Opslag til denne artikel

Emneord:drikkevand, forurening, kræftsygdomme, radioaktivitet, sundhed
Steder:Japan

På Island har man netop målt de første spor af radioaktivt iod stammende fra det havarerede Fukushima-atomkraftværk i Japan. I Frankrig venter man at kunne registrere de luftbårne radioaktive stoffer i løbet af i dag. På en japansk restaurant i Taiwan tilbyder man at måle det radioaktive indhold i maden på gæsternes tallerkener, og hjemme i Japan bringer aviserne overskrifter om radioaktivt havvand og om den seneste trussel: Radioaktivt forurenet mad.

Myndighederne bekræfter, at der er målt markant øgede strålingsniveauer uden for evakueringszonen og et radioaktivt indhold langt over grænseværdierne i mælk, grøntsager og havvand.

»Der er ingen umiddelbar risiko for den menneskelige sundhed,« lyder den tilbagevendende kommentar fra den japanske regerings talsmand, Yukio Edano.

Det er et budskab, det er svært at trænge igennem med i en japansk offentlighed, som i den første uge efter reaktorhavariet har oplevet både mangelfulde og lejlighedsvis modstridende informationer fra myndigheder og elselskab. Og som nu får at vide, at udførsel af mælk fra et område større end Sjælland og Fyn er midlertidigt forbudt og af bl.a. spinat fra et område større end Jylland. Samt at man i et endnu langt større område bør holde sig inden døre i regnvejr og dække hår og hud mest muligt.

»Dette er forebyggende foranstaltninger. Selv hvis De ikke følger disse råd, er der ingen fare for Deres helbred,« hedder det på regeringens hjemmeside.

Myndighedernes formidlingsvanskeligheder handler foruden om indledende forvirring om, at information om stråling rundlæggende er svær at håndtere. Ikke blot er angstniveauet over for denne usynlige og umærkelige forureningskilde højt. Det gælder samtidig, at der ikke er nogen absolut, nedre sikkerhedsgrænse for strålingens langtidsvirkninger. Det handler om risiko: Jo større dosis, desto større sandsynlighed for f.eks. kræft.

Og så er der flere måleenheder i spil: mikrosievert, millisievert såvel pr. time som pr. år becquerel og counts per minute. Forskellige radioaktive stoffer har forskellig levetid og forskellig slags stråling. Og dertil er der forskellige grænseværdier for den brede befolkning og for atomarbejdere.

Arbejdere belastet

Der er ingen tvivl om, at nogle af arbejderne og beredskabsfolkene på atomkraftværket har fået stærkt forøgede stråledoser. Den naturlige baggrundsstråling fra jorden, himmelrummet, bygninger m.m. er i snit 2,4 millisievert (mSv) pr. år. I Japan må en arbejder på et atomkraftværk få yderligere 50 mSv om året, men i den aktuelle havarisituation har de japanske myndigheder hævet grænsen til 250 mSv om året. Kraftværkets ejer, elselskabet TEPCO, trækker dog angiveligt arbejdere ud af oprydningsindsatsen, hvis de får 100 mSv.

Et enkelt sted på kraftværkets område blev der kort efter ulykkesforløbets start målt et meget højt strålingsniveau på 400 mSv pr. time, og det vides, at én arbejder har fået en dosis på godt 100 mSv på én gang, mens andre via et længere ophold på stedet formentlig har ophobet doser, der svarer til den tilladte årsdosis og derfor antagelig er brugt op og taget ud af operationen. Den 20. marts måltes f.eks. dosishastigheder på værkets grund på 20 mSv pr. time, så fem timers arbejde i det miljø betyder, at elselskabets grænse er nået.

De 100 mSv indebærer en vis forøgelse af risikoen for at få kræft, men udgør kun en tiendedel af den dosis, der kan udløse begyndende akutte stråleskader.

Bliv inden døre

Når det gælder den japanske befolkning, er zonen ud til 20 km fra atomkraftværket evakueret. I 30 kms afstand er der efter ulykken målt op til 0,17 mSv pr. time. Det er omkring 170 gange den naturlige baggrundsstråling.

Grænsen for, hvad almindelige mennesker må få fra kunstige strålekilder på et år medicinsk behandling undtaget, er 1 mSv. Så hvis man opholdt sig ubeskyttet og udendørs på netop det mest belastede sted med de 0,17 mSv pr. time, ville man på ca. seks timer nå den tilladte årsdosis. Som altså ikke er en faregrænse, men udtryk for den lille risikoforøgelse for befolkningen, som myndighederne har defineret som acceptabel i Japan som i Danmark. Til sammenligning vil en patient, der får en CT-scanning, modtage en dosis på 10 mSv.

På grund af dette forøgede strålingsniveau nogle steder i 30 km-zonen omkring Fukushima-værket anmodes folk om at blive inden døre i denne zone. I øvrigt er strålingsniveauet på det mest udsatte sted faldet fra de 0,17 mSv. pr. time til i går 0,075 mSv.

Spinat forbudt

Den radioaktive belastning kan være en kombination af udvendig stråling fra f.eks. radioaktivt nedfald og stråling indefra, hvis man spiser eller drikker noget, der er forurenet.

Forureningen af mad, vand og jord måles i becquerel (Bq), og der er grænser for hvert enkelt radioaktivt stof iod-131, cæsium-137, strontium-89 etc. fordi de opfører sig forskelligt i kroppen. Grænserne er defineret, sådan at man alle bidrag lagt sammen ikke skal kunne komme op over dosisgrænsen på 1 mSv pr. år via mad og drikke. Med andre ord: Lever man udelukkende af fødevarer forurenet helt op til grænsen i et helt år, vil man få en dosis på 1 mSv.

For et stof som iod-131 er grænsen for, hvad fødevarer må indeholde, beregnet til 2.000 Bq pr. kilo. Det er målingen forleden af op til 55.000 Bq pr. kilo fra iod-131 i spinat fra områder i betydelig afstand fra atomkraftværket samt overskridelser for også cæsium-137, der har fået de japanske myndigheder til indtil videre at forbyde udførsel af spinat fra fire regioner.

For mælk er grænsen for iod-131 300 Bq pr. kilo, og da der i Fukushima-regionen blev fundet mælk med 1.510 Bq pr. kilo godt fem gange grænsen stoppede myndighederne også mælkeeksporten herfra. Levede man konsekvent og udelukkende af denne forurenede mælk, ville man nå den acceptable årsdosis på 1 mSv på et par måneder.

Ikke sundhedsskadeligt

Japanske medier oplyste i går, at myndighederne i jordprøver taget 40 km fra atomkraftværket har målt forurening med iod-131 og cæsium-137 på henholdsvis 430 og 47 gange grænserne. Og TEPCO har i havvand 100 meter fra atomkraftværkets kølevandsudledning fundet iod-131- og cæsium-137-forurening på 126 og 16 gange grænsen for drikkevand.

Der er altså via delvis nedsmeltning af reaktorbrændslet, bevidst ventilation af reaktorbygningerne for at mindske trykket samt udledning til havet af kølevand sket en markant tilførsel af radioaktivitet til omgivelserne. Men den samstemmende besked fra elselskab, regering og strålingsmyndigheder i Japan og internationalt er, at det med de trufne forholdsregler ikke er noget, der bringer strålebelastningen af nogen i befolkningen op over grænserne for, hvad der er defineret som acceptabelt.

Og strålingen målt over Island?

»På Island som andre steder på kloden står der utroligt fintfølende måleinstrumenter, som suger tusindvis af kubikmeter luft gennem et filter pr. time. Det er ikke overraskende, at man med så følsomme instrumenter vil registrere noget, der kommer med vindene fra Fukushima. Vi måler også luften over Danmark, men har indtil nu intet set. De niveauer, der vil kunne blive tale om, er absolut ikke sundhedsskadelige,« siger chefkonsulent Steen Hoe, Beredskabsstyrelsen i Danmark.