Oprørere må bygge Libyen op fra nul

De afhoppede Gaddafi-støtter med tidligere udenrigsminister Moussa Koussa som den mest prominente skikkelse er formentlig de eneste i Libyen, der har forstand på regeringsførelse. Men de skal kun regne med at spille en midlertidig rolle i tiden efter Gaddafi, siger Libyen-eksperten Ronald Bruce St John

Hvis Gaddafis regime falder, er det ikke alene bygninger og veje, der skal bygges op på ny. Efter over 40 års systematisk nedbrydelse af civilsamfundet er der praktisk talt ingen ud over Gaddafis håndgangne mænd, der har forstand på regeringsførelse.

Mads Nissen

»Det sidste, oprørerne ønsker, er et Gaddafi-regime uden Gaddafi.«

Det siger den amerikanske ekspert i det moderne Libyen Ronald Bruce St John, der har forfattet flere bøger om Libyen, blandt andet Libya: Continuity and Change, der netop er udkommet.

Siden oprøret brød ud i februar i Libyen, har det selvbestaltede Nationale Råd etableret sig som styrende organ for den libyske opposition. Både Frankrig og Den Arabiske Liga har anerkendt rådet som Libyens legitime repræsentant, og dets formand har ført forhandlinger med USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, og Storbritanniens udenrigsminister, William Hague.

Rådet domineres af gamle Gaddafi-støtter, mens selve oprørskampen ledes af de yngre generationer. Og derfor har vi endnu til gode at se de sande oprørsledere, mener Ronald Bruce St John.

»Folk fra det gamle regime har måske en rolle at spille tidligt i forløbet. Men oprøret handler om at komme af med Gaddafi og de folk, der har domineret Libyen i så lang tid,« siger han. »Jeg tror, vi kommer til at se en række nye frontfigurer, som vi ikke engang kender endnu, eller som endnu ikke er blevet anerkendt som ledere. De vil tage magten og føre landet mod en ny forfatning.«

Fra Gaddafis slæng

Hidtil er der kun sat navn på 11 af de 31 medlemmer af Det Nationale Overgangsråd, og det består primært af tidligere medlemmer af Gaddafi-regimet.

Formanden er Mustafa Mohammed Abdul Jalil, Gaddafis gamle justitsminister. Den militære leder er tidligere general Omar al-Hariri, der selv hjalp Muammar Gaddafi til magten ved et militærkup i 1969. Dertil kommer, at flere af Gaddafis udsendte ambassadører nu siger, at de repræsenterer det nye Overgangsråd.

»De har spiller den rolle, de gør, fordi nogle af dem er kendt i Vesten i forvejen, og derfor er de vestlige regeringer trygge ved at forhandle med dem. Andre er fra den libyske hær og har erfaring derfra, og det er der desperat brug for, hvis oprørerne skal have held til at forene deres kræfter til en effektiv militær styrke.«

Men det er endnu uklart i hvor høj grad, de er repræsentative for de oprørere, der står i spidsen for kampen i felten, mener Ronald Bruce St John. De sidste 42 år, hvor Muammar Gaddafi har været ved magten, har han trukket på den samme lille gruppe mennesker som ledere af regimet. En libysk politolog har påvist, at alle nøgleposterne har været besat af de samme omkring 100 mennesker i hele perioden.

Det er fra den gruppe, en stor del af Det Nationale Overgangsråd kommer, og derfor vil rådet sandsynligvis komme til at spille en mindre og mindre rolle, siger Ronald Bruce St John.

»Det kan godt være, at den tidligere justitsminister har tjent regimet modvilligt, og at andre ting taler for ham. Men han tjente regimet i lang tid, og jeg tror ikke, han er, hvad det libyske folk havde i tankerne med den her revolution.«

I løbet af det seneste døgn er også Libyens udenrigsminister, Moussa Koussa, og den højtstående embedsmand og tidligere udenrigsminister Ali Abdel-Salam al-Treki hoppet af.

Eksil-grupperne

Flere libyske eksil-grupper er blomstret op i forbindelse med oprøret mod Gaddafi, og flere har været meget aktive i de internationale medier. Men man skal ikke regne med, at de kommer til at spille en større rolle, vurderer Ronald Bruce St John.

Eksilgrupperne ledes af libyere, som har levet uden for Libyen de sidste 20-30 år, og derfor har de ikke megen opbakning blandt det libyske folk, som har lidt under Gaddafi i mellemtiden, siger St John.

Som eksempel på eksil-libyernes position nævner han et medlem fra eksil-gruppen NFSL, der som en af få eksilerede vendte tilbage til Libyen kort før oprøret.

»Da oprøret brød ud, blev han interviewet om, hvilken rolle hans organisation skulle spille. Han svarede, at dette var de unges oprør, mens han var en gammel mand, og at hans organisation var en gammel organisation. Det samme kan man nok sige om de fleste andre eksil-grupper.«

»Nogle folk udefra kan måske være til hjælp, men i sidste ende er oprøret startet indefra og motiveret indefra.«

De starter fra nul

Problemet er, at oprørerne intet andet har at sætte i stedet for de gamle støtter af regimet og de eksilerede grupper. Civilsamfundet i Libyen er systematisk blevet elimineret de sidste 42 år. Der findes ingen politiske partier, ingen fagforeninger, ingen form for private organisationer, end ikke nogen forældreforeninger for skolebørn.

»Gaddafi ville ikke tillade nogen af de organisationer, fordi han mente, de måske kunne blive centrum for en opposition til regimet.«

Ifølge nogle kilder er 60 pct. af de 6,5 millioner libyere under 40 år gamle, og derfor er der tale om en befolkning, der for de flestes vedkommende ingen erfaring har med den form for civilsamfund, vi kender i Vesten.

»Det libyske folk og de unge drivkræfter i oprøret har ingen erfaring med demokrati eller organisationer. De starter fra nul. Der står ingen institutioner klar, når de skal til at etablere en ny stat, en ny regering og en ny forfatning.«

Tirsdag fremsatte Det Nationale Overgangsråd en ottepunktsplan for Libyens vej til demokrati, frie valg, og en ny forfatning. Men der bliver snarere tale om grundlæggende samfundsopbygning end overgang til demokrati, hvis Gaddafi-regimet bliver væltet, påpeger Ronald Bruce St John.

»Det bliver svært at opnå demokrati, men dog ikke umuligt. Vi i Vesten må forstå, at det bliver en kontroversiel og beskidt proces, som vi alligevel må støtte libyerne i, i den grad de ønsker det. Men vi må ikke prøve at presse modeller, som vi tror vil være de rette for Libyen, ned over hovedet på dem. Man bliver nødt til at give libyerne tid til selv at arbejde sig frem til et system, der passer til dem. Det vil være demokratisk i nogen grad, men nok ikke som vi kender det i Vesten. Vi bliver nødt til at give dem noget tid.«

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu