Opslag til denne artikel

Emneord:krig
Personer:Villy Søvndal
Organisationer:Socialistisk Folkeparti
Steder:Libyen

Villy Søvndal (SF) er ikke pacifist, og hans parti er ikke et pacifistisk parti. Sådan lyder Søvndals forklaring på, hvorfor SF var klar til at stemme for et militært indgreb Libyen - også selv om FN ikke havde givet mandat til det.

»Jeg har i min tid været med til at sætte soldater til Eks-jugoslavien, da serberne bombede. Jeg har været med til at sende soldater til Afrikas Horn, jeg har været med til at sende dem til Albanien. Så der er ikke noget nyt i, at vi anerkender, at der er situationer, hvor det er nødvendigt med militære svar. Den slags situationer er for eksempel, når en civilbefolkning er truet, som den i dag er i Libyen.«

- Men forskellen til dengang er, at I denne gang var klar til at gøre det uden FN-mandat? Er det ikke noget nyt?

»Vores ønske er altid, at der er FN-mandater. Det lykkedes også i denne situation - og stor ros til FN for dét. Men hvis nu, der ikke kunne opnås enighed, hvis en af stormagterne vetoede, kunne man så leve med at sige: ‘Ok - det internationale samfund kan ikke gøre noget. Vi ved, at befolkningen bliver massakreret, men spillets regler er, at det må vi se på’? Og kunne man holde til at sige til alle verdens diktatorer, at de kunne ånde lettet op - FN snakker rigtig meget, men når det kommer til stykket, sker der ingenting. Svaret er efter min opfattelse nej. Men vi så heldigvis, at FN-systemet ikke blokerede. Og vi så også en arabisk liga, der anbefalede et flyveforbud. Så det er ikke lande, der sædvanligvis løber rundt med en skarpladt pistol, der har sagt ja til det her.«

Helt anderledes end Irak

- Hvad er forskellen på det her og krigen i Irak, der jo netop blev ført uden FN-mandat?

»Alt er forskelligt. FN’s våbeninspektører havde dengang bedt om at afslutte sit arbejde inden for få uger. Det kortsluttede Fogh og Bush. Alle begrundelser for at gå i krig var forløjede, usande og opdigtede - og havde inspektørerne afsluttet deres arbejde, havde de kunnet konkludere, at der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben. Der var en situation, hvor FN’s generalsekretær sagde, at det var en ulovlig krig. Så alt er forskelligt fra dengang«

Er det et nyt SF i forhold til denne her vilje til at gribe ind militært i konflikter?

»Nej. Det er et SF, der følger de linjer, vi har fulgt i forhold til Bosnien, Albanien, Nordafrika. Vi går ind, når det er nødvendigt. Men det er nok rigtigt, at vi altid vil være enormt omhyggelig med ikke bare at tro, at man kan løse konflikter med militære midler. Det kan man ikke. Men man kan beskytte en civilbefolkning mod et fuldstændigt vanvittigt menneske som Gaddafi som i dette tilfælde i Libyen.«

Hvordan vil I skelne imellem, hvornår det er i orden at gå militært ind i konflikter uden FN-mandat, og hvornår ikke?

»Det er den slags beslutninger, man må overveje konkret i hvert eneste tilfælde. Man kan ikke lave en totalt færdig drejebog. Men man kan lave et sæt af internationale spilleregler - og der synes jeg i virkeligheden at FN har vundet med denne her beslutning.«

Du er ikke bange for at skabe en farlig præcedens for, at hvis der sker noget i andre lande, som nogen ikke kan lide, så skal vi også ind og bombe?

»Nej. Vi skal nok foretage de her vurderinger ekstremt præcist. Meget kan man beskylde SF for - men en overdreven tro på militære midler tror jeg alligvel ikke, man kan beskylde os for.«

Historisk dansk opbakning til krig

Et enigt Folketing besluttede i aftes at støtte en dansk militærindsats i Libyen og skrev således danmarkshistorie. Indtil sent i aftes var der stadig tvivl om, hvorvidt Dansk Folkeparti og Enhedslisten ville bakke op om aktionen. Begge partier valgte imidlertid at give deres støtte.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, understregede, at »det er en kæmpe beslutning at sende danske tropper i krig«, og Enhedslisten krævede en række garantier fra resten af Folketinget. Partiet fik således lovning på, at den militære indgriben stoppes, hvis Gaddafis regime accepterer en våbenhvile, at FN-styrkerne ikke bomber områder med civil bebyggelse, og at Libyens fremtidige suverænitet og kontrol med egne olieressourcer respekteres.

Med den klare folketingsbeslutning kan Danmark melde sig som et af de første lande, der er parate til hurtig handling for at stoppe Muammar Gaddafis overgreb på civile, selvom Nato endnu ikke har truffet en beslutning i sagen. ange