Det er på mode at være rød

De unge er i dag tilsyneladende ret venstreorienterede. I hvert fald hvis man spørger, hvad de ville stemme, hvis der var folketingsvalg i morgen. 53 pct. af danskerne under 27 år ville stemme på et af de tre venstrefløjspartier. Især SF trækker.

Det viser data indsamlet af Gallup for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Det er særligt de unge kvinder, der ser til venstre. Totredjedele af dem ville stemme på et af de tre venstrefløjspartier. SF er igen den store vinder. Hver tredje unge kvinde ville sætte deres kryds ud for liste F.

Den udvikling kan formodentlig få det til at krible i fingrene hos de gamle 68’ere. Nu må det da være oplagt at læse Karl Marx igen! Det er imidlertid sandsynligt, at de fleste unge venstreorienterede ville løbe skrigende bort, hvis nogen forsøgte at få dem til at fordybe sig i nærstudier af Karl Marx, merværdi og proletariatets diktatur. Det antyder, at det at være venstreorienteret kan dække over mange forskellige ting.

Marx’s heydays

Før 1960’erne dækkede begrebet venstreorienteret først og fremmest over arbejderklassen og nogle ganske få intellektuelle, der i kraft af en høj uddannelse kunne fortolke og formidle de venstreorienterede budskaber på rette vis til netop arbejderne.

Det gav masser af diskussion, splittelse og fraktioner, men grundlæggende var der enighed om, at de venstreorienterede først og fremmest var arbejdere, der kæmpede for at ændre samfundet i overensstemmelse med arbejdernes fundamentale interesser. Hvad de så helt præcist gik ud på, var netop det, man var uenige om.

Langsomt men sikkert blev de fortolket ind i en socialdemokratisk ramme, hvor eksempelvis Marx, oprør og revolution ikke spillede den store rolle. Figuren var der dog enighed om. Arbejderne var socialister og venstreorienterede, fordi deres objektive interesse var at forandre samfundet til fordel for de undertrykte masser og deres ønske om frigørelse eller i det mindste retfærdighed. Det var der nemlig ikke andre, der ville. Det havde Marx skrevet meget om, så det var bare om at gå om bord i ham.

Mental revolution

I 1960’erne og specielt i 1970’erne blev samfundet præget af større og større mobilitet, bl.a. som følge af ny teknologi, nye kommunikationsmidler og nye sociale strukturer med en voksende middelklasse som et vigtigt omdrejningspunkt. Denne mobilitet stødte mod det etablerede samfunds tro på traditioner og forventninger — også hos de venstreorienterede arbejdere, der var noget tunge i røven.

De unge troede imidlertid på mobilitetens mange muligheder for selv at bestemme, hvad der var vigtigt og hvad der ikke var. Ikke mindst fordi udsigten til at gå i faderens eller moderens fodspor ikke var specielt ophidsende, og fordi økonomisk vækst åbnede for nye muligheder — både på arbejdsmarkedet og i fritiden.

Ved hjælp af lommepenge, nye kulturelle udtryk og øget fritid startede de ungdomsoprøret, og fik på den måde vendt op og ned på samfundets måde at tænke på. Der var nærmest tale om en mental revolution. Her kom livsstil og personlig udvikling til at stå i centrum, på bekostning af fastlåste kollektive interesser og betonstive samfundsperspektiver.

En hel del unge i uddannelsessystemet fik et dynamisk perspektiv på deres opgør gennem marxismen — især den side, der handlede om de sociale forandringer, der logisk fulgte i kølvandet på forandringer i økonomien og produktionsforholdene.

Denne udgave af marxismen kastede man sig over med stor flid, og man opfattede i stadig højere grad sig selv som fortrop for de nye forandringer. Nu var det bare op til arbejderne at følge med.

Men det kom der ikke rigtigt noget ud af. Marx blev en autoritet i en selvforståelse, der sagde, at de unge havde nøglen til et nyt samfund, hvor man ikke skulle følge de stive strukturer. Man skulle bestemme selv.

Denne generation af unge var naturligt nok meget venstreorienterede, men kunne ikke finde ståsteder i etablerede partier. Der skulle nogle nye til, bl.a. SF og Venstresocialisterne, der kunne være med til at fremme perspektivet om individualitet og den individuelle udvikling, iklædt passende marxistisk terminologi med symbolsk vægtning af det kollektive.

Ungdomsoprørets kerne er, at man med Marx i hånden banede vejen for den moderne individualisering, der siden har domineret samfundet. Man vendte op og ned på samfundet, og derfor var det venstreorienterede perspektiv en vigtig dynamo. Det er det fortsat for denne generation, selv om især mændene er blevet lidt mere højreorienterede her på vej til efterlønnen eller pensionen.

Individualismen vinder

De, der var unge i 1980’erne, havde fået nok af oprør, venstreorientering og Marx. Man satsede på nykonservatismen i en tid, hvor man begyndte at modernisere de offentlige institutioner i overensstemmelse med de spor, der bl.a. var blevet lagt frem i ungdomsoprøret. Nu gik man efter det individuelle som bevidst perspektiv, og personlig succes inden for eksempelvis økonomi var ikke at foragte.

I 1990’erne åbnede mulighederne for individuel udfoldelse sig for alvor. Hvilket efterlod de unge i en tilstand af ambivalens — hvad skulle man overhovedet finde på at vælge? Man kunne altid lige forsøge sig eksempelvis med lidt Karl Marx, samtidig med at man lige markerede, at det ikke rigtigt betød noget.

Kulturelt blev situationen fortolket gennem mangfoldige eksempler på pasticher, i form af en sammenblanding af forskellige kulturelle udtryk, der ind imellem havde klare referencer til fortiden, bl.a. Marx og ungdomsoprøret i 1970’erne. Så hvis der var noget med Marx, var det nu nærmest til for at markere, at alt kan betyde noget. Måske. Tankevækkende nok er denne generation den mest passive generation i Danmark, når det drejer sig om politik.

Livsstilspolitik

Som sagt er de unge under 27 i dag de mest aktive (drengene) og mest venstreorienterede (pigerne) i det politiske univers. Men deres venstreorientering har helt andre rødder og en helt anden betydning, end den havde for tidligere genrationer. De unges tilgang til det politiske er i dag ikke mindst knyttet til livsstil uden dog at være indskrevet i et oprør, sådan som det var tilfældet i 1970’erne. Nu handler det mest livsstil, og har derfor ikke så meget at gøre med de traditionelle former for politik.

Unges livsstil er ikke mindst præget af et ønske om at kunne gøre en forskel. Om at kunne agere og kunne sætte noget i værk, gerne i snævre netværk. Målet er dels at opleve noget nyt, dels at demonstrere, at man har gang i noget, der er anderledes. Og at man faktisk godt kan begå sig i det offentlige rum. På en fed måde. Det venstreorienterede er lige nu en passende måde at demonstrere noget nyt. Holdningsmæssigt motiveret af globale spørgsmål og moralske holdninger til de store udfordringer vedrørende miljø, klima og sociale uligheder.

Den røde bølge bæres også frem af valgvinden. Når man er ung, gør det ikke noget, at man af og til oplever, at man er med på den vindende vogn. Derfor er der også ret meget elastik i de politiske holdninger. Man løber med dem, der vinder. Med de venner, der løber i retning af nogen, der ser ud til at vinde. Selvfølgelig er der også nogen, der løber den modsatte vej, bl.a. for provokationens skyld. Men man vil gerne være med, der hvor de andre også gør sig. Og lige nu er det altså hos SF.

Det betyder grundlæggende, at unge i dag ikke er bærere af et særligt politisk engagement, der bevirker at man nu vil se helt nye perspektiver i det politiske univers. De går efter at udfolde en livsstil, og her kan det politiske lige nu bruges som en passende platform. Når den er venstreorienteret skyldes det ikke mindst, at man på den måde kan vise, at man er med på noget nyt og anderledes. Efter en lang periode med borgerlig politisk dominans, økonomisk krise og ambivalens. Nu vil man ud af krisens og systemernes snærende bånd. Men tag ikke fejl. Politik er stadig ikke specielt interessant.

Johannes Andersen er lektor og samfundsforsker ved Institut for statskundskab, Aalborg Universitet.