skræmmende og ret videnskabeligt. Vi ses.« Hun gik igen.

Strålerne i stuen

Langtidsvirkning. Det er et af de begreber, der fylder allermest i mit liv, og på fingrene begyndte jeg at tælle, hvor længe jeg har haft mobiltelefon, og hvornår jeg fik trådløst netværk. Pludselig føltes min lysken varm, lige præcis ved den lomme, hvor jeg plejer at have min mobil. Mine lymfeknuder var hævede, og det var dét, der sendte mig tilbage til de tidligste minder om, hvorfor jeg sikkert ikke ville nå de 60.

Der var ingen mobiler, trådløse netværk eller paraboler i min 80’er-barndom, og da jeg er vokset op så langt væk fra store byer, man kan komme, blev der heller ikke talt meget om Tjernobyl og Barsebäck. På en eller anden måde var det politisk forkert at bekymre sig om den slags. Alligevel boede vi midt i et kraftfelt, havde min mor forklaret. Der var en kilometer til nærmeste nabo, men et par hundrede meter fra vores baghave stod der en transformatorstation og summede, og sådan en kunne være kræftfremkaldende på sigt. Da vi fik besøg af en mand med to metalpinde fandt vi også ud af, at vi havde en ret voldsom jordstråling i et hjørne af ‘den store stue’. Min far var ligeglad, men jeg holder mig stadig fra det hjørne af stuen, når den bliver taget i brug.

Jeg fik en summende fornemmelse i kroppen af at tænke på mit gennembestrålede liv og gav mig til at læse i Bente-Ingrid Bruuns bog.

Det er ikke så tit man ser udråbstegn i bøger, der kalder sig videnskabelige, men det bruger Bente-Ingrid Bruun altså. »Så vågn dog op!« står der, og nye ord som ‘døgneksponering’, ‘stråleflygtningen’ og ‘el-overfølsomhed’, bliver præsenteret. Bogen er mere end 300 sider lang, udgivet af et tysk books on demand-forlag og har et stort billede af Kregme Mobilmast ved Frederiksværk på forsiden. Den er om ikke videnskabelig, så i hvert fald teknisk, og hvis min lysken føltes varm inden læsningen, havde jeg det nu, som om hele min krop var selvlysende. Jeg så sendemaster overalt, fik ørepine i højre øre, smed mikroovnen ud og tegnede et fastnet-abonnement, selv om de eneste, der ringede på det, var avissælgere og Gallup. På nettet fandt jeg små videoklip, der viste popkorn poppe og hønseæg koge ved mobilstrålernes kraft. Der var stråler overalt.

En besværlig samtale

Men efterhånden som mit liv blev mere og mere besværligt, og jeg missede halvdelen af alle mine mobilopkald på at vikle mit headset ud, besluttede jeg mig for at efterprøve et par af Bente-Ingrid Bruuns teorier. Under dække af at være journalist ringede jeg først til hende selv, men da hun kun kunne fanges på mobilen og meget nødigt taler i den, blev det til et to minutters meget underligt interview, hvor jeg vist fik sagt, at Lasse var svensk for Lars. Hun lød stresset og kunne ikke høre, hvad jeg sagde, fordi hun ikke ville holde telefonen op til øret. Det hele var lidt mislykket.

I stedet ringede jeg til Sundhedsstyrelsen, der tidligere har hjulpet mig igennem kriser over det moderne liv. Deres ekspert viste sig at være lidt af en agnostiker.

»Man har jo ingenting kunnet påvise, så vi vil ikke komme med nogen generelle retningslinjer,« sagde han og forklarede, at forskellige patientforeninger som Kræftens Bekæmpelse heller ikke længere mistænker mobilerne og de elektromagnetiske stråler for at være skadelige.

»Altså, så længe du ikke sover med hele hovedet inde i clockradioen,« sagde han

Clockradioen!? Kan den også være farlig?

»Nej, jeg mener, du sover jo heller ikke med hovedet inde i en højttaler.«

Nej, men hvad hvis jeg gjorde? Du siger altså, der er en reel fare?

»Vi kan ikke påvise en forskel. Vi ved, at man i dag har mange apparater i private hjem, der udsender elektromagnetiske bølger, og det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at de har en tendens til at samle mere støv og det er jo ikke så sundt.«

Naboen vender tilbage

Støv, tænke jeg, nærmest lidt skuffet, men også lettet. Støv var meget langt fra de tanker, jeg havde om en hjernesvulst, der voksede ved usynlige radiobølger, og min angst var reduceret til noget, jeg kunne rengøre mig ud af. Jeg afmonterede min clockradio med indbygget lysterapilampe, men vendte ellers tilbage til livet fra før Bente-Ingrid Bruun. Jeg bliver stadig varm i øret, når jeg taler med min mor om, hvem der er blevet syge hjemme i landsbyen, men har droppet den faste forbindelse og avissælgerne. Jeg holdt også fast i at slukke for nettet, når jeg ikke brugte det, indtil en dag, det ringede på døren igen. Det var min nabos mand. Han plejer at sige tingene ligeud, men i dag var han underlig uklar. Han startede en lang forklaring om, at han godt kunne lide at arbejde hjemme om aftenen, for så kunne han nå daginstitutionernes meget begrænsede åbningstid. Derfra talte han lidt om, at hans kone også havde travlt for tiden og at det jo godt kunne være svært med en fast internetforbindelse til to computere.

»Vil du låne et kabel?« spurgte jeg.

»Nej, men du må egentlig godt bare lade dit net stå åbent. Jeg bruger det ret meget lige i tiden.«

Han smilede indforstået og gjorde det klart, at jeg ikke behøvede nævne det for hans kone.

lla@infomation.dk