Opslag til denne artikel

Emneord:atomkraft, energi
Steder:Japan

Den atomkatastrofe, der i den seneste uge har udfoldet sig i Japan med endnu uforudsigelige konsekvenser, er alvorlig nok. Men den atomkatastrofe, der kan være på vej til at udspille sig i Kina, vil blive langt værre.

»Hvilken katastrofe?«, vil læseren spørge. Svar: Den afgørelse, som Kina traf torsdag, om at suspendere sin godkendelse af opførelsen af en række nye atomare kraftværker. For hvis denne suspension skulle blive permanent, vil disse projekterede kraftværker efter alt at dømme blive erstattet af kulkraftværker. Og hvor atomkraft kun forårsager ulykker, når de bryder ned, så forårsager kulkraft ulykker, når de fungerer, og det gør de langt oftere, end atomkraftværker går i stykker. Det eneste sikre kulfyrede anlæg er ét, der er så nedbrudt, at det ikke længere kan repareres.

Før jeg går videre og bliver fejlfortolket for 117. gang, så lad mig endnu engang præcisere, hvad min holdning er: Jeg er ikke blevet nuklear jubeltosse. Men som jeg tidligere har gjort opmærksom på, vil jeg, så længe følgende fire betingelser er opfyldt, ikke længere være modstander af atomenergi.

1. Dens samlede emissioner fra uranudvinding i miner til skrotning af atomaffald skal inddrages i en beregning, hvis slutresultat skal vise klart, at vi har at gøre med en i sandhed kulstoffattig option.

2. Vi ved præcis, hvordan og hvor affaldet skal deponeres.

3. Vi ved præcis, hvor meget det vil koste, og hvem der skal betale.

4. Der skal være juridisk garanti for, at ingen civile nukleare materialer vil blive anvendt til militære formål.

Placering er nøglen

Til disse betingelser må jeg så nu tilføje en femte, som selvfølgelig burde have været der hele tiden: Ingen kernekraftværker må opføres i forkastningszoner, i tsunamitruede zoner, på eroderende kyststrækninger eller andre områder, der står i fare for at blive oversvømmet, eller på noget andet sted, som er geologisk usikkert. Dette burde have været så indlysende, at der ikke var behov for at formulere det eksplicit. Men endnu engang kan vi konstatere, at hensyn, som er soleklare og selvfølgelige, ikke i sig selv garanterer, at politikere ikke beslutter sig for noget helt andet.

Jeg foragter og frygter den nukleare industri, lige så meget som alle andre grønne aktivister gør: Al erfaring har vist, at i de fleste lande, er de selskaber, som står for at drive den, en flok regelbøjende og opportunistiske møghoveder, hvis virksomhed opstod som et biprodukt af atomvåbenfremstilling. Men uanset hvor sunde, instinktive rødder, ‘atomkraft, nej tak’-bevægelsen bygger på, så kan vi ikke tillade, at vores historiske modvilje spærrer for udsynet til det større billede. Selv når kernekraftværker forulykker på den værst tænkelige vis, gør de mindre skade på planeten og dens indbyggere end de kulfyrede værker, som fungerer normalt.

Kulkraftens katastrofe

Kul, det mest kulstoftætte af samtlige fossile brændstoffer, er som bekendt den primære drivkraft for menneskeskabte klimaændringer. Hvis kloden ikke meget snart indskrænker sin kulforbrænding drastisk, kan der ske millioner af gange flere dødsfald, end atomkraftværker har krævet hidtil. Og ja, jeg mener virkelig millioner. Tjernobyls ned-smeltning var afgjort hæslig og traumatisk. Det officielle dødstal fra denne, den værste atomkraftulykke til dato, synes imidlertid at være så relativt beskedent som 31 atomkraftansatte i de første par måneder og derefter yderligere 14 civile frem til 2005. Helt uacceptabelt, naturligvis, men en forsvindende lille brøkdel af de dødsfald, som klimaforandringerne forventes at afstedkomme gennem deres skadevirkninger på fødevareproduktionen, deres bidrag til spredningen af smitsomme sygdomme og generelle ødelæggelse af livskvaliteten for millionvis af verdens fattigste mennesker. Kul forårsager også mange andre miljøskader, langt værre end bivirkningerne af kernekraftproduktion, fra bjergtop-minedrift til syreregn og tungmetalforurening. En artikel i Scientific American påpeger, at flyveaske produceret i et kulkraftværk »afgiver 100 gange mere stråling til det omgivende miljø, end et atomkraftværk, som producerer samme mængde energi«.

Mange muligheder

Selvfølgelig er det ikke et valg mellem alene kul eller atomkraft. Der er massevis af andre måder at producere elektricitet på, og jeg har fortsat indførelse af passende vedvarende energi placeret langt over atomkraft på min prioriteringsliste. Vi skal også iværksætte alle mulige bestræbelser for at reducere energiforbruget. Men vi vil stadig være nødt til at generere elektricitet, og ikke alle vedvarende energikilder er lige hensigtsmæssige overalt. Hvor det giver god mening at producere solenergi i det nordlige Afrika, vil det i Nordeuropa være spild af penge og ressourcer, både i sammenligning med vind- og atomkraft. At opgive atomkraft vil være ensbetydende med at indsnævre vores valgmuligheder i en situation, hvor der er brug for at tænke så bredt som muligt. Flere kommentatorer har i disse dage foretaget, hvad jeg mener er et uberettiget spring. En katastrofe har fundet sted i et anlæg, der havde en fatal beliggenhed i en jordskælvszone, og derfor, hævder de, bør alle nukleare programmer opgives overalt. Det ser for mig ud til, at de har kastet sig over denne katastrofe for at bruge den som støtte til en allerede eksisterende holdning, de har af andre grunde. Skulle vi følge deres anbefalinger, ville vi udelukke en væsentlig kulstoffattig energikilde, som kan hjælpe os med at bekæmpe den alvorligste trussel, som civilisationen nogensinde har stået overfor. Det ville være en sand bjørnetjeneste over for verdens folk og lande.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Denne artikel er anbefalet af: